International kommentar

Bidens løfter om høfligt samarbejde er ikke det rigtige svar på trumpismens polarisering

Demokraterne risikerer at gå i en fælde, hvis de forestiller sig, at de kan overvinde den giftige polarisering ved at betone samarbejde og enhed og søge konsensus med republikanerne, skriver den tyske professor Jan-Werner Müller i denne kommentar
I sin sejrstale sagde Joe Biden, at »vi må holde op med at behandle politiske modstandere som fjender. Vi er ikke hinandens fjender. Vi er alle amerikanere«. Men at række ud til samarbejde over midten bør ikke være målet for enhver pris.

I sin sejrstale sagde Joe Biden, at »vi må holde op med at behandle politiske modstandere som fjender. Vi er ikke hinandens fjender. Vi er alle amerikanere«. Men at række ud til samarbejde over midten bør ikke være målet for enhver pris.

Tom Brenner

Debat
25. november 2020

I fire år har Donald Trump og republikanerne slidt så hårdt på de etablerede normer for amerikansk demokrati, at disse nærmest vil skulle genopbygges fra grunden. De har forrykket de juridiske grænser for det politisk gennemførlige og har ikke bare ladet hånt om oppositionen, men erklæret den for illegitim.

For at gå op imod den intense polarisering maner besindige politikere og kommentatorer nu til moderation og tværpolitisk samarbejde, og den førende fortaler for tilgangen er den tiltrædende præsident selv. I sin sejrstale sagde Joe Biden: »Vi må holde op med at behandle politiske modstandere som fjender. Vi er ikke hinandens fjender. Vi er alle amerikanere.«

Men at række ud til samarbejde over midten bør ikke være målet for enhver pris. Det er naivt at tro, at politiske kampe kan være upartiske bestræbelser på at sikre det optimale almenvel. Konsensus kommer ikke pr. automatik, når blot alle spiller efter reglerne.

Det er afgørende at skelne mellem demokratiske og udemokratiske former for politisk konflikt. De sidste må bekæmpes.

Tribalisme

Polarisering er ikke et givent vilkår, og kultur determinerer ikke politik. Vi er ikke dømt til at artikulere politiske debatter inden for klichéfyldte modstillinger mellem landets folkedyb og byeliter.

Nogle socialforskere er tilbøjelige til at reducere politik til psykologi. De tillægger mennesker medfødte anlæg for ’tribalisme’ – underforstået: Nogle grupper vil altid hade andre. Men den tankegang er forkert, apolitisk og ahistorisk. For hvis tribalisme er et universelt vilkår, hvad er så forklaringen på, at nogle demokratier kan modstå det? Hvorfor plages ikke alle samfund med tilsvarende modsætninger som det amerikanske af samme endeløse og forbitrede kulturkrige?

Polarisering er et højreorienteret politisk projekt. Højrefløjspopulisterne vil øge kløfterne mellem vælgergrupper. De vil reducere politik til spørgsmål om tilhørsforhold. Deres særkende er ikke så meget ’elitekritik’ som den undergravende påstand om, at ikke alle borgere hører til ’det sande folk’. Disse signaler sendte Trump konstant, for eksempel da han bad fire folkevalgte kongreskvinder om at skrubbe hjem til deres »shithole countries«.

Den strategi har fungeret for et republikansk parti, hvis økonomiske politik er ude af trit med det, et stort flertal af amerikanere ønsker. For et plutokratisk populistparti er det ikke retorisk pynt, når der fremmanes apokalyptiske visioner om, at ’det sande Amerika’ ødelægges af sorte og brune mennesker. Det er selve kernemekanismen i en omfattende forurettelsesindustri, som smøres med ressourcer fra de rigeste 0,01 procent.

Men stærke politiske modsætningsforhold er ikke i sig selv et symptom på et dysfunktionelt demokrati. Tværtimod behøver vi netop demokratiet, fordi dybe uenigheder er uundgåelige i et frit samfund.

Problemet opstår, når uenighed bliver til fravær af respekt, og når bestemte grupper frakendes medborgerskab. Så bliver næste skridt at sætte dem uden for indflydelse. Republikanerne har med vælgerundertrykkelse, manipulation af valgkredse og trickle down-aggressioner – politiske intimideringer efter trumpistisk mønster – forsøgt at indskrænke den politiske magt for at fremme egne interesser.

Nye vælgere

Så hvad stiller man op, når hårde politiske kampe – uskønne, men legitime – føres med så beskidte og unfair metoder? Nogle mener, at den tabende side må give sig for at holde sammen på den større helhed. Spilteoretikere siger omvendt, at man kan genskabe respekten for spillereglerne ved at gengælde øje for øje. Men at reagere på uretfærdigheder med andre uretfærdigheder kan udløse en ond spiral af normovertrædelser. At bekæmpe ild med ild kan få huset til at brænde ned.

Det bedste svar på vælgerundertrykkelse er ikke at holde vores politiske modstandere ude. Gengældelse kan være emotionelt tilfredsstillende, men bør modstås til fordel for demokratiforstærkende gensidighed – foranstaltninger, som vil kunne retfærdiggøres ud fra ægte demokratiske principper: såsom at give indbyggere i Washington D.C. stemmerepræsentation i Kongressen eller afskaffe valgmandssystemet.

Selvfølgelig vil republikanerne se sådanne initiativer som tilraning af magt. Men et parti, der vil skabe sig ægte folkeflertal, vil blive nødt til at hilse konkurrencen om nye vælgere velkommen. Hvis de partipolitiske kampe føres med demokratiske midler, styrker de demokratiet mere, end hvad der kan opnås med forlorne appeller om enhed og samarbejde.

Jan-Werner Müller er politisk filosof og historiker og professor på Princeton University
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja, en af demokraternes allervigtigste opgaver er at styrke valgdeltagelsen og repræsentationen for sorte, latinere og oprindelige amerikanere i hele det politiske system. Det handler både om at ændre love og regler og om at holde de pågældende grupper engagerede. Hvis Trump havde vundet, havde det været et voldsomt tilbageslag for den politiske lighed. Nu må man udnytte mulighederne for at styrke den reelle politiske lighed.

Den politiske ulighed er funderet i en klassestruktur, der ligner det traditionelle Latinamerika. Mellem en stor underklasse med etnisk bias og en globaliseret, godsejeragtig overklasse er der en middelklasse med fascistiske tilbøjeligheder. Spændingen mellem middelklasse og underklasse kan kun reduceres ved at de økonomiske og akademiske eliter støtter underklassen. Hvis det ikke lykkes, synker USA længere ned i elendighed og mister moralsk appel uden for landets grænser. Det er ikke Trumps klagende middelklasse, der er hårdest ramt af den herskende orden. Det er en underklasse, der til tider lever på sultegrænsen, plus de eliter, der har brug for global respekt.

Middelklassens fascisme er selvfølgelig ikke et permanent fænomen. Den påvirkes af politiske strømninger. Med Trump ude af Det Hvide Hus, kan det fascistiske momentum måske ikke opretholdes. Men det er også vigtigt, at underklassen får mere fremgang, politisk og økonomisk, så middelklassen føler mindre foragt for den.

Det var skønt at se, at så mange stemte. Ifølge indlæg på Democracy Now steg antallet af latinere, der stemte, fra 12,6 millioner i 2016 til 20,6 millioner i år, hvilket gav Biden et ekstra overskud på et par millioner stemmer i forhold til Hillary, selv om mange cubanere i Florida gik over til Trump, og i Arizona stemte 60.000 navajoer, 97% af dem på Biden.