Da jeg var 14 år, overlevede jeg et overgreb.
Indtil da havde jeg haft en relativt naiv tro på det gode i mennesker, at alle havde en værdi, og at andre respekterede og værdsatte denne.
Jeg havde løbende fået min overbevisning modbevist af skolegårdens mobning, men overgrebet gjorde for alvor menneskets egoisme tydelig for mig. Jeg kom i eksistentiel krise, og mit liv blev et kaotisk helvede af tvivl, svigt og ensomhed. Jeg havde brug for orden og en afledning fra både krop og tanker. Jeg begyndte derfor at løbe, spise mindre og tabe mig.
Anoreksi manifesterer sig som en livstruende fysisk tilstand.
Jeg blev indskrevet i psykiatrien, og mit liv blev sat i nye skemaer. Som udgangspunkt gik jeg velvilligt, måske en smule naivt, ind i behandlingen i troen på, at nogen ville tage noget af min byrde og få orden i mit kaos.
Behandlerne ønskede vægtøgning. Deres strategi var kontrolvejninger, kostplaner, overvågning, trusler om tvang og tvang. Der var ikke nogen, som hjalp med det galoperende indre kaos. Behandlerne bekæmpede min copingstrategi, så jeg bekæmpede dem.
Lægerne sagde, at jeg var for undervægtig til at modtage terapi, men jeg kunne ikke udholde det indre kaos, som vægtøgningen kastede mig ud i. Behandlingen startede en ny destruktiv orden. Lægerne forventede en sygelig opførsel, jeg leverede en sygelig opførsel. Jeg var ikke længere i tvivl om min eksistens, for de gav mig en identitet som anorektiker, og jeg levede selvfølgelig op til deres forventninger.
Det var en farlig og lidelsesfuld identitet, men det var bedre end at være et ligegyldigt, usynligt udskud, som både overgrebet og oplevelserne i skolegården havde overbevist mig om, at jeg var.
Ingen interesse for årsagen
En sygeplejerske spurgte på et tidspunkt i en screening ind til, om jeg havde oplevet overgreb. Jeg svarede tvivlende, forsigtigt bekræftende, men ingen fulgte op på svaret.
Nogle gange spørger jeg mig selv, hvordan livet havde været, hvis mine behandlere havde interesseret sig mere for årsagen til min spiseforstyrrelse. Indtagelse af føde er afgørende for at leve, så det er vel en oplagt tanke, at vægring imod at spise kan forbindes med vægring mod eksistens.
Min rejse blev lang. Behandlingen pressede mig på et tidspunkt ud i hallucinationer, depressioner og stærk medicinering. I en årrække levede jeg i et voldeligt forhold. Alt dette er kendte senfølger af overgreb, men ingen tog notits, og jeg forsøgte at skjule fortidens hemmeligheder, fordi ingen hjalp, når de kom op til overfladen.
Mange, som har været udsat for overgreb, lever i årevis med en lang række senfølger, som behandles, uden at den egentlige årsag behandles. Det er spild af liv og enorme samfundsressourcer. Man må spørge, hvorfor dette sker – har sundhedsvæsnet berøringsangst?
Det er 14 år siden, jeg påbegyndte behandling, og heldigvis har man i dag erkendt, at en tidlig terapeutisk indsats er gavnlig, men der er stadig lang vej til en optimal håndtering.
Sygdommen eller reaktionsmønstret opstår ofte hos teenagere, derfor blev familien dengang gjort ansvarlig for overvågning af adfærd og overholdelse af kostplaner, og det er stadig sådan, man gør i dag. Men fordi behandlingen rummer elementer af tvang eller trusler om tvang, kan dette sætte store spor i familien. Det er almindeligt, at anorektikere får ar på sjælen af behandlingen, og den har da også fået kritik de senere år.
Ifølge Sundhedsstyrelsens tal fra 2018 får cirka 700.000 danskere psykofarmaka – det svarer til cirka 12 procent af befolkningen. En meget stor andel af dem, som får psykofarmaka, får ikke anden behandling. Endnu et tegn på systemets tendens til at symptombehandle. Ingen medicin er uden bivirkninger, og psykofarmaka har alvorlige, livsforringende og -forkortende bivirkninger. Det har alvorlige personlige og samfundsøkonomiske konsekvenser.
Vi har ikke råd til at spilde så store menneskelige og samfundsøkonomiske ressourcer. Derfor skal der mere fokus på årsagssammenhæng og et større fokus på den enkeltes forløb frem for diagnoser.
Psykisk robust
Jeg var i mange år stemplet som patient, syg og psykisk sårbar. Ord, som også blev en del af mit eget ordforråd. I virkeligheden var jeg psykisk robust, men jeg bar en enorm, usynlig byrde.
I stedet for at se mennesker som klienter, patienter og svagelige ofre, må vi se dem som stærke overlevere med naturlige reaktioner på livets kriser.
Det gjorde de på krisecenteret.
Jeg mødte op med håret redt stramt tilbage i en knold i nakken, med skjorte og en lang, sort plisseret nederdel på. Jeg læste nøgternt op fra de notater, jeg havde nedfældet. Der stod, at han havde brændt mine ting af, at han havde holdt mig vågen i en uge, at han havde truet med at skyde mig. Listen var lang.
Det blev en livsforandrende dag. Krisecenteret gav mig ikke alene beskyttelse, en hemmelig adresse og hjælp til at opbygge et nyt liv, men de havde også et andet syn på mig. De så en stærk kvinde, en overlever, og de var overbevist om, at jeg ville klare mig godt. Selvfølgelig levede jeg op til deres forventninger.
Jeg gjorde min HF færdig, fik et job og blev selvstændig. I dag er jeg billedkunstner og dameskrædder, og jeg er sund og rask. Jeg bruger mine erfaringer, mit levede liv, til at skabe noget smukt og værdifuldt. De fleste kender mig i dag som smilende, selv om min krop stadig bærer synlige spor af medicineringen, og selv om mine nætter nogle gange er fyldt med mareridt.
Mine udsigter var dårlige, hvis man så på det statistisk set, men jeg fandt min egen vej til det gode, produktive, meningsfulde liv.
Erkend krisen
Vi har en tendens til at sygeliggøre naturlige reaktioner som angst, stress, psykoser og depressioner, men vi ved ikke altid, hvad der ligger bag lidelserne. Måske er der en grund til at være angst eller så ked af det, at man ikke længere kan fungere. Hvis vi bliver ved med at symptombehandle, medicinere og fortrænge, finder vi aldrig ud af, hvad symptomerne egentlig dækker over, og så vælter sorgen eller angsten bare frem et nyt sted i tilværelsen. Man kan ikke løbe fra det bagvedliggende problem, det kommer igen, måske som stress, fordi den virkelige byrde er langt større, end den øjet ser.
Vi har skabt en kultur, hvor vi er syge eller svage, hvis vi reagerer naturligt på livets begivenheder, måske fordi vi som samfund ikke vil erkende livets til tider barske vilkår. De mentale folkesygdomme, vi oplever i denne tid, er naturlige reaktioner. Og hvis vi erkender deres årsager og forholder os til dem, kan vi lære af dem. Den skjulte og fortrængte sandhed findes, også selv om vi fortrænger eller medicinerer, men vi kan kun lære af den, hvis vi tør erkende den.
Livet er fyldt med kriser. En krise kan føles som et helvede at gå igennem, men hvis vi lærer af krisen, så ændrer fortællingen sig fra et helvede til en tragedie, som dog giver en form for mening. Vi har mulighed for at finde mening og visdom i livets kriser og tragedier og se livets grusomheder i øjnene. Kun derigennem kan de bekæmpes.
Det gælder ikke om at gå uberørt igennem tilværelsen, men om at bære sit knuste hjerte og skabe noget godt. Det giver selve eksistensen mening.
Kamilla Herskind er billedkunstner og dameskrædder.
"Jeg var i mange år stemplet som patient, syg og psykisk sårbar. Ord, som også blev en del af mit eget ordforråd. I virkeligheden var jeg psykisk robust, men jeg bar en enorm, usynlig byrde." (min frenmhævning)
og
"Vi har en tendens til at sygeliggøre naturlige reaktioner som angst, stress, psykoser og depressioner, men vi ved ikke altid, hvad der ligger bag lidelserne. Måske er der en grund til at være angst eller så ked af det, at man ikke længere kan fungere. Hvis vi bliver ved med at symptombehandle, medicinere og fortrænge, finder vi aldrig ud af, hvad symptomerne egentlig dækker over, og så vælter sorgen eller angsten bare frem et nyt sted i tilværelsen. Man kan ikke løbe fra det bagvedliggende problem, det kommer igen, måske som stress, fordi den virkelige byrde er langt større, end den øjet ser."
og endelig;
"Vi har skabt en kultur, hvor vi er syge eller svage, hvis vi reagerer naturligt på livets begivenheder, måske fordi vi som samfund ikke vil erkende livets til tider barske vilkår. De mentale folkesygdomme, vi oplever i denne tid, er naturlige reaktioner."
TAK, Kamilla Herskind!
Kære Kamilla Herskind
Ja! Netop sådan. Jeg er kronisk anorektiker; men... Så uendeligt meget andet. Mere; et menneske. Der er og regerer - på udefrakommende stimuli. (Om man så må sige). Sommetider tænker jeg at det er mere sygt - IKKE at reagere på den verden vi lever i. Misforstå ikke. Men ja og tak for hvert eneste ord og hver tanke. KNUS til dig <3 Marie Vibe
Og til dig, Marie Vibe;
Hvis du ikke allerede er bekendt med Gabor Maté, så bør du virkelig google ham...og det lige nu!
(Der er så mange steder at starte...for eksempel her <3).
https://www.youtube.com/watch?v=tef5_HK5Zlc&t=28s
Jeg er helt enig i, at symptombehandling uden at prøve at finde en årsag til lidelsen, er lige så tåbelig i psykiatrien som i somatikken.
Men hvis den lidende ikke selv fortæller, hvor ondet kommer fra, synes jeg det er svært at skylde omverdenen på.
I dag er masser af unge diagnosticeret med angst.
De er forhåbentlg ikke alle sammen ofre for overgreb, men deres angst er opstået i en anden forbindelse - og hvordan finder man frem til den årsag, det kan jeg ikke gennemskue.
Hvis man nu forsøgsvis i omverdenen går ud fra, at det nok er et overgreb og trænger sig ind på patienten med spørgsmål om overgreb, så risikerer man jo at begå et overgreb i sig selv ved at blive ved med at spørge til den bestemte årsag hos et sårbart menneske?
Jeg har selv en relation til en ung med angst, som ikke fortæller noget. Intet. Nada, nul. Måske har vedkommende ikke ord for det eller er bange for reaktionen, hvis der hældes ud af posen, men det er fuldstændig umuligt at få taget hul på miseren, hvis den angste ikke selv gør det.
Jeg reagerer her på denne forventning om, at nogen bør tage hånd om årsagen. Nogen bør se og spørge på den rigtige måde i de rigtige situationer. Men... omverdenen består jo også af fejlbarlige mennesker med hver deres egen rygsækfuld af oplevelser og problemer og blokeringer og jobbeskrivelser.
@Lise Lotte Rahbek.
Jeg tænker, at du lægger et (for!) stort ansvar på den nødlidende ift. at mærke, erkende og fortælle om miseren. Det må - efter min opfattelse - være 'vidner' og indsigtsfulde voksne, som påtager sig ansvaret for en medfølende hjælp og støtte. Og min fantasi rækker ikke til at forestille mig, at medicinsk uddannet fagpersonale har de nødvendige kvalifikationer til at påtage sig denne opgave.
Steen Obel
Indsigtsfulde voksne kan også være rigeligt overfortolkende.
Men det kan godt være du har ret. Jeg kender ikke din tilgangsvinkel på emnet eller hvilke nødlidende unge du har mødt.
Jeg var sådan set forberedt på skriftlige tilrettevisninger for at problematisere omverdenens muligheder for at fortolke den unge, hvis vedkommende ikke selv fortæller om, hvad der er i vejen.
Jeg synes det virker som om at det at være psykisk robust er et adelsmærke. Men sin opvækst og sin genetik er man ikke herre over, og psykisk sygdom kan på det psykologiske plan ses som resultatet af at have dårlige strategier for verdensforståelsen.
Forenklet sagt; har personen lært at verden er et farligt sted, at man skal forstille sig og være det de andre synes, eller er man for nok?
Tilknytningsteorien handler om hvorledes de mønstre barnet har indlært nærmest fra fødslen, former et sæt briller hvorigennem man ser verden. Og altså, om man er "god nok" eller ej.
Selvfølgeligt har alle et breaking point, men man kan observere at visse personer kan komme godt fra de forfærdeligste oplevelser, mens andre får udløst PTSD af langt mildere oplevelser.
Hvor forfatterinden befinder sig i det felt ved jeg ikke, men hendes breaking point er åbenbart blevet overskredet.
At flytte dette breaking point, eller at integrere det oplevede som minder fremfor ubehagelige følelser er svært. Jeg gætter på at 50 - 100 timers terapi er nødvendigt for at få en betydelig forbedring (afhængigt af om psykologen lader patienten hælde vand ud ad ørerne, eller rent faktisk spørger ind til det oplevede).
Mængden af terapitimer afgør fra starten af, at der ikke kan tilbydes andet end støtte og symptombehandling.
Som et ps kan man reflektere over hvilken vej antallet af tilbudte psykologtimer går, nu hvor coronavanviddet nok får suget 500 milliarder ud af statens budget.
"for nok" -> "god nok". Beklager.
@Lise Lotte Rahbek
For mig er den indsigtsfulde voksne ikke overfortolkende, for vedkommende ville være opmærksom på at respektere den nødlidende som subjekt og ikke reducere vedkommende til objekt for egen fortolkning.
"Hvis vedkommende ikke selv fortæller om, hvad der er i vejen", må den, der vil hjælpe og støtte, overveje, om det kan skyldes noget i den indbyrdes relation og i så fald hjælpe videre til en mere frugtbar relation eller besinde sig på egen manglende evne og hjælpe til kontakt med personer med tilstrækkelige evner.
Torsten Jacobsen :-)
Tak kære ven. Men jeg er den jeg er. Jeg har prøvet alt. Men jeg lever således; fordi - det er min destruktive måde at over og LEVE på. Et redskab, der ikke er mig, men som en gammeltestamentlig forsagelse der (også) giver indsigt, smerte, savn og visioner i ørkenen. Anoreksi er - ikke mig, men som farven på mine øjne. Jeg bruger de erfaringer - også den lidelse og de (mere eller mindre) håbløse forløb jeg har været i - via den, at skabe et SAM-fund. Der er bæredygtigt og givende - til mennesker. Et der aldrig stigmatiserer, men ser alle - for sig. Som de lys hver enkelt er. Jeg ville ønske jeg kunne sige til alle: Vær ikke bange. Men det ville være løgn. Der er alt i verden at være bange for. Det der kan gøre os raske, er at ændre. Giv og gøre alt vi kan mod inklusion, forståelse og synliggørelse, ikke sygeliggørelse. jeg er den jeg er. Marie <3
02/nov/2020
Kære Kamilla Herskind,
Anoreksi kan behandles,
når man forstår, hvad
det handler om :-) ...
Sådanne processer ud-
viklede jeg en gang, for
mange år siden :-) ...
Kærlig hilsen
Claus
Det er meget vigtigt at få talt med nogen hvis man har været udsat for traumatiske hændelser. Kamilla har været udsat for et decideret overgreb, men hun har også været udsat for mobning i skolen hvilket også kan resultere i traumer. Derefter møder hun et system som ikke forsøger at forstå hende, men i stedet fortsætter med at udsætte hende for overgreb. Traume på traume.
Ubehandlede traumer kan invalidere menndsker på livstid. Derfor burde der være lamgt mere fokus på hvad et traume er, hvad der kan udløse traumer og hvorfor samt hvordan man bedst hjælper traumatiserede til igen at få et aktivt liv.
Til spørgsmålet om hvem der kommer gennem traumer så ser det ud til at det først lykkes når den traumatiserede får mulighed for at tale om det, og bliver mødt med forståelse og empati. En empatisk tilgang spiller sammen med neurotransmitter-systemet i hjernen og kan ændrer denne. Det gjorde de heldigvis på krisecenteret. I stedet for at fokusere på anoreksien skulle de i systemet have fokuseret på de traumer som lå bag Kamillas symptomer.
Psykologer er dyre og dårlige psykologer er endnu dyrere. Ramanis syn (se video) på psykologi og opgaven i forhold til klienterne er et godt udgangspunkt at tage med sig hvis man engang får brug for en psykolog/terapeut.- Hvad er dit syn på psykologi som videnskab og hvordan ser du på din opgave i forhold til dine klienter? Disse to spørgsmål er vigtige at få rede på, ellers kan man komme til at spilde rigtig meget tid i konsultationerne hos psykologer.
Psykologer og terapeuter er dyre men det er også dyrt at et helt menneskeliv går tabt. For det er i realiteten det Kamillas historie kunne være endt med.Tak til Kamilla.
Understanding Trauma with Clinical Psychologist Dr. Ramani Durvasula
https://www.youtube.com/watch?v=6sA27nNxkWo&feature=emb_logo