Til dem, der ikke kender programmet Presselogen på TV 2 News, kan jeg sige, at det er et såkaldt ’magasin’, hvor et panel af danske chefredaktører hver søndag mødes for at tale om, hvor vanskeligt, men også spændende, udfordrende og helt enormt vigtigt for demokratiet, det er at lave avis, tv og radio – og især hvor høje etiske standarder de selv har, mens de gør det.
Søndagens udgave omhandlede radiovært på DR Mads Aagaard Danielsen. Eller rettere: Den handlede om den store artikel i Berlingske, der søndag trak bukserne af Danielsen.
Det viser sig nemlig, at Danielsen ikke bare har beværtet to af P1's mest populære programmer og ageret konferencier på det årlige event »DM i hadbeskeder«, han har også brugt en ikke ubetydelig del af sin tid på at chikanere og true en række kvinder og mænd.
Berlingskes artikel indsamlede Danielsens digitale brødkrummespor af hadbeskeder og bragte dem i avisen: »so«, »luder«, »jeg smider billeder af din fisse op på Facebook«, etc. Dokumentationen var så overvældende, at hovedpersonen via en kort udtalelse lagde sig ned. Han er nu hjemsendt.
Hvad mente chefredaktørerne om sådan en basker?
Jo, radioværten lød da som en ubehagelig fyr, men der var »ingen som helst begrundelse for at nævne vedkommendes navn«, sagde en stålsat Anne-Marie Dohm, chefredaktør på Radio4.
»Vedkommende har ingen cheftitler,« sagde hun og brugte ordet »vedkommende« 15 gange på under et minut. Vedkommende har ingen »indflydelse i samfundet«. Panelet nikkede.
En af Danmarks mest profilerede radioværter havde ingen reel magt, han bar ingen »gyldne kæder«. Programmet blev gennemført uden at nævne Danielsens navn, for sådan er TV 2’s politik. Det samme er tilfældet på Politiken og Jyllands-Posten, hvor han er reduceret til en »kendt radiovært«.
Uformel magt
Dansk journalistik er inficeret med en mærkværdig sygdom, der gør de smittede overopmærksomme på formel magt, men til gengæld totalt blinde over for uformel magt.
I politikerinterviews kan journalister være så kritiske, at de knap lytter til svarene. Men kommer en sanger eller en iværksætter forbi, kan man sagtens sidde klar i sofaen med te og duftlys.
Da Tommy Ahlers og Lars Kolind var erhvervsfolk, kunne de frit give den som guruer i det bløde tv-lys, men så snart de blev politikere, kom de kritiske spørgsmål.
Havde den kendte radio-vedkommende bare været et byrådsmedlem i Esbjerg Kommune, så havde det straks været en anden sag, forstås.
Det er absurd, for de fleste mennesker ved godt, at magt er andet og mere end muligheden for at stemme om love. Nogle af de største skred i historien – kvindekampen, borgerrettighedsbevægelsen – startede ikke med lovgivning, men med kulturkampe, ord og fortællinger.
Kunst og kultur skaber de fortællinger, vi lever på. Reklamer og rockstjerner former vores drømme og lyster, forfattere giver os et sprog, virksomheder påvirker vores behov.
Når vi fortæller historien om Danmark, nævner vi kulturpersoner som Grundtvig, H.C. Andersen og Brandes, fordi deres ideer har formet vores land.
»Det er,« som Anders Fogh Rasmussen engang bemærkede, »udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer.«
Således også med radioværter. Tine Bryld har formet en hel generations syn på sig selv, og hver uge er Mads og Monopolet scenen for danskernes samtaler om rigtigt og forkert.
Men i Presselogens forunderlige verden er den slags ikke rigtig magt.
Man efterlades med en grim fornemmelse af, at store medier som Jyllands-Posten, TV 2, Altinget, ja selv »Danmarks bedste kulturredaktion«, som Politiken ydmygt titulerer sig selv på deres hjemmeside, reelt ikke tager kulturen alvorligt.
De tror ikke på, at kultur kan ændre vores verden og vores bevidsthed, for troede de på det, sad de jo ikke i fjernsynet og forklarede, at en af landets mest profilerede radioværter bare er en lille magtesløs mus, der bør anonymiseres.
Det er ironisk, at netop Mads Aagaard Danielsen for et halvt årti siden var blandt stifterne af et »kritisk kulturmagasin«, Doxa. Bombastisk bekendtgjorde magasinet dengang, at al dansk kulturjournalistik var servil, og at de nu fandeme ville »drage kulturens magthavere til ansvar for deres beslutninger«, som det hed. Be careful what you wish for.
Doxa lukkede efter et år, men der er en vis poetisk retfærdighed over, at Danielsen nu er blevet offer for sine egne journalistiske principper. Hvis bare cheferne i fjernsynet ville tage kulturen lige så alvorligt.
Det her fik mig til at tænke på Tæskeholdet på P3 op til årtusindeskiftet.
Det var så vidt jeg husker ikke ligefrem public service i god omgangs tone og respekt mennesker imellem.
"Dansk journalistik er inficeret med en mærkværdig sygdom, der gør de smittede overopmærksomme på formel magt, men til gengæld totalt blinde over for uformel magt."
Tak, Christian Bennike! Så præcist kan det siges!
Ja tak det var lige hvad der manglede. DR har været tæerkrummende i deres flinke kritik af egne rækker.
Journalistuddannelsen burde være en universitetsuddannelse på kandidat niveau, i stedet for - som nu - en håndværksuddannelse.
Ikke et ondt ord om dygtige håndværkere, men en journalist burde have en grund-uddannelse i filosofi, sociologi, politik, økonomi og videnskabsteori. Det er desværre alt for ofte, at en journalist exponerer sin manglende viden inden for disse felter, når han/hun interviewer eller beskriver en situation i samfundet.
Det virker ofte som om journalisten kun har lært, at hun/han bare skal stikke mikrofonen op i hovedet på den person, der bliver interviewet, stille barske spørgsmål, og absolut ikke lytte til de svar, der rent faktisk bliver givet.
Når Berlingske og BT - og de sociale medier - allerede havde været ude med navnet på den grænseoverskridende vært, er det da hyklerisk at lade som om det stadig betyder noget for anonymiteten, at hans navn forbliver ukendt i Presselogen og deres egne aviser..
Det er et underligt fantasiland, visse chefredaktører stadig lever i.
En mands sms gør ingen vinter endsige "Kultur". Det er overstyring , Bennike er ude i ; og helt afsporet når han tager AFR som sit sandhedsvidne..
MÅD sættes ikke i offentlig gabestok , tak for TV2 for det. Etikken heromkring er der nogle kan lære af....
Konteksten for MÅD ko.munikationen kender vi intet til og det er jo; "tonen som skaber melodien"!
På mig virker det som om pressen først og fremmest er manisk optaget af sig selv.
P.S. Personligt stoler jeg kun på ATS og RokokoPosten.
Tak, det har været fuldkommen tragikomisk at iagttage, hvordan journalistikken over et par tiår er degenereret ved ikke at beskæftige sig med andet end den kedeligste magtbase af alle: politikerne, der jo ret beset først og fremmest skal fodres med det, der sker i de andre mangfoldige fora i samfundet og lovgive derefter.
Hvis man skal pege på den vigtigste årsag - udover det fuldkommen lammende greb, den nye DJØF-herskerklasse med sin radikale samfundsomvæltning igennem regnearket har udsat os for - så er det den manglende forståelse for ordets magt, der selv i de kredse, der lever af ordet: medierne og journaliststanden, er blevet bagatelliseret, så sent som i dag i endnu en bizar klumme af Åsa Lindenborg.
Tøhø, meget godt set alligevel og lugtet: "The og duftlys" i de bløde sofaer. Medierne fungerer på nogle trivielle Old School fortælleformer, der er en del af det problem, de skal være et tænksomt korrektiv til. Vi kender "præsidentvalgkamp" metaforen, "de to duellanter". Og vi kender de mandlige iagttagere og kommentatorer, som straks råber intern 'magtkamp' og billedredaktøren fodrer automatpiloten og lægger to portrætter op. Vi venter på nyheden om at det kan være så meget mere oplysende og afdækkende.
@ Ib Christensen
Men det var fand'me sjovt :-)