Kommentar

Sexisme kræver fælles løsninger på hele arbejdsmarkedet – giv os en #MeToo-trepartsaftale

Når Danmark står i store kriser, træder regering og arbejdsmarkedets parter sammen for at finde løsninger. Det gjorde de under coronakrisen, og nu må de gøre det for at løse sexismekrisen. Problemet er for stort til at blive overladt til den enkelte ledelse, skriver socialdemokraterne Maria Gudme og Lea Friedberg i dette debatindlæg
Det socialdemokratiske regionsrådsmedlem Maria Gudme, som her står nummer to fra venstre, var en af initiativtagerne bag indsamlingen af 322 vidnesbyrd om sexisme og overgreb i dansk politik. Hun står her sammen med de tre andre initiativtagere, Freja Fokdal, medlem af De Radikale, Camilla Søe, medlem af Venstre, og Sigrid Friis Proschowsky, tidligere formand for Radikal Ungdom.

Det socialdemokratiske regionsrådsmedlem Maria Gudme, som her står nummer to fra venstre, var en af initiativtagerne bag indsamlingen af 322 vidnesbyrd om sexisme og overgreb i dansk politik. Hun står her sammen med de tre andre initiativtagere, Freja Fokdal, medlem af De Radikale, Camilla Søe, medlem af Venstre, og Sigrid Friis Proschowsky, tidligere formand for Radikal Ungdom.

Sofia Busk

Debat
15. oktober 2020

En ny politisk sæson er skudt i gang på en flammende platform. #MeToo har gjort sit indtog på Christiansborg, men debatten om opgøret med krænkende adfærd står ved en farlig skillevej. Det er altafgørende, at debatten når ud over Borgens tykke mure og manifesterer sig i reelle samfundsændringer. Det handler nemlig ikke kun om politikere, men om arbejdsmarkedspolitik for hele arbejdsmarkedet. Derfor skal regeringen og arbejdsmarkedets parter sætte sig sammen og finde løsningerne i en #MeToo-trepart.

Fra Folketingets talerstol talte statsminister Mette Frederiksen i sin åbningstale om nogle af de kriser, vi står over for: klima, corona, men som noget helt nyt også om sexisme. For det er en krise – en demokratisk, menneskelig og værdimæssig krise for vores land, når branche efter branche slår hul på bylden, og #MeToo-fortællingerne vælter frem efter at have været skjult i skam, skyld og frygt alt for længe.

Frederiksens bemærkning er et ekko af de råb, der har lydt i hele Danmark, fra skurvognen, fra mediebranchen og ja – også fra os, der med #EnBlandtOs samlede 322 kvinder i et fælles opråb om en sexistisk kultur i dansk politik: Der er brug for forandring. Denne gang, sagde Frederiksen, må det oprør, der er sat i gang, ikke nøjes med at blive en opdatering af medarbejderhåndbogen. Denne gang skal vi lave en kulturændring.

Vi ved, hvordan man gør

Det er vi enige i – der har været nok snak, nu kræver vi handling. Men mens der er nok af hensigtserklæringer fra ledere, fagforeninger og nu politikere, så bliver det for ofte ved de pæne ord, for hvad er egentlig løsningerne?

Imens de på fagforeningskontorerne, på Christiansborgs gange og i industriens bygninger står på hovedet i selv samme medarbejderhåndbog og slår knuder på sig selv for at regne ud, hvad de nu skal stille op med de sager, der eksploderer mellem hænderne på dem, så falder de gode løsninger og ofrene ofte mellem to stole. Men tænk, hvor meget vi kunne rykke, hvis vi nu i stedet for at famle alene stod sammen om at finde og implementere de gode løsninger.

Alle efterspørger løsninger, men bare rolig, vi behøver slet ikke prøve på at opfinde den dybe tallerken hver især. Vi har nemlig i den danske model en unik tradition for, hvordan vi løfter samfundets strukturelle udfordringer i fællesskab.

Når Danmark før har stået over for uoverskuelige kriser som flygtningestrømmen i 2015 eller for nylig, da coronaen skyllede ind over landet og truede vores sundhed og økonomi, da stod fagbevægelsen, industrien og politikerne sammen om at finde de gode løsninger for at passe på Danmark. Nu hvor vi endelig har indset, at Danmark står midt i en sexismekrise, der på samme måde truer både vores arbejdsliv og helbred, så ligger løsningen lige for. Arbejdsmarkedets parter skal sammen med regeringen sætte sig ned og udarbejde en #MeToo-trepartsaftale.

Parterne kan for eksempel mødes om at finde løsninger på, hvordan vi implementerer den #MeToo-konvention som den internationale fagbevægelse, ILO, fremlagde allerede sidste år. Her er en hel gaveregn af forslag til, hvordan man beskytter arbejdstagerne: fra faste procedureregler for chikaneanmeldelser til, hvordan man klæder retssystemet på til at håndtere sagerne og til at indrette arbejdsmarkedet på en måde, der dæmmer op for de skæve magtforhold og usikre ansættelser, der er et afgørende element i mange overgrebssager.

Lad os gå foran

Vores oprør handler ikke om en enkelt person, et enkelt parti eller en enkelt branche. Vi har brug for systematiske løsninger, der favner hele arbejdsmarkedet. Det får vi kun gennem en trepart.

Det handler om at tage hånd om problemet med chikane, men det handler i lige så høj grad om at tage ansvar. Det handler ikke kun om den enkelte leder, men om at anerkende, at det her grundlæggende er et ledelsesansvar. Lige nu er det arbejdstagerne, der tager ansvar ved at stå frem med deres historier. Nu er det på tide, at dem med magt løfter deres del.

Lige nu er Danmark håbløst bagud, når det kommer til at tage overgreb og sexisme alvorligt. Men hvis vi trækker på vores fælles styrke, så kan vi ved hjælp af den danske model hurtigt give de andre lande baghjul.

Som statsministeren sagde: Man siger, at kriser viser, hvilket stof man er gjort af.

Danmark og vores danske model er gjort af ansvar, solidaritet og styrke. Det er på tide at vise det med en #MeToo-trepart, der tager sexismekrisen alvorligt.

Maria Gudme og Lea Friedberg er hhv. regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden (S) og kandidat til Københavns Borgerrepræsentation (S). Begge er underskrivere på underskriftsindsamlingen #EnBlandtOs.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er det nu så svært?
Det må vel især handle om situationer, hvor en magtfuld overordnet seksuelt misbruger sin magt overfor en afhængig underordnet.
I de situationer, vi hører om, er det hver gang en mand, der er misbrugeren. Eksisterer det modsatte ikke - eller bliver det fortiet?
Grundreglen er vel klar for enhver: En overordnet må ikke misbruge sin magt til seksuelle krænkelser.
Det svære er vel: Hvilke muligheder tilbydes den krænkede?
Det må vel så være en slags ombudsmands-institution, som enhver trygt kan henvende sig til.
Så lad os dog få den oprettet - og givet den de nødvendige beføjelser.

Problemet er bare, at Mette Frederiksen har en "han har jo sagt undskyld"-sag liggende, hvor den parlamentariske immunitet har beskyttet en politiker-kollega mod retsforfølgelse. Så at Mette Frederiksen skulle gå dybere ind i denne samfundsbelastende problemstilling, har jeg svært ved at se, da hun formentlig selv er smurt godt og grundigt ind i den.

Vi kan naturligvis "drukne" os selv i fortidens historier fra en tid, hvor seksuelle krænkelser mere eller mindre stiltiende var accepteret.
Men ville det ikke være mere relevant at få stablet noget på benene, der er fremadrettet?

Arne Thomsen
Hvis problemet i virkeligheden har været, at partikammeraterne har beskyttet hinanden. Så er Mette Frederiksens "han har jo sagt undskyld"-sag et symptom på hele råddenskaben. Og hvis det er den parlamentariske immunitet, der har været beskyttelsen mod at blive retsforfulgt, så er det en sag af principiel karakter. Ordet "korruption" dukker i hvert fald op i mine tanker.

Det Rikke Nielsen skriver her er kategorisk forkert fordi politiet ikke har anmodet om at kunne retsforfølge ham ligesom der heller ikke ligger en anklage mod ham. Folketinget kan sagtens ophæve immunitet men alt det udelader Rikke Nielsen her fordi det tilsyneladende ikke passer med hendes @han er skyldig ifølge mig kampagne@ som er lidt slidt efterhånden.

Immuniteten er i øvrigt en god ting og skal beskytte oppositionen mod regeringen. Kig engang mod Rusland og du vil forstå vigtigheden af den.

Steinar A. Klock

Kunne vi muligens runde av #metoo (!) og heller samle det hele i et utrop om "menneskeverd" og folkeskikk? Hva om vi bygde en "mur" mellom "privat" og "jobb/offentlighet" (hvor vi forøverigt la ned totalforbud mot rusmidler!)? Hvilke problemer ville da bare forsvinne, som dugg for solen? Hvor meget mer ville vi ikke fått gjort av vårt arbeide, hvis vårt fokus var rettet den vei? Og, et kontrollspørsmål - hvilke problemer kunne vise seg med en slik ordning?
Beste hilsen Steinar