Klumme

Den ugudelige Trump fører an i et angreb på grænserne mellem kirke og stat

Religion udgør ikke i sig selv en trussel mod det liberale demokrati. Problemet i USA er, at magthaverne skubber til grænserne mellem kirke og stat – grænser, som grundlæggerne af USA ellers omhyggeligt trak op for at sikre, at det var folket og ikke Gud, der regerede, skriver den hollandske forfatter Ian Buruma i dette debatindlæg
Coney Barrett, som Trump har udpeget til at blive den næste højesteretsdommer, er katolik. Hun har sagt, at hendes tro ikke kommer til at påvirke hendes forpligtelser som dommer. Men hun har også sagt til jurastuderende, at de skal »holde sig for øje, at deres grundlæggende formål i livet ikke er at være advokater, men at kende, elske og tjene Gud«.

Coney Barrett, som Trump har udpeget til at blive den næste højesteretsdommer, er katolik. Hun har sagt, at hendes tro ikke kommer til at påvirke hendes forpligtelser som dommer. Men hun har også sagt til jurastuderende, at de skal »holde sig for øje, at deres grundlæggende formål i livet ikke er at være advokater, men at kende, elske og tjene Gud«.

Jim LoScalzo/CNP/AdMedia/SIPA

Debat
12. oktober 2020

I sin undersøgelse af hemmeligheden bag det amerikanske demokrati reflekterede franske Alexis de Tocqueville i 1830’erne over den betydelige rolle, som religion spillede i USA’s samfund. Efter at være undsluppet pavens autoritet var amerikanske kristne frie af ethvert religiøst overhoved. Kristendom i Den Nye Verden kunne ifølge Tocqueville kun beskrives som »demokratisk og republikansk«. Med republikansk mente han naturligvis ikke Det Republikanske Parti, men republikken som regeringsform.

De fleste af de kristne, han mødte, var protestanter. Den Amerikanske Republik blev grundlagt af protestanter, og de amerikanske eliter var i en lang periode primært protestantiske.

Indtil nu har John F. Kennedy været den eneste katolske præsident, og han måtte understrege offentligt i forbindelse med sin valgkampagne, at han var loyal over for USA og ikke Rom. Men noget bemærkelsesværdigt er sket siden.

Fem ud af de otte siddende højesteretsdommere er katolikker og snart måske seks af dem. Den eneste protestant blandt dem, Neil Gorsuch, blev opdraget som katolik (de to resterende dommere er jøder). Nancy Pelosi, forkvinde for Repræsentanternes Hus, er katolik, og det er statsanklager William Barr også. Joe Biden, der muligvis bliver USA’s næste præsident, er også katolik.

Hvordan kan denne opkomst af højtplacerede katolikker forklares? Hvad betyder det?

De katolikker, der engang blev udsat for mistænkeliggørelse og eksklusion fra det offentlige liv ud fra en formodning om, at deres tro var uforenelig med liberale demokratiske principper, indtager nu centrale positioner.

Tocqueville, der selv var katolik, mente ikke, at katolicisme stod i modsætning til demokrati, især ikke i USA. Tværtimod, sagde han, er katolikker mere egalitære end protestanter, som sætter individuel frihed højere end social lighed. Han mente, at Den Nye Verdens katolikker, der ofte tilhørte fattige migrantmiljøer, var fuldstændig på linje med de amerikanske demokratiske idealer.

Sagen er dog, at katolikker er lige så forskellige som protestanter. Der er venstreorienterede katolikker, højreorienterede og alt derimellem. Biden, der ellers er en from herre, blev sidste år nægtet nadver, fordi han støtter kvinders ret til abort. For mange katolikker er indædt abortmodstand den primære årsag til, at de støtter Trump.

Biden og Pelosi er liberale katolikker på samme måde, som Kennedy var det. Der er imidlertid flere højesteretsdommere, som tilhører en ganske anden katolsk strømning. Højreorienterede katolikker har gjort fælles front med evangelikale protestanter, der ser Trump som en uhellig frelser, der vil afskaffe retten til abort og nedbryde grænser mellem kirke og stat. Begge grupper længes efter at genindsætte kirken i midten af det politiske liv.

Ført an af en ugudelig

Denne konflikt er nu igen bragt ud i det åbne, herunder i USA’s Højesteret, hvor konservative dommere ofte er fjendtligt indstillet over for sekulære grupper, som udgjorde de barbariske fjender med samfundsundergravende hensigter.

Den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, en vækkelseskristen evangelikal med katolsk baggrund, har erklæret, at han er »kristen, konservativ og republikaner, i den rækkefølge«. Amy Coney Barrett, som Trump har udpeget til at blive den næste højesteretsdommer, tilhører menigheden People of Praise, en gruppe katolikker, der har fusioneret katolsk tro med pinsekirkelige praksisser, såsom at tale i tunger og kommunikere direkte med Gud.

Coney Barrett har sagt, at hendes tro ikke kommer til at påvirke hendes forpligtelser som dommer. Men hun har også sagt til jurastuderende ved Catholic University of Notre Dame, at de skal »holde sig for øje, at deres grundlæggende formål i livet ikke er at være advokater, men at kende, elske og tjene Gud«. Hun har også tilsluttet sig holdningen om, at abortretten, der er beskyttet af Højesterets Roe v. Wade-kendelse fra 1973, er en modbydelig synd, og sat sin underskrift på en appel, der har til formål at omstøde kendelsen og dens »barbariske arv«.

Problemet er altså ikke katolicisme som sådan, hvilket kan være mange ting. Problemet er, at folk på magtens øverste tinder skubber til grænserne mellem kirke og stat. Grænser, som USA’s grundlæggere ellers omhyggeligt trak op for at sikre, at det var folket og ikke Gud, der regerede.

At den person, som forsøger at rive muren mellem kirke og stat ned, er den ugudelige Trump, forekommer besynderligt. Guds veje er uransagelige. Men mange amerikanere, katolikker såvel som protestanter, er nu overbevist om, at der var en grund til, at Herren satte Trump ind i Det Hvide Hus.

© The Guardian og Information
Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her