Kronik

Vores ypperste mål skal ikke længere være selvrealisering, men i stedet selvoverskridelse

Det vil være godt for både os og planeten, hvis vi tænker lidt mere på helheden og lidt mindre på os selv. Så måske er det på tide at smide selvdyrkelsen i skraldespanden, gå efter selvforglemmelsen og sætte det globale fællesskab først, skriver psykolog og forfatter Kaspar Meitil i dette debatindlæg
»Vi bliver nok nødt til at opgive hakkebøfferne og droppe ferien i Thailand. Men der er ingen forskning, der peger på, at det skulle forringe vores livsglæde nævneværdigt og gøre vores liv mindre meningsfulde,« skriver psykolog Kaspar Meitil.

»Vi bliver nok nødt til at opgive hakkebøfferne og droppe ferien i Thailand. Men der er ingen forskning, der peger på, at det skulle forringe vores livsglæde nævneværdigt og gøre vores liv mindre meningsfulde,« skriver psykolog Kaspar Meitil.

Borja Sanches-Trillo

23. oktober 2020

De fleste kender Maslows behovspyramide. Vi skal have adgang til mad og drikke, før vi kan tænke på sikkerhed og tryghed, vi skal have sikkerhed og tryghed, før vi kan tænke på venskaber og kærlighed og så videre, og først når vi har styr på alle disse lavere behov, kan vi opnå de højeste menneskelige mål: selvrealisering; at manifestere os selv i verden, få succes og udfolde vores fulde potentiale.

I dette livssyn, som i høj grad har fået lov til at præge den vestlige verden, bliver kulminationen på den menneskelige udvikling mig selv. Mit liv, min udvikling – målet med det hele bliver selvrealisering. Det hele handler i bund og grund om mig.

Men må vi i dag – med pandemier og naturkriser, som tvinger os til at hæve os over egeninteresser og handle med øje for det fælles bedste – erklære selvrealiseringen død? Har vi brug for et frisk blik på vores livssyn og det, vi ser som det gode liv? Og er selvrealisering overhovedet det højeste mål, vi mennesker kan opnå?

Maslows behovspyramide kender de fleste, men få ved, at Abraham Maslow i sine senere år blev interesseret i et niveau, han mente lå over selvrealiseringen, og som faktisk slet ikke handlede om os selv. Han opdagede nemlig, at de mennesker, der havde fået tilfredsstillet deres behov, begyndte at opføre sig på måder, som adskilte sig markant fra adfærden på de ’lavere’ niveauer. Her begyndte kunstneren at gå i ét med sit værk, moren at være i symbiose med barnet, elskerne at smelte sammen.

Frem for at blive mere og mere selvrealiserende og selvmanifesterende begyndte de at glemme sig selv, og de begyndte at handle altruistisk, fordi de i højere grad så sig selv som en del af en helhed og ikke som deres egen ø i konkurrence med andre.

Måske er det, der dengang i 1960’erne lød som en verdensfjern hippiefantasi, i dag blevet en direkte nødvendighed for menneskehedens fortsatte eksistens. For måske har vi brug for at ændre vores syn på det gode liv fra at handle om succes, rigdom, anerkendelse – i bund og grund om mig, mig, mig – til i højere grad at handle om selvoverskridelse – at komme over sig selv og om at agere med udgangspunkt i det fælles bedste.

For hvis vi skal kunne leve snart otte milliarder mennesker i verden, nytter det ikke noget, hvis alle sætter egne interesser øverst. Det nytter ikke noget, at vi bliver ved med at spise kød og flyve til Thailand på vinterferie, når vi godt ved, at det smadrer klimaet. Vi er simpelthen nødt til at lære at hæve os over os selv og sætte det globale fællesskab først.

Selvet skaber lidelse

Når vi har det godt, begynder vi naturligt at interessere os for andres ve og vel. Vi siger, at givers glæde er den største. Og de fleste kender til skønheden ved selvforglemmelsen. Når man bliver komplet opslugt af det, man har gang i, og livet bare flyder og giver sig selv. Vi kommer i flow – om det er, når vi dyrker sport, har sex, er en del af et fællesskab, er kreative eller fanger krabber med ungerne. Vi er i stand til at glemme os selv – glemme selvbevidstheden og leve intenst i nuet.

Det virker paradoksalt – det er bedst for os at glemme os selv. Og nu underbygger forskningen det også: Vi trives bedre, jo mindre selviske vi er. Nyere amerikansk forskning baseret på undersøgelser med over tusind deltagere har vist, at jo mere selvløse vi er, jo bedre har vi det.

Selvfølgelig skal vi ikke glemme vores egne behov, glemme at sige fra eller holde os selv nede. Men måske vi både skal huske os selv og indimellem huske at glemme os selv.

For kommer de fleste af de indre konflikter, vi går rundt med, til syvende og sidst ikke af selvcentrerethed i en eller anden form? Af selvbevidsthed, af selvkritik, af lavt selvværd eller af at komme til at træde andre over tæerne, fordi vi satte os selv først?

Af overvejelser om at være dygtig nok, flot nok, klog nok, af den indre stemme, der utrætteligt gentager de samme historier om mig selv, og sætter spørgsmålstegn ved, om andre kan lide mig?

Eller af den evigt skuffende jagt på præstationer? Den hellige gral gemte sig jo ikke i at få 12 til eksamen, i at blive psykolog eller forfatter. Er størstedelen af vores mentale lidelse ikke i en eller anden grad relateret til selvet? Jeg skal selvfølgelig ikke tale for andre, men det er det for mig.

En pause fra sig selv

Selvet fylder så utrolig stor en del af det indre uvejr, og alligevel lader vestlig psykologi stort set kun til at være optaget af at styrke det. ’Find ind til dit kerneselv, og bliv den, du virkelig er’, lyder det humanistisk psykologiske imperativ. ’Styrk egoet, så det står stærkere mellem det ubevidste og overjeget’, ville en typisk psykoanalytisk tilgang lyde, og selv i postmoderne teorier som den narrative psykologi, der ellers taler direkte imod selvet som et konkret eksisterende fænomen, går anvisningerne på at ’dekonstruere de negative selvfortællinger og styrke de foretrukne’.

Psykologiens verden er gennemsyret af den grundidé, at selvet (hvordan vi end forstår det) skal styrkes, og så er vi i mål.

Jeg argumenterer for, at vi måske i dag i højere grad bør lytte til de kulturer, som i årtusinder har dyrket selvoverskridelsen. Det gør flere af de nyeste psykologiske teoriretninger også. For eksempel i den nyeste såkaldte tredje bølge af kognitiv teori. Her trækkes der eksplicit på selvoverskridende metoder fra Østen, og metoder som meditation og mindfulness, som er baseret på netop dette livssyn, har da også været i voldsom vækst de seneste 30-40 år.

Er selvforglemmelsen så kun for de privilegerede? For dem, hvis ’lavere’ behov allerede er tilfredsstillet?

Fra mit daglige arbejde som psykolog, hvor jeg hjælper stressramte blandt andet med meditation, oplever jeg tæt på det modsatte. De mennesker, der er hårdest ramt af livet, er ofte også dem, hvor den indre selvkritiker fylder mest. Her kommer næsten hele verden ofte til at handle om mig, og enhver begivenhed bliver en bekræftelse af en selvkritisk fortælling, som ’jeg er ikke god nok’ eller ’jeg er et dårligt menneske’.

Her kan det at få en pause fra sig selv, at løsne selvets magt en smule og stille sig fri af den indre selvkritik være et tiltrængt pusterum.

Men er meditation ikke også et slags egotrip? Det er en kritik, jeg selv har været med til at fremføre her i avisen, og den er relevant, da meditation og mindfulness ofte netop bliver til selvdyrkelse. Men hvis vi glemmer ideen om selvrealisering som endemålet og i stedet bruger de kontemplative metoder som midler til selvoverskridelse (det var også oprindeligt tanken med dem), mener jeg sådan set, at det bliver den ideelle modgift til et egotrip.

Jeg tror ikke, den uheldige situation, vi har bragt os selv og planeten i, behøver være entydigt dårlig for vores velvære. Vi bliver nok nødt til at opgive hakkebøfferne og droppe ferien på den anden side af jorden. Men der er ingen forskning, der peger på, at det skulle forringe vores livsglæde nævneværdigt og gøre vores liv mindre meningsfulde.

Til gengæld er der meget, der peger på, at det vil være godt for os, hvis vi tænker lidt mere på helheden og lidt mindre på os selv. Så måske er det på tide at smide selvdyrkelsens livssyn i skraldespanden og begynde at skabe et nyt – et, som rent faktisk gør os glade, og som planeten også kan leve med.

Kaspar Meitil er psykolog og forfatter til bogen ’Kunsten at glemme sig selv’, som udkommer 30. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Werner Gass
  • Ruba Altawil
Werner Gass og Ruba Altawil anbefalede denne artikel

Kommentarer

For mig lyder det til, at skribenten (uheldigvis!) pjækkede fra faget socialpsykologi på sit studium; men hvorfor mener debatredaktionen på Information, at den skal afsætte plads til dette reklame-forskræp for forfatterens/skribentens bog? Jeg har fortjent bedre.