Med terror, strid og kniv er anden runde af værdikampen skudt i gang i den vestlige verden, denne gang anført af en ny debat om tegninger af muslimernes sidste profet og nu to forfærdelige terrorangreb mod civile i Frankrig.
Lad mig slå fast, at både før og efter den islamiske guldalder blev profeten repræsenteret på forskellige måder af muslimer, i form af både tegninger og kalligrafier. Af islamisk lære fremgår det, at man ikke må afgudsdyrke billeder, ikke at det er forbudt at lave repræsentationer af profeten. Profeten blev i løbet af sit liv selv udsat for spot og spe, og historier om, hvordan hans nabo ofte smed affald foran hans dør, er velkendt. Profeten svarede med at vende den anden kind til. Det skal vi tage ved lære af.
Ligesom kristne danskere ikke skal tage personligt afstand fra individer som Breivik eller fra terrorangrebet mod moskeen i Christchurch, skal muslimer ikke tage personligt ansvar for terrorangreb i Frankrig. Det er urimeligt at forvente det af dem.
Den brune mands byrde
Det er blevet et normaliseret synspunkt, at terrorangreb begået af højreekstremister ses som afvigelser, mens islamistisk terror tolkes som eksemplarisk. Dette til trods for, at både de primære ofre for islamistisk ekstremisme og dem, der kæmper de reelle krige mod disse ekstremister, er muslimer.
Derfor er det også beskæmmende, når komplekse sociale, kulturelle og økonomiske problemstillinger som debatten om kriminalitet eller ekstremisme reduceres til spørgsmål om os og dem, og når årsagssammenhængen reduceres til 'islam', som var det forklaring på alle tidens dårligdomme i stedet for videnskabeligt veldokumenterede argumenter om politiske konflikter, krig og armod.
De seneste ofre for ekstremisme i sin grimmeste form er tre civile i Frankrig – en grufuld påmindelse om, at vi alle har et ansvar mod ekstremisme. Men den brune mands byrde, vores byrde, er at forsvare vores religion og integritet mod de ekstremister, der med dårskab og mord martrer religionens navn. Det skal vi have hjælp til, uden at parnasset gør os til medansvarlige for ekstremismen.
Efter terrorangrebet mod Charlie Hebdo i 2015 udgav satiremagasinet en tegning af profeten grædende med ordene »det er i sandhed hårdt at være elsket af idioter«. En påmindelse om, at vi alle, muslimer og ikke-muslimer, må kæmpe mod ekstremismen. I fællesskab vil vi stå sejlivet, inshallah.
Amin Aoussar er antropolog.
Højrefløjen forsøger at starte en november-revolution. Det er en politisk handling - de er ikke interesserede i religion. Hvem står bag dem? Hvem sponsorer dem? Hvad koster det at genoptrykke Muhammed tegningerne, og hvilke aviser har et politisk motiv til at hoppe med på vognen? Hvem betaler for projektet? Hvor mange politiske partier herhjemme har bagmændene betalt for at starte op og sponsoreret under bordet - for at føre dem frem i medierne? Hvad er det egentlige formålet med at skabe fremmedhad?
Hvordan ville mandatfordelingen i Folketinget være, hvis underklassen og arbejderklassen, dvs. omkring halvdelen af vælgerne, ikke hopper med på vognen, og i stedet for at stemme på højrefløjens partier, stemmer på de partier på venstrefløjen der er de eneste, som til dagligt arbejder for at forbedre de sociale forhold for de to klasser. Højrefløjen er med i blå blok, som netop skaber sociale nedskæringer og forringer den sociale sikkerhed for arbejderne.
Er de rige bagmænd som har anbragt deres penge i skattely interesserede i ytringsfriheden, eller i at splitte de to klasser, for at flytte vælgere over i blå blok? Investerer de deres penge i politik for at pumpe blå blok op, for at overklassen generelt får skattelettelser o.l? Hvor mange milliarder pumper overklassen ud hvert år på politiske projekter, lobbyarbejde etc?
Overklassen kæmper i øjeblikket med alle midler for at få magten og flertallet tilbage i Folketinget, og kampen føres altid gennem medierne, det er dér slagene står og de har trecifrede milliarder kr. bag sig, som de kan tage af.
Det er en god ide at investere i politik. Man ser det tydeligst i USA, hvor politiske investeringer giver en gevinst på 1:1000 i udbytte, og derovre arbejder politikerne på fuldtid, for at skaffe sponsorpenge - penge der naturligvis kommer fra toppen af samfundet. Demokratiet i USA er pilråddent, fra taget og helt ned til fundamentet og kan ikke reddes.
Hvad ville der egentligt ske, hvis underklassen dannede et politisk parti, med det formål at fjerne fattigdommen herhjemme? -Ikke meget, fordi medierne ikke ville bakke op om sagen, men også fordi det koster mange penge at gennemføre projektet, penge som de fattige ikke har.
OK, men skal vi ikke lige glemme den ideologiske klassekamp og mediernes kommersielle rolle i den forbindelse et øjeblik, og se på pointen i artiklen.
Mange borgere i vesten- desværre nok det store flertal - ved alt for lidt om nuancerne og spændingerne i islam, både når det drejer sig den nuværende situation, og når vi ser historisk på det. Der er helt klart meget stærke politiske kræfter både i den arabiske verden og i vesten, der arbejder systematisk på at få hadefronten op at stå, og det drejer sig om magtkamp.
Lige så lidt som en moderne kristen, vil slås i hartkorn med de fundamentalistiske rabiate kristne i bibelbæltet i USA, lige så farligt er det, når man bygger et billede op af muslimen som en stereotyp entydig og antidemokratisk størrelse.
Da de blå ændrede folkeskolefaget religion til kristendom, fjernede de samtidig muligheden for at bibringe skoleelever en mere nuanceret forståelse for f.eks. islam. Det gælder i øvrigt også vore muslimske elever, der hermed blev overladt til imamernes indflydelse.
Skal vi ikke se at få ændret på denne skamplet på vores såkaldt åbne samfund, og få ændret på dette forhold. Som det er nu, kan andet end kristendommen kun inddrages i den udstrækning, det belyser kristendommen ( læs. fremhæver kristendommens lyksaligheder på bekostning af andre religioner). Og så skal faget opprioriteres i timer, så det kan blive et af det demokratisk samfunds våben mod nationalistiske og fundamentalistiske tendenser i disse tider.
Jeg har ingen illusioner om, at den nuværende socialdemokratiske regering, ligefrem brænder for at tage sagen op, men SF, Enhedslisten og De Radikale ville kunne arbejde sammen om et lovforslag, og mon så ikke mange fornuftige socialdemokrater kunne se pointen?
Jeg mener der er en central pointe her: det er at uanset hvordan man forstår religion og dens betydning, så er der altid tale om at det er et menneske der udfører en handling. Det er et menneske der myrder, nægter andre retten til livet.
Uanset hvilke intentioner morderen har med sine gerninger, så må morderen stå til ansvar for sine gerninger. Dette ansvar kan ikke bortforklares. Selv om man kan henvise til diveres hellige tekster, så er det i sidste ende et menneske der skrider til en af de alvorligste forbrydelser vi kender til. En sådan forbrydelse skal naturligvis retsforfølges og forbryderen skal straffes efter loven. Netop heri adskiller retssamfundets grundsætninger sig fra den religiøse dogmatik. Det skal vi værne om.
mvh. poul.