Se bare, hvad der skete »last night in Sweden«, sagde Trump for et par år siden. Han blev mødt med hånlig vrede over sit dystre billede af Sverige: Kom og se for dig selv, jackass! Han var uheldig, for netop den februarnat i 2017 var der ikke sket noget som helst.
Jeg havde tænkt mig, at jeg dette efterår skulle notere hver ny skududveksling, sprængning eller mord på åben gade, men gav hurtigt op. Der sker for meget. Der har været tusind skudepisoder siden 2016, det svarer til næsten en om dagen. Brutaliteten eskalerer. Sverige skiller sig ud. Det er ti gange så almindeligt i Sverige som i Tyskland, at mænd mellem 15 og 29 år bliver dræbt af skud.
Offer og gerningsmand har samme profil. Medianalderen er omkring 25 år, de er ofte arbejdsløse, har udenlandsk baggrund og er vokset op i et socialt belastet område. Årsagerne er fattigdom, befolkningstæthed, kriminalitet, der går i arv, lediggang, stoffer og machokultur. Fravær af moral og samvittighed. Ingen fremtidstro. At sociale myndigheder står magtesløse, og det samme gør forældrene. At skolen mangler ressourcer, at nærpolitiet er centraliseret og forsvundet fra gadebilledet. At myndighederne kaster borgerne rundt mellem sig, er overbærende eller ignorerer problemerne.
Ifølge politiet findes der 40 kriminelle klannetværk i Sverige. Den oplysning er i sig selv lige så chokerende som ordet klan, et begreb, som indtil for nylig blev stemplet som racistisk. I samme ombæring sagde statsminister Stefan Löfven for første gang, at der er en sammenhæng mellem indvandring og kriminalitet, hvis migrationen får så stort et omfang, at integrationen ikke kan følge med. Stadigt flere henviser til Danmark, noget som også indtil nu har været tabu.
Resignation
De grove voldsforbrydelser er oftest interne opgør og angår dermed ikke ’os andre’. Men minoritetsetniske svenskere er også overrepræsenteret i en anden type organiseret, slægtsbaseret kriminalitet, som er mere problematisk, fordi den risikerer at undergrave ideen om velfærd for alle.
Siden 1994 har det været muligt at ansætte en pårørende til at tage sig af et familiemedlem med funktionsnedsættelse. Det er en idiotisk dyr form for privatisering, som indbyder til svindel i storskala. Kontrollen er minimal; de sociale myndigheder må nemlig ikke komme på hjemmebesøg uden samtykke. Eftersom Sverige både har verdens mest liberale regler for arbejdskraftindvandring og asyl, bliver mennesker med funktionsnedsættelser på kynisk vis til grænseoverskridende handelsvarer.
Statens udgifter til denne ordning udgør svimlende tre procent af statsbudgettet. Omtrent halvdelen af de udbetalte erstatninger vurderes at være svindel. Det sker, samtidig med at mange, som er fuldstændig afhængige af hjælp, får den frataget på grund af nedskæringer.
Nu kræver den umage trio Moderaterna, Kristdemokraterna og Vänsterpartiet, at ordningen skal gen-nationaliseres. Det er en enkel politisk reform. Men hvad stiller vi op med alt det andet?
De nye kriminalitetsformer er en kæmpe udfordring for hele Sverige og ikke mindst for venstrefløjen. Venstrefløjen vil end ikke bruge ordet ’forstæderne’, da det kan opfattes stigmatiserende – man skal sige ’stæderne’ ud fra en absurd idé om, at ord kan trylle virkeligheden om.
De langsigtede kriminalpræventive løsninger er naturligvis venstrefløjspolitik: uddannelse, arbejde og boliger til alle. Det kræver et grundlæggende andet samfund, en grundlæggende anden type økonomi, end vi har nu. Men selv hvis Sverige med et nærmest revolutionært snuptag kunne ophæve den nyliberale tyngdekraft og tage den rigtige beslutning med øjeblikkelig virkning, vil der stadig være en generation unge mænd, som er tabt.
Dette påvirker os alle sammen. Vi bliver bange for vores medmennesker. Vrede. Fortvivlede. Undertrykkende. Jeg tænker tanker, som jeg aldrig tidligere har haft, og spekulerer på, hvad der foregår i alle andre menneskers hoveder. Jeg indser, at jeg er åben over for forslag, som jeg skammer mig over, når jeg er faldet ned igen. I stedet overmandes jeg af resignation. Intet er så farligt, som når venstrefløjen giver op eller benægter realiteterne, for det giver højrefløjen frit spillerum.
Mens jeg skrev denne tekst, blev der skudt mod en personbil i Söderort, en forstad til Stockholm. En mand døde. Der kom knap nok en note i aviserne, medierne orker ikke længere at rapportere om last night in Sweden.
Og så har Sverige endda en feministisk regering - mærkeligt at problemerne stadigt er eksisterende og angiveligt eskalerer?
Sten Dokkedahl
Ordet feministisk/feminisme er i dag slit ned til sokkeholderne, altså fuldstændigt uanvændeligt i dag. De to som ku leve op til det at være feminister, var førre udenrikesminister Margot Wallstrøm og Margaretha Winberg som blev forvist som ambassadør til et Syd-Amerikanskt land.
Ved ikke om Niels Hausgård stadig har 'Langballe, Krarup og Camre' på repertoiret. Her var tale om udskamning af, for den tid, meget modige mænd. Måske skal nogen lave en hyldestsang til de to præster hvis fremsynethed betød, at vi idag ikke har svenske tilstande og ditto tabuer i indvandringsdebatten.
Tror det er beder at de ser mod tyskland hvor de har klaret det uden at gå højreekstramt til værks.
Michael Hansen@ Hadprædikener har aldrig læst nogle problemer, og en god del af de problemer vi ser for nogle af de unge med indvandrerbaggrund i Danmark skyldes den stigmatisering, som disse hadprædikanter er (med)ophavsmænd til. Men udviklingen går da heldigvis den rigtige vej i Danmark, på trods af politikernes evige skrigeri om det modsatte. Jeg håber, at Mette Frederiksen vil forstå dette, og komme med konkrete løsninger på de problemer, der vitterligt er, uden at fortsætte stigmatiseringen af muslimerne her i landet.
I Sverige, hvor der gennem tiderne( før med SD´s fremkomstfor få år siden) ikke har været nogen hadprædikanter, har men heller ikke løst nogen problemer.
I min optik har hverken den ekstreme højrefløj eller den yderste venstrefløj noget som helst at byde ind med, når det kommer til løsninger på indvandrer/integrationsområdet.
Peter, du skriver: '..en god del af de problemer vi ser for nogle af de unge med indvandrerbaggrund i Danmark skyldes den stigmatisering, som disse hadprædikanter er (med)ophavsmænd til.'
Jeg er helt med på at en indvandrer kan føle sig ramt af og vred over uberettigede angreb på dem ubestemt flertal. På deres etnicitet, deres kultur osv. Men jeg kan altså ikke forstå, hvordan en ung lovlydig indvandrer kan blive kriminel fordi han/hun føler at han/hun bliver angrebet for kriminalitet som kun nogle få er. Tænker de: Nu kan det fanme også være lige meget. Nu er jeg så træt af at være lovlydig, når jeg alligevel blivcer anklaget for at være kriminel - så nu bliver jeg altså kriminel...
Ikke måske med skydevåben og narko, men sådan lidt småfuskeri. Eller?
Please. En forklaring på 'sigmatiserings-kriminalitet.'
"Intet er så farligt, som når venstrefløjen giver op eller benægter realiteterne, for det giver højrefløjen frit spillerum, skriver Åsa Linderborg"
Det er lige så farligt at gøre det til et højre/venstre problem. Når man benægter problemerne går det ud over virkelige, levende mennesker. Derudover bliver der brugt ufatteligt mange resurser der kunne være brugt til skoler, ældre m.m.m.
Kriminalitet og udenforskab har altid været tæt forbundne størrelser.
Da irske katolikker var et forfulgt mindretal i USA organiserede en del sig i mafiøse bander. Det samme gjorde sig senere gældende for italienere.
Nu ser man det især blandt sorte og latinoer.
I Australien er det aboriginere, der har problemerne.
Osv.
Ak, alle disse statiske betragtninger om indvandrer/flygtninge. Kunne der mon være en sammenhæng mellem den stigende ulighed i Sverige de sidste par årtier og så øget kriminalitet blandt udsatte grupper? Læg dertil en omfattende stigmatisering, som også i Sverige udfoldes på både folkeligt og politisk niveau.
Det er jo på det nærmeste historieforfalskning at omtale anføre at 'venstrefløjen giver op/fornægter realiteterne', når reelt venstreorienterede synspunkter og indvendinger ignoreres af magthaverne.
Det forekommer i øvrigt lidt bizart at omtale en endnu ringere behandling af flygtninge/indvandrere som tabu, når et endnu større tabu er den kritiske diskussion af Vestens produktionsformer, udenrigspolitikker (især krigspolitikkerne) og handelspolitikker. For det er jo disse forhold, som i vidt omfang medvirker til at skabe migrationsstrømme, som man både politisk og kulturelt er ude af stand til at møde hjælpsomt og hensigtsmæssigt.
Der har altid været høj kriminalitet i underklassen, og det er svært at lave om på.
Det er ret skræmmende, at en journalist kan være så blind for, at kun ord kan skabe forandringer i virkeligheden.
Det er næppe brugbart at anvende en 'venstrefløj/højrefløj'-dikotomi i dette spørgsmål.
Snarere er der tale om en mere grundlæggende forskel i 'menneskeforståelse'; i forestillinger om hvad et menneske er, i hvilken grad mennesket i kraft af en (postuleret) fri vilje kan transcendere sine egne livsomstændigheder.
Et kontinuum af forestillinger byder sig til, selvsagt, da mennesket (og dets bevidsthed) er en kompleks størrelse, og snart sagt ikke en eneste af eksistensens milliarder af forestillingsverdener finder præcist overlap med blot en eneste anden..
I den forstand - og kun i den - er solipsismen en uafviselig realitet!
Skal man alligevel - i et selvsagt urimeligt greb - reducere dette legio af forestillinger til håndterbare kategorier, så kan man med en vis tilstræbt rimelighed opstille to yderpoler, der til stadighed 'bekriger' hinanden:
- Troen på, at ånden transcenderer materien
- Troen på, at materien determinerer ånden.
Det er selvfølgelig ikke noget tilfælde, at disse to yderpositioner matcher positioner i det politiske landskab. Blot bør man holde sig for øje, at det er forståelsen af mennesket som former politikken, og ikke omvendt. Med andre ord er politikken et sekundært fænomen..
Og dog stiller vi os tilsyneladende ofte tilfredse med at diskutere selv presserende menneskelige (alt for menneskelige) problemstillinger på dette andenordens-niveau. Og det samtidig med, at vi diskuterer problemstillingerne i urimeligt indskrænkede kategorier, der - jo mere vi italesætter dem - gradvist mister enhver forbindelse til en egentlig realitet.
Det er utvivlsomt sandt, at materien determinerer ånden. Ligesom det utvivlsomt er sandt, at ånden kan transcendere materien. Vores menneskelighed udspringer af dette paradoks..
Og hvad har det så med bandeskyderier i Sverige at gøre? Hvad har det med det accelererende amokløb i den danske kultur at gøre?
Se, det står mellem linjerne.. ;)
Hanne Utoft, Gini-koeffienten har også været stigende i Dk over samme periode(2002 til 2016), faktisk mere end den svenske. Ikke just underbyggende for din forklaring på udviklingen set i lyset af forskellen mellem Danmark og Sverige.
Der er mange variabler, men, specielt Danmark og Sverige har, ihvertfald i den offentlige debat og politik været meget forskellige i deres udvikling over de sidste ca 3 årtier plus det løse. Status lige nu er at Sverige har en del mere bøvl end DK med denne "gruppe". Vi mangler igen og igen et parallelunivers til at udgøre kontrolforsøget og får det nok ikke lige foreløbigt heller... Så i mangel af bedre er det vel ikke urimeligt at koble forskellen i politik og debat sammen med forskel i resultat om end det helt sikkert er en simplificering af hele sandheden.
Der er en del problematikker der går igennem i flere lande.
Når Danmark og Tyskland er nævnt, så er en af fælles-problematikkerne at for mange ikke lærer det nye modersmål godt nok til at tage en uddannelse, Flere skoler i Tyskland har simpelthen forbudt alt andet end tysk indenfor skolens område (minus fremmedsprog-undervisning naturligvis)
Der er ligeledes store problemer med bandekriminalitet, Clan-kriminalitet, kalder man det dernede, samt ghettoisering i de store byer.
Derudover har landet sendt hadprædikanter fra islamistiske miljøer ud af landet og holder skarpt og med "die Salafistische szene), som det betegnes.
Betyder det så at alt er den rene ynk overalt? Nej selvfølgelig ikke, Det er stadig et mindretal der skaber problemerne.
Derfor er det vigtigt at det ikke er politikere der skærer alle over èn kam, eller politikere der benægter problemer, , der fører an i forhold til løsninger.
Sverige og "alle oss andre" er nok kun offre for "den kollektive likegyldighet". "Vi" har laget ris til egen bak. Vi holder vårt statsapparat for å være vår borgmur og dekke for det som skjer i gatene. Når så glasuren sprekker opp, smører vi bare på et nytt lag; en blanding av politikk, polemikk og kultur, som vi håper vil holde en stund - og fortsetter vår bevisstløse tilværelse; nærmere og nærmere stupet for hver gang!
Beste hilsen Steinar
Jeg er forundret over udviklingen i S. De har en stor politi styrke, større end de 40 klaner. Hvorfor kan de ikke få styr på ballademagerne? Berøringsangst! Det minder da lidt om danske forhold. Ikke så meget snakken udenom, på med vanten, statistikken taler sit tydelige sprog i S, såvel som i DK. Arbejdskrav, uddannelse, integrering af de få ballademagere ( der ødelægger det for flertallet) og lykkes det ikke, så hjemsendelse, såfremt de ikke har et dansk statsborgerskab. Skik følge eller land fly!
Åsa Linderborg skriver bl.a. om baggrunden for den alarmerende høje (volds)kriminalitet med baggrund i indvandrermiljøer: “Årsagerne er fattigdom, befolkningstæthed, kriminalitet, der går i arv, lediggang, stoffer og machokultur. Fravær af moral og samvittighed. Ingen fremtidstro. At sociale myndigheder står magtesløse, og det samme gør forældrene.”
Det er sikkert rigtigt et stykke hen ad vejen, men er det virkelig rigtigt, at forældrene står magtesløse? Mon ikke der er gode eksempler i Sverige ligesom i Danmark på, at forældre med succes har taget opdragelsen og samfundsintegrationen af deres (drenge)børn alvorligt - bl.a. ved at skabe et miljø præget af hensigtsmæssig moral og samvittighed familien?
Indvandreres overrepræsentation i kriminalstatistikken i vores to samfund (bort)forklares af såkaldt progressive overvejende med socioøkonomiske forhold uden hensyntagen til kulturen og værdierne i disse kredse - faktorer som i årevis er blevet nøje beskrevet af alle forfattere og digtere fra disse miljøer selv. Det er egentlig mærkeligt, at venstrefløjen ikke rigtig har taget disse stemmer fra ghettoerne alvorligt.
1000 skudepisoder siden 2016. 1000 !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Vi har i de sidste 5 år været vidner til et veritabelt vanvid udspille sig hinsidan, som hverken kan forklares endsige forsvares.
Der er slet og ret tale om en afstumpethed i disse miljøer, der trodser alle beskrivelser.
"“Årsagerne er fattigdom, befolkningstæthed, kriminalitet, der går i arv, lediggang, stoffer og machokultur. Fravær af moral og samvittighed. Ingen fremtidstro. At sociale myndigheder står magtesløse, og det samme gør forældrene.”
Det er sikkert rigtigt et stykke hen ad vejen, men er det virkelig rigtigt, at forældrene står magtesløse? Mon ikke der er gode eksempler i Sverige ligesom i Danmark på, at forældre med succes har taget opdragelsen og samfundsintegrationen af deres (drenge)børn alvorligt - bl.a. ved at skabe et miljø præget af hensigtsmæssig moral og samvittighed familien?"
Det er undtagelsen at forældre, som lever i socioøkonomiske fattigdom, kan hive sig selv op ved håret og præstere 'et miljø præget af hensigtsmæssig moral og samvittighed'. Og derfor vil socioøkonomisk fattigdom for en hvilken som helst (defineret) befolkningsgruppe/minoritet i en hvilken som helst kultur typisk udvikle sig i en selvforstærkende destruktiv, herunder anomisk, retning.
I Sverige og Danmark beskatter man den produktive del af befolkningen meget hårdt (de højeste skattetryk på arbejdsindkomst på hele kloden) for at kunne finansiere en særdeles omkostningstung velfærdsstat, som stiller gratis undervisning, SU, gratis hospitalsbehandling, socialhjælp, bolig, boligsikring, gratis bibliotek og meget andet til rådighed - også for indvandrene uanset om de nogensinde har bidraget til velfærdsstaten.
Hvorfor går det så alligevel SÅ galt, som vi kan se hinsidan?
Hvor er forældrene henne ?
Hvad skal man gøre for de forældre, så de kan hive sig selv op ved håret og præstere ’et miljø præget af hensigtsmæssig moral og samvittighed’ - og navnligt hvad skal disse forældre gøre for det samfund, der tog imod dem?
Skal der køres flere vognlæs med socialhjælp ud til ghettoerne?
Er det gjort med at sætte de sociale ydelser kraftigt i vejret?
Stopper det vanviddet med skyderi på gade, stræder, butikscentre mm?