Forudsætningerne for en stor valgsejr til USA’s demokrater tegnede optimale.
En kvart million amerikanere er døde i en pandemi, hvis fatale forløb i vidt omfang skyldes Trumps forkludrede respons. Mindst seks millioner amerikanere er kastet ud i fattigdom på grund af coronakrisens økonomiske tilbageslag. Og det er kun kulminationen på en præsidentperiode med endeløse skandaler, hvoraf de værste under normale omstændigheder i sig selv burde udelukke, at den siddende præsident kunne have en politisk fremtid.
Nu tegner Bidens sejr til at blive snævrere end forudsagt i alle meningsmålinger. Under de demokratiske primærvalg insisterede Bidens heppekor på, at hans socialistiske udfordrer, Bernie Sanders, ville afskrække Floridas vælgere. Alligevel kunne Trump triumfere i solskinsstaten. Den ‘uvalgbare’ Sanders ville ikke give demokraterne en chance for at erobre flertallet i Senatet, lød det. Det lykkes nu næppe heller med Biden, og i Repræsentanternes Hus skrumper det flertal, som demokraterne vandt ved midtvejsvalgene.
Uden pandemien ville Trump helt sikkert have sikret sig en ny periode, hvor han kunne have nedbrudt et allerede dysfunktionelt demokrati med konsekvenser i måske en generation frem eller mere. Vi skulle have haft en demokratisk jordskredssejr – nu må verden betale prisen for den demokratiske partielites svigt. Trump er muligvis besejret, men trumpismen lever.
Den demokratiske partielite må i gang med en dyb selvransagelsesproces. Da de for fire år siden fik nyheden om, at Trump var blevet valgt til præsident, var han for demokraternes ’moderate’ fløj en pludselig orkan, der materialiserede sig på en skyfri himmel, en pervers ulykke, man skulle overstå, så den gamle normalitet kunne genoprettes.
Demokraterne trøstede sig med, at de ikke selv var skyld i katastrofen. De var blevet snydt, russisk indblanding var årsagen. Og i år ville Biden så kunne sole sig i et genskær fra den strålende Obama, træde frem som den ’voksne’ og genvinde tilslutning fra vælgere tabt til Trump ved sin åbenlyst større kompetence. Men Trump har vundet endnu flere stemmer, end han gjorde i 2016.
Demokratisk partielite har fejlet
Årsagerne går årtier tilbage. Den demokratiske magtelite har længe nægtet at bekende sig til elementære socialdemokratiske principper, herunder beskatning af de bedre stillede til at finansiere programmer som eksempelvis en omfattende velfærdsstat og universel sygesikring.
I 1960'erne iværksatte den demokratiske præsident Lyndon Johnson sit ’Great Society’-program til bekæmpelse af fattigdom. Men selv om skattebyrden for den gennemsnitlige amerikanske familie blev næsten fordoblet mellem midten af 1950’erne og 1980, blev selskabsskatterne løbende skåret ned. Her var en vrede at udnytte: Det var de hårdtarbejdende amerikanere snarere end erhvervsbosserne, som skulle finansiere ydelserne til dem, der blev dæmoniseret som samfundsnassere.
Da Ronald Reagan fordømte »velfærdsdronninger«, hørte mange i den hvide arbejderklasse et indforstået racistisk udfald imod enlige sorte mødre, som deres hårdt tjente dollars subsidierede. Da Clintons regering indgik handelsaftaler, der tilintetgjorde industrijob i rustbæltet, opstod der en ny forurettelse, der kunne udnyttes politisk. Trump blev manden, der kunne italesætte de racistiske stemninger og vreden over den økonomiske og sociale marginalisering – og svejse de to kræfter sammen.
I kølvandet på finanskrisen så Obamas præsidentkampagne ud til at ville bryde med de foregående republikanske og demokratiske regeringers fiaskoer. Det lykkedes ham at redde bankerne, men de finansielle ledere, der var ansvarlige for krakket, gik fri. Samtidig stagnerede eller faldt lønningerne for millioner: Mens den amerikanske middelklasses andel af nationalindkomsten faldt fra 62 til 43 procent mellem 1970 og 2018, er antallet af milliardærer steget: fra 66 i 1990 med en samlet formue på 240 milliarder dollar til 614 i dag med en samlet formue på næsten 3.000 milliarder. USA er nu et samfund, hvor én ud af 11 sorte voksne er i fængsel eller prøveløsladt.
Den demokratiske partielite har vist sig at være politisk bankerot og ude af stand til at løfte disse udfordringer. Partiet tabte til Trump i 2016 og kan i bedste fald stille med en dødfødt regering denne gang.
Den gamle demokratiske partielite klarede ikke at tage opgøret med trumpismen. Det er nu op til en ny generation af progressive ledere, at gøre arbejdet færdigt – ikke kun for USA’s skyld, men for os alle.
Owen Jones er britisk journalist og klummeskribent.
© The Guardian og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen.
Præsidentvalg 2020 – kampen om USA
Én ting er republikanerne og demokraterne enige om. Præsidentvalget 2020 handler om to radikalt forskellige opfattelser af Amerika.
Og valget vindes af dem, der kan gøre deres vælgere så bange for enten trumpismen eller den radikale venstrefløj, at de stemmer den 3. november. Biden fører i målingerne, men Trump er blevet undervurderet før. Spørgsmålet er, om han kan overraske igen.
Men præsidentvalget er ikke kun meningsmålinger og kapløb om magten. Følg vores valgdækning her.
Seneste artikler
Republikanerne skal vælge mellem Donald Trump og USA’s forfatning
6. januar 2021Indtil for nylig holdt Trump de republikanske lovgivere i en skruestik. Det er ikke længere tilfældet. Jo mere ekstreme hans grundløse påstande om valgfusk bliver, desto flere republikanere undsiger den afgående præsidenten. Resultatet er et dybt splittet parti»Fra nu af må alle kysse ringen«: Trump tabte valget, men fuldendte den ’fjendtlige overtagelse’ af partiet
28. november 2020I 2016 talte ledende republikanere åbent om Donald Trump som en plage, der skulle bekæmpes med alle midler. I dag står han som partiets uanfægtede leder, som ingen vover at sige imod. Hvordan gik det til?Georgias kvinder kan afgøre Amerikas skæbne
18. november 2020For første gang siden 1996 har Georgia valgt en demokratisk præsident, og til januar vil sydstaten afgøre magtfordelingen i det amerikanske senat. En historisk kamp – som delstatens kvinder og minoriteter har afgørende betydning for. Information har mødt nogle af dem
Det sker når politikerne ikke forstår folks problemer og deres følelse af marginalisering. De kan ikke løse alle problemer, men bare at blive hørt og få en forklaring på hvorfor verden er som den er, vil inkludere og skabe en forståelse der kan føre til accept af at alt ikke kan løses for alle på en gang.
Hvorfor er det lige at alle undtagen Demokraterne kan se hvor det går galt?
Aaahhh, inden vi forudser borgerkrig i USA til januar skylder man da lige at tage det republikanske parti in minde...
Det kunne godt se ud som om, at Amerikas Forenede Stater ikke længere magter et globalt førerskab.
De er jo også et ret ungt samfund - som i øvrigt har bragt sig i en stadig større økonomisk gæld til et ældgammelt kejserrige: Kina, En stat der har formået at øge sin samlede velstand rigtig meget, har hindret overbefolkning med en ét-barns-politik, og har ændret kejserdømmet til et meritokrati https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=meritokrati - hvad Platon og Sokrates nok ville have frydet sig over.
For os ville det nok være vanskeligt at give afkald på borgerrettigheder og folkestyre til fordel for et ét-parti-styre, hvor man kun kan blive medlem, hvis man har gjort sig fortjent til det.
Men er det ikke sådan, at uligheden er mindre, og at bekæmpelsen af Covid-19 er mere effektiv i det kinesiske samfund, hvor fællesskabet vægtes mere end den individuelle frihed?
Kan man mon sige, at USA kontra Kina er frihed kontra fællesskab?
Magter vi mon at "se ud over egen næsetip"? ;-)
Arne Thomsen. Jeg er nu ikke helt sikker på, at uligheden i Kina er mindre end i USA. En konsekvens af et-barns politikken er, at der skulle være væsentligt flere drenge/mænd end piger/kvinder. Og hvorvidt Kina er blevet et meritokrati vil jeg tillade mig i nogen grad at stille mig tvivlende overfor.
@Carl-Erik Holm. Jeg er da bestemt heller ikke sikker på, hvordan forholdene er i Kina. Medierne er jo generelt negativt indstillede og oplyser kun meget lidt.
Det meste, jeg ved, har jeg fra dette link:
http://www.kina-historie.dk/kinas-politiske-system.asp
Om det er pålideligt, ved jeg ikke - om end det for mig ser sobert ud - men jeg finder det uklogt, at vi ikke orienterer os bedre om denne globale stormagt.
Klare ord fra Owen. Måske er vi også blevet for liberale i Danmark, med organisationsfriheden, der har gjort kampen ulige for fagforeningerne? Ihvertfald er uligheden også vokset på vores arbejdsmarked. Hvordan forebygger vi tilsvarende tilstande?
Valg-våbenhvilen er slut. AOC åbner ild. Hendes hjerne, tunge, tænder og negle er skarpe. <3
https://www.theguardian.com/us-news/2020/nov/08/alexandria-ocasio-cortez...
Det som jeg ser som det største problem er, at Biden ikke vil kunne levere en tilstrækkelig modvægt til især Putin, Xi og Erdogan. Og så kan man spørge sig selv om, når nu man betragter Biden som mere egnet til præsidentembedet end Trump, om det vil skabe en mere fredelig verden, eller i virkeligheden det modsatte. Altså lidt den der med at tisse i bukserne på en kold vinterdag. Jeg tror ærlig talt at de 3 despoter glæder sig over valgresultatet, ikke for amerikanernes eller verdens skyld, men fordi de vil få et større manøvrerum, altså for egen vindings skyld. Og tjener det os bedst?
Owen Jones spekulerer over hvorfor demokraterne ikke kan tiltrække Trumps vælgere. Og det kommer han vel aldrig til at forstå sidende der i det multikulturelle London hvor han bruger sintidpå progressive opinios pieces, noget der har nul interesse ude på landet og i mindre flækker hvor Trumps vælgere primært befinder sig.
Det er en afvisning af den progressive orden hvor hele verden skal inviteres inde for døren og vi alle skal sidde på skødet af hinanden og se Rupauls drag race. Venstreorienterede er så arrogante at de kan ikke begribe hvorfor nogle mennesker ikke gider det samme som dem. I et valg med kun to muligheder er en stemme på én kandidat ikke nødvendigvis støtte til den kandidat men kan lige så godt være en afvisning af den anden. Den mulighed har Owen Jones og de ansre på hans safe space gender fluid redaktion på The Guardian slet ikke overvejet. For de holdninger de sælger er jo bare åbentlyst de rigtige, ik?
@Arne Thomsen: Du må prøve at følge lidt mere med i hvad der faktisk sker i Kina. Som du argumenterer, burde det fx være rigtig rart at være i fængsel. Der må jo være rigtig meget fællesskab, og fælleskab er jo altid godt.
@ Arne Thomsen: Sjovt at læse et indlæg det ikke er lyden fra ekkokammeret af ”de moderne meninger”. Pluralisme i verdens samfundsstruktur og ledelse er intet vi danskere – og ”Vesten” sætter pris på og accepterer, det har vi aldrig gjort. I bogen ”Tomorrow, the World” angives det at USA, efter WWI overvejede og efterhånden besluttede sig til at overtage verdens ledelse fra UK, og hvordan det gik til. En rig flora af nye stater har haft meget få år til at udvikle deres samfund. Krige i Korea og i Vietnam, hvor befolkningen kæmpede for at blive fri for ”frihed, demokrati og menneskelige rettigheder – for at udvikle et samfund som Kina: Holistisk meritokrati – det vi kalder et ”kommunistisk diktatur”, Afghanistan vil være et ”Islam – society” og trods 20 års krig, gir de sig ikke. Vi vil give alle lande i hele verden friheden til at være som vi er. Men bestemt ikke friheden til at være anderledes. Det er selvfølgelig pinligt at opleve at Kina – og Vietnam – synes at gøre det ganske godt.