Kronik

Den nye feminisme giver følelser forrang og hæmmer den demokratiske dialog

Den borgerlige offentlighed er udfordret af en ny kvindeoffentlighed, hvor følelser hersker over argumenter, og hvor kvindefavorisering er blevet en brandingstrategi, skriver professor dr.phil. og forfatter Hans Bonde i denne kronik
I rødstrømpebevægelsens glansperiode i 1970’erne handlede feminisme om at styrte de kapitalistiske institutioner i grus. Siden år 2000 har det derimod handlet om en vandring gennem institutionerne for at overtage mindst 50 procent af magtposterne, skriver dagens kronikør.

I rødstrømpebevægelsens glansperiode i 1970’erne handlede feminisme om at styrte de kapitalistiske institutioner i grus. Siden år 2000 har det derimod handlet om en vandring gennem institutionerne for at overtage mindst 50 procent af magtposterne, skriver dagens kronikør.

Mathias Christensen

Debat
5. oktober 2020

I 1962 udgav den tyske socialfilosof Jürgen Habermas det skelsættende værk Borgerlig offentlighed.

I bogen argumenterede Habermas for, at demokratiet for det første fungerer via en offentlighed, hvor borgerne i fællesskab diskuterer emner af fælles interesse. For det andet ved, at alle mødes på lige fod, og ingen derfor på grund af køn eller stand på forhånd bør tildeles en privilegeret position. For det tredje skal i princippet alle temaer kunne vendes og diskuteres åbent ud fra mulige vinkler, uden at én vinkel har en ophøjet status. Og for det fjerde, at demokratiets fælles mål er at nå så tæt på sandheden som muligt frem for at kæmpe for snævre partsinteresser.

I Habermas’ bog, som på tysk hedder Strukturwandel der Öffentlichkeit, beskriver han, hvordan den oprindelige borgerlige offentlighed gennemgik en strukturforvandling omkring år 1900. 

I min nye bog viser jeg, at den borgerlige offentlighed 100 år efter – fra år 2000 – igen undergår en strukturforvandling.

Den ’bedre følelse’

I rødstrømpebevægelsens glansperiode i 1970’erne handlede det om at styrte de kapitalistiske institutioner i grus. Siden år 2000 har det derimod handlet om en vandring gennem institutionerne for at overtage mindst 50 procent af magtposterne.

Den marginaliserede rødstrømpe er blev afløst af den mondæne karrierefeminist.

Den nye feministiske kvindeoffentlighed tenderer mod et omfattende brud med Habermas’ ideal om den borgerlige offentligheds funktionsmåde.

Hvor Habermas priste ’det bedre argument’, hersker nu den ’bedre følelse’, der beror på, at kvinder og andre ’underprivilegerede’ har direkte adgang til sandheden på grund af deres udsatte position.

Det bedre argument er ikke længere noget, man skal diskutere sig frem til, det har man allerede, hvis man har det rigtige køn.

Argumentets styrke er afløst af stærke følelser. Dømmekraft er afløst af følelseskraft. Den tvangsfri samtale er passé, for dialogparterne skal på forhånd tvinges til at give forrang til det formodet marginaliserede køns følelser og dermed forbundne dybtfølte erfaringer.

Fælles for denne nye kvindeoffentlighed er, at der opereres med en uhæmmet partsinteresse, der skal modvirke mandssamfundets sammensværgelser med ’ubevidst bias’ og ophængning af barrierer som ’glaslofter’ overalt, hvor kvinder vil til tops.

Ganske vist usynlige, men derfor desto mere snigende farlige. Lidt ligesom i marxismens velmagtsdage på de danske universiteter, hvor de, der ikke var enige i doktrinen, mentes at lide af ’falsk bevidsthed’.

Kvindeligt favoriseringssystem

Som modvægt til den påståede ubevidste bias mod kvinder er der nu overalt indført en både formel og uformel ’positiv særbehandling’ af kvinder. For eksempel arbejdes der på en fifty-fifty-fordeling på prestigefyldte poster inden for danske kvoterede statslige bestyrelser, ved sammensætning af EU-Kommissionen og med jævne mellemrum også af danske og vesteuropæiske regeringer.

2020 er blevet året med en hel bølge af favoriseringspolitik – inden for kunst og også forskning endog via lovstridige metoder. Samtidig lægges der et massivt statsligt pres på offentlige institutioner og private virksomheder via måltal for øgning af antallet kvindelige ledere for at opnå ’kønsbalance’ trods ligestillingslovens ufravigelige krav om ikke at måtte sortere på køn.

Hele dette kvindelige favoriseringssystem legitimeres via en forestilling om, at det danner en modvægt til en omfattende negativ bias mod kvinder.

Men er det korrekt?

Jeg bad min statistisk kyndige makker på min nye bog, epidemiologen Torsten Skov, om at undersøge sagen. I bogen og i flere forskningsartikler er resultatet nu fremlagt: De danske og udenlandske undersøgelser af ubevidst bias, hviler på en omfattende ’videnskabelig’ manipulation i den gode sags tjeneste.

Hermed bliver myten om ’ubevidst bias’ mod kvinder det mest markante nutidige udtryk for en uunderbygget krænkelseskultur.

Ved feminismens postulat om en fiktiv og uophørlig maskulin modstand mod kvinder mistes noget helt centralt i Habermas’ vision for den borgerlige offentlighed: tilliden mellem samfundsborgerne, der giver dem mulighed for at gennemføre en herredømmefri samtale med sandheden som eneste kriterium.

I dag afviser store dele af den feministiske offentlighed denne dialog ved på forhånd at miskreditere modparten som værende ‘privilegieblind’ eller ’ude af stand til at forstå kvindekønnets trængsler’.

Herved bliver debattørens køn frem for hans argumenter en barriere for adgangen til den offentlige samtale og ’det gode selskab’, med mindre han snakker den kvindelige modpart efter munden.

Vedrørende den oprindelige strukturforvandling advarede Habermas mod, at politikere og befolkning begyndte at orientere sig efter partilinjer og partipresse i stedet for at følge deres egen indre overbevisning.

Gad vist, hvad han, hvis han igen skulle opdatere sit gamle værk, ville sige til den senmoderne tendens til kollektiv identitetspolitik, hvor der ledes med lys og lygte efter krænkelser af kvinder?

Oprindeligt advarede Habermas også mod reklameindustriens indtog i de poliske partier. I nutiden forsøger både virksomheder og politikere at brande sig via deres ’kvindevenlighed’.

Femisme som magtinstans

Referater fra folketingssalen fra 2015 til 2019 viser blandt andet, at »kvinders rettigheder« nævnes 77 gange, »mænds rettigheder« to gange, »vold mod kvinder« 25 gange og »vold mod mænd« én gang.

Et andet eksempel er, at flere topchefer i november 2018 til Berlingske i forbindelse med en undersøgelse, der viste en omfattende interesse for at ansætte kvindelige ledere, erklærede: »Flere kvindelige ledere er godt for omdømmet

Den nye feministiske identitetspolitik er karakteriseret ved, at du skal være kvinde, før du er borger.

Det sker via kvindenetværk for eksempel på tværs af blokkene i Folketinget, inden for virksomheder og i medier, kunst og forskning. Dertil kommer HR-afdelinger, kvindelitteratur, feministiske kvindeblade og feministiske influencere.

For ikke at tale om de meget store sværme af yderst sensitive feminister på internettet, der er parat til at slå ned på krænkelser. Denne omfattende kvindelige netværksdannelse sker interessant nok parallelt med en fordømmelse af stereotype kønskulturer, hvorved der altså må menes mandskulturer.

Den oprindeligt magtkritiske feminisme er nu selv blevet en magtinstans.

Organisatorisk foregår der et meget tæt samspil med det offentlige, der ideologisk og økonomisk støtter kvindeorganisationer og kvinde-/kønsforskningscentre. Endelig er der tale om stærke feministiske bastioner i Ligestillingsministeriets embedsværk, i det juridiske skilsmissesystem samt i forskellige feministiske virksomheder, der sælger information og udarbejder tendentiøse rapporter om, at kvinder er bedre ledere, og at flere kvindelige ledere øger indtjeningen.

Hvor Habermas kæmpede for den herredømmefri samtale vendt mod ikke mindst herremandens sidste ord i det aristokratiske samfund, skal vi i dag besinde os på at genskabe et til lejligheden opfundet ord, nemlig ’kvindedømmefri’ samtale, hvor det ikke er den ’bedre følelse’, men igen det bedre argument, der er gangbar mønt.

Efter at min bog var færdigskrevet, eksploderede den debat om sexisme, der nu kører for fulde omdrejninger. Endnu kan jeg ikke give et bud på, om den vil sætte sig spor i offentlighedens funktionsmåde i løbet af de kommende år. Der må dybtgående videnskabelige undersøgelser til.

Hans Bonde er professor, dr. phil. og forfatter til bogen »Vi vil have vores fair andel!« På vej mod fifty-fifty-kulturen, som udkommer den 8. oktober.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

@Rikke Nielsen
Man skal ikke altid tro på det man læser...
For præmisse for "din" definition kan kun passe, hvis man tro på den feministiske propaganda vision også. for at få det til at hænge samme...(troen på at feminisme, skulle gå ind for ligestilling)

For mig er dette er lidt mere retvisende beskrivelse af ordet antifeminist.
https://www.urbandictionary.com/define.php?term=Anti-feminist
-”Anti-feminist. A person who believes in equality between sexes, but does not believe that Feminist philosophy shares those ideals. A person who objects to the idea that females are inherently superior. "

Der er flere typer af "antifemeniste" i linket, men ellers er der også
https://en.wikipedia.org/wiki/Antifeminism

Jens Jensen
Personligt kalder jeg mig selv for egalist, men det er fordi, at jeg netop tror på det ligeværdige menneske - i alle aspekter. At sætte anti på noget, man ikke bryder sig om, gør det ikke mere rigtigt.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Anina Weber anbefalede denne kommentar

@ Ulla Nygaard, 06. oktober, 2020 - 10:54 -

Til min henvisning 06. oktober, 2020 - 00:23: "Af Hans Bondes samtlige 14 debatindlæg publiceret her i Dagbladet Information, handler de 10 om kvinders plads i samfundet (adgang via: https://www.information.dk/hans-bonde)" - svarer du: "Det er helt hen i vejret. Der er ikke noget suspekt i at en person har en mærkesag og engagerer sig i den. Tværtimod er det mærkeligt at nogen tror at interesse for et samfundsproblem er diskvalificerende. Der er ikke noget suspekt i at en person har en mærkesag og engagerer sig i den."

Jeg er 100% enig med dig i, at "der er ikke noget suspekt i at en person har en mærkesag og engagerer sig i den", men det var heller ikke mit ærinde, at kritisere Hans Bonde for hans engagement.

Jeg påpegede blot (som respons på Hans Bondes temmelig nedgørende kritik af enkelte andre medkommentatorer, hvor han anklagede dem for følelsesladhed fremfor argumentation), med henvisning til hans tidligere publicerede debatindlæg her i Information - at "omdrejningspunkter i hver af Hans Bondes historiske køns-skrifter er netop ’følte sandheder’ (som påpeget af Bjørn Pedersen 05. oktober, 2020 - 17:19) aka ’sandhedspostulater’, Hans Bondes særegen ’kønsdebatologi’ fortrinsvis præges af, og at afkræve ’argumenter’ i bytte for ’sandhedspostulater’, ikke fremmer, men udelukker enhver chance for at kunne føre en sund debat."

Steffen Gliese, Karsten Aaen, Rikke Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@Rikke Nielsen
Glad for din henvendelse, så kan vi forhåbenligt få snakket lidt! :D
Lille kommentar til din nr 2 og 3.

Ad 2: Jens Jensen kom mig i forkøbet... Kort sagt jeg tilskriver mig IKKE det nævnte, sjældent har jeg stødt på sådan nogle typer i dennes sfære (Anekdotisk I know, men stadigvæk grundlag for reel studie af antifeministers meninger end bare antagelser ¯\_(ツ)_/¯ )

Ad 3: Multiple gange har vi debateret, men alligevle mener du, at jeg kæmper for færre rettigheder til kvinder. VIl gerne høre dette belæg, da det kan jeg ikke tilskrive til (Heller ej "Internalized misogyny")

Hvad kæmper en antifeminist for? (Prøver at holde det kort!)
Disclaimers:
- Ligesom der er variationer af feminister alt fra ren ligestilling, konservative, TURF, SCUM manifesto feminister etc, så kan antifeminister være alt fra libertarian, MGTOW, mens rights, red pills, black pills etc. Så jeg snakker kun ud fra mit udgangspunkt (som moderat i den sfære).

TL:DR: Kæmper for, at (individiet > køn) = modstander af identitetspolitik, især da identitetspolitik går ind for kollektiv anvar > indiviets ansvar (ansvar = magt, "vi" ønsker magt til indiviet) og den forsimplede forklaringsmodel til x kønsproblem med "patriarki".

Tro det eller ej, jeg er ræverød politisk, en socio-anarkistisk. Jeg ønsker magt og frihed til indiviet, men at et individs frihed ikke skal gå ude over andres frihed. Men at fælleskabet er vigtigt og sammen står vi stærkest (Dette er selvfølgelig meget idealiseret, dertil tilskriver jeg mig til en mere centralistisk tilgang).

Hvad der især "grinds my gear" hhv. feminismen er:
- Forklaringsmodel: Mænd siden start har ønsket kvinder dårligt eller ikke ønsket at ville tilgodese deres behov (Jeg kan ikke se, at den gennemsnitlige arbejdsklassemand ville oprigtigt gerne ignorere eller ønske et dårligt liv for sin mor, søskende, kone, veninder og døtre... Men selvfølgelig kan der ikke benægtes diverse historiske problemstillinger i forskellige samfundslag og kulturer, hvorimod problemstillingerne uden tvivl været langt mere multifaktorielle end bare "mænd er dårlige og undertrykkende" per default som debatten bærer præg af)

- "The Strong indepented woman" har behov for hjælp fra staten og mænd til at løsne sine problemer i diverse sammenhænge (Selvfølgelig skal et samfunds helst løsner problemer i flok, men jeg ser en skarp tendens til at skubbe ansvaret på andre og at bruge statsmagtens fascisme)

- Benægtelse af biologi. (Jeg siger absolut ikke, at biologi er den drivende faktor i næsten alt, nej selvfølgelig ikke! psykologi og sociologien er nok mere betyndende for indiviet end biologien... Men på samfundsplan ser man altså klare tendenser!)

- Ødelæggelse af feminiteten, kernefamilien og moderrollen... Jeg NÆGTER at tilskrive mig, at femininitet er at opføre sig som en mand (karrierekvinden der hyldes, klassiske mandejobs, skal leve et stresset liv for at være en stærk kvinde etc. Alle de ting som stærke kvinder hyldes for i dag er karaktertræk, som normalt tilskrives normale mænd. Hvor er vores styrker!??? Næ nej, "vi er som mænd, men vi kan alligevel gøre det bedre og i høje hæle" - mantra... Dette er kønskamp)
.
- Fraskrivning af eget ansvar, sine egne fordele osv. (Jeg kan og vil aldrig respektere en ideologi, der hylder victomhood og ikke at tage ansvar, og nej det er IKKE victimblaming at tage ansvar for sin andel)

- Dobbeltmoral: VI må generalisere og holde alle mænd til ansvar, men ikke kvinder!

Langt hen ad vejen tror jeg, at vi faktisk har en del af de samme mål, men helt forskellige metoder. (Ligesom tilgangen til et godt samfund mellem en marxist vs en kapitalist, samme mål forskellige metoder). Og min tilgang er absolut heller ej fejlfri! så derfor et samarbejde med politiske modstandere for et mere nuanceret tilgang ville være alles bedste sag!

Torben S Rose, Steen K Petersen, Karsten Aaen, Jens Jensen, Poul Kristensen og jan sørensen anbefalede denne kommentar

AW. Jeg tror du læser debatindlægget ud fra overskriften og undlader at reflekterer over hvad det er han påpeger. Der ligger en voldsom, og for mig som rødstrømpe, møgirriterende sandhed i denne del lidt sydligt i indlægget.

@ I dag afviser store dele af den feministiske offentlighed denne dialog ved på forhånd at miskreditere modparten som værende ‘privilegieblind’ eller ’ude af stand til at forstå kvindekønnets trængsler’.

Herved bliver debattørens køn frem for hans argumenter en barriere for adgangen til den offentlige samtale og ’det gode selskab’, med mindre han snakker den kvindelige modpart efter munden.@

Det var jo ikke det udgangspunkt vi kom fra. Udgangspunktet var at vi ville høres og have lige rettigheder og adgang. Derfor går den moderne feminisme i mod det originale projekt når den fratager andre deres stemme for selv at udlægge snævre afgræsninger i forhold til hvad der må debateres og endda hvem der må debatere. For mig er det en konflikt med selve demokratiet. Lige som vi have interne konflikter med LB i 70’erne op til deres udbrud er vi igen splittet imellem dem der er demokratiske og dem der er totalitære.

Femø og den senere accept af forskelligheder, lukkede døre og endda makeup er jo et fremragende eksempel på at feminismen godt kan have ét udgangspunkt men drejes derfra og mod inklusion. Det mener jeg de nyer strømninger skal lære af. LB blev jo til dels irrelevante fordi deres meget ekstreme ønske om total kønsadskillelse slet ikke passede til os andre med fædre, kærester, universitetskammerater, mandlige kollegaer og mænd der også var feminister.

Poul Kristensen

@Rikke Nielsen: Jeg ønsker da ikke nogen modreaktion. Hvor får du det fra?
Jeg advarer bare om at den kommer, hvis feministerne bliver ved med at presse. Feministerne er nødt til at tage hensyn til mændene, ellers bliver mændene sure og skubber tilbage. Præcist hvilken form en modreaktion vil antage tør jeg ikke gætte på, men der er allerede tegn på en startende modreaktion, som fx. incels. Vil det vokse? Hvem ved.
Så min ydmyge mening er at de kvinder der kalder sig selv for antifeminister netop ikke ødelægger kvindernes chance for mere ligeberettigelse, tværtimod. De taler faktisk med det andet køn i stedet for bare at skælde ud.

Gustav Alexander

Man hører så ofte at feminismen også kæmper for mændene. Kan det understøttes på nogen facon? I praksis virker moderne feminisme til at køre en magtdiskurs, der udvortes - når den gås på klingen - forgiver at støtte mænd også, men hvornår gør den det i praksis? Kulturelle produkter, der optages af mænds problemer - få som de er - lægges for had af moderne feminisme. Eksempelvis Tafdrups film 'En Frygtelig Kvinde'. Her var den feministiske kritik bemærkelsesværdig for sin reaktionære, konservative forståelse af det modsatte køn. Filmens hovedperson var antageligvis et 'skvat', der bare kunne 'tage sig sammen' (ve den der havde sagt det samme om en kvinde i et manipulerende parforhold). Manden essentialiseres til sine førmoderne stereotyper, mens kvindens identitet postuleres som radikal frihed fra alle forventninger eller normer. I det henseende synes jeg at påstande om feminismens egalitære mål i bedste fald regner sin opposition for decideret ubegavede og i værste fald hykleriske.

Nu er feminister traditionelt glade for diskursanalyser. Man kan jo ved deres egne metoder diskutere hvilken magtform den regerende, feministiske diskurs er en del af. Her er det iøjenfaldende, at diskursen netop domineres af misandri; man udvikler pseudofaglige, sekteriske termer såsom 'mansplaining' 'manspreading' 'toxic masculinity' osv. Helt fraværende er begreber, der på samme måde problematisere og patologisere det feminine eller det kvindelige. Denne bevægelse for "både mænd og kvinder" udvikler en diskurs, der i sin essens postulere at manden altid-allerede er forkert kva sin fødsel, mens kvindens eksistens går forud for og transcenderer enhver kønslig problemstilling, såfremt denne problemstilling ikke først antages at fæstnes som problematik i det modsatte køns agens. Mænd opbygger derimod 'giftige' fællesskaber, udvikler 'voldtægtskulturer' osv. Er kvinder i det hele taget i stand til at agere 'giftigt' baseret på deres gensidige socialisering af hinanden? Ikke hvis man spørger moderne feminisme, for så afstedkommer problemet altid i første instans hos mændene. Agere kvinder dårligt, så er det mændenes skyld. Agerer mænd dårligt, så er det deres egen skyld.

Jeg synes at moderne feminister i det mindste skal kalde en spade for en spade og indrømme, at det ikke handler om kønslig egalitarisme. Det afslører diskursen i al tydelighed.

Også har vi slet ikke snakket om det vigtigste; hvordan kønskampen som en køgeunge har skubbet klassekampen ud af billedet og blot kapituleret til klassesamfundet.

1970'ernes feminist var en klassebevidst rødstrømpe, der troede på et postkapitalistisk samfund og ønskede økonomisk tryghed for alle.

2020'ernes feminist er en karrierekvinde, hvis største drøm er selv at blive udøver af den undertrykkelse som mændene ellers har monopoliseret. Det er i mine øjne en sørgelig og politisk reaktionær ambition.

Torben S Rose, Liv Pedersen, Poul Kristensen og Jens Jensen anbefalede denne kommentar

GA. @ 2020’ernes feminist er en karrierekvinde, hvis største drøm er selv at blive udøver af den undertrykkelse som mændene ellers har monopoliseret@

Jeg er meget enig i den første del. Feminismen er blevet elitær. I hvert fald den der fremstilles ofte i medier, den moderne. Vi er mange der stadig er af den gamle skole hvor der også favnes om arbejderkvinder og hjemmegående. Dog tager du fejl i at mænd har monopol på undertrykkelse. I en vestlig kontekst har alle fattige og arbejdere været undertrykt af en herskende klasse og der har været en arbejdsdeling der var nødvendig i familien. Vi har ordnet det huslige og vores mænd det øvrige arbejde. Mændene fik deres borgerrettigheder først og med større selvfølgelighed end vi gjorde det men det betyder ikke at mænd generelt har været undertrykkere. Det har en herskende klasse været.

Liv Pedersen, ulrik mortensen, Gustav Alexander og Jens Jensen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Sandt Ulla Nygaard. Det kan du og jeg formentlig blive hel enige om, men det er der desværre ikke så mange andre, der kan. Jeg mener blot at mænd typisk har været klassesamfundets magtfigur. Undertrykkelsen er naturligvis et materielt produkt af vores økonomiske forhold og ikke hvad vi hver i sær har eller ikke har mellem benene :)

’demokratiets fælles mål er at nå så tæt på sandheden som muligt frem for at kæmpe for snævre partsinteresser’
Jeg har ikke læst Habermas men jeg undrer mig over at han har sagt det.
For mig at se er demokratiets ’mål’ eller formål ikke at finde ’sandheden’, men at finde et sæt spilleregler for hvordan de forskellige grupper som samfundet består af (kønslige, økonomiske, etniske, religiøse etc.), kan leve sammen, hvor der bliver taget videst muligt hensyn til de enkeltes legitime interesser, dvs. interesser der ikke er i modstrid med den demokratiske orden. Konflikter, som er uundgåelige bl.a. på grund af modstridende interesser, løses ved det parlamentariske demokrati, hvor disse interessemodsætninger kan gå i dialog (i stedet for at gå i krig) og finde en ’modus vivendi’, som alle parter eller i det mindste flertallet, kan leve med. De politiske løsninger f.eks. i form af lovgivning er ikke et forsøg på at finde ’sandheden’ i det loven omhandler, men er resultatet af kompromis mellem forskellige politiske interesser og deres styrker.

Eva Schwanenflügel, Rikke Nielsen og Anina Weber anbefalede denne kommentar

Ja, hvad kæmper en antifeminist for, det er jo netop pointen, at en antifeminist ikke kæmper for noget, men mod noget, netop feminismen.

Så hvis feminismen kæmper for:

Kvinders valgret,
Retten til at besidde offentlige erhverv
I nogle dele af verden blot retten til at arbejde
Retten til fair løn og ligeløn
Retten til at have personlig ejendom
Retten til at modtage uddannelse
Retten til at indgå kontrakter
Retten til at have lige rettigheder indenfor ægteskab
Retten til barselsorlov.
Retten til egen krop
Beskyttelsen af kvinder og piger mod voldtægt, sexchikane og hustruvold

Så må antifemismen kæmpe MOD de samme temaer. Og det giver jo slet ikke mening.

Carsten Munk, Steffen Gliese, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

OF. @ Konflikter, som er uundgåelige bl.a. på grund af modstridende interesser, løses ved det parlamentariske demokrati, hvor disse interessemodsætninger kan gå i dialog (i stedet for at gå i krig) og finde en ’modus vivendi’, som alle parter eller i det mindste flertallet, kan leve med. De politiske løsninger f.eks. i form af lovgivning er ikke et forsøg på at finde ’sandheden’ i det loven omhandler, men er resultatet af kompromis mellem forskellige politiske interesser og deres styrker.@

Derfor er det el også korrekt at give lige tid og overvejelse til forskellige sider af en sag og ikke fortælle nogen at de må ikke synes noget eller at de ikke har ret til at have en holdning til et bestemt emne. Det er da udemokratisk på den gode gamle oktober-facon.

En anti-(.......) kunne vel sagtens være pro noget andet. Det du opstiller Rikke er demokratiske rettigheder der er grundlovssikrede. Dem kan ingen da forhåbenligt afvikle.

Den moderne feminisme kæmper ingenlunde for retten til at have personlig ejendom eller modtage uddannelse. Det gjorde tidligere generationer og de rettigheder er for længst vundet. Vi blev ligestillede med mænd i arveretlig henseende i 1857. Altså inden vores store moderne bevægelser.

@Rikke Nielsen
Det, du skriver, ville have været sandt...
men kun ud fra den forudsætning, hvis det nu havde omhandlet nutidens (vestens) feminismens kampmål.
Men det er de ikke...

For kvindekampen er gået fra ligestilling i love og medfølgende rettigheder og muligheder til, at den er i dag, sagt pænt, gået offroad i ideologiens(magtens) navn (bare se på 3 og 4 feminisme bølge)

Jeg går 100% ind for ligestilling (equality of opportunity), bare ikke feministernes equality of outcome, som jeg anser som værende en totalitær feminisme form, der bliver praktiseret i dag (vesten), som er gået væk fra ligestilling. og som elsker at bruge statsmagten og social kontrol, og PÅ ingen måde vil selv anerkende Kvindens egne privilegier, og som er yderst magtbegærlig.

Så Som:
De har på ingen måde imod forskels behandling, når det er i deres favør..
eller gøre bruge af sexistisk shaming og stemple mande som X og Y,
og på ingen måde bleg for at bruge loven til deres fordel.
F.eks. der er nok, der påviser drenge slås med uddannelsessystemet, men feministerne vil have, at vi skal hjælpe pigerne.

For ligestilling mellem kønnene ville indebære, at begge køn skal justeres, mens feministerne vil kun nedjustere MÆND og/eller opjustere pigerne.

Ps jeg ved, der er flere former for feminisme, og man ikke kan sætte alle i sammen bås osv....

Jens Jensen. De ting du påpeger er jo også de ting vi lidt ældre rødstrømper slås med. At den nye generation lader til at ville flytte grænserne for ligestilling et sted hen hvor ordet lige ikke længere hører til. Dog er det mest i medierne at disse ekstreme holdninger florerer. Jeg kender ingen der støtter det og finder det mest af alt humoristisk. Som Mette Fugls kritik i 2017 og senere interview på DR2 med Louise Kjølsen.

Poul Kristensen

Rikke Nielsen: Antifeminisme kæmper mod moderne feminisme, ikke mod de ting kvinderne allerede har opnået. Det havde jeg faktisk regnet med var indlysende.

@Ulla Nygaard
Jeg er klar over at overvære noget, som man har/er en del af, der er kørt af sporet på denne måde ikke må være nemt.

Du skriver "Dog er det mest i medierne at disse ekstreme holdninger florerer" Hvis bare det, som du skrev, var rigtigt... men når man tager det med, hvordan propaganda virker, og hvad jeg oplever, så har jeg svært ved at se helt dette...

For jeg ville mene, at det er tydeligt at se, at mennesker bliver påvirket af denne propaganda, og at det kommer til udtryk i handlinger og udtalelser gemmen statsapparatet, organisioner, pengestøtte og tilmed vores lovarbejde osv.

For feminismens ”Equality of outcome” er godt krydret sammen med identitetspolitik og er helt inde i staten og vores medier. Dette ses tydeligt i, hvordan vi behandler feminismens argumenter, men også hvor meget magt og indflydelse de har.

Såsom at flere argumenter ikke kan tåle at blive undersøgt for meget i dybden, eller bare deres argumenter strider imod deres egne såkaldte grundprincipper (ligestilling, imod sexisme, forskelsbehandling, og det ikke er mandehad)

For der hvor man kan se, om en dagsorden er af gode eller dårlige intentioner, så er det, hvordan der bliver reageret, når fejl bliver påpeget (selvfølgelig på en saglig måde).

- Bare ud fra dette, du ved … HANDLING siger mere end ord.

Bare de løgne, fordrejninger de har lov til at udgyde og at slippe afsted med.
Såsom argumentet, at når det ikke er 50/50 (eller bare en for stor en forskel), så er det et tegn på, at der IKKE er ligestilling, og at kvinder bliver undertrykt. For vil man ikke grave dybere, så kan man nemmere indsætte sin egen ideologi, følelser, fordomme og dagsorden. Og det får de lov til.

- For deres argument: Der er en forskel, og det er BEVIS på X.

Dette anser jeg selv som være et meget dårligt argument... For jeg kan komme med 117 grunde til, hvorfor der er en forskel. Men det vil feministerne ikke tage med, fordi det ødelægger deres vinkel. Såsom lønforskel, glasloftet, jobvalg eller "BARE" biologiske forskelle osv.

Jeg siger ikke, at der ikke sker uretfærdigheder på disse områder. Men jeg betvivler problemets størrelse og omfang... og at vi skal straffe mænd for nogle få (som igen påviser forskelsbehandling, at denne såkaldte logik er tilladt).

For et godt spørgsmål ville være. Hvorfor får de lov til at slippe af sted med dette niveau af argumenter?

For hvis feminister tror på deres egen kamp imod magtens tårn, så ses dette ikke i deres handlinger nu, hvor de selv har magten på flere områder.. Dette er nepotisme og undertrykkelse, altså deres virkemidler der taler om deres intention ville jeg påstå (ja det er ikke alle feminister) men deres ord lyder lidt hule, når man ser på, hvad der sker og er tilladt

Så dette er om MAGT og IKKE ligestilling, der er dagsorden. og feminismen bør behandles derefter....

Liv Pedersen, Ulla Nygaard og Stine Olsen anbefalede denne kommentar

Hans Bonde har ret så langt at kvinder og mænd søger på forskellige kriterier i arbejdslivet. Hvis der var en 50/50 fordeling i interesse for samtlige fag og stillinger ville jeg godt nok blive enormt overrasket.

Der ligger noget hykleri i at man kun er elitært interesseret i en total lige kønsfordeling. Hvad med ejendomsmæglere, skraldemænd, butiksansatte og frivillige i idrætsforeninger?

Og hvad med alle andre ligestillings parametre end køn? Etnicitet, religion, sygdom osv?

I en bestyrelse med 10 personer skal der så være én person med ikke-dansk baggrund, én ikke-cis-kønnet person, én kronisk syg, én tidligere værnepligtig osv.

@Eva Schwanenflügel
”Der skal åbenbart helst gå flere hundrede år, før kvinder skal håbe på at mænd vil give dem ligestilling.
For det er måske ikke ’følelsesfuldt’, at mænd har siddet for bordenden i mange tusinde år..?”

Fair nok, hvis du mener det sarkastisk. Problemet er bare, at det, som du skriver, er en normal feministisk kliche at bruge arvesynden, som bruges imod "manden" i dag.

Så det er svært at læse det anderledes?

Ja arvesynd er en total abstrakt konstruktion og den tilsyneladende ingen udløbsdato. Folket kan sagtens undertrykkes af kvinder. Kvinder kan også starte store konflikter. Historisk har vi skam også været magtsyge og udemokratiske. Vores egen Margrethe 1. med hendes evigt ændrende titler brugte næsten et halvt århundrede på hendes selvrealiseringsprojekt. Katharina 2. af Rusland, dronning Victoria er også fine eksempler. Thatcher nød også en rask lille krig.

En lille hurtig sløjfe...

Selvfølgelig har feminismen, selv de nuværende bølger nogle pointer og nogle synspunkter der kan være i samfundets interesse! Eller vi i det mindste som samfund kan have det i baghovedet.
Men hvorfor forventer de, at man skal lytte til dem, hvis man ikke vil lytte omvendt?

Uafhængigt om en er faktuel forkert eller bare har en anden mening, som man er uenig med, så lytter man først! Udreder misforståelser! og så korrigerer man!
Man skal ikke korrigere og lade misforståelser styre som det første, og så først til sidst lytte efter korrigeringen (når man giver ret)... Det er den forkerte rækkefølge for en civiliseret debatform (og dertil et åbent demokrati!)

Poul Kristensen
06. oktober, 2020 - 00:29

Jeg tror, du, og andre overser, at der i USA, UK, og i andre europæiske lande var mange mænd! (de fleste faktisk!) som ikke mente, at politik var for kvinder - fordi det skulle de ikke bryde deres lille kønne hoved med! :( - de havde de aldeles ingen grund til at blive optaget af - de skulle jo bare giftes alligevel mm. og mv. :( -

I UK blev kvinder, der demonstrerede fredeligt for at kvinder skulle have ret til at stemme sent i fængsel, tvangsfordret :( og udråbt til at være lesbiske, ikke kunne få fat på en mand! :( eller være nogle rappenskralder, der bare ville have! og havde mænd - under tøflen! :(

I DK gik det ikke så heftigt, og drastisk for sig - men her mente flere mænd, helt op i 1920'erne, at kvinderne ikke skulle deltage i den demokratiske debat, at de ikke skulle have stemmeret, fordi kvinder, af natur, var alt for følsomme, og følelsesfulde! - og derfor ikke skulle have lov til at bestemme noget som helst - næ, rationalitetens mænd skulle der til! mente flere mænd her i DK.

Da kvinder (og fattige, tjenestefolk, tosser mv.) fik stemmeret i 1915 sagde selveste Kong Christian den Tiende, at han mente, at kvindens hjertesag (stadig) lå i hjemmet! :( og ikke i det offentlige politiske liv!

Så ja, der var nogle mænd, bl.a. Frederik Bajer fra Socialdemokratiet, der i 1890'erne først I DK, politisk kæmpede for, at kvinder skulle have stemmeret - han blev grint ud af Rigsdagen! :( i 1890'erne...!

På mig virker det som Hans Bonde stadig befinder sig i 1900, eller år i 1908, eller i år 1920 med sine synspunkter her, fordi han, som jeg ser det hele tiden - og så igen - hentyder til, at mænd er det rationelle køn, og kvinder det følelsesmæssige køn! Og derfor skal kvinder, underforstået, ikke! ansættes i stillinger på universitet! :(

Og som jeg ser det er Hans Bonde, en omvandrende dinosaur rent mentalt, der nægter at indse, at verden, samfundet, og virkeligheden har flyttet sig siden 1970!

Steffen Gliese, Anina Weber, Rikke Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Liv Pedersen

Jeg har ærligt talt svært ved at se, hvilken interesse feminister skulle have i at tale med og lytte til erklærede antifeminister. Når man erklærer sig som antifeminist, har man jo kun det ene mål at være mod feminisme. Det kan måske virke lidt indskrænket. Og må siges at være en lost case på forhånd.

Så hellere vælge andre mere åbne målgrupper at have en dialog med.

Poul Kristensen

"Rikke Nielsen: Antifeminisme kæmper mod moderne feminisme, ikke mod de ting kvinderne allerede har opnået. Det havde jeg faktisk regnet med var indlysende."
Øh nej, og var det sådan, som du siger, var det da stadig et noget primitivt udgangspunkt. Hvorfor ikke kæmpe FOR noget (være åben) i stedet for at kæmpe MOD noget/nogle (være lukket). Et lidt indskrænket perspektiv.

Poul Kristensen

"Rikke Nielsen: Antifeminisme kæmper mod moderne feminisme, ikke mod de ting kvinderne allerede har opnået. Det havde jeg faktisk regnet med var indlysende."
Øh nej, og var det sådan, som du siger, var det da stadig et noget primitivt udgangspunkt. Hvorfor ikke kæmpe FOR noget (være åben) i stedet for at kæmpe MOD noget/nogle (være lukket). Et lidt indskrænket perspektiv.

Gert Friis Christiansen

Det ville være meget underligt, hvis en kvinde skulle ønske det Rikke Nielsen beskriver, så det gør hun nok ikke. Som jeg læser det, bryder hun sig ikke om "karaktermord", måske kan hun heller ikke li stråmændargumenter.

Gert Friis Christiansen

Karsten Aaen, det er selvfølgelig altid nemmere, at argumentere mod nogle meninger som man selv har formuleret til lejligheden, som du så smukt gør. Du kæmper sikkert en hellig retfærdig kamp, men jeg tror ikke, man kan udlede disse meninger af Hans Bondes artikel.

Karsten Aaen. @Jeg tror, du, og andre overser, at der i USA, UK, og i andre europæiske lande var mange mænd! (de fleste faktisk!) som ikke mente, at politik var for kvinder - fordi det skulle de ikke bryde deres lille kønne hoved med! :( - de havde de aldeles ingen grund til at blive optaget af - de skulle jo bare giftes alligevel mm. og mv. :(@

Jeg tror, du, og andre overser, at der i USA, UK, og i andre europæiske lande var mange konger og dronninger! (de fleste faktisk!) som ikke mente, at politik var for bønder - fordi det skulle de ikke bryde deres lille uoplyste hoved med! :( - de havde de aldeles ingen grund til at blive optaget af - de skulle jo bare arbejdes ihjel alligevel mm. og mv. :(

Det er nu ikke fordi at mænd har kunnet stemme meget længere end vi har men det kunne ofte lyde sådan fra de uoplyste. Religion, alder, stand, manglende ejendom, hjemløshed, familieløs osv. osv. har udelukket størstedelen af den mandlige befolkning fra at stemme helt op til de store sociale bevægelser krævede det. I Norge f. eks. fik samtlige mænd over 25 ret til at stemme i 1901, kvinder i 1913.

I Sverige kunne nogle kvinder stemme allerede i 1862 ved lokalvalg. I 1919 fik alle stemmeret, mænd og kvinder. Dog blev mændene her diskrimineret indtil 1922. De skulle nemlig have gjort militærtjeneste inden de måtte stemme. Altså var universel stemmeret for kvinder i Sverige, inden det var for mænd.

@Gert Friis Christiansen, 09. oktober, 2020 - 23:18 : "Karsten Aaen, det er selvfølgelig altid nemmere, at argumentere mod nogle meninger som man selv har formuleret til lejligheden, som du så smukt gør. Du kæmper sikkert en hellig retfærdig kamp, men jeg tror ikke, man kan udlede disse meninger af Hans Bondes artikel."

Jamen, hvilke andre meninger kan udledes af Hans Bondes artikel, Gert Friis Christiansen?

Gert Friis Christiansen

@Anina Weber. Hvis det man får ud af Hans Bondes artikel er, at han vil have et samfund som det var i starten af 1900 tallet, så mener jeg, at man voldvrider hans synspunkt og debatten i det hele taget. Som jeg læser artiklen, så indbyder han til en fordomsfri samtale, så vi kan få løst de problemer der er. Det syntes jeg ikke at Karsten Aaens retorik indbyder til.

@Rikke Nielsen
For at illustrere karakteren af dine argumenter, så vælger jeg at selv træde over i den “bedre følelse” og den såkaldte “høje moral”,
som kun understreger følgende:
"Argumentets styrke er afløst af stærke følelser. Dømmekraft er afløst af følelseskraft. Den tvangsfri samtale er passé"

- "jeg har ærligt talt svært ved at se, hvilken interesse feminister skulle have i at tale med og lytte til erklærede antifeminister"
Omvendt:
Jeg har ærligt talt svært ved at se, hvilken interesse antifeminister skulle have i at tale med og lytte til erklærede feminister. Når man erklærer sig som feminist, har man jo kun det ene mål at være mod antifeminister (eller rettere sagt imod det mandelige køn). Det kan måske virke lidt indskrænket. Det må siges at være en lost case på forhånd.

Det virker så ulogisk på mig, at jeg nærmest kun kan grine af det
For hvor er modstanden imod feministernes egne privilegier, det virker lidt indskrænket, at de ikke ikke vil ser deres egne privilegerer, men også hvor indskrænket de bruger deres kvindelige offerrolle, som de gør (som de stærke kvinder, de er). De skal være ledere, men de vil ikke tage ansvar, det er da at udvise lederansvar!......

ELLER
"primitivt udgangspunkt. Hvorfor ikke kæmpe FOR noget (være åben) i stedet for at kæmpe MOD noget/nogle (være lukket). Et lidt indskrænket perspektiv. "
Sikke en fluekneppende ordleg, der godt nok er cherrypicket til den store guldmedalje.

For kæmper feminister ikke imod patriarkiet??? (Reelt er feministers ideologi, handlinger og ideologi meget defineret efter deres anti-patriarki!) Er det ikke også et primitivt udgangspunkt, altså et indskrænket perspektiv? Jeg oplever ikke meget "FOR noget", altså positiv tilgang i deres kampord. Jeg oplever mange og meget negative udtalelser og ser ikke, hvordan de underbygger en “lys sindstilstand”. Men måske kan jeg bare ikke gennemskue det positive og optimisme i alt brokkeriet.

Og nej nej, det er ikke trolling, spydige følelsesudtalelser eller forsøg på shaming, bare en åben saglig og imødekommende dialog og argumenter, som vi har... Ikke?

I debatter er nedladne ord, spydighed, udskammelse, og nedgørelse altid en faliterklæring. Hvorfor? Fordi man åbenbart ikke har andet at ty sig til. Selvfølgelig ikke esklusivt, men man observerer en overordnet forbrug af disse taktikker på den ene side kontra den anden, især da vi sjældnere bruger følelsesargumentet, såsom disse følelsemæssige argumenter:
- "Det virker så ulogisk på mig"
- "at jeg nærmest kun kan grine af det"
- "indskrænkede"
- "et primitivt udgangspunkt"
- "Et lidt indskrænket perspektiv"
Og nej sandheden/statistik/logik argumenter etc er ikke et personangreb, selvom visse individer nok føler det modsatte.

Så, hvor er det man vil hen med mudderkastningen? (Se selv denne svinesti af en kommentar for at bevise en pointe)
Jeg og uden tvivl andre, især modstandere af feminismen, foretrækker en debat med meninger og argumenter, hvor man går efter bolden og ikke manden.

Poul Kristensen

Rikke Nielsen: Så det er per din definition bedre at kæmpe for noget i stedet imod noget?
Så det er bedre at kæmpe for nazisme i stedet for imod?

Gert Friis Christiansen
”så mener jeg, at man voldvrider hans synspunkt "

Dette kan jeg kun sige ja til, for taktikken virker som om, at det omhandler at overtolke, mistolke og tage ting ud af kontekst ud fra artiklen og kommentarsporet, derved behøver man ikke at forholde sig til indholdet.

Og samtalen består i at rette alle disse fordrejning og ikke om indholdet og de dertilhørende problemstillinger, som artiklen tager op.

Poul Kristensen
Hvis du sætter lighedstegn mellem nazisme og feminisme, så kan jeg godt forstå din pointe,

Nu kan der vist ikke koges mere suppe på det antifeminist udsagn. Han vil jo tydeligvis ikke rulle noget af det vundne tilbage overhovedet men stiller sig imod det fjerdebølgeevangelisterne kræver. Og godt for det. Fjerdebølgefeminisme er efter min mening ikke feminisme efter nogen standard af anstændighed. Det er ansvarsfralæggelse af højeste karakter. Det manblaming i stedet for at se egne mangler. Man kan ikke hævde at være stærk og samtidig konstant pege fingre af alle andre når man føler sig svag eller utilstrækkelig. Det har feminismen aldrig handlet om. Det handler om ligestilling og lige rettigheder, ikke fordele til mig og pligter til dig.

At være stillet lige er ikke at jeg har en ret men du har en pligt.

"Retten til ligestilling"
Feminismen kører meget i det med at have rettigheder, ligesom "rights" I USA osv. Hvilket også er fint, men det ofte mange glemmer er, at rettigheder har 2 sider.
- Den ene side er de rettigheder, som du får.
- Den anden side er at tage (med)ansvar for at "håndhæve", at folk får deres rettighedfer

Så det er både at give og at tage... Og oftest oplever jeg (ret mig endelig) at givedelen fra feministerne er ved at gøre brug af statens lange arm eller kræve, at mændene skal stå for at give rettighederne. Hvor er deres egen personlige ansvar i deres dagligdag? For at et samfund kan ændres, så skal det både starte ovenfra men også nedenfor blandt borgerne.

Tag ansvaret tilbage!
"To stand up straight with your shoulders back is to accept the terrible responsibility of life, with eyes wide open. It means deciding to voluntarily transform the chaos of potential into the realities of habitable order."
- Jordan Peterson

*Ps.
Og dette især gælder de demokratiske rettigheder! Dem har vi alle ansvar for at håndhæve! selvom man ikke kan lide sine modstandere!
For hvad er pointen ellers med demokrati?

Liv Pedersen og Ulla Nygaard

Puha, jeg aner ikke engang, hvad en fjerdebølgeevangelist er. Jeg har nok en lidt for simpel tilgang til feminisme jvf. tidligere beskrevet - se nedenfor.

Så for min forståelse, forklar mig, hvilke lovgivne rettigheder disse fjerdebølgeevangelist-feminister har fået, der ikke er i overensstemmelse med de demokratiske rettigheder vi alle har eller bør have?

Kvinders valgret,
Retten til at besidde offentlige erhverv
I nogle dele af verden blot retten til at arbejde
Retten til fair løn og ligeløn
Retten til at have personlig ejendom
Retten til at modtage uddannelse
Retten til at indgå kontrakter
Retten til at have lige rettigheder indenfor ægteskab
Retten til barselsorlov.
Retten til egen krop
Beskyttelsen af kvinder og piger mod voldtægt, sexchikane og hustruvold

Poul Kristensen

Rikke Nielsen: Jeg forstår dig ikke. Hvis du selv gør, må du gerne forklare hvad det er du tror jeg mener.

Poul Kristensen

@Rikke Nilsen: Problemet med det man kalder "4.generations feministerne" er at de forsøger at overtage, monopolisere og styre generelle sociale problemer. Det drejer sig med andre ord om magt.
Desværre gør de det ikke særlig godt, de argumenterer fx. for absolut enighed: "Hvis du ikke er med os, er du imod os", og den slags. De er imod fri tale, fri presse, fri og åben diskussion osv., de argumenterer fx for at man ikke må såre eller fornærme folk i en diskussion (Hvad de selv gør helt vildt) og inddrager ting som man simpelthen ikke kan løse socialt. Fx. at fedme ikke er sexet.
Det betyder at mændene et langt stykke af vejen står af. Så 4.generations feministerne medvirker altså til at splitte samfundet i stedet for at forene det, netop på et tidspunkt hvor verden virkeligt har brug for enighed.
Mænd i den vestlige verden har ikke noget imod at have kvindelige chefer, bestyrelsesformænd, politikere osv. Alle undersøgelser viser at de faktisk godt kan lide det. Men det skal ske naturligt, den givne kvinde skal være respekteret. Hvis man presser et valg af en kvinde der ikke er respekteret, kommer der en modreaktion. Når en kvinde der ikke har arbejdet sig op, får et job i stedet for en mand der har, bliver mændene negative.

RN. Du glemmer at langt de fleste mænd heller ikke havde de rettigheder du opremser. Kvindekamp er klassekamp, ikke kønskamp. Men dem der ikke kender rødstrømpehistorikken har åbenlyst ingen anelse om de ting.

Som tidligere påpeget fik vi universel stemmeret umiddelbart efter mændene i Vesteuropa. Der er ikke gået 800 hvor alle mænd bare frejdigt kunne stemme og venligt blev hørt. Det er noget vås. Det har været groft begrænset hvem der har haft mulighed for at stemme og det jo kun siden endevældens ophørelse.

Den almindelige mand har også haft hans at kæmpe med historisk. Forsørgerpligt bl.a. for familien kunne han godt kysse farvel hvis ikke han kunne betale. At blive sendt i krig for en eller anden konge eller dronning uden kompensation og med livet som indsats var en anden. Det led vi selvfølgelig ogsåunder for når manden døde i krig endte kvinder og børn på fattiggården. Igen, kvindekamp er klassekamp. Det handler om ligestilling og lige muligheder.

Eva Schwanenflügel

@ Ulla Nygaard
12. oktober, 2020 - 21:44 :
"Kvindekamp er klassekamp, ikke kønskamp. Men dem der ikke kender rødstrømpehistorikken har åbenlyst ingen anelse om de ting."

Ulla, som den gamle, hærdede rødstrømpe du påstår at være, burde du da kende fortsættelsen af rødstrømpernes kendte slogan, der rigtig nok begynder med :
"Ingen kvindekamp uden klassekamp",
men som slutter :
"Ingen klassekamp uden kvindekamp".

Det var jo netop derfor, rødstrømperne dannede de første basisgrupper - uden mænd; de var trætte af at komme i anden række efter klassekampen.

Måske du skulle kigge lidt på Google igen..?

ES det er helt rigtigt og jeg antager at du er en fisk uden cykel men vi er stadig dem der ikke søger fjendebilleder i vores mænd. Efter LBs enegang er der mig bekendt ingen der har talt seriøst om en fremtid uden mænd og idéen fik så lidt vind i ryggen at det var håbløst fra starten. Vi andre var jo bare deltids-rødstrømper, ikke sandt? Altså indtil det viste sig at flertallet faktisk havde forstået hvad målet var.

Kald mig bare gammel og konservativ hvis du har lyst men fjerdebølgens @mine følelser er lov@ er et produkt af moderne selvisk opdragelse og har intet med fællesskab eller ligestilling at gøre. Præcist som LB heller ikke havde. De er to stykker af samme ekstremer.

Eva Schwanenflügel

Ulla, du er god til at snakke udenom, og plante stråmænd i mangfoldighed.

Men du forbigår komplet at rødstrømperne selv opfandt basisgrupper og Femølejren for at få fristeder uden mænd.
Og at klassekamp for dem i særdeleshed også var kvindekamp - og dermed kønskamp - Imod patriarkatet.

Hele denne udvikling må du jo selv have gennemgået
- ikke..?

Jo præcist. Og det er her vi er forskellige for du har åbenlyst taget fjerdebølgen til dig og knuger den tæt men det har jeg ikke og det bryder du dig ikke om. Det må du håndtere med dig selv. Jeg bidder ikke på den krog der siger at twerk queen og girlsquad er feminisme.

Det ændrer ikke på at målet med Femø ikke var udelukkelse af mænd fra vores liv. Det var LB. Den retning var der ingen opbakning til, specielt fra heterokvinder. Som tidligere sagt var det ikke kønskamp selvom jeg godt kan høre du vil derhen med alt du skriver her. Du forekommer mig radikalt uvidende men har givetvist læst Kvinde Kend Din Krop og fundet ordet basisgrupper et sted så du lige kan overskygge det faktum at du ikke kender historien eller har været en del af det på noget niveau.

Hans Bonde svarer:

Kære Anna Anna

Du skriver: Siden hvornår har staten involveret sig i kønsfordelingen på det private arbejdsmarked?

Her er svaret (bogen s. 192)
Siden 2013 har de største danske virksomheder skullet opstille
et måltal og udarbejde en strategi for en mere ligelig
fordeling af kvinder og mænd i de øverste ledelsesorganer.
For at „sikre kvinder den nødvendige erfaring og dermed det
nødvendige rekrutteringsgrundlag for virksomhederne“ skal
fokus også være på en forbedring af kvinders repræsentation
i virksomhedens lavere ledelsesniveauer.

Steen K Petersen, Jesper Frimann Ljungberg og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar

Hans Bonde skriver:
Kære Poul Kristensen
Du skriver: ”I DK gik det ikke så heftigt, og drastisk for sig - men her mente flere mænd, helt op i 1920’erne, at kvinderne ikke skulle deltage i den demokratiske debat.” Det er det man kalder cherry picking. Man kan altid finde nogle mænd, der repræsenterer et outreret synspunkt, der bekræfter, hvor dumme mænd er. Men det er ikke et validt argument.
Det væsentlige er, at stemmeret for kvinder bliver vedtaget
uden de store sværdslag af Rigsdagen i 1915 af en forsamling kun af mænd.
Det, der giver alvorlig politisk uenighed frem mod den almindelige valgret, er ikke
kvindernes valgret, men tyendets, altså både de mandlige og kvindelige tjenestefolks.
Populært sagt gennemkæmper de veletablerede mænd i 1848 demokratiet først for sig
selv for siden i 1915 at stemme for at udvide valgretten til også at omfatte kvinderne
og de øvrige mænd. Mænd og kvinder har altså gennem den danske historie ofte stået sammen om at kæmpe for kvinders rettigheder helt modsat den gængse feministiske kønsfortælling.

Poul Kristensen, Steen K Petersen, Ulla Nygaard, Jesper Frimann Ljungberg og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar

Hans Bonde svarer:
Kære Bjørn Pedersen
Du skriver, at jeg sidestiller "kvinder" med "feminister" ved at bruge ordet ”en ny kvindeoffentlighed”. Intet kunne ligge mig fjernere. Efter min opfattelse er langt de fleste almindelige danske kvinder imod den fifty-fifty-politik, der kører nu. Langt de fleste vil jo heller ikke kalde sig feminister, sikkert fordi feminisme er blevet en favoriseringsstrategi. Med ’kvindeoffentlighed’ mener jeg en offentlighed domineret af fifty-fifty-kæmpende kvinder med stærke statsunderstøttede bastioner som støttepunkter, som jeg har beskrevet dem i mit indlæg og i min bog.
Du opponerer også mod, at jeg om den moderne feminisme skriver: ”Siden år 2000 har det derimod handlet om en vandring gennem institutionerne for at overtage mindst 50 procent af magtposterne." Det er faktisk det jeg demonstrerer i min bog fra forskning over kulturliv, til ledelse og politik.
Endelig skriver du: ”Men tendensen til følelsesfakta er ikke så "venstreorienteret" som du præsenterer det”. Selvfølgelig ikke, men der er grænser for, hvor meget man kan have med i en kronik, og i øvrigt tror jeg, at samtlige Informationslæsere og jeg er enige i din påpegning af, at der: ”På højrefløjen ses følelsesfakta i form af nationalisters romantisering af national historie”. Personligt har jeg blot som et eksempel i 2001 udgivet en 1000 siders doktordisputats om den danske højreradikalismes følelsesfulde fascination af fascismen i form af den verdenskendte danske gymnastikleder Niels Bukh. Måske er det også med denne historie i baghovedet, at jeg advarer mod følelsespolitik, også når det handler om følelser, der pt, er politisk korrekte.

Steen K Petersen, Ulla Nygaard og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar

@Det væsentlige er, at stemmeret for kvinder bliver vedtaget
uden de store sværdslag af Rigsdagen i 1915 af en forsamling kun af mænd.
Det, der giver alvorlig politisk uenighed frem mod den almindelige valgret, er ikke
kvindernes valgret, men tyendets, altså både de mandlige og kvindelige tjenestefolks.
Populært sagt gennemkæmper de veletablerede mænd i 1848 demokratiet først for sig
selv for siden i 1915 at stemme for at udvide valgretten til også at omfatte kvinderne
og de øvrige mænd. Mænd og kvinder har altså gennem den danske historie ofte stået sammen om at kæmpe for kvinders rettigheder helt modsat den gængse feministiske kønsfortælling.@

Her påpeger Bonde noget jeg tidligere har vært inde på. At i den moderne feminisme udnytter man uvidenheden omkring de historiske fakta til at udbrede en falsk idé om at mænd har haft universel stemmeret i århundreder inden kvinder. Det er faktuelt forkert og som tidligere påpeget havde f.eks Sverige stemmeret for kvinder INDEN mænd. Mændene skulle have udstået militærtjeneste først. Og hvordan er det i øvrigt med værnepligten i dag? Ikke så mange skvulp i fjerdebølgen der?

Ulla Nygaard
Gør årstallene slet ikke indtryk på dig? Du nævner 2 af dem. 1848 og 1915. 67 års forskel. Hvis man kan stå sammen med 67 års forskel, ja, så har du da ret.

P.S. Og så er historien med værnepligt, for mig, altid et tegn på, at det er svært at finde de rigtige argumenter, For hvor er diskriminationen egentlig i værnepligt? Det at blive tvunget til det? Eller det at blive ekskluderet fra det? Det er jo helt Malou'sk.

Sider