Du betaler for udviklingen af vaccinen, men medicinalfirmaerne scorer gevinsten

Milliarder af skattekroner har været med til at betale for udviklingen af de kommende coronavacciner. Alligevel vil private medicinalgiganter nu tjene kassen på at sælge vaccinerne tilbage til os. Fællesskabet burde have patentrettighederne til medicin, der er udviklet gennem offentlig finansieret forskning, skriver klummeskribent Pelle Dragsted i dette debatindlæg
Moderna har modtaget en milliard dollar, svarende til over seks milliarder danske kroner fra den amerikanske stats forskningsprogram BARDA til udviklingen af deres lovende vaccinekandidat.

Moderna har modtaget en milliard dollar, svarende til over seks milliarder danske kroner fra den amerikanske stats forskningsprogram BARDA til udviklingen af deres lovende vaccinekandidat.

Joel Saget

Debat
19. november 2020

Sidste uge bød på gode nyheder for coronatrætte danskere. Flere medicinalselskaber meddelte, at de nu har udviklet vacciner, der virker i omkring 95 procent af tilfældene, og at de kan være klar med masseproduktion af vacciner allerede i slutningen af året.

Det varmede også både hjertet og nationalfølelsen lidt ekstra, at to nye, lovende coronavacciner er udviklet af forskere og læger i det danske sundhedsvæsen.

Men midt i glæden og udsigten til at kunne feste og kramme forældre og venner igen er der også noget, der må give stof til eftertanke – eller nok nærmere stof til forargelse og kritik. Nemlig det faktum, at store medicinalgiganter nu skal blive hovedrige på at sælge vacciner, som i stort set alle tilfælde bygger på offentlig finansieret forskning og udvikling.

Lad os tage eksemplet Moderna – én af de medicinalselskaber, som i sidste uge meddelte, at de snart var klar med en vaccine til markedet.

Moderna har modtaget – og hold nu fast – en milliard dollar, svarende til over seks milliarder danske kroner fra den amerikanske stats forskningsprogram BARDA til udviklingen af deres lovende vaccinekandidat.

Ifølge Modernas egne oplysninger er udviklingen af vaccinen faktisk 100 procent finansieret af offentlige midler. Hertil kommer, at vaccinen bygger videre på en række offentlige forskningsresultater.

Ikke desto mindre er det Moderna, der nu ejer patentet på vaccinen og dermed har eneret til produktionen. Selskabet har prissat deres kommende vaccine højere end de konkurrerende vacciner og står til at tjene et tocifret milliardbeløb – alene på det amerikanske marked. Nyheden om, at en vaccine var klar, sendte da også selskabets aktiekurser gevaldigt i vejret.

Og Modernas vaccine er ikke alene om at være finansieret af offentlige midler. Det gælder stort set alle andre lovende vaccinekandidater, herunder den anden lovende vaccine fra Pfizer og BioNtech, som har modtaget over en milliard i offentlig støtte fra den tyske stat og den europæiske investeringsbank, som også Danmark er med til at finansiere.

De to danske vaccinekandidater er ikke alene offentligt finansierede, men i høj grad udviklet af offentligt ansat personale i sundhedsvæsnet. Den ene af forskerne ved Statens Serum Institut, den anden ved Københavns Universitet. Forskningsresultaterne fra sidstnævnte er øjensynligt patenteret af den private virksomhed Adaptvac og skal nu kommercialiseres af biotekfirmaet Bavarian Nordic.

Hvis vaccinen bliver en succes, risikerer vi altså også at skulle betale en høj pris for et dansk vaccinationsprogram, selv om vaccinen er helt eller delvist udviklet for offentlige penge og i offentligt regi. En slags dobbeltbeskatning af befolkningen.

Offentlige patenter

Det er alt andet end rimeligt, at forskningsresultater, der er skabt på offentlige institutioner eller finansieret af offentlige midler, skal ende i private selskabers patentportefølje, så de bagefter kan tage den merpris, som patenter tillader. Og derfor er der da også på globalt niveau en voksende kritik af privatiseringen af fællesskabets frembringelser.

Den amerikanske ngo Public Citizen har for eksempel senest krævet, at den amerikanske regering skal have medejerskab til Modernas vaccinepatenter.

Og den britiske tænketank Common Wealth foreslog i en rapport tidligere på året, at Storbritannien og andre stater burde etablere offentlige patentfonde, der administrerer fællesskabets patentrettigheder. Forslaget indebærer, at offentligt ansatte og offentligt finansierede forskere skal skrive under på, at rettighederne til deres forskningsresultater skal tilgå patentfonden, på samme måde som forskere gør i private virksomheder. Fonden skal så give vaccineproducenter licens til at producere vaccinerne mod betaling og under aftaler om rimelige priser. Indtægterne fra patenterne skal reinvesteres i ny forskning, hvis resultater så igen kommer på offentligt patent.

En offentlig patentfond ville ikke bare sikre indtægter til fællesskabet og billigere vacciner til befolkningen. Den ville også give en demokratisk kontrol med, hvordan vi anvender patentrettighederne. Frem for et snævert økonomisk sigte kunne der tages samfundsmæssige og globale hensyn – for eksempel ved at stille viden eller licenser gratis til rådighed for fattige lande eller overlade rettighederne til internationale institutioner som FN’s fælles medicinpatentpulje.

Lige nu er vi i hvert fald til grin for egne penge.

Pelles position

Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent og medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Risiko er offentlig, profit er privat.

Anders Reinholdt, Estermarie Mandelquist, Claus Skjerk, Per Langholz, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz, Pernille Elholm, Marianne Stockmarr og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Fra og med "finanskrisen" i 2008 er det blevet tydeligt, at den nuværende samfundsformation befinder sig i en overgangsfase fra én form til en anden. Der er en alliancen mellem stat, storkapital og fagbevægelsen, en alliance der i alle væsentlige spørgsmål afstemmer deres holdninger og fører dem ud i livet.

På denne måde er kapitalen i stand til at forme borgernes bevidsthed gennem medierne og holde kritiske røster ude af debatten. Det er en subtil form for statsmagt, der primært udøver sine funktioner i det skjulte. Det betyder, at borgernes politiske aktivitet bliver registreret gennem et omfattende aflytningssystem i et samarbejde mellem nationale og internationale efterretningstjenester.

Kapitalismen holdes kunstigt i live ved hjælp af statslige subsidier og ved at overføre offentlige værdier til det private. Staten har til opgave at varetage monopolernes og finanskapitalens interesser. Det sker gennem en social pagt mellem stat, storkapital og fagbevægelsen. Denne pagt kommer til udtryk gennem trepartsforhandlinger og gennem fælles lovgivningsmæssige initiativer.

Prisen for disse indgreb var meget høj og medførte offentlige nedskæringer og besparelser i en hidtil ukendt størrelsesorden. Det betyder, at centrale dele af grundloven er sat ud af kraft for at virkeliggøre monopolernes uindskrænkede magt over statsapparatet.

https://arbejderen.dk/idekamp/et-kvalitativt-spring-i-udviklingen

hanna skjønning

Dejligt endelig at læse en Corona-artikel med substans i! Det er en vigtig pointe at få frem, at vi selv burde eje patenterne og så kunne medicinalindustrien fungere som producent. Det er jo brugt på andre områder, fx kender jeg en opfinder, der ejer et patent og får royalty fra producenten.