Klumme

Rune Lykkeberg: #MeToo er en arbejdskamp

Efterårets vidnesbyrd om overgreb på arbejdsmarkedet afslører en krise for den danske model og kammeratskabet på de danske arbejdspladser. De demonstrerer også, at fælles regler og organisering er en forudsætning for personlig frihed, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i denne klumme
»Har fagbevægelsen, som traditionelt har været sit eget patriarkat i Danmark, forstået, at deres klassekamp også er en kvindekamp?« skriver Rune Lykkeberg i denne leder.

»Har fagbevægelsen, som traditionelt har været sit eget patriarkat i Danmark, forstået, at deres klassekamp også er en kvindekamp?« skriver Rune Lykkeberg i denne leder.

Nils Meilvang

24. oktober 2020

Hvis der er én ting, som alle plejer at hylde og fremhæve som en helt særlig indretning i Danmark, så er det den danske model på arbejdsmarkedet.

Modellen bygger på, at arbejdsgivere og arbejdstagere sætter sig sammen, forhandler om regler og rettigheder og i fællesskab formulerer en lokal forfatning, vi kalder overenskomsten. Den sikrer, at arbejdstagerne har indflydelse på betingelserne for deres arbejde og prisen på deres arbejdskraft, og den tilstår arbejdsgiverne ledelsesretten. Forudsætningen for overenskomsten, som er et klassekompromis mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, er, at arbejdstagerne er kammerater, der sammen sikrer ordentlige vilkår for hinanden.

Men de seneste ugers flere tusinde vidnesbyrd om forulempelser og overgreb på det danske arbejdsmarked har blotlagt, hvor mange underordnede, der føler sig forsvarsløse og alene, når de bliver ydmyget af deres overordnede. Hvor mange, som ikke går til deres tillidsrepræsentanter efter overgreb, og hvor mange, som oplever, at deres krop ikke er beskyttet på deres arbejdsplads. #MeToo i Danmark afslører således en krise for den danske model og kammeratskabet på de danske arbejdspladser.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lisbeth Glud
  • Bjørn Pedersen
  • lars søgaard-jensen
  • Steen Simonsen
  • Jane Jensen
  • Thomas Tanghus
  • ingemaje lange
  • Viggo Okholm
  • Katrine Damm
  • Bent Gregersen
  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Anne Schøtt
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
  • Lise Lotte Rahbek
  • Brian Nocis Jensen
  • Troels Ken Pedersen
  • Poul Anker Sørensen
Lisbeth Glud, Bjørn Pedersen, lars søgaard-jensen, Steen Simonsen, Jane Jensen, Thomas Tanghus, ingemaje lange, Viggo Okholm, Katrine Damm, Bent Gregersen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Anne Schøtt, Steffen Gliese, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Brian Nocis Jensen, Troels Ken Pedersen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Simonsen

Helt enig i at kvindekamp er klassekamp og klassekamp er kvindekamp
Men dette er ikke et slogan der siger mee too bevægelsen noget
Grundlaget for krænkelser af arbejderen ( demokratiske, personlige, racistiske,sociale, og seksuelle) er i det hierarkiske og individualistiske ledelsessamfund som er opbygget www
I det perspektiv er det grotesk og forkert, når sloganet for mange i mee too bliver mere ledelse
Opgøret mod krænkelser også seksuelle rækker langt ud over det, men den debat udspringer på ingen måde af mee too bevægelsen
Mee too ønsker sig det rene puritanske ledelseshierarkiet
Et uhyggeligt fata morgana
Kvinder og mænd, arbejdere, studerende og pensionister må sammen slås for mere demokrati og ligeværdighed i samfund som på arbejdsplads og i studier og skole. Det vil fjerne grundlaget for krænkelser

Estermarie Mandelquist, Hanne Ribens, Ea Movang, Viggo Okholm, Birte Pedersen, Hanne Utoft, Bent Gregersen, Finn Sørensen, Ole Henriksen, William Mannicke, Eva Schwanenflügel og Marianne Jespersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Arbejdsgiverens ledelsesret er et udemokratisk monstrum.

Det forstærkes af, at der i regi af offentlige arbejdspladser er dobbeltorganisering, dvs at ledelsen og medarbejderne er organiserede i samme fagforening, fx BUPL.

Derfor er det fuldkommen umuligt at fyre en leder, der er uduelig, eller kører efter mobning og chikane.

Det er ALTID medarbejderen, der må fortrække til et nyt job, medmindre vedkommende er så ødelagt, at det har medført psykiske lidelser, der sætter sig som langtidsledighed og eventuel deroute fra et almindeligt liv til overførselsindkomst.

Det er hvad der kaldes 'flexicurity', hvor arbejdsgiveren nemt kan fyre og hyre.
Men hvor medarbejderen mangler basale rettigheder om at kunne få en ordentlig behandling i ledighedssystemet.

- Man er ikke berettiget til sygedagpenge længere end til 22 uger
- Man er ikke sikret et job, men kan sendes i ulønnet praktik ad flere omgange
- Man kan ikke få revalidering til en ny uddannelse i mange kommuner
- Hvis man er så uheldig at havne i ressourceforløb, kan man se frem til at leve som syg af kontanthjælp, samtidig med at være udsat for kurser og arbejdsprøvninger i én uendelighed
- Man skal selv finde en psykolog, og selv betale for hjælpen.
- Selv om man har været indlagt på et psykiatrisk hospital med psykose, er man ikke undtaget Jobcentret.
Det samme gælder fx kræftpatienter.

Jeg kunne fortsætte i en uendelighed..

Fagforeningerne har svigtet big time, det samme har politikerne.

Estermarie Mandelquist, Hanne Ribens, Jane Jensen, Brian Nocis Jensen, Steen Obel, Thomas Tanghus, Carsten Munk, Erik Nielsen, ingemaje lange, Birte Pedersen, Katrine Damm, Hanne Utoft, Susanne Kaspersen, Ole Henriksen, Steffen Gliese, Egon Stich, Ruth Sørensen, Lise Lotte Rahbek, William Mannicke og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
William Mannicke

@Eva
Jeg er enig langt hen ad vejen, men lige et men:

Gennem de seneste mange år har mange lønmodtagere valgt fagbevægelsen fra.

Hvorfor skal vi betale til noget eller nogen, vi har jo alligevel samme løn og vilkår, som de fjolser, der betaler.
Desuden kan jeg klare mig selv, jeg kan sagtens selv forhandle løn, for jeg er både bedre og fortjener mere end resten af flokken.

Individualiseringen af samfundet og arbejdsmarkedet, og selv opfattelsen af at være noget helt særligt, har helt sikkert betydning for opfattelsen og manglende indmeldelser i fagbevægelsen.

Kun når krisen kradser, melder man sig ind, og da gerne i de gule, de jo billigere, og hvad skal jeg med solidaritet.

Om #Metoo ændre på dette, må tiden vise.

Solidaritet, evnen til at se sine egne interesser, som en del fællesskab med kollegers og andre lønmodtageres interesse, kræver et opgør med #Migselv kulturen.

Lisbeth Glud, Estermarie Mandelquist, Palle Jensen, Thomas Tanghus, Carsten Munk, ingemaje lange, Viggo Okholm, Birte Pedersen, Katrine Damm, Susanne Kaspersen, Ole Henriksen, Steffen Gliese, Egon Stich og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ William

Du har ret i dine betragtninger.

Men alligevel..
De Gule fagforeninger lukrerer på et grundlag opbygget igennem årtier.
Det er faktisk en skandale, at disse organisationer lukrerer på fagforeninger med overenskomst.

Lisbeth Glud, Estermarie Mandelquist, Brian Nocis Jensen, ingemaje lange, Viggo Okholm, Birte Pedersen, Katrine Damm, Bent Gregersen, Ole Henriksen, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og William Mannicke anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Der er meget stor forskel på en rigtig fagforening og en gul fagforening. Oftest har de gule fagforeninger meget ringe kendskab til forholdene i din branche og den gældende overenskomst.

Nogle kalder sig fagforening uden at organisere efter fag eller indgå overenskomster. Det er for eksempel Det Faglige Hus, ASE og Krifa.

De fleste overenskomster og aftaler med arbejdsgiverne indgås fredeligt, men kan man ikke blive enige, kan fagforeningen sige: Så vil vi ikke arbejde. Det kaldes at strejke. Og det er et stærkt våben.

De gule fagforeninger har fra starten valgt, at de ikke vil strejke og dermed ikke kæmpe for bedre forhold på arbejdspladsen."

https://www.3f.dk/bliv-medlem/hvad-er-en-fagforening

Estermarie Mandelquist, Erik Nielsen, ingemaje lange, Birte Pedersen, Katrine Damm, Bent Gregersen, Nille Torsen, Egon Stich, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek og William Mannicke anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Før vi holder op med at sætte 'kampen for flere arbejdspladser' over alle andre hensyn, kan kampen ikke vindes.

Estermarie Mandelquist, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Steen Obel og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Såvel mænd som kvinder udsættes dagligt for krænkelser på det danske arbejdsmarkede i mange forskellige situationer. Særligt, hvis du anses for at være den svage part. Tænker her ikke kun på krænkelser af seksuel karakter, men alle former for krænkelser som f.eks. nedladende tiltale, nedladende og unødvendige irettesættelser, tilsvining p.g.a. køn, race og religion og andet.

Men også over for ledige er den gal med al den kontrol og ikke mindst de ydmygelser og mistænkeliggørelse ledige er udsat for på landets jobcentre. Her er de nærmest sat i system. Og det samtidig med ledighed er nødvendig i et kapitalistisk markedsorienteret hieraki for at holde prisen på arbejde nede.

Mange af Jer kender sikkert til forskellige situationer.

- Så ja. Krænkelseskulturen er en del af arbejdskampen.

Lisbeth Glud, Eva Schwanenflügel, Jane Jensen, Steffen Gliese, Rikke Nielsen og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar
Steinar A. Klock

"Kameratskap" og "solidaritet" var muligens gode ideer når de ble lansert, men de ble aldri mer enn det - illusjoner! At "enhver er seg selv nærmest" er en naturlov på linje med tyngdekraften. Å koble #metoo sammen med "arbeiderfellesskap", er å innse at man ikke har skjønt begrepet i seg selv eller at #metoo ikke handler om annet enn forkastelig folkeskikk!
#methree og beste hilsen fra Steinar

Birte Pedersen

De gule fagforeninger er overhoved ikke en fagforening, det er en forsikring og som sådan burde det ikke være muligt at trække kontingentet fra i skat, vi kan jo heller ikke trække det vi indbetaler til vores respektive forsikringer fra i skat, det er logik for perlehøns i min optik.

Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Steen Obel, ingemaje lange, Steffen Gliese og William Mannicke anbefalede denne kommentar

der skal vel oprettes et debatforum hvor krænkede kan fortælle om deres oplevelser. Så er oplevelserne mere levende end bare at den skyldige er på tvbog sigr undskyld.

William Mannicke

Det kan godt være, det kræver et abstraktions niveau udover det vanlige, at erkende, at solidaritet,
faktisk er at være sig selv nærmest.

At være medlem af en overenskomstbærende fagforening, er faktisk, at være sig selv nærmest.
Sammen med andre står man i en langt stærkere forhandlingsposition, end hvis man er ene.
Det gælder krænkelser, chikane eller lønforhandling.

Er man medlem at en ”gul fagforening”, er man overladt til privat betalt rådgivning, (advokat eller ”fagforening”), i forhold til at rejse sager overfor arbejdsgiver.
En bitter erfaring mange medlemmer af ”gule fagforeninger” har gjort sig, når de er blevet præsenteret for ”takstkataloget” for rådgivning.

Så sådan kan man hurtigt få en pæn stor ekstra regning for at være sig selv nærmest. :-)

Palle Jensen, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Steffen Gliese og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

William Mannicke. Til lykke med dit selvovervurderede abstraktionsniveau; men det ændrer ikke ved at solidaritet betyder sammenhold - og man kan ikke holde sammen med sig selv. Jeg kan huske at fagforbundet HK i gamle dage havde et slogan, der hed: 'Først og fremmest synes vi, at du skal være solidarisk med dig selv'; men de havde jo heller ikke fattet en brik af klassekampen.

En af de institutioner, som Rune Lykkeberg ikke nævner - eller måske ikke kender - er Arbejdstilsynet, som er den samfundsmæssige 'politimyndighed' ift. Arbejdsmiljøloven. Arbejdsmiljøet har aldrig været særlig højt prioriteret af fagbevægelsen, som primært beskæftiger sig med løn- og ansættelsesforhold; men her er en lov, som (i hvert fald på papiret) beskytter mod f.eks. chikane. Arbejdstilsynet er imidlertid blevet systematisk reduceret igennem de sidste mange år; men arbejdsgiveren har i følge loven et objektivt ansvar for 'et sikkert og sundt arbejdsmiljø'.

PS. Information havde i gamle dage en journalist (Ebbe Sønderriis) som skrev om disse temaer - hvor jeg dog savner ham!

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Jane Jensen og William Mannicke anbefalede denne kommentar
William Mannicke

@ Steen Obel
Man kan jo vælge at misforstå, hvad man vil.
Min formulering tog udgangspunkt i Steinars indlæg.
Men man kan jo godt holde med sig selv, og andre på samme tid, sammenhold . ;-))
Jeg savner også Ebbe

William Mannicke

Og udover det, så hver eneste forbedring af arbejdsmiljøloven presset igennem af fagbevægelsen, ikke arbejdsgivere eller gule ”fagforeninger”.

steen ingvard nielsen

Det kan da godt være at du har ret, Rune Lykkeberg, indtil videre ser det ud til kun at være rød blok der har taget opgøret!

Privilegier og magt er blevet lovfæstede gennem generationer. Nu tror de privilegerede selv fuldt og fast på, at de har retten til det værdifuldeste, og de tror vitterligt på, at der skal findes magtfuldkommenhed.

#MeToo bygger sin succes på, at det er kendisser der træder frem, og deres overordnede der krænker, derved har bevægelsen haft så stor fremgang, og det er godt. Men så snart at overgrebene sker i mindre kendte kredse, mister medierne interessen, og så bliver det op af bakken. Den erfaring har vi alle andre erfaret i forbindelse med sager på arbejdsmarkedet. Derfor; hvis ikke min kamp er din kamp, hvis ikke vi alle støtter op om hinanden, så ebber #MeToo-bevægelsen ud til sidst.

Hvis man er et menneske på grænsen til en værdisættelse, er man et menneske uden værdi - ifølge de privilegerede - så tæller man ikke. Det viser de seneste ugers flere tusinde vidnesbyrd om forulempelser og overgreb på det danske arbejdsmarked. Men findes der mennesker uden værdi i dagens Danmark? Hvor finder vi værdifastsættelsen, og hvor er grænseværdien for magten?

Selv de journalister der er blevet en del af de privilegerede tror på, at det er naturgivne regler som styrer og som er sande. Deres ageren er sådan. Medierne sørger for at den hjemløse er væk fra de privilegeredes åsyn, og politikerne at tiggeren er væk fra gaderne. Alle kæmper med sandheden, men få lytter til andres kamp. I stedet for bruger de oftest deres egen tilværelse til at danne en almen sandhed, som dog ikke gælder for alle.

Prøv at lyt til hvad de privilegerede siger når de taler om deres lovfæstede ret til ulighed og de fattiges pligt til fattigdom. Spørg dig selv, hvor fik de den ret fra? Hvem skrev lovene, og hvilke politikere stemte dem igennem? De fleste formuer er arvede, fundamentet for magtuligheden er derfor værdifastsættelsen af et menneskeliv. Er det menneskeværdigt?

Et menneske på grænsen

Eva Schwanenflügel, Lisbeth Glud, Steffen Gliese og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar