’Nationalisér Danske Bank!’ For få år siden havde det nok lydt som en støvet parole fra en venstrefløj, der ikke engang selv rigtigt troede på det. Men efter mere end ti års endeløse skandaler er befolkningens tålmodighed med bankgiganten ved at være tyndslidt.
Først kom finanskrisen, hvor ikke mindst Danske Banks højrisikable udlandseventyr var ved at bringe banken i knæ, og hvor staten måtte sætte ind med skræddersyede hjælpepakker, som befolkningen stadig betaler renter og afdrag på.
I årene efter forsøgte banken at rebrande sig med samfundsansvar som »New Normal«-kampagnen. Men i samme periode, som banken postede millioner i branding, var en ny omfattende skandale under udvikling. Bankens estiske filial var nemlig blevet forvandlet til et centralt led i en international hvidvaskning af historiske dimensioner. Ikke mindre end 1.500 milliarder lyssky kroner blev ført gennem filialen. Bankens ledelse blev advaret, men reagerede ikke, før skandalen ramte avisernes forsider.
Over de seneste måneder har TV 2 så kunnet afsløre, at Danske Bank i årevis i strid med loven har indkrævet større beløb hos borgerne, end den havde ret til. Den ulovlige inddrivning kan ende med fængselsstraffe til bankens ledelse.
Og gudhjælpemig om ikke hvidvaskskandalen nu igen er eksploderet og har bredt sig til andre af bankens filialer, som er i søgelyset for at hjælpe et netværk af narkobaroner, våbenhandlere og oligarker.
Den dubiøse og ofte direkte ulovlige adfærd fra Danske Bank bør føre til overvejelse om bankens fremtid, herunder om mulighederne for en statslig overtagelse af bankens aktiviteter.
Staten kan overtage
Men er en samfundsovertagelse af bankgiganten overhovedet mulig uden at komme i strid med den grundlovsbeskyttede private ejendomsret? Ja, det er den faktisk.
Det særlige for banker er nemlig, at deres ejere, i modsætning til andre virksomheder, skal have en licens for at kunne operere. En licens, som kan inddrages igen, hvis banken ikke lever op til reglerne. Og siden en lovstramning i 2018 i kølvandet på hvidvaskskandalerne, kan licensen inddrages, hvis en bank gribes i »grove eller gentagne overtrædelser« af hvidvaskloven.
Loven har allerede været anvendt, da Finanstilsynet i efteråret 2018 erklærede Københavns Andelskasse nødlidende, og fratog ejerne banklicensen netop med henvisning til hvidvask. Bankens kontorer blev overtaget, og dens aktiver blev overført til statens ’skraldefirma’, Finansiel Stabilitet, som nu forestår afvikling af bankens aktiviteter.
Københavns Andelskasses hvidvaskforbrydelser var selvsagt mikroskopiske i forhold til Dansk Banks, og tages Danske Bank i at have deltaget i hvidvask fra perioden efter lovens ikrafttræden, vil banken kunne stå over for lignende sanktioner.
Men nye hvidvasksager er ikke det eneste, der kan muliggøre en statsovertagelse af Danske Bank. Banken er også alvorligt truet på sin solvens. For det første står banken over for en milliardbøde fra de amerikanske finansmyndigheder. Seneste bud lyder på, at bøden vil blive på omkring syv milliarder kroner.
Samtidig har en række kunder sagsøgt banken og kræver erstatning på 76 milliarder kroner. Og oveni har coronakrisen ramt banken hårdt og ført til omfattende nedskrivninger af bankens aktiver. Falder sagerne negativt ud for Danske Bank, vil den næppe kunne leve op til reglerne for kapitalkrav og vil kunne erklæres nødlidende, hvorefter den står over for samme behandling som Københavns Andelskasse.
Det er derfor en god idé allerede nu at overveje, hvad der skal ske, hvis Danske Bank erklæres nødlidende. En afvikling af banken, som det er sket for Københavns Andelskasse, kan få voldsomme konsekvenser for kunderne, mens aktionærerne, herunder mange pensionsopsparere, vil tabe hele deres investering.
Den bedste løsning vil derfor nok være en såkaldt bail-in, hvor de eksisterende aktionærer tilbydes, at staten bliver majoritetsaktionær i banken til gengæld for et såkaldt haircut, hvor aktionærerne tager et betydeligt tab for til gengæld at undgå det totale kollaps. Det var netop, hvad der skete med en række europæiske banker efter finanskrisen.
Men frem for at sælge banken fra til nye private ejere igen, når der er ryddet op, som i de fleste europæiske fortilfælde, bør vi beholde Danske Bank som et permanent offentligt bankalternativ.
Det vil give borgere og offentlige myndigheder mulighed for at tilvælge et etisk drevet og demokratisk styret alternativ til de private banker. Og det vil sikre, at samfundet får andel i fremtidens overskud. Vi kan med andre ord skabe et virkeligt New Normal, hvor samfundsansvar, bæredygtighed og hensynet til kunderne bliver drivende i bankens dispositioner. Fra Danske Bank til danskernes bank.
Pelles position
Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent og medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.
Seneste artikler
Pelle Dragsted: Tak for denne gang, Information. Bliv ved med at udfordre økonomisk mainstream og kapitalisme
6. oktober 2022Information spiller en afgørende rolle i det danske medielandskab, når det gælder den kritiske udfordring af de dominerende økonomiske sandheder og af kapitalismens ideologiske hegemoni. Det har været en ære at være medLaissez faire-liberalismen svigter erhvervsliv og samfundsøkonomi
22. september 2022Alex Vanopslagh er ideologisk konsistent i sin modstand mod statshjælp til de pressede erhvervsdrivende. Det må man give ham. Men det gør ikke ideologien mindre problematiskPensionskasserne skal ikke lege Blackstone og undergrave deres medlemmers tilværelse
8. september 2022Pensionsopsparingerne er lønmodtagernes demokratisk forvaltede kapital, men alt for ofte agerer pensionskasser bare som andre kapitalinteresser. Det er særligt alvorligt på boligområdet
Selvfølgelig.
Det ironiske i sagen er, at det er den moralske højrefløjs bank, samfundsstøtternes bank, Gud, konge og fædrelandsfolkets bank.
For guds skyld ikke nu. Vi har jo en rød regering så den vil straks blive afhændet til Goldman Sachs sammen med nøglerne til Nationalbanken.
@ Ulla Nygaard
Husk nu at de Radikale med Margrete Vestager i spidsen i det Sorte Tårn, vred armen om på Socialdemokraterne og SF og fik dem til at skrive ind i regeringsgrundlaget, at de ville 'videreføre borgerlig politik i bredeste forstand'.
Salget af DONG var allerede planlagt længe før S kom til magten.
Og det var valget af køber også.
Danske Bank var iøvrigt konsulenter på salget.
Ja gør Danske Bank til en statsbank - så kan alle lønbetalinger gå ind her og Netbank kan få plads her. Så ingen skal betale for at få sin løn udbetalt osv......
@Dorte Sørensen
Nok har Danske Bank været ramt af en række sager, som ingenlunde pynter, men ligefrem tvangsnationalisere Danske Bank - ikke på vilkår !
Og husk nu på, at Enhedslistens kun har godt 7% af stemmerne, så mit bedste bud vil være, at dette outrerede forslag har meget lange udsigter!
God dag :-)
Men Erik Fuglesang mener du så også er det er i orden,at lønmodtagere og andre skal betale for at få deres løn udbetalt?
Når staten kræver et betalingssystem for lønindbetalinger osv. så skal det i min optik også stilles kvit og frit til rådighed. Her vil en statsbank være fin og alle kan så flytte deres penge som de har lyst til.
Niels-Simon Larsen
07. oktober, 2020 - 22:54
Glem ikke, at det også er Maersks bank, og at Maersk er kronjuvelen i dansk erhvervsliv meget tæt på kongefamilien og tilhørende inderkredsen af magteliten. Hvor mange ordener var det at dronningen fik hæmgt på gamle Mc-Kinney Møller inden han døde i en høj alder? Det bliver ikke nemt at nationalisere Maersks bank, for det er den absolutte magtelite i landet, som man træder på.
Men hvorfor dog nøjes med Danske Bank? SIFI bankerne og Nykredit sidder tilsammen på en kapital, som udgør over 300 procent af Danmarks BNP. I 2019:var BNP 2.321,5 mia kroner. Hvordan vil den danske stat bail out disse banker i tilfældet af endnu en finanskrise? Sidste gang den danske stat reddede Danske Bank fra bankens investeringseventyr i udlandet, måtte man låne 80 mia kroner i The Federal Reserve Bank til bankpakke 2. SIFI-bankerne udgør en systemisk trussel mod landets økonomi og er desuden en magtfaktor, som truer statens suverænitet. Der er ca. 1100 mia kroner i omløb i Danmarks økonomi. 95 procent af disse penge skabes af bankerne som gæld. Dvs. at bankerne styrer en pengestrøm i økonomien, som udgør ca. 1000 mia kroner. Det er mere end statens samlede udgifter i 2019. Alle disse penge er gæld. Danskerne har en samlet gæld på omkring 3200 mia kroner. Ifølge OECD svarer det til 282 procent af vores disponible indkomst - verdens højeste private gæld. Hvis man regner i forhold til BNP har vi verdens tredje højeste private gæld. Den gæld bliver aldrig betalt - og det er måske heller ikke meningen for gæld er magt. Kreditormagt! Men gælden kan ikke fortsætte med at vokse hurtigere end realøkonomien, for det kommer til at medføre stribevis af økonomiske bobler, som vil tære voldsomt på statens finanser. Der er kun to muligheder: En kraftig nedskrivning af gælden eller en nationalisering af i det mindste de største banker.
I dag har jeg offentliggjort en kronik, som handler om nationalisering af bankerne set i et historisk perspektiv.
https://solidaritet.dk/debat-nationaliser-bankerne/
Er der noget mere ulighedsskabende og utryghedsskabende, end private banker?
Ivan B L: Tak, og helt enig.
Vi ser her en fuldstændig afsløring af råddenskab hos de store. Det gælder for det første deres økonomiske transaktioner og dernæst af deres tomme moral. Det kan godt være, at det er umuligt at klare sig i det internationale samfund uden at benytte sig af skattely og kriminelle forbindelser, men så kan de jo bare sige det, og så tager vi den derfra. Det sker aldrig, og derfor har de deres mere eller mindre lyssky rundgange i samfundet og går til de andre riges fester og plejer omgang med kongehuset og toppen af kirken og militæret.
Men til vores fortrydelse har denne umoralske gruppe af ødelæggere aldrig været mere populære. Netop kirken, kongehuset og militæret. Folk vil have noget at tro på og nogle at se op til. Selvom Danmark er et af de mest ressourceforbrugende lande i verden, kan man ikke fortælle folk sandheden om vores overforbrug. De vil ikke høre det og får dag også fortalt, at alle gerne vil ligne os. Hvis det sker, kan man hurtigt se en ende på det.
Vi kan også lade pilen pege mod os selv. Hvorfor er det ikke lykkedes venstrefløjen at vinde kampen for er bæredygtige samfund?
S.U.
Man kan også spørge, hvorfor vi ikke har opdelt banksystemet i to dele: Sparekasser med tryghed og Lykkejægerbanker uden sikkerhedsnet?
"et etisk drevet og demokratisk styret alternativ til de private banker", som Pelle Dragsted øjner, har jeg også længe savnet.
Hvorfor give de privatejede banker monopol?
Heldigvis har vi jo allerede en bank som COOP Bank, men hvad skulle der være af være indvendinger mod en statsbank: Danske Statsbank - side om side med de privatejede banker - i fri konkurrence?
Fejl i sidste sætning ovenfor.
Der skulle stå:
Heldigvis har vi jo allerede en bank som COOP Bank, men hvad skulle der være af indvendinger mod en statsbank: Danske Statsbank - side om side med de privatejede banker - i fri konkurrence?
En statsbank har vi vel haft - Girobank?
@Jørgen Larsen: Ja, det fødtes jo ud af postvæsenets pengetransport: https://denstoredanske.lex.dk/GiroBank_A/S?utm_source=denstoredanske.dk&...
Præcis hvorfor den blev privatiseret, ved jeg ikke.
Er der argumenter imod en statsbank?
Gad vide, hvad en opinionsmåling ville vise.
@Arne Thomsen - Jeg har MEGET svært ved at se, der kan være nogle GODE grunde til at være mod en statsbank. Alle danske borgere bør pr. automatik have en konto og alle offentlig ydelser sættes ind på denne konto. For dem som ønsker det altså også en lønkonto.
@ Salget af DONG var allerede planlagt længe før S kom til magten.
Og det var valget af køber også.
Danske Bank var iøvrigt konsulenter på salget.@
Endnu mere grund til at S skulle have reageret og aflyst det. Det gjorde de som bekendt ikke.
Og husk nu hvem der stod i spidsen den sidste ende. Ansvaret har kun én ejer https://time.com/3638/denmark-government-goldman-sachs/
Man mærker Marx, Engels og Stalin rumle i baggrunden. Det kommunistiske manifest står endelig for sin virkeliggørelse. Selvom hele direktionen og formandskabet er udskiftet pga hvidvasksagen, kan man vel ikke regne med, at de vil gøre det bedre. Nej, ud med hele rosset og ind med et bonde og arbejderråd. Undskyld, jeg tror vi skal nøjes med et arbejderråd. Det bliver nok svært rekruttere i enhedslisten, men det kan være at DF kan træde til. Først skal man true med at inddrage deres banklicens så aktiekursen falder, hvorefter man kan pelse alle aktionærerne for en slik, de dumme svin, de kunne jo have sat deres pensionspenge et andet sted. Det er smart, det er hurtigt, det er et forslag der er en sand ideolog værdigt. Beundringsværdig forslag.
@Gert Friis Christiansen: Har du argumenter mod en statsbank?
Hvis den kan virke på almindelige markedsvilkår, ville det da sikkert være en god idet. Det var måden Pelle Dragsted ville overtage en eksisterende bank på, jeg fandt lurvet. At en bank optræder uetisk er slemt, når en stat gør det, er det en katastrofe. Jeg ejer selv en lille del af denne bank, og jeg er rasende over de sager, der dukker op, men jeg håber, at den nye ledelse gør noget ved de gamle sager. Det ville være en god ide, hvis man gik tilbage til den gamle opdeling, hvor bankens finansielle del blev friholdt fra den almindelige bankvirksomhed; så kunne den del jo gå ned, hvis de var for "smarte".
"Samtidig har en række kunder sagsøgt banken og kræver erstatning på 76 milliarder kroner"
Gad vide om han mener. at der er utilfredse amerikanske aktionærer, der har sagsøgt banken (og de øvrige aktionære) for 7,6 milliarder kroner? Seriøst?
Danmark skal ikke overtage Danske Bank, men derimod er en statsbank drevet på ordentlige og etiske principper en glimrende idé.
Dernæst skal der sættes meget hårdt ind overfor de private bankers pengeskabelse. Den skal ganske enkelt gøres ulovlig. Næsten alle penge i verden er skabt ud af den blå luft af de private banker, som gæld, der skal betales tilbage med afdrag og renters rente. Ifølge den engelske nationalbank er ca. 95 % af verdens penge skabt af de private banker som gæld. I Danmark skaber de private banker over 100 mia kr om året som gæld, der så påføres resten af samfundet. Det er nye bank penge skabt som gæld ud af den blå luft og penge, som gør alm. mennesker til gældsslaver.
Derfor skal der hele tiden være vækst i samfundet for at kunne betale af på gælden til de private banker. En gæld der hele tiden vokser og vokser. Kloden kan bare ikke holde til evig vækst. Det nuværende og syge finansielle system er en af de væsentligste drivkræfter til vækst paradigmet der konstant øger ressourceforbruget og driver klimaet og naturen ud over kanten.
Den finansielle sektors grådighed er den væsentligste drivkraft bag klimaforandringerne - når man træder et skridt tilbage og prøver at se det store billede.
Det er derfor altafgørende at få erstattet det nuværende finansielle system med et bæredygtigt alternativ. DET KAN KUN GÅ FOR LANGSOMT!!!