Kommentar

Er tvungen nedlukning bedre end folks frivillige holden afstand? Det mangler vi svar på

Forhandlingerne om en ny pandemilov er begyndt. Inden man giver regeringen nye permanente magtmidler, bør vi få svar på, om omkostningerne ved nedlukningen står mål med gevinsterne, og hvorvidt nedlukning overhovedet virker, skriver specialkonsulent i Cepos Jonas Herby i dette debatindlæg
Politikerne – her finansminister Nicolai Wammen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) besidder ikke den nødvendige viden til at kunne lukke dele af samfundet ned på en meningsfuld måde, skriver Jonas Herby i denne kommentar: »Derfor tilsiger grundlæggende forbrugerteori, at de samfundsøkonomiske omkostninger ved nedlukningen er (måske endda meget) større end det, vi kan se ud af BNP-tallene.«

Politikerne – her finansminister Nicolai Wammen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) besidder ikke den nødvendige viden til at kunne lukke dele af samfundet ned på en meningsfuld måde, skriver Jonas Herby i denne kommentar: »Derfor tilsiger grundlæggende forbrugerteori, at de samfundsøkonomiske omkostninger ved nedlukningen er (måske endda meget) større end det, vi kan se ud af BNP-tallene.«

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Debat
27. oktober 2020

De politiske forhandlinger om en ny pandemilov er begyndt. Derfor var vismændenes rapport, som blev offentliggjort i sidste uge, ventet med spænding, da de havde proklameret, at netop håndteringen af pandemier ville være et særskilt emne i den.

Og vismændene har da også flere gode betragtninger i forhold til at håndtere COVID-19 og fremtidige pandemier fornuftigt. Jeg er for eksempel meget enig i, at det er vigtigt løbende at monitorere smitten gennem gode, repræsentative tests. Sådanne testresultater vil have enorm værdi, og man kan eventuelt betale deltagerne for at medvirke, så man sikrer en høj grad af deltagelse (senest deltog kun cirka en tredjdedel af de inviterede).

Repræsentative test blev foreslået allerede i starten af april, men det er endnu ikke lykkedes Statens Serum Institut at gennemføre en god stikprøve. Vismændene peger også helt korrekt på vigtigheden af test og kontaktopsporing, og kritiserer – igen helt korrekt – at den danske kontaktopsporing halter efter andre landes, samtidig med at det ikke er muligt at vurdere, hvor effektiv den danske kontaktopsporing er.

Og så efterlyser vismændene – ligesom andre har gjort nærmest siden pandemiens start – en strategi, der kan give borgerne og virksomhederne bedre mulighed for at disponere og planlægge i forhold til stigende smittetal frem for den nuværende situation, hvor »de hverken kender sandsynligheden herfor eller konsekvensen deraf«, som vismændene skriver.

Frivillig adfærd

Men på helt centrale områder skøjter vismændene hen over afgørende nuancer. Det gælder blandt andet i forhold til at vurdere, om omkostningerne ved nedlukningen står mål med gevinsterne, og hvorvidt nedlukningerne overhovedet virker.

De to ting hænger naturligvis sammen, fordi omkostningerne (som i øvrigt let undervurderes, hvilket jeg kommer tilbage til) stiger relativt i forhold til gevinsterne, hvis effekten af nedlukningen er meget lille.

Derfor kunne vismændene med fordel have gjort mere ud af at belyse, hvad der drev pandemien ned i foråret. Der er ingen tvivl om, at danskerne reagerede længe før, landet lukkede ned. Allerede før 11. marts hilste vi med albuer, holdt afstand og sprittede hænder. Og 12. marts var skoler og arbejdspladser tomme, selv om alt i princippet var åbent. Frivillig adfærd havde altså en stor betydning, og en bred vifte af nyere litteratur peger da også på, at befolkningernes frivillige adfærd – hjulpet på vej af information og signaler fra staten – har været langt vigtigere end statens nedlukninger.

Kort sagt kunne vi formodentlig have opnået cirka samme effekt uden at lukke frisører, massører, restauranter osv., fordi det var vores frivillige isolation, holden afstand og spritten hænder, der betød mest. Det peger i retning af, at pandemier bedre håndteres med fokus på de tiltag, som vismændene selv peger på: information, kontaktopsporing osv.

Planøkonomi

Vismændene burde også have gjort klart, at der er grund til at forvente, at de samfundsøkonomiske omkostninger ved tvungen nedlukning er væsentligt større end det nationalregnskabsmæssige fald i forbruget.

Det skyldes, at nedlukningen reelt set var en politisk vurdering af, hvilke aktiviteter der ikke er essentielle for et samfund. Men en sådan vurdering ramler ind i det planøkonomiske problem, at politikerne ikke besidder den nødvendige viden i forhold til at vurdere, hvad der er essentielt for hver enkelt borger. Eksempelvis havnede en cola fra Netto i kurven med ’essentielle aktiviteter’, mens et besøg i Zoo havnede i kurven med ’ikkeessentielle aktiviteter’, hvilket måske er rigtigt for nogle, men langtfra alle. Og derfor tilsiger grundlæggende forbrugerteori, at de samfundsøkonomiske omkostninger ved nedlukningen er (måske endda meget) større end det, vi kan se ud af BNP-tallene.

Desværre ender vismændenes afsnit om pandemier derfor med at være relativt unyttigt i forhold til at få besvaret spørgsmål, der er helt centrale for den førte politik under pandemier. Det er muligt, at vismændene mener, at det ligger uden for formålet med deres rapport at frembringe den nødvendige viden i forhold til at lave en god pandemilov. Men når vismændene bringer emnet op, burde de som minimum have gjort klart, at dette er vigtige pointer, som skal belyses, inden politikerne vedtager en ny pandemilov.

Mit forslag er derfor, at regeringen og Folketinget – inden man giver regeringen nye permanente magtmidler – nedsætter en ekspertgruppe, som grundigt undersøger, dels hvor godt tvungne nedlukninger af økonomien virker i forhold til frivillig adfærd, og dels under hvilke omstændigheder omkostningerne ved de tvungne nedlukninger står mål med gevinsterne.

Jonas Herby er specialkonsulent i CEPOS og vært på podcasten ’Regelstaten’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja vi har set at tvungen nedlukning giver mindre smitte, og nu har vi så også set at frivillig afstand med videre ikke er tilstrækkeligt i længere tid.
I mit nabolag har vi for kort tid siden haft en virksomhed med 20 smittede.
Smitteopsporing uden tvang og politi fungerer dårligt, for for mange smittede reagerer ikke på henvendelser fra sundhedsmyndigheder.
Tvungne nedlukninger fungerer hver gang, og nu breder tvungne nedlukninger sig igenover Europa, for at sundhedsvæsner og samfund ikke skal bryde sammen.

Torben Skov, Henriette Bøhne, Steffen Gliese, Anne-Marie Krogsbøll, Birte Pedersen, Mogens Holme og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

> Eksempelvis havnede en cola fra Netto i kurven med ’essentielle aktiviteter’, mens et besøg i Zoo havnede i kurven med ’ikkeessentielle aktiviteter’, hvilket måske er rigtigt for nogle, men langtfra alle.

Som læg-epidemiolog-mandagstræner vil mit ukvalificerede bud være, at det er vigtigere for så'n cirka ALLE, at kunne købe dagligvarer, end at komme i zoologisk have. Men det klarer au pairen måske for konsulent Herby?

Torben Skov, Anne Nielsen, Henriette Bøhne, Steffen Gliese, Anne-Marie Krogsbøll, Marianne Jespersen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Specialkonsulent i virkelighedsfordrejning.

Hvorvidt nedlukningen i foråret har virket, får vi jo en vis klarhed over de kommende måneder, nu hvor en markant smittestigning med daglig 1.000 nye tilfælde indtil videre imødekommes med forsamlngsforbud og mundbind frem for nedlukning.

Men uanset udfald, så blev beslutningen om nedlukning i foråret taget på en helt anden baggrund med grusomme senarier i Italien og senere Spanien med 10.000 vis af corona døde, samt en afgrund af uvished.

Werner Gass, Torben Skov, Steffen Gliese, Thomas Tanghus, Anne-Marie Krogsbøll, Lasse Nielsen og Lisbet Møller anbefalede denne kommentar
Lisbet Møller

Hvorfor er det lige, at der lige nu absolut skal indføres en pandemilov? Hvorfor kan det ikke vente til man har et oplyst grundlag at dabattetere og beslutte på?

Peter Mikkelsen, Thomas Tanghus, Finn Sørensen og Jakob Sulsbrück Møller anbefalede denne kommentar
Marianne Jespersen

Jonas Herby har en nærmest patetisk argumentation Hvis det er Cepos bedste bidrag til hvordan en epidemilov skal skrues sammen, burde Cepos.s økonomiske bagmænd indstille deres bidrag straks.
At de økonomiske vismænd kritiserer en række af tiltag for ikke at have været effektive nok, er nærmest en modsat argumentation. Herudover fremsætter Herby følgende betragtninger : "Om omkostningerne ved nedlukningen står mål med gevinsten og hvorvidt nedlukningen virker hænger naturligvis sammen, fordi omkostningerne stiger relativt hvis effekten af nedlukningen er meget lille" og " Kort sagt kunne vi formodentlig have opnået cirka den samme effekt med information og kontaktopsporing "
Banaliteten i den første betragtning er jo næsten rørende. Til gengæld forbigår Herby hvilke omkostninger og gevinster han taler om - men mon ikke det snarere handler om snævre økonomiske omkostninger end andre omkostninger. Den opsummerende betragtning han mener vi skal lægge til grund for en epidemilov er en formodning om, at cirka samme effekt vil kunne opnås ved information og opsporing! Nu er det jo ikke fordi der ikke har været ganske meget information eller opsporing - (selv om denne har kunnet optimeres). En epidemilov der tager udgangspunkt i "formodentlig cirka " er nu nok ikke det mest geniale alternativ til en epidemilov, der tager udgangspunkt i sundhedsfaglighed og epidemiologisk viden og som bygger på flere hundrede år gamle erfaringer, såvel som de nye erfaringer, som tilkommer for hver ny pandemi/epidemi vi oplever i verdenssamfundet ,

Werner Gass, Ruth Sørensen, Steffen Gliese, Thomas Tanghus og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Er dette indlæg en diskussion om det er bedre at lade flere dø for at vores økonomi og beskæftigelse m.v. ikke skal gå ned?

Thomas Tanghus, Werner Gass, Henriette Bøhne, Steffen Gliese og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

"det var en fejl, både ift omkostninger og skabelse af Immunitet .":

https://www.berlingske.dk/globalt/britisk-befolkningsstudie-coronaimmuni...

Uanset hvad i vælger at gøre. Gør det nu.

Begræns ihærdigt transport og kontakt i 14 dage til en måned.

Finn Thøgersen

Lisbet Møller,

Fordi den nuværende epidemilov (der med hast, lusk og sjusk blev indført i marts) er skrevet sådan at den udløber til marts næste år, og på en sådan måde at vi til den tid står helt uden epedemilov

Mao skal en ny epedemilov være forberedt, forhandlet på plads og vedtaget inden da, og ting tager tid og hvem ved hvad der ellers kommer på programmet inden da

Anne-Marie Krogsbøll, Henriette Bøhne og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Se på Sverige - de har en bæredygtigt strategi baseret på frivillighed.

Se det her interview fra Unherd - to fremtrædende britiske epidemiologer https://www.youtube.com/watch?v=Z3plSbCbkSA

Og her bliver det meget tydeligt forklaret, hvordan dødsårsager er en rodebutik https://www.youtube.com/watch?v=dxLDJJb1_KI

"Kort sagt kunne vi formodentlig have opnået cirka samme effekt uden at lukke frisører, massører, restauranter osv., fordi det var vores frivillige isolation, holden afstand og spritten hænder, der betød mest."
Hvis dette udsagn er rigtigt, hvorfor holdt mange så eks. op med at spritte hænderne ved indkøb og ikke holde afstand så snart landet begyndte at lukke lidt op igen.

Anne-Marie Krogsbøll og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Tak for svar, Kim Abildskov.

Ja, vi kan da stadig håbe, at T-celler kan et eller andet, men indtil videre er det jo fugle på taget.

Mht. at der ikke er så mange, der har fået covid 2 gange, så er det jo indtil videre også fugle på taget, for epidemien har ikke været i gang så længe endnu.

Men igen - man har da lov at håbe - håbet er lysegrønt. Det er bare ikke noget, vi kan lægge vores strategi efter.