Klumme

Vi skal kunne rumme Frank Jensens genmæle. Faktisk er det sådan, vi kommer videre

Jeg drog et lettelsens suk, da Frank Jensen tog til genmæle efter sin afgang. Man kan mene om den konkrete sag, hvad man vil, men det er vigtigt, at der er en dialog i disse sager, og at vi hører begge parter. Kun sådan får vi muligheden for at lære, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
»I retsløse domfældelser, som de her sager er, ville det være rart, hvis den anklagede også bliver hørt. Ellers tager ingen ved lære, og vi kommer ingen vegne. Hvis ikke der er en dialog, så er der ingen grund til at lytte til en sag, der har flere involverede,« skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i denne kommentar.

»I retsløse domfældelser, som de her sager er, ville det være rart, hvis den anklagede også bliver hørt. Ellers tager ingen ved lære, og vi kommer ingen vegne. Hvis ikke der er en dialog, så er der ingen grund til at lytte til en sag, der har flere involverede,« skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i denne kommentar.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

29. oktober 2020

Det bedste, der er sket på de seneste ugers danske medieflader, er Frank Jensens modsvar efter sin afgang. Man kan mene, hvad man vil om selve anklagerne. Det er muligt, at han lyver. Det er muligt, han ikke har taget ansvar for handlinger, der helt åbenlyst ikke passede sig for hans position. Men at han tager til genmæle får mig til at drage et lettelsens suk. Det er altså muligt at svare tilbage. Det er sjældent, det sker. De fleste skandaleramte forholder sig tavse, indtil sagen er drevet over, og hvor de så nogle år senere kan snige sig tilbage i et nyt job, muligvis med rester af æg i håret, men tildelt en ny chance.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Bødtcher-Hansen
  • Christian Mondrup
  • Gert Friis Christiansen
  • David Zennaro
  • Hans Larsen
  • Ete Forchhammer
Claus Bødtcher-Hansen, Christian Mondrup, Gert Friis Christiansen, David Zennaro, Hans Larsen og Ete Forchhammer anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Denne bølge af #MeToo-beretninger fra diverse brancher, inklusive politik, har vist med al ønskelig tydelighed at retssystemet i praksis ikke har leveret retfærdighed hvad angår sexchikane. Det er et stykke helt nødvendig kontekst for at forstå noget som helst af hvad der foregår.

En anden relevant observation er at det ikke er nødvendigt at deponere hjernen hos en domstol for at drage sociale og politiske konklusioner af sociale og politiske forviklinger. Vi har faktisk lov til at konkludere at nogen er et dumt svin som vi ikke vil have noget at gøre med, og det har altså ikke noget at gøre med retssikkerhed som sådan. Ja, shitstorms kan have uheldige konsekvenser, uhensigtsmæssige, tragiske og brutale endda, men retssikkerhed handler altså ret beset om sikkerhed mod at blive pålagt retslige konsekvenser på retsligt uholdbart grundlag, ikke om sikkerhed mod enhver form for konsekvenser af sine handlinger.

Eva Schwanenflügel, Steen Obel og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Steen Simonsen

Jeg er meget enig i at det er vigtigt at begge parter i en sag bliver hørt. Men det er hårde odds i en senstionshungrende og dømmende presse for den "dømte" at træde frem. Så derfor er det både modigt og vigtigt at Frank Jensen tager til genmæle
jeg savner en henvisning til, hvor det er Frank Jensen tager til genmæle.
Derimod er jeg meget uenig i at : "Men en god leder er også – det er i hvert fald min sorgmuntre erfaring – en leder, der tør være hård." Dette er ikke et demokratisk syn der bygger på ligeværd.
Drømmen om, håbet og kravet om den retfærdige, empatiske og hårde leder er forkert.
Det er i hierarkiet, hvor nogle tildeles magt til at være hård, at kimen til og grunden for en krænkelseskultur er. Krænkelser som er sociale, etniske, kulturelle, økonomiske og kønslige.
Kæmp mod det hierarkiske ledelsessamfund og for demokrati og ligeværd.

Troels Ken Pedersen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar

Skribenten forsøger sig med et angiveligt "psykologisk blik" på "taberne i de to": gramseren og den begramsede. Hvis betragtningen har rod i psykologisk litteratur savner jeg en reference; men måske er det blot skribentens indre karrieremenneske, der søger en lidelsesfælle - og projektion som psykologisk forsvarsmekanisme kan bestemt udsættes for et fagligt psykologisk blik.

Her i familien savner vi at se den angerfulde, gerne sønderknuste, halvgamle, hvide magtmisbruger bryde grædende sammen i fortrydelse over sine usle gerninger.

Ole Eskesen hvis man skal bryde grædende sammen i anger og fortrydelse over en hånd på et lår hvad skal man så hvis man har overtrådt straffeloven, kørt for stærkt, løjet, arbejdet sort, sagt noget grimt eller overstegt juleanden?

Marianne Jespersen

I Japan bryder man traditionelt grædende sammen. Det er helt traditionel rituel " undskyldningskultur". Hverken på det politiske eller sexistiske plan har det medført bedre opførsel i Japan.
I stedet for den slags, som vi allerede har set en tendens til på forskellige områder kan vi håbe på at man fremover lægger vægt på almindelig ordentlig opførsel, så det kan blive det politiske indhold, der bestemmer hvem der bliver valgt som leder

Doris Dethlefsen

Jeg synes det er ligegyldigt i den store sammenhæng, hvad selverkendte krænkere som Frank Jensen og Morten Østergård kommer med af kommentarer til deres situation.
Det der udspilles for vores øjne lige nu er ikke en juridisk domfældelse af krænkere. Og at trække retssikkerhed frem som et argument er i Frank Jensens tilfælde hyklerisk. Han har erkendt sine handlinger.
Der er tale om en kulturrevolution, og alle ledere fremover skal tage sig af sexisme sager, der lander på deres bord. Ligesom alle medarbejdere og ledere skal implementere en sexismefri kultur på arbejdspladsen, i organisationer og partier mv. - alle steder hvor der er hierarkier og magtrelationer.
Noget andet er, at krænkere selvfølgelig skal kunne være en del af samfundet fremadrettet, når de har erkendt at indgå på den nye kulturs præmisser.
At blive ramt af mediernes ubarmhjertige behandling kan alle forstå må være hårdt, men det kan ikke være anderledes, således som MeToo udvikler sig.
Når der om lang tid er en anden kultur uden sexisme på de danske arbejdspladser, vil vi kigge tilbage på den igangværende debat og have lært, at det nytter at sige stop for krænkende adfærd, når tilstrækkelig mange gør det.

Ja, Ete Forchhammer. Katrine Wiedemann lyser. (Se evt. min kommentar under Inf. interview med Åsa Linderborg i gårsdagens avis, 28.10.2020; da havde jeg ikke læst denne livgivende klumme).

Godt at få din reaktion, Steen Simonsen, spørgsmålstegn sat ved KWs ord om den gode leder. Læg mærke til indskuddet hos KW: "Men en god leder er også – det er i hvert fald min sorgmuntre erfaring – en leder, der tør være hård." Det ville være fint at høre jer udveksle erfaringer, måske fra helt forskellige felter/arbejdspladser. Går det at sammenligne fx kunstnerisk lederskab à la KW med lederens betydning på en skole, et hospital, et rådhus, i et politisk parti? Jeg ved det ikke. Jeg selv er så inderlig langt fra KWs arbejdsfelt, teateret, hvor der produceres kunst. Men har ofte spekuleret og vel også spurgt nogen ang. fx visse notorisk berømte og berygtede dirigenter: Hvad har deres tyranniskhed betydet for den kunst, de fremkalder og som publikum elsker at høre? hvor vi ved, at tyrannen har ødelagt menneskers både kroppe og sjæle? Eller spurgt fra en anden vinkel: Hvordan defineres hårdhed? Den hårdhed hos en leder, som KW taler om, og som hun finder kan være nødvendig, behøver den være af ødelæggende art (devastating)? Jeg kan naturligvis kun med glæde tilslutte mig din slutsats: Kæmp mod det hierarkiske ledelsessamfund og for demokrati og ligeværd.

Du savner en henvisning. Jeg ved desværre ikke, præcis hvad det var for en udsendelse, jeg zappede hen på, og hvor jeg så Frank Jensen i samtale med fjernsynsfolk. Jeg ved ikke, om det er det modsvar, KW refererer til.

Steen Simonsen, du spørger, hvor Frank Jensen tager til genmæle. Jeg forstår via Mennesker og medier (P1 lige nu), at det er i DR1 Aftenshowet 26. oktober.

Ulla Nygaard man kan roligt skrue lidt op for følelserne, når man ærligt undskylder usømmelig adfærd, hvilket køkkenskriverens stegning af juleand m.v. trods alt ikke kan takseres som. Og vores klamme magthaver gjorde sig skyldig i flere frækheder end at rage på damelår. Katrine Wiedemanns lettelsens suk over at høre en magtfuld politiker hælde vand ud af ørerne deltager jeg ikke i dragningen af. Højst et suk.

Ole. Jeg synes vi skal inddrage bagtale i disse sager. Alle de ting der bliver sagt i det skjulte rundt omkring på kontorer bag andre menneskers ryg. De mennesker burde også blive sat i offentlig gabestok og udstillet.