Plejefamiliernes vilkår skal i fokus, hvis flere anbringelser skal blive en succes

Det var med store forhåbninger for fremtiden, jeg så Mettes tale ved Folketingets åbning.

Med hendes nytårstale i erindring, hvor anbragte børn mere end nogensinde kom i fokus, og med udsigt til ny lovgivning, var det min klare forventning, at ’nogen’ – hvis ikke Mette, så måske Astrid – havde tænkt tanken, at når den nye lov iværksættes, skal der også være ordnede forhold i de plejefamilier, der skal modtage og drage omsorg for de udsatte børn.

Men ikke et ord om os eller børnene i åbningstalen.

Der er ellers nok at tage fat på. Vilkårene for at tilbyde sig selv og ikke mindst hele sin egen familie som plejefamilie er ikke lukrative. Familieplejere har ingen rettigheder og ingen opsigelse, ferie eller pension. Vi forventes at tilsidesætte alle egne behov. Arbejdstiden er 24 timer i døgnet, 365 dage om året, og nogle opfatter det som en forbrydelse, når vi kalder det et arbejde – vi er jo en familie.

Ingen tvivl om, at det er vi. En sammenbragt familie på godt og ondt, og vi elsker både det og vores to anbragte børn (på henholdsvis tre og otte år), som ikke er vores, men som er ’vores’ alligevel med alle de bekymringer, det medfører.

I vores familie har det været en forudsætning for at få verden til at hænge sammen, at mor altid er hjemme, og at far har fleksible arbejdstider. Vi står altid til rådighed. Bedst som man tænker, børnene er i skole, så ringer en pædagog og fortæller, at barnet er ’væltet’, eller barnet ringer selv og har brug for trøst. Vasketøj må vente, egentid sættes på pause.

Vi holder af vores hverdag, den har været sådan i mindst 25 år, men i takt med at arbejdsvilkårene bliver dårligere, og børnene får større behov, søger jeg forståelse for familieplejernes situation.

Vi har for eksempel lige været på efterårsferie. Når de daglige rammer skiftes ud med nye, bliver vores udsatte børn ofte urolige og ekstra krævende, og ferie er lig med overarbejde. Og overarbejde får vi ingen betaling for.

Godt arbejde, mindre i løn

Måske vil nogen læse denne opsummering af vores hverdag og tro, at det er det samme som for en ’almindelig’ familie.

Men forsøg at forstå, at ud over den evige frygt for, at vores børn kan blive ’hjemsendt’ (til de biologiske forældre, red.) når som helst (for man arbejder altid mod hjemsendelse, hvis det er muligt), er en hverdag med ’sårbare børn’ præget af hårde kampe, som jeg ikke kan komme ind på af respekt for børnenes privatliv.

Dertil hører, at hvert eneste nys, dårlige dage, dage med fremskridt, udgifter, samtaler, påtaler, skænderier og meget andet skal afrapporteres og ’bogføres’. Et fuldtidsarbejde som bogholder og sekretær ved siden af fuldtidsarbejdet som husmor – med lige så mange møder og lige så meget talen i telefon som hos en selvstændig direktør.

Det er ikke beklagelse, men et forsøg på at illustrere, at det ikke ’bare’ handler om at være en familie – hvilket i sig selv kan være udfordrende nok.

Jo bedre vi udfører vores arbejde – det vil sige, des bedre barnet trives – jo mindre bliver vores løn. Det skal forstås sådan, at jo sværere et barn er at passe, jo mere får man i løn – og omvendt. Det er ikke særligt motiverende. Hver gang vi lykkes, og barnet er i positiv udvikling, skal vi frygte at blive straffet økonomisk.

Det umulige valg

For at undgå denne situation har man i mange kommuner de senere år forsøgt sig med den såkaldte Aarhusmodel. Den betyder en fast lønramme i hele anbringelsesforløbet, hvilket burde skabe ro, så det er legalt med fremgang og udvikling for barnet, uden man bliver sat ned i løn.

Men modellen har nu gået sin gang gennem hele landet og har efterladt en strøm af familieplejere, der kun kan opleve den nye lønaftale som en spareøvelse, hvor stort set alle er gået betragteligt ned i løn – nogle op til 50 procent.

Gennemsnitslønnen i den model ligger på 20.000 kr. Og hvis man ikke tager imod det ’tilbud’, kan man jo bare ’aflevere barnet og sige op’. Det er derfor ikke uden grund, at familieplejernes fagforening, Socialpædagogerne, har måttet sende deres medlemmer til krisepsykolog. For hvordan håndterer man det umulige valg? Skal man for at beholde sit plejebarn acceptere kontrakten og dermed en elendig økonomi for sig selv og familien – eller skal man sige farvel til plejebarnet?

Det sker også, at børn skifter anbringelsessted, hvilket kræver en stor ekstra indsats for den nye plejefamilie, at der opstår store problemer i teenageårene, eller måske får barnet en diagnose, efter lønrammen er fastsat. Så er det rimeligt at værdisætte en arbejdsopgave, som ingen kender omfanget af, 18 år frem i tiden?

Så kære Mette og Astrid. Hvis udsatte børn skal placeres hyppigere og længerevarende i plejefamilier, skal der vel også være flere kompetente plejefamilier, der stiller sig til rådighed. Altså skal der drages omsorg for disse, og de skal have ordentlige vilkår i ansættelsen.

Vi plejefamilier har også haft travlt på grund af corona. Vi har haft overarbejde i hele perioden, hvor Danmark lukkede ned. Det får vi selvfølgelig ikke ekstra for. Men pyt så med det, bare vi ikke selv får corona, for sygemeldinger findes ikke i vores ansættelseskontrakt, ligesom der ikke er noget, der hedder pensionsordning. Så vi keep on going forever, evigt unge og med jernhelbred.

Lene Holmkvist er familieplejer.