I 1962 udgav den tyske socialfilosof Jürgen Habermas det skelsættende værk Borgerlig offentlighed.
I bogen argumenterede Habermas for, at demokratiet for det første fungerer via en offentlighed, hvor borgerne i fællesskab diskuterer emner af fælles interesse. For det andet ved, at alle mødes på lige fod, og ingen derfor på grund af køn eller stand på forhånd bør tildeles en privilegeret position. For det tredje skal i princippet alle temaer kunne vendes og diskuteres åbent ud fra mulige vinkler, uden at én vinkel har en ophøjet status. Og for det fjerde, at demokratiets fælles mål er at nå så tæt på sandheden som muligt frem for at kæmpe for snævre partsinteresser.
I Habermas’ bog, som på tysk hedder Strukturwandel der Öffentlichkeit, beskriver han, hvordan den oprindelige borgerlige offentlighed gennemgik en strukturforvandling omkring år 1900.
I min nye bog viser jeg, at den borgerlige offentlighed 100 år efter – fra år 2000 – igen undergår en strukturforvandling.
Den ’bedre følelse’
I rødstrømpebevægelsens glansperiode i 1970’erne handlede det om at styrte de kapitalistiske institutioner i grus. Siden år 2000 har det derimod handlet om en vandring gennem institutionerne for at overtage mindst 50 procent af magtposterne.
Den marginaliserede rødstrømpe er blev afløst af den mondæne karrierefeminist.
Den nye feministiske kvindeoffentlighed tenderer mod et omfattende brud med Habermas’ ideal om den borgerlige offentligheds funktionsmåde.
Hvor Habermas priste ’det bedre argument’, hersker nu den ’bedre følelse’, der beror på, at kvinder og andre ’underprivilegerede’ har direkte adgang til sandheden på grund af deres udsatte position.
Det bedre argument er ikke længere noget, man skal diskutere sig frem til, det har man allerede, hvis man har det rigtige køn.
Argumentets styrke er afløst af stærke følelser. Dømmekraft er afløst af følelseskraft. Den tvangsfri samtale er passé, for dialogparterne skal på forhånd tvinges til at give forrang til det formodet marginaliserede køns følelser og dermed forbundne dybtfølte erfaringer.
Fælles for denne nye kvindeoffentlighed er, at der opereres med en uhæmmet partsinteresse, der skal modvirke mandssamfundets sammensværgelser med ’ubevidst bias’ og ophængning af barrierer som ’glaslofter’ overalt, hvor kvinder vil til tops.
Ganske vist usynlige, men derfor desto mere snigende farlige. Lidt ligesom i marxismens velmagtsdage på de danske universiteter, hvor de, der ikke var enige i doktrinen, mentes at lide af ’falsk bevidsthed’.
Kvindeligt favoriseringssystem
Som modvægt til den påståede ubevidste bias mod kvinder er der nu overalt indført en både formel og uformel ’positiv særbehandling’ af kvinder. For eksempel arbejdes der på en fifty-fifty-fordeling på prestigefyldte poster inden for danske kvoterede statslige bestyrelser, ved sammensætning af EU-Kommissionen og med jævne mellemrum også af danske og vesteuropæiske regeringer.
2020 er blevet året med en hel bølge af favoriseringspolitik – inden for kunst og også forskning endog via lovstridige metoder. Samtidig lægges der et massivt statsligt pres på offentlige institutioner og private virksomheder via måltal for øgning af antallet kvindelige ledere for at opnå ’kønsbalance’ trods ligestillingslovens ufravigelige krav om ikke at måtte sortere på køn.
Hele dette kvindelige favoriseringssystem legitimeres via en forestilling om, at det danner en modvægt til en omfattende negativ bias mod kvinder.
Men er det korrekt?
Jeg bad min statistisk kyndige makker på min nye bog, epidemiologen Torsten Skov, om at undersøge sagen. I bogen og i flere forskningsartikler er resultatet nu fremlagt: De danske og udenlandske undersøgelser af ubevidst bias, hviler på en omfattende ’videnskabelig’ manipulation i den gode sags tjeneste.
Hermed bliver myten om ’ubevidst bias’ mod kvinder det mest markante nutidige udtryk for en uunderbygget krænkelseskultur.
Ved feminismens postulat om en fiktiv og uophørlig maskulin modstand mod kvinder mistes noget helt centralt i Habermas’ vision for den borgerlige offentlighed: tilliden mellem samfundsborgerne, der giver dem mulighed for at gennemføre en herredømmefri samtale med sandheden som eneste kriterium.
I dag afviser store dele af den feministiske offentlighed denne dialog ved på forhånd at miskreditere modparten som værende ‘privilegieblind’ eller ’ude af stand til at forstå kvindekønnets trængsler’.
Herved bliver debattørens køn frem for hans argumenter en barriere for adgangen til den offentlige samtale og ’det gode selskab’, med mindre han snakker den kvindelige modpart efter munden.
Vedrørende den oprindelige strukturforvandling advarede Habermas mod, at politikere og befolkning begyndte at orientere sig efter partilinjer og partipresse i stedet for at følge deres egen indre overbevisning.
Gad vist, hvad han, hvis han igen skulle opdatere sit gamle værk, ville sige til den senmoderne tendens til kollektiv identitetspolitik, hvor der ledes med lys og lygte efter krænkelser af kvinder?
Oprindeligt advarede Habermas også mod reklameindustriens indtog i de poliske partier. I nutiden forsøger både virksomheder og politikere at brande sig via deres ’kvindevenlighed’.
Femisme som magtinstans
Referater fra folketingssalen fra 2015 til 2019 viser blandt andet, at »kvinders rettigheder« nævnes 77 gange, »mænds rettigheder« to gange, »vold mod kvinder« 25 gange og »vold mod mænd« én gang.
Et andet eksempel er, at flere topchefer i november 2018 til Berlingske i forbindelse med en undersøgelse, der viste en omfattende interesse for at ansætte kvindelige ledere, erklærede: »Flere kvindelige ledere er godt for omdømmet.«
Den nye feministiske identitetspolitik er karakteriseret ved, at du skal være kvinde, før du er borger.
Det sker via kvindenetværk for eksempel på tværs af blokkene i Folketinget, inden for virksomheder og i medier, kunst og forskning. Dertil kommer HR-afdelinger, kvindelitteratur, feministiske kvindeblade og feministiske influencere.
For ikke at tale om de meget store sværme af yderst sensitive feminister på internettet, der er parat til at slå ned på krænkelser. Denne omfattende kvindelige netværksdannelse sker interessant nok parallelt med en fordømmelse af stereotype kønskulturer, hvorved der altså må menes mandskulturer.
Den oprindeligt magtkritiske feminisme er nu selv blevet en magtinstans.
Organisatorisk foregår der et meget tæt samspil med det offentlige, der ideologisk og økonomisk støtter kvindeorganisationer og kvinde-/kønsforskningscentre. Endelig er der tale om stærke feministiske bastioner i Ligestillingsministeriets embedsværk, i det juridiske skilsmissesystem samt i forskellige feministiske virksomheder, der sælger information og udarbejder tendentiøse rapporter om, at kvinder er bedre ledere, og at flere kvindelige ledere øger indtjeningen.
Hvor Habermas kæmpede for den herredømmefri samtale vendt mod ikke mindst herremandens sidste ord i det aristokratiske samfund, skal vi i dag besinde os på at genskabe et til lejligheden opfundet ord, nemlig ’kvindedømmefri’ samtale, hvor det ikke er den ’bedre følelse’, men igen det bedre argument, der er gangbar mønt.
Efter at min bog var færdigskrevet, eksploderede den debat om sexisme, der nu kører for fulde omdrejninger. Endnu kan jeg ikke give et bud på, om den vil sætte sig spor i offentlighedens funktionsmåde i løbet af de kommende år. Der må dybtgående videnskabelige undersøgelser til.
Hans Bonde er professor, dr. phil. og forfatter til bogen »Vi vil have vores fair andel!« På vej mod fifty-fifty-kulturen, som udkommer den 8. oktober.
Kære Hans Bonde Af hele mit hjerte tak! Jeg vil se frem til at læse din bog, når den udkommer!
Kan kun sige godet skrevet, og du komme langt omkring, ude at miste sammenhæng..
Bare dette afsnit, der er det meget tydeligt, hvor meget feministerne komme til kort. ”hvor borgerne i fællesskab diskuterer emner af fælles interesse. For det andet ved, at alle mødes på lige fod, og ingen derfor på grund af køn eller stand på forhånd bør tildeles en privilegeret position. For det tredje skal i princippet alle temaer kunne vendes og diskuteres åbent ud fra mulige vinkler, uden at én vinkel har en ophøjet status. Og for det fjerde, at demokratiets fælles mål er at nå så tæt på sandheden som muligt frem, for at kæmpe for snævre partsinteresser”
For dette viser meget tydeligt at det ikke er ligestilling, der driver værket.
Det sørgelige er, at sandhede betyder ikke noget. Det handler om, hvad man kan få folk til at tro på. Og det må man sige, at feminister forstå at gøre brug af, med de privileger, de har i kræft af at deres køn.
For de er gode til lege ordleg, og at få os til at tro på, at følelser betyder mere en fakta. https://rationalwiki.org/wiki/The_Dragon_in_My_Garage
Hans Bonde. I 70’erne kæmpede vi saftsusemig også for ligeløn, lige adgang til arbejdsmarkedet retten til fri abort.
Dog er jeg helt enig i at de nye strømninger i feminismen er totalt blinde overfor den meget fordelagtige stilling vi nyder i det danske samfund i dag. Specielt i forhold til forældremyndighed, sundhed og landets forsvar. Ligestillingslovens paragraf 3 er ret beset en indsat diskrimineringsparagraf vendt mod det mandlige køn. Der burde være plads til at italesætte at mænd er dårligere uddannede, straffes hårdere, er mere hjemløse, lever kortere osv.
Den omtalte rapport nævnt i Politiken siger i øvrigtikke andet end at kvindelige og mandlige ledere har forskellige kompetencer og er gode og dårlige til forskellige ting i følge personalet. Ingen stor overraskelse måske. Derfor kan det undre at det udlægges som om at kvinder er bedre ledere da det faktisk er rapportens konklusion at køn ikke spiller en rolle for det overordnede ledelsesindtryk. Altså at de ansatte ikke har kønspræferencer i forhold til hvem der leder dem.
Når den feministiske taktik ikke kan sidestilles med demokrati, og ligestilling, så er det et overvæsentligste udtryk for, hvor fascistisk deres agenda i virkeligheden er..... Eller i det mindste er der ikke overenstemmelse mellem deres ord og handlinger, især dette “undrer” mig, når de bliver gjort opmærksomhed på det, og at det så alligevel fortsætter? Hvad siger dette om deres virkelige agenda?
100% fair nok, at man er af en anden politisk holdning og ligger et andet sted på det politiske kompas. Men i det mindste erkende det højt og tydeligt, så folk kan foretage sin et velinformeret valg omkring sin støtte til jer (mange falder for de gode moralske ord, for hvem ønsker IKKE ligestilling og retfærdighed, ikke?).... Især når mange ikke kan/vil dykke ned i detaljerne, og kan derfor ikke gennemskue det overfladisk... altså det overfladiske bidrag!
Desuden så finder jeg det dybt skammeligt, at “udemokratisk” og “den rigtige følelse” er sådan en slåen karakteristika for kvinder. Det gør mig virkeligt stolt af mit køn.
(Og selvom jeg ikke går op i at vi skal blive ved med at kategorisere hinanden i køn i almene sammenhænge, så går dette altså ude over alle andre kvinder som ikke støtter den feministiske dagsorden, men bliver associeret med den... Så ikke nok med skal jeg bevise at jeg er en kompetent kvinde, nu skal jeg bevise, at jeg er kompetent og ikke er feministisk... yeah)
Habermas' bog er en idealiseret fremstilling af det borgerlige samfund. En 'herredømmefri samtale' er absolut et ønskeligt demokratisk grundprincip. Men, som ham med skægget sagde, de herskende tanker er de herskendes tanker. Bonde mener, at de herskende tanker er kvindetanker? Bonde henviser til empiri overfor følelser. Mener han dermed at bedømmelsesudvalg kun følger 'fornuften', når de tager stilling til stillingsansøgninger? Ja? Nej? Hvad for nogle 'ufornuftige' overvejelser kunne det være som korrumperer den habermask'ske magtfrie samtale?
Hans Bonde og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen
Der snakker om denne 50/50 forskelsbehandling osv ca 15min langt
https://www.dr.dk/radio/p1/p1-morgen/p1-morgen-2020-10-03#!00:25:50
Ps Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til, en Forskningsminister, der ikke tro på biologiske drifter, og tilbøjeligheder. Men at kønsroller ”kun” skabes af sociale påvirkninger. (en socialkonstruktionist)
Kronikken er ensidig og unuanceret i en grad, så den modsiger sit eget budskab og bare virker som endnu en sur mand, der ikke kan lide kvinder, i hvert fald kvinder der bestemmer noget og mener noget.
Kære Jean Thierry
Tak fordi du ufrivilligt bekræfter min kroniks budskab om, at der i kønsdebatten florerer fornemmelser og følelser. Du har ret til at føle hvad du vil over for min kronik, men hvor er dit argument?
Der skal åbenbart helst gå flere hundrede år, før kvinder skal håbe på at mænd vil give dem ligestilling.
For det er måske ikke 'følelsesfuldt', at mænd har siddet for bordenden i mange tusinde år..?
"Det sker via kvindenetværk for eksempel på tværs af blokkene i Folketinget, inden for virksomheder og i medier, kunst og forskning."
Det samme som mænd gør - de gør nøjagtigt det samme altså laver netværk og aftaler uden om kvinderne. Dette er bl a. beskrevet i Birgitte Possings bog "Argumenter mod kvinder" som jeg vil anbefale at du læser.
"Med udgangspunkt i citater fra demokratiets indførelse i Danmark i 1848 og frem til 2018 gennemgås og fortolkes argumenter mod kvinders evner og rettigheder - og viser ifølge forfatteren hvordan argumenter mod kvinder har handlet om fordomme frem for viden.
Beskrivelse
Forfatter og professor Birgitte Possing skriver om fordomme og modstand kvinder har mødt i kampen for at blive ligestillet, som medborgere med indflydelse i det offentlige liv. Possing skriver, at der er et mønster i det traditionelle kønssyn og at bogen skal tjene til det formål at dokumentere vha. citater fra 1848-2018, som er hentet fra trykte og digitale aviser, tidsskrifter, interviews, leksika m.fl. "Jeg sætter argumenterne imod kvinder op over for argumenterne for kvinder og lægger dem ind i små og større fortællinger om den tid, hvori de blev fremsat.(..) Sådan kan historierne alt efter deres karakter dække et enkelt årti eller mere end et århundrede." Bogens første kapitel analyserer tiden efter årtusindeskiftet og fortsætter derfra kronologisk fra 1850".
Possing skriver, at der er langt til ligestilling, at kvinder stadig møder argumenter mod sig og at der er et mønster som i samfundet er kodet efter køn. Hertil er bogens indhold god dokumentation og hyldest til kvinder som banede vejen for generationen efter
Ro på Eva. Der er sandelig ikke mange mænd der ikke vil give kvinder ligestilling.
Ligestilling kan defineres på forskellige måder. Det skal der da være åbenhed til at diskutere. Det er bare vanskeligt når man bliver mødt med kommentarer som "Der skal åbenbart helst gå flere hundrede år, før kvinder skal håbe på at mænd vil give dem ligestilling" el. lign. hvis man ikke lægger sig fladt ned og acceptere præmissen.
Præmissen er at mænd er krænkerne og kvinder er ofrene. En kvindes ord nu til dags er ophævet til lov. Ingen dialog er nødvendig.
Nå Hans Bonde - hvordan kunne man så skabe mere kønsbalance?
"Ah, æh kønsbalance det skaber men ved bare at have bare en analse tålmodighed".
Det skal åbenbart tage 100 år mere for det er altså for galt hvis kvinder skulle få den ide at slutte sig sammen i netværk for at trænge igennem.
Nogle interessante vinkler HB kommer med og som sagt, alt er til diskusion i et demokrati.
Hans Bonde har jo fuldstændig ret.
Bare se den nye Metoo bølge.
INGEN har ret til at have en bare nuanceret mening,
ALLE der med argumenter prøvede at skabe en debat blev truet, udskammet og udsat for shitstorm.
De facto har der ikke været en debat, bare et væld af udokumenterede oplevelser.
Selv de få personer, der mente at der skulle være plads til flirteri, blev kørt over.
Efter 5 ugers ensidige udokumenterede og navneløse anklager, er ingen blevet klogere på, hvad sexuel krænkelse er.
Så mænd, og kun mæn,d skal overholde et hemmeligt adfærds kodeks, der iøvrigt ændrer sig hele tiden og er mega-forskelligt fra kvinde til kvinde.
Det svarer til at man bliver straffet for at overtræde færdselsloven, men ikke må få at vide hvad færdselsloven siger. Og som iøvrigt ændrer sig efter den enkeltes betjents humør.
Hej Hans Bonde
Der er ikke nogen følelser i min kommentar - kun en konstatering af at din kronik er helt ensidig, det vil sige kun kritisk overfor kvinders adfærd og ukritisk overfor mænd.
P.S.: Jeg er ikke kvinde.
Slap selv af, Jens Christian Jensen.
Sarkasme bliver åbenbart misforstået følelsesfuldt ;-)
Og krænkelser er kun ét af aspekterne ved manglende ligestilling, som Pia Nielsen er inde på 15:59.
God anbefaling af Possings bog, læs den og bliv klogere.
Hans Bonde, du har ret i at der blandt dele af feminismen i dag er udbredt en "følelses-fakta"-filosofi.
Men du begår samme fejl, som du selv påstår at gå imod, når du sidestiller "kvinder" med "feminister". F.eks.:
"Fælles for denne nye kvindeoffentlighed er, at der opereres med en uhæmmet partsinteresse, der skal modvirke mandssamfundets sammensværgelser med ’ubevidst bias’ og ophængning af barrierer som ’glaslofter’ overalt, hvor kvinder vil til tops."
Medmindre du tror at alle kvinder er feminister, eller at kun den slags feminister du argumenterer imod må være den eneste "kvindeoffentlighed" alle kvinder i DK retter sig ind efter, så er der hele tale om at også du føler en sandhed.
Det samme gør du når du skriver:
"I rødstrømpebevægelsens glansperiode i 1970’erne handlede det om at styrte de kapitalistiske institutioner i grus. Siden år 2000 har det derimod handlet om en vandring gennem institutionerne for at overtage mindst 50 procent af magtposterne."
Endnu et følelsesfakta? Er det vitterligt noget du kan underbygge empirisk, at al feminisme, alle dele af "kvindeoffentligheden" i dag handler om at overtage 50% af magtpositioner gennem en "vandring gennem institutionerne".... for derigennem at styrte kapitalismen? Antager du at alle feminister er marxister? Og er det i så fald marxisme at have en 50% kvindelig repræsentation i et magtfuldt firmas bestyrelse?
Så ja, du har bestemt ret at alt for meget af vores offentlige debat er blevet overtaget af følelsesfakta (for nu at bruge mit eget ord for det). Men tendensen til følelsesfakta er ikke så "venstreorienteret" som du præsenterer det, ikke udsprunget af kommunisme, socialisme, marxisme. Det er del af en trend der er kommet hertil fra USA, hvor man længe har behandlet sandheder som noget uhyre individualistisk, og hvor især religiøse forskelle var noget man ikke bare burde respektere hvis man ville have nogen form for populær eller politisk indflydelse, men også noget der var stor tabu om at kritisere. Idag er det mindre tabu at kritisere religion, men tabuet har kun ændret sig horisontalt, og det er stadig ligeså tabu at kritisere hvad folk tror på uanset hvor åndssvagt det er. Det er en trend der tager udgangspunkt i en overdreven sans for det individualistiske, en internalisering af sandhed i en grad der intet kan have at gøre med nogle af de venstreorienterede, sociale (kollektivistiske, om man vil) filosofiske/politiske retninger.
På højrefløjen ses følelsesfakta i form af nationalisters romantisering af national historie, af unge europæiske og amerikanske højreradikales glorificering af vikinger eller korsriddere, den ses når fortalere for velfærdsstaten italesættes som "kommunister" fordi nok ved visse personer ikke hvad det ord betyder, men de ved at det er noget meget slemt man kalder de rigtigt onde mennesker (ligesom en "woke" person ikke nødvendigvis aner hvad en racist er, men ved at det er noget slemt at være). Og selvfølgelig i forbindelse med COVID-19, klima, og dem på det yderste højre der (foruden visse modern progressive) tror på at race ikke bare er virkeligt, men at det bestemmer alt hvad vi gør og er.
Til uddybning af Hans Bondes forståelse af den borgerlige offentlighed og de manglende forudsætninger for ligeværd:
http://bostonreview.net/philosophy-religion/brandon-bloch-unfinished-pro...
"...kvinder og andre ’underprivilegerede’ ..."
Hvis det er Hans Bondes udgangspunkt, forstår jeg godt hans problem... det giver jo en noget andet referenceramme end den jeg for eksempel har. Jeg betragter kønnene som ligeværdige. I Hans Bondes verden er fundamentet jo netop, at hankønnet er det bedstvidende og det rationelle køn, og derfor kan alt indblanding - og forsøg på kulturændring - fra kvindekønnet kun karakteriseres som følelsesladet og irrationelt.
"The great majority of us cannot listen; we find ourselves compelled to evaluate, because listening is too dangerous. The first requirement is courage, and we do not always have it.” - Jordan Peterson
Debatten er gået fallit, når selve magtbalancen i den er forskruet.
Vi er nødt til at stille os selv det spørgsmål, hvad er det, som vi ønsker ud fra en debat? Mudderkastning? se hvor ret jeg har? Virtuesignalering? Føle sig som et overmenneske?
Ud fra min forståelse af en debat (Dette er selvfølgelig ud fra et idealiseret princip), så er debattens principper, at de kompetente meninger fra forskellige hjørner og fløje har mulighed for at spille sig op imod hinanden, således der kan dannes et fundament for en mere nuanceret delkonklusion...
Debat er en boldkastning. Jeg kaster en bold, en griber den og kommer med et relevant modsvar og skyder denne tilbage, ikke bare smider bolden og går hen og sparker til en.
Det er spild af tid og energi alt denne enten circle-jerking eller mudderkastning.
Kan vi ikke blive enige om?
- Kønsdebatten er kompliceret, fordi den omhandler om meget interaktivt fundamentielt netværk af sociale, kulturelle, psykologiske, biologiske, samfundsstrukturer og x, y og z ting?
- En fløj/individ/organisation kan aldrig have den 100% korrekte løsning (Eksempel: ligesom der ikke eksisterer en ensartet behandling for misbrugere)
- At undertrykke folks meninger med "dirty" retorik avler kun modtryk for ens sag.
- At alt ikke skal gøres op i det kvantitative, at der også er plads til det kvalitative? Men at der selvfølgelige tages forbehold for faldgrupper indenfor begge metoder?
Spørg jer selv igen, hvad er det egentligt i ønsker....
Rikke nielsen
Nu er det jo feministerne der påstår at mænd er privilegie- blinde Og dermed privilegerede
Ergp må kvinder da være under-privilegerede
Hans bonde siger jo netop at det er kvinderne, der er det privilegerede køn
Hvis ikke feministerne mener kvinder er undertrykt/under-privilegerede havde de jo ingen sag
jan sørensen
Jeg fortolkede det som en nedladende brug af ordet forstået som "mindre værd".
Havde nok svært ved at læse artiklen i en anden kontekst: Når en mand, der bruger en anden mand, belærer kvinder om deres følelsesladethed.
Det kan være svært at forstå at følelsers plads i en demokratisk dialog/samtale problematiseres, når det åbenlyst er emotioner, der sigtes til. Og naturligvis er det problematisk, hvis/når emotioner får megen vægt i dialog/samtale, fordi emotionalitet meget let får mennesker til at (re)agere med reptilhjernen.
Måske er det et grundlæggende problem at vores samfundssystem og kultur på så mange måder overstimulerer reptilhjernen og emotionalitet - og måske er feminismen på mange måder blot endnu et gidsel i dette drama.
Jeg har ikke lige overskud til at behandle alle udtalelser i kronikken, men lad os tage det jeg umiddelbart så som det potentielt stærkeste argument: Artiklen som der refereres til fra MDPI i forbindelse med spørgsmålet om ubevidst bias:
https://www.mdpi.com/2075-4698/10/2/31 - Unconscious Gender Bias in Academia: Scarcity of Empirical Evidence
Jeg tror måske det kræver en sociolog med et bedre overblik over kildematerialet i feltet til at kunne bedømme mere definitivt om artiklen holder vand, men min lettere gennemgang som lægperson finder ikke noget helt åbenbart problematisk med det meste af indholdet og konklusionen. Den er dog lidt snæver i forhold til at argumentere for at den nye feminisme "giver følelser forrang og hæmmer den demokratiske dialog". Artiklen anerkender jo at der findes evidens for bias, den argumenterer blot imod at der findes evidens for *ubevidst* bias, i den forstand at hos folk som faktisk er indforstået med kvinders lige rettigheder og alt hvad det indebærer, så findes der muligvis ingen klar evidens for bias i akademiske ansøgningsprocesser.
Med hensyn til den faktiske bias (som, igen, artiklen anerkender findes), argumenteres der blot for at det er "bevidst" bias som stammer fra et konservativt syn på køn.
Og hvis det er sandt, vil det ikke nødvendigvis komme bag på de fleste feminister, og det vil egentlig ikke ændre noget synderligt i virkemidlerne. De fleste af de virkemidler jeg kender til som bruges til at modvirke bias, modvirker i høj grad også det artiklen kalder for bevidst bias. Argumenter for f.eks. kønskvotering er baseret på bias generelt, ikke bare ubevidst bias.
Artiklen handler også specifikt om længere ansøgningsprocesser i akademien hvor, som det skrives i artiklen, selve processen modvirker kortsigtet ubevidst bias. Argumenter om ubevidst bias i f.eks. møde-sammenhæng modsiges så vidt jeg kan se dermed heller ikke.
Om noget, så er det vel udtryk for en slags optimisme blandt feminister hvis man kunne lægge en større del af skylden for strukturelle uligheder på "ubevidst" bias, for så handler det jo bare om at gøre folk bevidste, og så løser det sig nok! Men hvis ulighederne hovedsageligt skyldes såkaldt bevidst bias fra konservative syn på køn, er det så egentlig ikke bare et stærkere argument for kulturkamp og virkemidler?
Man kunne måske også diskutere hvor nemt det egentlig er at holde koncepter som bevidst og ubevidst bias helt adskilte, men dér begynder jeg så selv at komme ud på dybt vand, må jeg erkende. Jeg er jo hverken sociolog eller psykolog (det er forfatteren forøvrigt heller ikke. Han er en statistisk kyndig epidemiolog ifølge kronikken, og beskrives som "Independent Scientist" af MDPI.)
@Eva Schwanenflügel
Byder du op til dans? Så jeg vil da gerne danse, så ja tak :)
Når du, som person, snakker om ligestilling, så er det "Equality of outcome", ikke?
Hvad for nogle problemstillinger og samfundsomkostninger ser du selv, der er ved at gå efter Equality of outcome?
Glæder mig til den fælde- og fordomsfri samtale :-)
Man må kunne komme til det punkt hvor man kan forstå at de fleste -ismer handler om magt. Ligeledes med feminismen (den der er dukket op efter 2000). Den handlede tidligere om vores rettigheder og vores lige adgang men det er jo ikke tilfældet i dag når alt peger på at de næste generationer af vores mænd bliver én stor taberklasse. Den har flyttet sig til højre og er blevet aggressiv og for mig elitær. Bedst illustreret i en dansk kontekst ved Karen Melchiors grove udfald og trusler mod Facebook-brugeren Lasse Jacobsen der kommenterede på et DJØF-opslag tidligere i sommers. Så undskyldte hun og lovede et møde, fortrød og har siden ikke svaret på kritik.
@ Jens Jensen
Nej, jeg hentydede blot til at det umiddelbart ikke ser ud til, at du kender nogen feminister, eller kender noget til feminisme, på trods af at du diskuterer feminisme, og opfordrer til at begge sider af sagen bliver lyttet til.
Så ud og find din egen dansepartner ;-)
@ Ulla Nygaard
"En isme er et suffiks, der bruges til at danne navneord, der som regel betegner større, holdningsprægede tankesystemer, ideologier eller overbevisninger. Med tiden er det desuden blevet et navneord, så man kan tale om "en isme".
(Wikipedia)
Ismer har derfor ikke noget med magt at gøre.
De bruges også indenfor kunsten, som fx kubisme og surrealisme.
Tja Liv. Nogen gange tænker man jo, at det der ønskes er at opleve den ligestillingsmæssige utopia der indstillet sig den dag man tælle lige mange tissemænd og tissekoner i et bestyrelseslokale. "Problemet" med ideal-debatten som du beskriver den samt jvf. hvad Bjørn Pedersen er inde på, er at nogen skal kunne ændrer mening ud fra accept og forståelse af det rene logos. Vi elendige mennesker, som vi er flest, har altid bedre ladet os besnære af pathos, mand som kvinde.
Kvinder og mænd der udfører samme arbejde får ikke det samme i løn
Kvinder får en mindre livsindkomst på grund af barsel og børn selvom børnene både har en mor og en far
Det er oftere kvinder der bliver slået, voldtaget eller sexchikaneret...af mænd end omvendt..
Ej nu blev jeg for følelsesladet...
Jeg opfatter dagens bidrag til 'kønsdebatten' udelukkende som tilsløring af forfatterens egentlige agenda: reklame for "bogen »Vi vil have vores fair andel!« På vej mod fifty-fifty-kulturen, som udkommer den 8. oktober." Efter, vel at mærke, allerede at have været forbi andre dagblade, med lignende bidrag, som dagens "Den nye feminisme giver følelser forrang og hæmmer den demokratiske dialog".
Af Hans Bondes samtlige 14 debatindlæg publiceret her i Dagbladet Information, handler de 10 om kvinders plads i samfundet (adgang via: https://www.information.dk/hans-bonde):
"Fra feminisme til favorisme" - 20. april 2013
"Bogdebat: Gambling med kvindefrigørelsen?" - 10. maj 2013
"Tvangens vej for kvinder?" - 17. juli 2013
"Forskning og lighed ofres på ligestillingens alter" - 9. december 2013
"Kvinder går sjældent til ekstremerne" - 10. marts 2014
"EU styrer efter køn, ikke talent" - 24. september 2014
"Det hvide kvindelige stof" - 25. marts 2015
"Kvindefavorisering er nu slut" - 19. september 2015
"Kampen om værdierne: Positiv særbehandling" - 7. maj 2016
"Dobbelte kønsstandarder" - 14. august 2017
Omdrejningspunkter i hver af Hans Bondes historiske køns-skrifter er netop 'følte sandheder' (som påpeget af Bjørn Pedersen 05. oktober, 2020 - 17:19) aka 'sandhedspostulater', Hans Bondes særegen 'kønsdebatologi' fortrinsvis præges af, og at afkræve 'argumenter' i bytte for 'sandhedspostulater', ikke fremmer, men udelukker enhver chance for at kunne føre en sund debat.
Tillykke til Hans Bonde, med hans nye bog, omend efter at have læst og reflekteret over et par af hans tidligere udgivelser, springer jeg over denne gang.
Hvis vestlige mænd virkeligt havde været så undertrykkende som feministerne påstår, så havde kvinderne da aldrig fået stemmeret. Det virker lidt på mig som om feministerne er en gruppe, der højlydt forlanger noget som mændene reelt ikke har den store modvilje imod at give dem. Fint nok. Men hvis mændene virkeligt føler sig pressede, så tvivler jeg på at feministerne stadigvæk får lov. Hvis man når et punkt, hvor de to køn ikke længere er venner, så kommer der en modreaktion.
Får feministerne givet demokrati, fri presse osv. et banesår inden det går i sig selv igen? Eller rykker modreaktionen hele samfundet tilbage til 1700-tallet når det drejer sig om ligestilling?
Sikke en gang sludder. Først dog: tillykke med markedsføring af din bog – en det e del af ”Lykkebergs opbyggelse af borgere”? Din Tyske vens beskrivelse af demokratiet??? At Homo Sapiens gennem de hundredetusind år vi har existeret har behandlet kvinder og mænd forskelligt i alle samfund – det har intet med ”ubevidst bias” at gøre. Det var/er i højeste grad bevidst. Kvinder fik stemmeret 1915. Som belæst? Tyskorienteret ved Bonde at ”Emelly”Noether i 1918, måtte få en mand til at formelt præsenterer en videnskabelig afhandling til Göttingen’s Royal Society of Science, Kvinder havde ingen adgang. Som M. Curie ikke blev medlem i ditto organisation i Paris – trods to Nobelpriser – hun var kvinde. I øvrigt er det dejligt at høre at følelser er trængt ind i mandssamfundet – i konkurrence med fornuft: "Reason is, and ought only to be the slave of the passions" David Hume.
Jamen, var det ikke også 'feminister' der ønskede bedre barselsvilkår for mænd?
"Samtidig lægges der et massivt statsligt pres på offentlige institutioner og private virksomheder via måltal for øgning af antallet kvindelige ledere for at opnå ’kønsbalance’ trods ligestillingslovens ufravigelige krav om ikke at måtte sortere på køn." - Det kunne jeg rigtig godt tænke mig at se en kilde på, for det lader ikke til at stemme helt med virkeligheden, siden hvornår har staten involveret sig i kønsfordelingen på det private arbejdsmarked? Lige nu sidder omtrent 17 % af kvinderne på topposter herhjemme, så det er jo ikke ligefrem alarmerende.
Poul Kristensen
Så hvilken modreaktion mener du, der er behov for?
At kvinder får frataget den stemmeret, de har FÅET af mænd i 1915?
Fordi kvinder ikke er taknemmelige nok? Eller fordi vi bruger vores frie ret til at forsøge at ændre på samfundet via den frie samtale (i stedet for at gøre som mænd, herunder Hans Bonde, vil have det)?
@Eva Schwanenflügel
jeg finde debatten om feminisme meget nødvendig..
For som mennesker, så ser vi og oplever ikke ting ens.
For vi ser regnestykket forskelligt og tillægger, nogle ting et andet tal i regnestykket, som den modsatte part ikke gør. Og vi har forskellige prioriteter(dagsorden). Men absolut også at der er ting vi IKKE tag med i vores regnestykker, fordi det ikke passe til vores vinkle, eller bare noget vi ikke se, eller forstår.
Om man så er for eller imod noget, hvis man ikke må snakke om de problemstillinger der er forbundet med den vej man vil vælge. hvordan skal man så tage hensyn til problemstillingerne , eller forstå og indse at man måske er forkert på den.
For jeg kunne da sige Det modsatte.
”det umiddelbart ikke ser ud til, at du kender nogen feminister, eller kender noget til feminisme, på trods af at du diskuterer feminisme, ” Men hvad ville det gøre af godt, ud over at man viser at man er en der går efter manden, og ikke bolden.
For om man deler Hans Bonde meninger eller ej så er det tydeligt at han har ramt ok plet, Til det med debat formen, for det ses meget tydeligt i kommentar sporet..
"hvor borgerne i fællesskab diskuterer emner af fælles interesse. For det andet ved, at alle mødes på lige fod, og ingen derfor på grund af køn eller stand på forhånd bør tildeles en privilegeret position. For det tredje skal i princippet alle temaer kunne vendes og diskuteres åbent ud fra mulige vinkler, uden at én vinkel har en ophøjet status. Og for det fjerde, at demokratiets fælles mål er at nå så tæt på sandheden som muligt frem for at kæmpe for snævre partsinteresser. "
"Og ingen derfor på grund af køn eller stand på forhånd bør tildeles en privilegeret position"
Jeg ville ønske, at det var mere gennemskueligt for forfatteren, at dette netop i forvejen er tilfældet.
Når man kan skrive: "Referater fra folketingssalen fra 2015 til 2019 viser blandt andet, at »kvinders rettigheder« nævnes 77 gange, »mænds rettigheder« to gange, »vold mod kvinder« 25 gange og »vold mod mænd« én gang." - så har man jo sat sin argumentation på niveau med folk der poster "white lives matters"-memoer på facebook. Information højt lixtal eller ej.
@Emil Davidsen
Du har helt klart en pointe, og det er en kamp iden bla. filosofiens begyndelse, logos vs pathos. Derfor understregede jeg også, at det stadigvæk er vigtigt at huske, at elementerne fra det kvantiative (logos) og kvalitative (pathos) er vigtige! Men at man skal erkende faldgrupperne.
Og ja jeg er da ikke selv foruden, da jeg sidder da selv og raser bag skærmen, men man kan altid forsøge sit bedste :slight_smile: Og mit problem er især, når der er sådan en accept at folk (fra den ene side især), som bruger karaktermord eller lignende. Fair nok at de enkelte individer dummer sig! men det skulle ikke være acceptablet i det større forum... f.eks. "kill all men" mantraet, som er langt mere mainstream end et burde være (f.eks. S.C.U.M manifesto, som bliver brugt i diverse kønskursuser på flere vestlige universiteter... og altså ikke brugt med kritiske øjne)
"To learn who rules over you, simply find out who you are not allowed to criticize."
Reagerer antifeminister også følelsesladet og bliver sure for kritik, selvfølgelig.. Igen som mig og Emil er inde på, så vi fleste er delvist eller meget drevet af følelser. Men jeg finder langt mere accept blandt antifløjen, at der er fejl og mangler, end på den modsatte part.
Og jeg som Anti feminist og SJW skal være ultra varsom, selv som kvinde, at sige sådan noget højt især på mine arbejdspladser/udannelse, selv hvis det kun er milde "dumme" spørgsmål såsom "hvorfor skærer vi alle mænd over i en kam, hvis vi ikke må det med kvinder?" - "Hvad er forklaringen på, at i de skandinaviske lande er målt på internationale kønsparametre, at være de mindst sexistiske, at vi alligevel har signifikant høj kønsopdelte jobs" etc etc.
Ja feministerne bliver også sagt imod og kritiseret, men det er ikke mainstreammedierne i dens almene som er efter feministerne!
Og det er ikke demokratisk, at vores mainstream medier er forskruet så meget til den ene side, at der er alvorlige konsekvenser for individer på den anden side at sige imod... Igen det er både jobs, det sociale liv osv som er på spil, hvis folk skriger, at du er sexistisk... Og selv hvis dette ikke sker særligt tit, så er frygten meget tydeligt... Og frygt censorerer, og det er altså ikke et fundament for ytringsfrihed og demokrati.
Vi siger, at vi er ens og skal behandles ens, men det er ikke det, der sker.
Lidt om den forskelsbehandling, der sker. Vi hører igen og igen, at der ikke er nok kvinder på universiteterne osv .
Noget, som jeg har "lånt" fra et opslag
"Berlingske skriver i dag: "Kun hver tredje forsker på universiteterne er kvinde". Det bliver præsenteret som et problem, der må gøres noget ved. Derfor er forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen villig til at udvide Inge Lehmann-programmet fra sidste år, hvor "kvindelige ansøgere kan prioriteres over mandlige ansøgere i tilfælde af lige kvalifikationer mellem to ansøgere". Ministeren tilføjer, at hun også er villig til at se på "selve udmøntningen af vores forskningsbevillinger, så de understøtter, at vi får en bedre balance i det her". Hun opfordrer samtidig universiteterne til at reagere på, at 35 % af alle stillinger i opslag fra 2016 til 2018 blev besat, uden at der havde været kvalificerede kvindelige ansøgere i ansøgningsbunken. "Så er det måske en god idé at få set på, hvordan man skriver stillingsopslagene, og om man får dem skrevet på en måde, så man ikke får sorteret kvinder fra på forhånd", siger hun"
Dette er fra en lang rapport.
https://ufm.dk/publikationer/2020/filer/talentbarometer-2019.pdf
- "at hvis der til en stilling på universiteterne er ansøgere af begge køn, går stillingen til en kvinde i 44 procent af tilfældeene" MEN
- "Læser man sig ned i teksten, er det dog også sådan, at der typisk er dobbelt så mange kvalificerede mænd, som der er kvalificerede kvinder, i ansøgningspuljer med ansøgninger fra begge køn. Det betyder, at kvinder har næsten dobbelt så stor chance for at få en stilling på et dansk universitet, hvis de søger på de blandede fag, end mænd har."
For hvem, der ansætter, har ikke i baghovedet det med køn, og vi skal have flere kvinder ind. Og at sige dette ikke betyder noget i hvem de ansætter, virker “lidt” urealistisk.
Hvordan er dette ligestilling??
Når der er FAKTA, der påviser, at kvinder allerede har nemmere ved at få jobbet ”måske” i kraft af deres køn. Og at de gør dette med statsstøtte og mediernes hjælp, der er godt hjulpet på vej af presset fra feministerne, som finde det ok med at misbruge tal på denne måde..
For der hvor man kan se om en dagsorden er af gode eller dårlige intentioner, så er det, hvordan der bliver reageret, når fejl bliver påpeget (selvfølgelig på en saglig måde)
Så er det MAGT og IKKE ligestilling, der er dagsorden. og feminisme bør behandles derefter....
Hans Bonde i Kristeligt Dagblad i anledning af sin 60 års fødselsdag.
@ Til spørgsmålet om, hvorvidt han nogle gange får skældud af sin hustru, Betina Juul Nielsen, for holdningerne i kønskampen, er svaret nej. Tværtimod, faktisk. For hun er ifølge Hans Bonde endnu mere opmærksom på, at kvinder ikke udvikler sig ved at klynke og gøre sig svage og krænkede.”Så der har jeg virkelig valgt den helt rigtige kvinde,” siger Hans Bonde.@
AW @ Af Hans Bondes samtlige 14 debatindlæg publiceret her i Dagbladet Information, handler de 10 om kvinders plads i samfundet (adgang via: https://www.information.dk/hans-bonde):@
Det er helt hen i vejret. Der er ikke noget suspekt i at en person har en mærkesag og engagerer sig i den. Tværtimod er det mærkeligt at nogen tror at interesse for et samfundsproblem er diskvalificerende. Hvor mange af dine egne indlæg handler om det samme AW?
@Anders Lund
""Referater fra folketingssalen fra 2015 til 2019 viser blandt andet, at »kvinders rettigheder« nævnes 77 gange, »mænds rettigheder« to gange, »vold mod kvinder« 25 gange og »vold mod mænd« én gang.""
ja tallet siger ikke så meget i sig selv.
Det er jo efter hvad man ”vil” udleder af tallet, og hvor meget man er villig til at undersøge af hvad der ligge bag. Så tallet kan ikke bruges i sig selv, ud over at det påviser en forskel. Men den siger ikke noget om hvad der ligge bag den forskel.
Men tallet kan bruges til er at det påviser at i vores magtens centrum,der bliver de ikke prioriteter ens i ord. Som er en pointe i sig selv. Men ja, det er ikke et argument der kan stå alene. For den siger ikke noget om hvorfor. Og om det også komme til udtryk i lovarbejdet..
Men dette samme gælder for feminister side af.
For mange af deres argumenter, er sat op på overfladiske tal. Og hvad de kan udlede, og vinkle ud fra dem.
Så som argument er, at når det ikke er 50/50(eller bare en for stor forskel), så er det et tegn på at der IKKE er ligestilling og kvinder bliver undertrykt. For vil man ikke grave dybder, så kan man nemmer indsætte sine egne ideologi, følelser,fordomme og dagsorden.
Dette anser jeg selv, om et meget dårligt argument.. For jeg kan komme med 117 grunde til Hvorfor der er en forskel. Men det vil feminister ikke tage med, for det ødelægger deres vinklen. Så som løn forskel,glasloftet,job valg, eller "BARE" biologiske forskelle osv.
For deres argument at der er en forskel og det er Tegn på X
For et godt spørgsmål ville værre. Hvorfor får de lov til at slippe af sted med dette niveau af augmenter?
Ps. jeg siger ikke, at der ikke sker uretfærdigheden på disse områder. Men jeg betvivle problemet størrelse og omfang..
Det er magtmisbrug at give folk, der forsøger at ændre på en magtbalance, etiketten "følelsesladede" og "klynkende ofre". Det er nedgørende argumenter, hvis eneste formål er at lukke munden på dem, der forsøger at ændre på samfundet. Og ikke særlig demokratiske argumenter, da de indeholder en stor del af voksenmobning og forsøg på undertrykkelse. For herigennem at fastholde en allerede eksisterende patriakalsk magtstruktur.
Det er hele præmissen for debatten der er forkert fordi den beror på en antagelse om undertrykkelse der ikke må stilles spørgsmål til eller kræves dokumentation for. Samtidig skal kritikere skydes i skoene at de ikke kan forstå emnet som helhed pga. deres identitet imens den anden side frit tillægger motiver til kritikerne. Det ER et demokratisk problem og det er IKKE en god debatform.
Så længe vi kan blive enige om, at det ikke er ok debatskik, at tillægge folk, der forsøger at sætte spørgsmålstegn ved en kultur - og den deriboende magtstruktur - etiketten "følelsesladede" og "klynkende ofre".
Så tror jeg, vi er kommet langt. For den dag begynder vi rent faktisk at lytte til hinanden. Det handler om respekt - eller rettere mangel på samme. Folk, der kalder andre for "følelsesladede" og "klynkende ofre" har ikke respekt for de mennesker, de kategoriserer på den måde, og så er samtalen lukket på forhånd.
Liv Pedersen
Du er antifeminist, skriver du.
Bare af nysgerrighed: Hvad kæmper en antifeminist for?
Jeg fandt lige denne definition på antifeminisme:
Antifeminisme, politisk ideologi og praksis, der som mål har at opretholde patriarkatet, dvs. fastholde kvinder i en underordnet eller komplementær stilling i forhold til mænd. Argumenterne for antifeminisme kan hovedsagelig begrænses til to. Det ene bunder i en kvindeforagt, der anser kvinder for at være svage, dumme, uærlige osv. og derfor naturligt underordnet mænd. Det andet, det komplementære argument, siger, at kvinder pga. speciel psyke er bedst tjent med at spille en underordnet, privat rolle som hustru og moder. Antifeminister er oftest mænd, men kan også være kvinder.
Historisk er antifeminisme ofte opstået som reaktion på feminismen og dens politiske sejre. Således blev stemmeretskampen efterfulgt af stærke antifeministiske strømninger. I Danmark blev antifeminisme bl.a. formuleret af økonomen K.A. Wieth-Knudsen, hvis værk Feminismen. En sociologisk Studie over Kvindespørgsmaalet fra Oldtid til Nutid (1924) vandt stor udbredelse og blev oversat til flere sprog. I international sammenhæng blev antifeminisme ud fra den komplementære argumentation stærk i de nazistiske og fascistiske lande i mellemkrigstiden og medførte bl.a. forbud mod kvinders deltagelse i vigtige funktioner inden for arbejde og politik.
I 1980'erne gav den nye kvindebevægelse anledning til antifeministiske reaktioner, mest markant i USA, hvor antifeministiske kvinder er gået til kamp mod ligestillingslovgivning og fri abort.
https://denstoredanske.lex.dk/antifeminisme
Deri gemmer sig en spændende debat omkring de frie rettigheder i et demokratisk samfund, og de strømninger i samfundet, der forsøger at indføre det modsatte.
Det virker så ulogisk på mig, at jeg nærmest kun kan grine af det, at der er kvinder, der helt alvorligt kan kæmpe for at få tildelt færre rettigheder end de allerede har. Det er da den omvendte verden!
Og én ting er, at de åbenbart har dette indskrænkede ønske for (og syn på) dem selv, men, at de seriøst kan tillade sig at forsøge at begrænse andre kvinders rettigheder fremstår ganske enkelt ufatteligt indskrænket på mig.
Sider