Kronik

»Du er for pylret«, må ikke være svaret på forældres kritik af daginstitutioner

»Det er dit behov, ikke dit barns« er et af de modangreb, pædagoger retter mod forældre, når de ytrer sig kritisk om daginstitutioners praksis. Når kritik afvæbnes og returneres på den måde, opgiver forældrene, og problemerne efterlades uløste, skriver syv repræsentanter for Kulturkritisk Forum i denne kronik
»Vi må vælge kritikken frem for stilheden, hvis vi ønsker muligheden for reel indflydelse på – og indsigt i – den hverdag, vores børn lever i i de danske daginstitutioner,« skriver dagens kronikører fra Kulturkritisk Forum.

»Vi må vælge kritikken frem for stilheden, hvis vi ønsker muligheden for reel indflydelse på – og indsigt i – den hverdag, vores børn lever i i de danske daginstitutioner,« skriver dagens kronikører fra Kulturkritisk Forum.

Jakob Dall

30. oktober 2020

Når offentligt ansatte ytrer sig kritisk om kritisable forhold og praksisser, afvæbnes kritikken på forskellig vis, ofte i form af et modangreb. Det har sociologen Rasmus Willig vist i sin bog Afvæbnet kritik

Det er vores fornemmelse, at det ligeledes er forbundet med en risiko og et dilemma for forældre at ytre sig kritisk om daginstitutionspraksisser over for pædagogerne.

Derfor har vi i en rundspørge på kulturkritiskforum.dk og i facebookgrupperne ’Familieliv – uden filter’, ’Ifavnsk Forældreskab’, ’Moderne hjemmegående forældre’ og ’Hjemmegående Ifavnske Forældre’ stillet forældre spørgsmålet: »Hvilke typiske svar har du fået af pædagogerne, når du har ytret dig kritisk eller sat spørgsmålstegn ved en institutionspraksis?«

Ud af de cirka 100 forældre, der har svaret, fortæller de fleste, at de oplever, at kritikken ikke imødekommes, men returneres, og nogle har sågar oplevet, at den kritiske ytring bliver genstand for magtmisbrug i form af en underretning af forældrene til kommunen.

Det viser, at den afvæbning af kritik, som pædagoger oplever, måske også videreføres til forældrerelationen.

Mange af de svar, som vi har fået fra adskillige forældre, giver en indsigt i de institutionelle rammer, praksisser og børnesyn, som ikke blot er enkelttilfælde, men mere en kultur, der eksisterer i mange småbørnsinstitutioner.

Effektivitet før omsorg

Børn har brug for tryghed og nærhed, da det er forudsætningen for deres udvikling. Så længe barnet ikke er trygt, vil det bruge al sin energi på at forsøge at blive det – alle andre behov går så at sige på standby. At agere tryg base som forældre og pædagoger – tryg tilknytning – er derfor en vigtig forudsætning for, at barnet kan trives, lege og udforske både derhjemme og i daginstitution.

Men det gennemgående i svarene fra vores rundspørge viser, at når forældre agerer tryg base for barnet, sygeliggøres det af pædagogerne.

Forældrene får som svar, at de projicerer deres egne følelser over i barnet, som om barnet ikke har selvstændige følelser, men i stedet blot fungerer som et tomt kar. I de tilfælde underkendes forældrenes tolkning af barnets signaler.

Sådanne svar lyder eksempelvis: »Vi kan jo ikke få en relation til ham, når du er her, for så vil han jo altid søge dig,« »Det er mest hårdt for mor,« »Han skal jo ikke vænne sig til, du er her, så bliver det bare sværere, når du går,« »Det er dit behov, ikke dit barns,« »Du risikerer at gøre hende afhængig af dig,« »Vi kan først lære dit barn at kende, når du ikke er her,« »Barnet skal lære at finde trøst hos pædagogen,« »Han er ikke ked af det, han vil bare bestemme.«

Svarene på kritikken vidner også om, at der eksisterer en udbredt praksis i mange daginstitutioner, hvor omsorg ligger under for effektivitetslogikker.

Hvis adskillelsen ved indkøringen i institution eksempelvis er svær for barnet, er muligheden for en længere indkøring, der understøtter barnets tilknytningsbehov, nærmest umulig eller kræver megen vedholdenhed fra forældrene.

Nogle af de svar, forældrene fortæller os, at de fik, lød: »Vi plejer kun at bruge en uge på indkøring,« »En indkøring behøver ikke at tage mere end tre-fire dage,« »Sådan er vilkårene, det er bestemt fra politisk hold,« »Det passer ikke ind i vuggestuens rutiner,« »Vi må holde et møde, der er noget galt, siden du ikke bare vil gå,« »Det er ufedt for de andre forældre at se dig blive så længe inde på stuen,« »Skal jeg ikke bare tage hende, så vi kan få det overstået?,« »Din datters ulykkelighed, når du går, er en magtdemonstration,« »Nåh, du kan ikke gå fra ham, når han græder?« og »Så længe du er der, vil din datter ikke søge os.«

Opfordring til ammestop

Adskillige af de svar, vi har fået fra forældre, handler også om, at amning er ilde set i mange institutioner, og at dette syn i værste fald, ifølge forældrene, kan føre til ammestop. Enten ved direkte opfordring til ammeophør, eller fordi amning er forbudt på institutionens arealer.

Det er bemærkninger som: »Det kan opfattes anstødeligt, når du ammer her,« »Du har ammet for længe,« »De andre børn vil drille ham, hvis du ammer ham, når du henter ham« og »Du må stoppe med at amme hende.«

Hvis omsorg og tilknytning er underlagt effektiviseringslogikker, kan der meget vel opstå en situation, hvor lige netop disse behov bliver negligeret. Dette er problematisk, fordi det er pædagogernes største forpligtelse at sikre barnets behov for omsorg og tryg tilknytning, så barnet kan trives i daginstitutionen.

Man kan også spørge, om ikke denne mangel på viden om og direkte modarbejdelse af tryg tilknytning, gør det vanskeligt at skabe en tryg tilknytning mellem pædagog og barn. For hvis tryg tilknytning sygeliggøres af pædagogerne, hvordan skal en tryg tilknytning så etableres for barnet i institutionen? Og hvis den trygge tilknytning mellem barn og forældre også sygeliggøres, hvordan påvirker dette så relationen mellem barn og forældre?

Tag konflikten

Svarene viser, at kritikken oftest returneres til forældrene: »Du er førstegangsmor, og det er dine følelser, der står i vejen for en hurtig indkøring,« »Du er for pylret,« »Det er din egen skyld, at din datter er så sensitiv og derfor har en svær indkøring,« »Det er dine følelser, ikke dit barns,« »Du skal ikke lade dine behov gå ud over barnets behov,« »Du er fjollet,«, »Du er for meget,« »Det er også bare dine morfølelser,« »Førstegangsmødre er ofte alt for overbeskyttende« eller »Tror du ikke, du har brug for psykologhjælp?«.

Bivirkningen ved en sådan afvæbning af kritik bliver, at man vægrer sig ved at udtrykke sig kritisk, fordi det fører til et modangreb. Det betyder, at man måske resignerer og indordner sig, eller i det stille forsøger, som pædagog, at finde en anden arbejdsplads, eller som forælder, at finde en anden daginstitution til sit barn. Men når vi som forældre eller pædagoger trækker os tilbage, tager barnet eller os selv ud af institutionen for at undgå kritikken, efterlades problemerne uændret.

Og når vi som mennesker ikke kan udtrykke os kritisk – men må undertrykke vores kritiske tænkning og intuitive fornemmelser – har det ikke blot en psykologisk konsekvens i form af ’moralsk stress’ hos den enkelte, men konsekvenser for hele den kultur, der er indbefattet af tavsheden. Det er netop Willigs pointe. Konsekvensen af tavshedskulturen bliver, at vi som samfund ikke får indsigt i de kritisable forhold, og disse bliver derved selvforstærkende, hvis modangrebet internaliseres af forældrene og bliver til en selvkritik frem for kulturkritik (’der må være noget i vejen med mig eller mit barn og ikke institutionspraksisserne’).

Derfor må vi som forældre have modet til at kritisere daginstitutionspraksisser, herunder børnesyn og rammer, også selv om det er forbundet med en risiko. Men modet kræver i høj grad, at vi står sammen om kritikken, sådan at kritikken ikke bliver et individuelt, men et kollektivt anliggende. For det er individualiseringen af kritikken, som gør, at afvæbningen af kritikken kan stå uimodsagt hen.

Vi må vælge kritikken frem for stilheden, hvis vi ønsker muligheden for reel indflydelse på – og indsigt i – den hverdag, vores børn lever i i de danske daginstitutioner.

Manja Holmelund Simonsen studerer moderne kultur og kulturformidling og er ambassadør for Kulturkritisk Forum

Camilla Fredsgaard er bachelor i religionsvidenskab og ambassadør for Kulturkritisk Forum

Sabina Hedegaard er folkeskolelærer og ambassadør for Kulturkritisk Forum

Anil Katrin Abildgaard studerer jura og er ambassadør for Kulturkritisk Forum

Siff Marie Sahlholdt er kandidat i engelsk og retorik og ambassadør for Kulturkritisk Forum

Anne Damgaard er jurist og ambassadør for Kulturkritisk Forum

Mie Wedsgaard Storm, filosof og stifter af Kulturkritisk Forum.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Estermarie Mandelquist
  • Viggo Okholm
Estermarie Mandelquist og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er gammel pædagog med 35 års erfaring og er nu 75 og kommer stadig som som frivillig i en institution som guitarspillende snag og rytmik fidus.
Ja jeg har haft alle rollerne stuepædagog. souschef, TM og leder samt praktikvejleder.
Når jeg læser det her må jeg med skam tilstå at jeg kan genkende disse sætninger og krumme tæer.
I min tid var jeg nok m meget forældrevenlig d.v.s. de måtte være der og snakke og deltage og det at ordne d verdenssituationen uden pædagogsnak giver rigtig meget.
Men pædagoger er forskellige helt som forældre er, og det er en balancegang omkring tryghed for alle parter.
Børns behov for tilvænning er uhyre forskellig og det kan tage fra få timer til måneder.
En af de regler jeg altid forsøgte at lære forældre var: Hvis du siger at nu går du så skal du gøre det uanset barnets reaktion. Det er så den ansattes forbandede pligt at fortælle ærligt hvordan det er gået og give forældreren lov til at ringe.

Anina Weber, David Zennaro og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Citaterne fra pædagogerne vidner måske bl.a. om en faglig arrogance, som der efter mine erfaringer på området hverken er belæg for qua uddannelse eller praksis. Jeg har stadig til gode at opleve kronikkens problemstillinger sat på dagsordenen af den faglige ledelse i institutionen til drøftelse i personalegruppen.

Morten Dalsgaard

Tak for en god kronik. Jeg har tænkt tanken mange gange både som forælder og lærer i indskolingen. Dog tror jeg også effektiviseringslogikken kommer et sted fra. Der er virkelig for få hænder i daginstitutionerne og de pædagoger der er har meget sjældent tid til at reflektere sammen over praksis.

Rikke Nielsen, Anina Weber og Julie Bjerrum Fischer anbefalede denne kommentar
Mads Hasle Laursen

Som pædagogstuderende, vil jeg sige det er en interessant debat.

Det er en interessant debat. Nej det handler ikke om at være pylret. Der skal selvfølgelig være plads til kritik af den måde vi tænker dagtilbud og ikke mindst pædagogik. For nej, det er ikke er en optimal måde som dagtilbud fungerer i dag.
Det er ikke optimalt, et godt eksempel er f.eks normeringer. Normeringer er i dag, er hverken optimal for børn eller voksne. Børn oplever at voksne ikke har tid til at være direkte nærværende eller har altid har mulighed for at være dybt fokuseret i det som barnet er interesseret i. Samtidig oplever fagpersonale at være stressede og at der ikke er mulighed for at kunne forholde sig til det enkelte barn. På den måde giver det mening at kritisere den måde dagtilbud tænkes idag, ikke fordi det er skidt med dagtilbud, men fordi det er skidt med den måde vi driver dagtilbud på i dag er dårlig.

Vi skal selvfølgelig ikke som fagpersoner gå ind og definere hvordan der skal leves i hjemmet. Man kan sætte retningslinjer i institutionen, men ikke i hjemmet

Bevægelsen om "hjemmepasning" eller "omsorgsrevolutionen" er selvfølgelig en bevægelse af folk som kommer med de bedste intentioner og med rigtig fornuftige værdier. For ja, majoriteten af børn bruger for meget tid væk fra hjemmet fra en alt for tidlig alder.
Det er en bevægelse som bygger på tilvalg om hvordan familielivet skal leves. Men samtidig er det en bevægelse som også er blind overfor sine privelegier. Det er f.eks primært folk med en høj social kapital, mulighed for fleksible arbejdstider eller kan leve af en indkomst.
Eller som vi snakkede om igår har en lav forståelse for at det ikke er alle der har mulighed for at vælge at holde sit barn hjemme, det kan f.eks være områder som et led i "Et danmark uden parallelsamfund. Ingen ghettoer i 2030" hvor familier bosatte i afgrænsede boligområder, er tvunget til at sende sine børn i institution.

Mads Laursen.
Helt ok problemstilling du reflekterer over her, men jeg synes ikke det er pointen i artiklen.
Som jeg læser det er det den manglende anerkendelse af den det nødvendige fællesskab personale og forældre.
Den mangel kan skyldes de pressede normeringer og læringskrav og dokumentation for alt, og så vores BUPLs, som jeg stadig er medlem af fremhævelse af faglighed og ekspertise.
Det vi mangler er den gode kemi mellem forældre og personale generelt og nogen steder.
Der er forældre som er kværulanter og der er pædagoger som er faglig snobbede, men der er mange nuancer. Men skal denne tid indtil skolen være givende og harmonisk hele vejen, må ønsket om at se forældrenes hæle mere end deres tå være fuldstændig udelukket som holdning..
Men alle har ikke lige god kemi og her må man så tale sammen om at erkende det og handle derefter.

Erik Henningsen

Et gratis råd til alle, der ønsker muligheden for reel indflydelse på – og indsigt i – den hverdag, deres børn lever i i de danske daginstitutioner: Gå med i forældrebestyrelsen! Det er her forældrene bl.a. bestemmer principperne for institutionens arbejde og er med til at beslutte, hvordan samarbejdet mellem institution og forældre skal være.
Jeg har ingen grund til at betvivle, at de mere end halvdelen af de ca. 100 forældre, der på specifikke hjemmesider fortæller om dårlige oplevelser i deres børns institution, faktisk har haft dårlige oplevelser. Og må jeg derfor straks på min stands vegne beklage (jeg er daginstitutionsleder), at nogen ikke har gjort deres arbejde ordentligt. Det er ikke i orden.
Men det er nok heller ikke helt i orden, at man på baggrund af udsagn på en håndfuld specifikke hjemmesider fra "mere end halvdelen af ca. 100 forældre" konkluderer, at der eksisterer en særlig børne- og forældrefjensk kultur i mange småbørnsinstitutioner.
Jeg ved ikke, hvor mange forældre man skal spørge, for at få et retvisende billede af kulturen i danske daginstitutioner, men jeg ved, at der er ca 240.000 børn i institutionerne. Der er altså en del forældre, der ikke har svaret på de spørgsmål, der bliver refereret til i kronikke.
Har man mod på at få et andet perspektiv på, hvordan forældre oplever samarbejdet med pædagogerne i institutionerne, kan jeg anbefale, at man læser undersøgelse Samarbejde mellem forældre og daginstitutioner, som Danmarks Evalueringsinstitut udgav i 2016. Jeg advarer - det kan være ubehagelig læsning for folk, der ikke kan lide nuancer.

Carsten Munk, Anina Weber og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar