Når man ser ’Thomas Tog’, forstår man pludselig Morten Messerschmidt

Thomas Tog tager en chance, men det skulle han ikke have gjort. Der skal åbnes en ny zoologisk have på øen Sodor, og Thomas har af kontrolchefen fået til opgave at køre en giraf derhen. Thomas er så begejstret, at han ikke gider at vente på dyrepasseren, selv om han bliver rådet til det – Thomas tror, at han selv kan få giraffen til at dukke sig, når de på et tidspunkt på ruten skal under en bro. Det ender galt, det gør det altid i Thomas Tog, når de talende lokomotiver tager en chance eller har for stor selvtillid. Thomas får skældud af kontrolchefen, som kalder det »en skandale«.

Jeg har tilbragt en stor del af min efterårsferie på sofaen i en ødegård i Blekinge. Det lyder måske behageligt, men min sofatid lå typisk mellem klokken 05.30 og 07.00, og den var forstyrret af lyden af stokkonservativt og systembevarende børnefjernsyn. Jeg har en datter på halvandet år, som står tidligt op og gerne vil se »fut fut«, som hun kalder det britiskproducerede Thomas og vennerne, som også bare hedder Thomas Tog. Og da klokken 05.30 i en kold ødegård er et dårligt tidspunkt at tage store diskussioner, sætter jeg det på.