Kronik

Den nye feminisme giver følelser forrang og hæmmer den demokratiske dialog

Den borgerlige offentlighed er udfordret af en ny kvindeoffentlighed, hvor følelser hersker over argumenter, og hvor kvindefavorisering er blevet en brandingstrategi, skriver professor dr.phil. og forfatter Hans Bonde i denne kronik
I rødstrømpebevægelsens glansperiode i 1970’erne handlede feminisme om at styrte de kapitalistiske institutioner i grus. Siden år 2000 har det derimod handlet om en vandring gennem institutionerne for at overtage mindst 50 procent af magtposterne, skriver dagens kronikør.

I rødstrømpebevægelsens glansperiode i 1970’erne handlede feminisme om at styrte de kapitalistiske institutioner i grus. Siden år 2000 har det derimod handlet om en vandring gennem institutionerne for at overtage mindst 50 procent af magtposterne, skriver dagens kronikør.

Mathias Christensen

Debat
5. oktober 2020

I 1962 udgav den tyske socialfilosof Jürgen Habermas det skelsættende værk Borgerlig offentlighed.

I bogen argumenterede Habermas for, at demokratiet for det første fungerer via en offentlighed, hvor borgerne i fællesskab diskuterer emner af fælles interesse. For det andet ved, at alle mødes på lige fod, og ingen derfor på grund af køn eller stand på forhånd bør tildeles en privilegeret position. For det tredje skal i princippet alle temaer kunne vendes og diskuteres åbent ud fra mulige vinkler, uden at én vinkel har en ophøjet status. Og for det fjerde, at demokratiets fælles mål er at nå så tæt på sandheden som muligt frem for at kæmpe for snævre partsinteresser.

I Habermas’ bog, som på tysk hedder Strukturwandel der Öffentlichkeit, beskriver han, hvordan den oprindelige borgerlige offentlighed gennemgik en strukturforvandling omkring år 1900. 

I min nye bog viser jeg, at den borgerlige offentlighed 100 år efter – fra år 2000 – igen undergår en strukturforvandling.

Den ’bedre følelse’

I rødstrømpebevægelsens glansperiode i 1970’erne handlede det om at styrte de kapitalistiske institutioner i grus. Siden år 2000 har det derimod handlet om en vandring gennem institutionerne for at overtage mindst 50 procent af magtposterne.

Den marginaliserede rødstrømpe er blev afløst af den mondæne karrierefeminist.

Den nye feministiske kvindeoffentlighed tenderer mod et omfattende brud med Habermas’ ideal om den borgerlige offentligheds funktionsmåde.

Hvor Habermas priste ’det bedre argument’, hersker nu den ’bedre følelse’, der beror på, at kvinder og andre ’underprivilegerede’ har direkte adgang til sandheden på grund af deres udsatte position.

Det bedre argument er ikke længere noget, man skal diskutere sig frem til, det har man allerede, hvis man har det rigtige køn.

Argumentets styrke er afløst af stærke følelser. Dømmekraft er afløst af følelseskraft. Den tvangsfri samtale er passé, for dialogparterne skal på forhånd tvinges til at give forrang til det formodet marginaliserede køns følelser og dermed forbundne dybtfølte erfaringer.

Fælles for denne nye kvindeoffentlighed er, at der opereres med en uhæmmet partsinteresse, der skal modvirke mandssamfundets sammensværgelser med ’ubevidst bias’ og ophængning af barrierer som ’glaslofter’ overalt, hvor kvinder vil til tops.

Ganske vist usynlige, men derfor desto mere snigende farlige. Lidt ligesom i marxismens velmagtsdage på de danske universiteter, hvor de, der ikke var enige i doktrinen, mentes at lide af ’falsk bevidsthed’.

Kvindeligt favoriseringssystem

Som modvægt til den påståede ubevidste bias mod kvinder er der nu overalt indført en både formel og uformel ’positiv særbehandling’ af kvinder. For eksempel arbejdes der på en fifty-fifty-fordeling på prestigefyldte poster inden for danske kvoterede statslige bestyrelser, ved sammensætning af EU-Kommissionen og med jævne mellemrum også af danske og vesteuropæiske regeringer.

2020 er blevet året med en hel bølge af favoriseringspolitik – inden for kunst og også forskning endog via lovstridige metoder. Samtidig lægges der et massivt statsligt pres på offentlige institutioner og private virksomheder via måltal for øgning af antallet kvindelige ledere for at opnå ’kønsbalance’ trods ligestillingslovens ufravigelige krav om ikke at måtte sortere på køn.

Hele dette kvindelige favoriseringssystem legitimeres via en forestilling om, at det danner en modvægt til en omfattende negativ bias mod kvinder.

Men er det korrekt?

Jeg bad min statistisk kyndige makker på min nye bog, epidemiologen Torsten Skov, om at undersøge sagen. I bogen og i flere forskningsartikler er resultatet nu fremlagt: De danske og udenlandske undersøgelser af ubevidst bias, hviler på en omfattende ’videnskabelig’ manipulation i den gode sags tjeneste.

Hermed bliver myten om ’ubevidst bias’ mod kvinder det mest markante nutidige udtryk for en uunderbygget krænkelseskultur.

Ved feminismens postulat om en fiktiv og uophørlig maskulin modstand mod kvinder mistes noget helt centralt i Habermas’ vision for den borgerlige offentlighed: tilliden mellem samfundsborgerne, der giver dem mulighed for at gennemføre en herredømmefri samtale med sandheden som eneste kriterium.

I dag afviser store dele af den feministiske offentlighed denne dialog ved på forhånd at miskreditere modparten som værende ‘privilegieblind’ eller ’ude af stand til at forstå kvindekønnets trængsler’.

Herved bliver debattørens køn frem for hans argumenter en barriere for adgangen til den offentlige samtale og ’det gode selskab’, med mindre han snakker den kvindelige modpart efter munden.

Vedrørende den oprindelige strukturforvandling advarede Habermas mod, at politikere og befolkning begyndte at orientere sig efter partilinjer og partipresse i stedet for at følge deres egen indre overbevisning.

Gad vist, hvad han, hvis han igen skulle opdatere sit gamle værk, ville sige til den senmoderne tendens til kollektiv identitetspolitik, hvor der ledes med lys og lygte efter krænkelser af kvinder?

Oprindeligt advarede Habermas også mod reklameindustriens indtog i de poliske partier. I nutiden forsøger både virksomheder og politikere at brande sig via deres ’kvindevenlighed’.

Femisme som magtinstans

Referater fra folketingssalen fra 2015 til 2019 viser blandt andet, at »kvinders rettigheder« nævnes 77 gange, »mænds rettigheder« to gange, »vold mod kvinder« 25 gange og »vold mod mænd« én gang.

Et andet eksempel er, at flere topchefer i november 2018 til Berlingske i forbindelse med en undersøgelse, der viste en omfattende interesse for at ansætte kvindelige ledere, erklærede: »Flere kvindelige ledere er godt for omdømmet

Den nye feministiske identitetspolitik er karakteriseret ved, at du skal være kvinde, før du er borger.

Det sker via kvindenetværk for eksempel på tværs af blokkene i Folketinget, inden for virksomheder og i medier, kunst og forskning. Dertil kommer HR-afdelinger, kvindelitteratur, feministiske kvindeblade og feministiske influencere.

For ikke at tale om de meget store sværme af yderst sensitive feminister på internettet, der er parat til at slå ned på krænkelser. Denne omfattende kvindelige netværksdannelse sker interessant nok parallelt med en fordømmelse af stereotype kønskulturer, hvorved der altså må menes mandskulturer.

Den oprindeligt magtkritiske feminisme er nu selv blevet en magtinstans.

Organisatorisk foregår der et meget tæt samspil med det offentlige, der ideologisk og økonomisk støtter kvindeorganisationer og kvinde-/kønsforskningscentre. Endelig er der tale om stærke feministiske bastioner i Ligestillingsministeriets embedsværk, i det juridiske skilsmissesystem samt i forskellige feministiske virksomheder, der sælger information og udarbejder tendentiøse rapporter om, at kvinder er bedre ledere, og at flere kvindelige ledere øger indtjeningen.

Hvor Habermas kæmpede for den herredømmefri samtale vendt mod ikke mindst herremandens sidste ord i det aristokratiske samfund, skal vi i dag besinde os på at genskabe et til lejligheden opfundet ord, nemlig ’kvindedømmefri’ samtale, hvor det ikke er den ’bedre følelse’, men igen det bedre argument, der er gangbar mønt.

Efter at min bog var færdigskrevet, eksploderede den debat om sexisme, der nu kører for fulde omdrejninger. Endnu kan jeg ikke give et bud på, om den vil sætte sig spor i offentlighedens funktionsmåde i løbet af de kommende år. Der må dybtgående videnskabelige undersøgelser til.

Hans Bonde er professor, dr. phil. og forfatter til bogen »Vi vil have vores fair andel!« På vej mod fifty-fifty-kulturen, som udkommer den 8. oktober.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

RN. Veletablerede mænd var der jo så ikke mange af. Så det var ikke universel stemmeret til mænd. Faktisk langt fra. Det skal vi lige have med.

Ja det er da diskriminerende at der bliver tænkt køn ind i landets forsvar. Synes du ikke det RN? Det er vel vores alle sammens pligt at forsvare det. Eller hører kvinder ikke til på slagmarken på lige fod med mænd på godt og ondt? Kurderne har længe haft kvindelige krigere med stor succes. Hvis noget er en pligt er det vel en pligt for alle, inklusive kvinder?

Steffen Gliese

Kvinder føder børn, mænd aftjener værnepligt.

SG. Er der en begrundelse du vil dele?

Passer kvinderne så børnene mens mændene venter på at blive sendt i krig?

Ulla Nygaard
Jeg tror, du har lidt svært ved at læse indenad. Hvor læser du, at jeg mener, at kvinder ikke skal aftjene værnepligt?

22,5 procent af de værnepligtige i første halvdel af 2020 var/er kvinder. Jeg håber selvfølgelig at tallet stiger i fremtiden, men det er konsekvensen af, at kvinder kun har en værneret og ikke en værnepligt.

Alternativt kunne man forestille sig, at Forsvaret moderniserede sig så meget, at værnepligt for mænd udgår, og kun indføres for begge køn i krigstid.

RN. Kvinder har ikke værnepligt hvorfor vi ikke kan være værnepligtige. Du mener at 22,5% udnyttede deres værneret, den hvor man går ud af døren når man ikke længere gider lege krig og hvor man ikke kan tvangsudsættes. Jeg tror det var det du mente.

Eva Schwanenflügel

Mænd har mulighed for at blive militærnægtere.
Derfor er det en and at de 'tvangsudsættes'.

Men hvis nogen skal bebrejdes for at kvinder ikke har værnepligt, er det de Konservative og Venstre, som er lodret imod.

Det er da ikke en and når der er juridiske konsekvenser. Det totalt hykleri at fornægte det i denne sammenhæng.

Lige en lille dyrkelse af offerrollen til sidst. Det er Venstre og K’s skyld. Der er mig bekendt ingen ligestillingsivrige partier på venstrefløjen heller der kan se det at det er fuldstændigt vanvittigt.

Eva Schwanenflügel

Faktisk går Enhedslisten ind for værnepligt til kvinder, så det var også en and ;-)

Det er skam stadig ikke rigtigt for det er et stykke tid siden Enhedslisten har været ude st slå på tromme for det og der er stadig ingen klarhed over om man så vil udvide forsvarets opgaver med andre dele der i dag ikke varetages af Forsvaret (bl.a. klimasikring og simpel bevogtning af materiel og bygninger) for at give os en mulighed for at fravælge hæren, flyvevåbnet og flåden.

De HAR udtrykt den holdning men aldrig sagt at kvinder skal indgå i Forsvaret på lige fod med mænd. Kun i forhold til at blive kaldt til værnepligt har de udtrykt sig positivt. Om opgaverne skulle være anderledes end herrernes er heller ikke klart.

Sider