Kronik

Vilhelm Buhl er udskældt for samarbejdspolitikken, men fortjener et langt bedre eftermæle

Socialdemokraten Vilhelm Buhl stod i spidsen for Danmark i kritiske måneder af Anden Verdenskrig. Eftertiden har dømt ham på linje med Scavenius, men Buhls linje var en anden. Han forhindrede jødelovgivning og genoprettede den danske statsmagt, skriver professor emeritus Tim Knudsen i denne kronik
Vilhelm Buhl var i 1943 en af de mange, som modstandsbevægelsen ville stille til ansvar for den forhadte ’samarbejdspolitik’, når Danmark atter var frit. Sådan kom det ikke til at gå. I stedet lykkedes det Buhl at få accept af, at han igen skulle være statsminister, skriver professor emeritus Tim Knudsen i denne kronik.

Vilhelm Buhl var i 1943 en af de mange, som modstandsbevægelsen ville stille til ansvar for den forhadte ’samarbejdspolitik’, når Danmark atter var frit. Sådan kom det ikke til at gå. I stedet lykkedes det Buhl at få accept af, at han igen skulle være statsminister, skriver professor emeritus Tim Knudsen i denne kronik.

Holger Damgaard

26. oktober 2020

Debatten om besættelsestiden har altid opereret med en stereotyp modstilling af modstandsfolk og samarbejdspolitikere. Det har skygget for, at den såkaldte samarbejdspolitik eller forhandlingspolitik rummede vidt forskellige opfattelser også hos dem, der var statsministre under besættelsestiden.

Statsministrene Vilhelm Buhl (socialdemokrat) og Erik Scavenius (partiløs) er gjort til ansigterne på samme samarbejdspolitik. Intet er mere forkert. Ifølge besættelsestidsforskningens store nestor, Hans Kirchhoff, er Buhls indsats »underbelyst og undervurderet«.

Vilhelm Buhl var statsminister fra maj til november 1942 og igen i de samme måneder i 1945. Han ønskede af al magt et tysk nederlag i krigen. Erik Scavenius ville derimod indrette sig på tysk sejr.

Modstandsbevægelsens sabotage tog til i 1943, og tyskerne krævede dødsstraf for sabotage. Buhl følte sig som statsminister nødsaget til at holde en radiotale den 2. september 1942 for at advare mod sabotagen. Han opfordrede danskerne til at melde sabotørerne til det danske politi.

Talen havde til formål at få tyskerne til at afstå fra at oprette krigsretter i Danmark, der kunne afsige dødsdomme. Retsplejen skulle bevares på danske hænder. Hele regeringen støttede talen. Den fik enstemmig opbakning i Rigsdagen og i pressen. Talen var også bifaldet af kongen. Den var en logisk konsekvens af, at Danmark i 1940 havde beholdt egen retspleje og en regering, som ikke var en ren marionetregering, hvilket var ganske enestående for et tysk besat land.

Talen blev senere berygtet. Mere end noget andet har den formet eftertidens kritiske billede af Buhl. Men man kan stille det spørgsmål, som også er stillet af historikeren Niels Wium Olsen: Kan man overhovedet forlange, at ansvarlige politikere skulle lade private grupper føre væbnet udenrigspolitik?

Hvis Scavenius havde fået sin vilje

Talen har i al fald skygget for, at Vilhelm Buhl i regeringen (som finansminister indtil 1942) indædt kæmpede for en anden forhandlingspolitik med tyskerne end Erik Scavenius. Sidstnævnte var udenrigsminister fra 1940 og desuden statsminister fra 1942 efter pres fra tyskerne, som ville af med Buhl. Havde Scavenius haft magt, som han havde agt, så havde Danmark givet tyskerne langt mere af det, de ønskede.

Danmark ville have fået en dansk-tysk told- og møntunion. Man ville have udleveret al hærens materiel og ammunition til den tyske hær og udleveret alle danske torpedobåde til den tyske marine. Man ville formentligt have udlagt falske bøjer ved Esbjerg for at vildlede britiske skibe. Man ville have anbragt skytter med danske kanoner på storebæltsfærgerne for at nedskyde allierede fly og have bevæbnet danske handelsskibe for at nedskyde allierede fly. Danmark ville have haft Scavenius som statsminister i spidsen for en seksmandsregering. Og Danmark ville have haft en særlig jødelovgivning.

På alle disse områder mødte Scavenius modstand fra mange politikere, og ofte var Vilhelm Buhl den, der gav ham den stærkeste modstand.

Scavenius blev sat ud af spillet efter den 29. august 1943, da regeringen holdt op med at fungere, og departementscheferne måtte forsøge at bjærge Danmark gennem den sidste del af besættelsen. Buhl satte sig imod, da Scavenius i september 1943 forsøgte at danne en ny regering. Buhl indtog i stedet rollen som ’skyggestatsminister’ i de sidste 20 måneder af besættelsestiden, hvor der ikke var en officiel dansk regering. Han placerede sig i et veritabelt knudepunkt mellem politikerne indbyrdes, i forhold til de danske militære chefer, i forhold til departementscheferne og i forhold til kongehuset. Lejlighedsvist havde Buhl direkte kontakt med besættelsesmagten.

Genopretning af statens voldsmonopol

Efterhånden som tyskernes forestående nederlag blev tydeligere, knyttede Buhl også kontakter til modstandsbevægelsen, til de stadig mere sejrrige allierede og til den svenske regering. Reelt fik Buhl sammen med den svenske regering magten til at indsætte Den Danske Brigade, en styrke på til sidst 5.000 mand, for at forhindre kaos, når krigen sluttede.

Ved møder og forhandlinger valgte Buhl ofte selv, hvem der skulle deltage og med hvilken dagsorden. Buhl arbejdede fra september 1943 under dæknavne som »hr. Schmidt«, »oldefar« og »oksehale« på at få opstillet væbnede styrker under politisk kontrol. Grundmaterialet fandtes i forsvarets officerskorps, som var sat fra bestillingen af tyskerne. Han samlede sideløbende en inderkreds af politikere, som mødtes for at drøfte besættelsestidens problemstillinger. Han medvirkede desuden til, at modstandsbevægelsens våben blev skævt fordelt, så kommunisterne ikke blev tilgodeset.

De tænkelige scenarier blev i besættelsestidens sidste år stadig mere grufulde: Sovjetrussiske soldater kunne besætte Danmark efter hårde kampe med tyskerne og indsætte en kommunistisk lydregering. De vestallierede kunne gå i land i Jylland, som kunne blive slagmark. Modstandsbevægelsen kunne komme i åben kamp med tyske tropper og deres danske hjælpere. Man kunne frygte, at tyske ’varulve’ efter en tysk kapitulation fortsat ville kæmpe på dansk grund. Man kunne frygte et ukontrolleret og blodig internt dansk opgør mellem modstandsbevægelse og reelle eller formodede danske nazister.

Man vidste ikke, hvad der ventede, men Buhl så klart, at det for de gamle partier drejede sig om at genoprette statens monopol på legitim vold, som var blevet undermineret af tyskerne og yderligere blev det i 1944, da de opløste det danske politi. I den politiløse tid arbejdede Buhl på at organisere 7.000 politifolk, så de kunne fungere, så snart der var fred.

Bro til modstandsbevægelsen

Buhl var i 1943 en af de mange, som modstandsbevægelsen ville stille til ansvar for den forhadte ’samarbejdspolitik’, når Danmark atter var frit. Sådan kom det ikke til at gå. I stedet lykkedes det Buhl at få accept af, at han igen skulle være statsminister.

Han tog kontakt med modstandsbevægelsen, da han under folkestrejken i 1944 indså, at den var en stærk magtfaktor, som havde en vis autoritet i befolkningen. Han fik efter besværlige forhandlinger med Frihedsrådet, der havde sat sig i spidsen for modstandsbevægelsen, forberedt en samlingsregering med »ligelig« deltagelse af politikere og modstandsfolk. Men politikerne fik alle de betydningsfulde ministerier. Og den 13. maj 1945 kunne politiet igen fungere. Modstandsbevægelsens afvæbning begyndte.

Buhls storhed var, at han forudseende havde sat sig i spidsen for at genoprette den danske statsmagt under parlamentarisk kontrol de sidste 20 måneder af besættelsestiden, så man stod bedst muligt rustet, uanset hvad der måtte komme.

Og sammen med Frihedsrådets mindre radikale medlemmer havde han inddæmmet risikoen for, at modstandsbevægelsens mest ukontrollable elementer tilsidesatte alle retsstatslige hensyn i hævntørst.

Prisen blev dog et retsopgør med lovgivning med tilbagevirkende kraft og dødsstraf, som i sig selv var anløbent i forhold til retsstatslige idealer. Men dog fik de fleste anklagede reelle retssager i stedet for en summarisk nedskydning.

Prisen blev også forløjede fortællinger om enhed i Danmark under besættelsen, som kun nogle få danske nazister stod udenfor. Buhl bidrog med sine taler i 1945 mere end de fleste til denne Morten Korch-udlægning af historien. Både af hensyn til samarbejdet med modstandsfolkene og af hensyn til billedet af Socialdemokratiet under besættelsen. Dermed gjorde han det selv svært for os at få øje på sin store betydning.

Tim Knudsen er professor emeritus og forfatter til Statsministeren, bind 3, 1942-1972, der udkommer 26. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • David Zennaro
  • Ete Forchhammer
  • Poul Anker Juul
  • John Scheibelein
  • Dorte Schmidt-Nielsen
Olaf Tehrani, David Zennaro, Ete Forchhammer , Poul Anker Juul, John Scheibelein og Dorte Schmidt-Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Kronikken virker underligt på mig. Hvad er det for en moral, der opfordrer alle til at angive modstandsfolk, så de ender i koncentrationslejre?

Carl Chr Søndergård, Per Torbensen, Mads Greve Haaning og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Morten Bo Johansen

Kronikken virker underligt på mig. Hvad er det for en moral, der opfordrer alle til at angive modstandsfolk, så de ender i koncentrationslejre?

Ville det have været konsekvensen? Buhl bad om at sabotørene blev meldt til det danske politi, således at retsplejen kunne bevares på danske hænder og for at undgå at tyskerne oprettede standretter. Dette betyder vel netop at man søgte at få dem straffet efter danske og ikke tyske regler, og dermed også at de slap for at komme i KZ-lejr? Det var meget interessant at få et andet syn på den forkætrede Buhl.

Ete Forchhammer og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

I sin argumentation for en revurdering af Wilhelm Buhl fremsætter Tim Knudsen en række eksempler på, hvordan galt det ville være gået (det er konjunktiv!), hvis Scavenius ikke var blevet bremset. En del af Knudsens eksempler er faktisk at sammenligne med myggestik i sammenligning med, hvad der ellers foregik under 2. verdenskrig, men det lyder da dramatisk, at man ville "have udlagt falske bøjer ved Esbjerg". Som bekendt gik de allierede i land i Normandiet.

Hvis Scavenius troede, at Tyskland kunne vinde krigen, så var han ikke den eneste, heller ikke blandt danskerne. Men så han det virkelig som sin opgave at bidrage til en tysk sejr, eller gjorde han bare det, han anså for at være nødvendigt i situationen? Og hvorfor nævner Knudsen ikke, at Scavenius i 1943 indgav sin demissionserklæring, da Werner Best forlangte, at danske sabotører skulle dømmes tysk lov?

Kronikken er stærk båret af Knudsens meninger og derfor gad man godt se kilderne til fremstillingen. Jeg kommer ikke til at læse hans værk om danske statsministre, men man må håbe, at læserne har en mulighed for selv at foretage en kildevurdering, og at Knudsens værk bidrager til en sådan kildevurdering, inden man skrider til nye vurderinger af de implicerede politikere. Det dur ikke at tegne et forvrænget billede af Scavenius med det formål at rehabilitere Wilhelm Buhl.

Carl Chr Søndergård, Finn Jakobsen og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar
Anders Thornvig Sørensen

Jørgen Mathiasen 26. oktober, 2020 - 16:26

Kronikker med kildelister bliver mig bekendt ikke bragt, men så er der jo bogen.

Knudsen skriver ikke, at Scavenius ønskede en tysk sejr, men derimod - i indirekte vendinger - at Scavenius drev samarbejdspolitikken til et punkt, hvor der var en reel risiko for, at de allierede sejrherrer i 1945 ikke ville have set nogen forskel. Så kunne man forestille sig, at moderlandet øst for en demarkationslinje gennem Silkeborg--søerne blev en folkerepublik, mens
Grønland blev et amerikansk-tilknyttet område. Sådan gik det ikke, men Roosevelt ville have haft mentaliteten til at lade det ske, og Scavenius havde ikke mentaliteten til at forhindre det.

Jørgen Mathiasen

@Anders Thornvig Sørensen
Nej, der er normalt ikke kilder eller litteratur til en kronik. Det har jeg heller ikke efterlyst, og jeg har heller ikke skrevet, at Knudsen har nogle umulige synspunkter. Derimod ønsker jeg for læserne af hans værk, at de kan følge med i, hvordan han når frem til sine konklusioner.

Carl Chr Søndergård, Anders Thornvig Sørensen og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar
William Mannicke

” Ifølge besættelsestidsforskningens store nestor, Hans Kirchhoff, er Buhls indsats »underbelyst og undervurderet«.”

Et af de største problemer mth til besættelsestidens historie, er adgang til kilderne.

Mange dokumenter, sager, er belagt med mere end 75 til 100 års adgangsbegrænsning.
Derfor er det svært at belyse besættelsestiden historie.
Lige efter krigen var politikerne ikke så interesserede i at der blev gravet for meget, så derfor den yderst begrænsede adgang.

Men vi får, måske, syn for sagen, selv om der stadig kan gå 25 år før de sidse officielle restriktioner ophæves.
Og de privat arkiver kan have endnu længere begrænsninger.

David Zennaro, Per Torbensen, Carl Chr Søndergård og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Nu vidste vist ingen i 1942 hvor de allierede ville gå i land. Den jyske vestkyst blev som bekendt plastret til med betonstillinger og Esbjerg på det nærmeste omdannet til en fæstning med kanonstilliger på Fanø og Skallingen. At man gik i land i Normandiet var der ingen der fortalte tyskerne, så en engelsk landgang i Esbjerg var såmænd også frygtet af tyskerne.

David Zennaro, Dorte Schmidt-Nielsen og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

@William Mannicke
Det er meget muligt, at nogle kilder stadig er utilgængelige, men så må de også være det for Tim Knudsen. Man må derfor antage, at hans fremstilling og vurderinger hviler på kontrolerbare / åbne kilder. Under alle omstændigheder kan hans syn på Erik Scavenius konfronteres bl.a med Lidegaards værk.

Carl Chr Søndergård og William Mannicke anbefalede denne kommentar
Jesper Pedersen

==
Kan man overhovedet forlange, at ansvarlige politikere skulle lade private grupper føre væbnet udenrigspolitik?
==

Som det var bedre at lade tyske nazister føre vores udenrigspolitik.

Carl Chr Søndergård og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Hvorfor skulle alle melde sabotørerne til politiet? Var vi ikke imod nazismen og Hitler? Nå, nej, det er jo rigtigt, det var vi jo ikke. Mange var jo åbenlyst begejstrede for den stærke mand, der kunne ordne det hele, og det meste af befolkningen beundrede de tyske sejre i det skjulte.
Mange steder fik de tyske soldater blomster og blev budt på kaffe, når de marcherede ind i en dansk by. Spørg fx Lise Nørgård. Hun har en beretning om det. Tænk på KU og deres skråremme. Tænk på dem, der blev sendt til Tyskland for at arbejde og ikke kunne nægte det. Tænk på kæft, trit og retning i opdragelsen.
Danmarks holdning var at levere ressourcer til nazityskland, som kunne bruges til at undertrykke andre lande, så vi selv kunne gå fri.
Jeg forstår ikke Buhlholdningen og slet ikke Tim Knudsen. Hvad er det dog for en mentalitet?

Thorkel Hyllested

At "den skæve våbenfordeling" i slutningen af krigen forhindrede en kommunistisk magtovertagelse efter krigen, er en påstand, der ikke er belæg for - for at sige det mildt. Da vi havnede på den vestlige side af Europa, handlede det snarere om Jalta konferencens beslutninger om fordelingen af kagen. At vi blev anerkendt som allierede, skyldes først og fremmest sabotagen og søfolkene.

Et underbelyst emne er truslen fra Sovjet. I Danmark formåede vi aldrig at navigere specielt kønt i balancen mellem rigtigt og forkert. Briterne havde mod krigens ende fravristet os Island og tankerne om hvem der ville “befri” os og under hvilke vilkår har helt sikkert været mange. Hvis man taler lederskab er ingen over eller ved siden af Mannerheim. Vi havde ingen Mannerheim eller nogen der bare mindede om til at navigere minefeltet mellem samarbejde/nazistisk hævn/fremtidig kommunistisk undertrykkelse og/eller deling.

https://en.wikipedia.org/wiki/Seven_Days_to_the_River_Rhine

https://en.wikipedia.org/wiki/Operation_Unthinkable

https://en.wikipedia.org/wiki/End_of_World_War_II_in_Europe#/media/File:...

Specielt hærenes stilling ved afslutningen af den Anden Verdenskrig er meget interessant. Dér hvor de sovjetiske tropper stod kom delingen af Europa. Briternes krig, indledt (angiveligt) til forsvar af Polen og opretholdelse af Polens selvstændighed, må anses som alt andet end en succes. Mannerheim, med langt færre midler, formåede rent faktisk at holde Finland frit selvom alt syd og øst for Finland blev annekteret og russificeret af Stalin.

Mannerheim minder om Arminius på den måde at han blev uddannet af fjenden og endte med at bruge den viden til at vinde sit folk rettigheder igennem militær snilde og fjendens udmattelse.

Anders Thornvig Sørensen

Ulla Nygaard 27. oktober, 2020 - 11:32

Mannerheim var en stor skikkelse. I vinterkrigen var Sverige i øvrigt en uerklæret deltager på Finlands side. En anden detalje: da Sovjetunionen tiltvang sig militære baser i Estland, var det en del af aftalen, at de kun skulle tjene defensive formål. Alligevel blev de brugt til at bombe Finland.

Man kan overveje om Churchill ikke havde dårlig smag i munden over krigserklæringen mod Mannerheim selvom han aldrig direkte hjalp Stalin med forsøget på gen-annektering af Finland.

Det var vel en reel frygt man havde i Moskva at diverse pagter og aftaler til trods at finnerne ville sejre med tyskerne som var tilfældet i 1918 og den finske selvstændighed. Dog var de russiske forsøg på strategiske landudvekslinger op til krigens udbrud naive, i bedste fald desperate og anerkendte ikke de meget større trusler Sovjet udgjorde overfor finnerne end omvendt.