Kommentar

Brexit skaber det kaos, som krigsherrekapitalisterne lukrerer på

For den stuerene kapitalist, hvis virksomhed profiterer af stabilitet og forudsigelighed, er Brexit et mareridt. Men for krigsherrekapitalisten, der lever af kaos og manglende regulering, er Brexit en unik chance for profitmageri, skriver den britiske journalist George Monbiot i dette debatindlæg
Boris Johnsons regering vil udnytte en no deal eller en tynd aftale til at gøre det af med i al fald nogle af de begrænsninger, der står i vejen for den mest brutale kapitalisme, skriver George Monbiot.

Boris Johnsons regering vil udnytte en no deal eller en tynd aftale til at gøre det af med i al fald nogle af de begrænsninger, der står i vejen for den mest brutale kapitalisme, skriver George Monbiot.

Ritzau

Debat
27. november 2020

Hvor kaos breder sig, vil Storbritanniens regering mangedoble det. Hvor mennesker står på afgrundens rand, vil den give dem det sidste skub. Boris Johnson er ligeglad med de virksomheder, der bønfalder ham om at forlænge transitionsprocessen. Blæse være med pandemi, arbejdsløshed, fattigdom, grænsesammenbrud og sikkerhedsbekymringer. Intet må stille sig i vejen, når vi den 1. januar 2021 kaster os ud over Dovers hvide klinter.

Hvorfor gør vi det imod os selv?

For mig at se må Brexit forstås som et slag i en borgerkrig inden for kapitalismen.

Der er to dominerende former for kapitalisme. Den første, som vi kan kalde den stuerene kapitalisme, vil indrette sig på sameksistens med den administrative statsmagt og profiterer af den stabilitet og forudsigelighed, der kommer af et velreguleret marked, hvor konkurrenter ikke så let kan gribe til beskidte metoder.

Denne kapitalisme kan sameksistere med en demokratisk samfundsorden, når blot der ikke pilles ved den private ejendomsret og de frie markedsmekanismer.

Heroverfor står, hvad jeg vil kalde krigsherrekapitalismen, der ser alle forhindringer for kapitalakkumulation – skatter, regulering, offentligt ejerskab af essentiel infrastruktur og services – som illegitime pr. definition. Intet må stå i vejen for profitmageri.

Denne ideologi blev formuleret af Hayek i The Constitution of Liberty og Ayn Rand i Og jorden skælvede. Bøger, der feticherer noget, de kalder frihed, men som viser sig at være total frihed for plutokrater på bekostning af resten af samfundet.

En unik chance

I ubevogtede øjeblikke går krigsherrerne og deres støtter hele vejen. For eksempel udtalte Hayek under et besøg i Pinochets Chile, at han foretrak et »liberalt diktatur« frem for en demokratisk regering, der var blottet for liberalisme. Peter Thiel, medstifter af betalingstjenesten PayPal, har erklæret, at han »ikke længere mener, at frihed og demokrati er forenelige«.

Brexit er en unik chance for krigsherrekapitalismen – ikke bare for at skrælle alle mulige specifikke regler væk, hvilke den åbent søger, men også for at opsige den ustabile våbenhvile mellem kapitalisme og demokrati. Med Steve Bannons ord er målet at »dekonstruere den administrative stat«. Kaos er ikke en trussel, men en mulighed for berigelse for kapitalens krigsherrer.

Som Peter Hargreaves, milliardæren, som donerede 3,2 millioner pund til Leave-kampagnen, forklarede, da det stod klart, at Brexit-fløjen havde vundet folkeafstemningen: »Vi vil få fantastisk succes, fordi vi dropper alle sikkerhedsnet. Og usikkerhed er en vidunderlig ting.«

Det kaos, som Brexit skaber, retfærdiggør altså, at vi skrotter reguleringer og sætter erhvervslivet så frit som muligt, for nu er tiderne jo vanskelige, så det er nødvendigt for at blive rige igen. Johnsons regering vil udnytte en no deal eller en tynd aftale til at gøre det af med i al fald nogle af de begrænsninger, der står i vejen for den mest brutale kapitalisme.

»Fuck business«

De stuerene kapitalister er forfærdede over Brexit. Ikke alene dæmper det den økonomiske aktivitet, men det truer også med at ødelægge markedsfordelene for virksomheder, der spiller efter reglerne. Uden lovgivningsmæssige begrænsninger vil krigsherrerne kunne udslette dem.

De britiske industrilederes forbund, Confederation of British Industry, har gang på gang advaret om, at udtrædelsen af EU vil udløse et stort økonomisk chok.

Som svar på disse bekymringer kom Boris Johnson, mens han stadig var udenrigsminister, med en bemærkning, der aldrig tidligere ville være kommet ud af en ledende konservativ politikers mund: »Fuck business.«

Set i det lys handler Brexit ikke om national selvstændighed. De oligarker, som har presset stærkest på for Brexit, har kun svage eller ingen bånd til den britiske nation. En af de største sponsorer af Leave-kampagnen var den amerikanske milliardær Robert Mercer. Og de største donorer til Brexit-partiet er Christopher Harbone, der har slået sig ned i Thailand, og Jeremy Hosking, der har virksomhedsadresser i Dublin og Delaware.

Den mediemagnat, der gik hårdest i brechen for Brexit, er australier. For personer som Rupert Murdoch er Storbritannien blot et brohoved til verdens rigeste nationer. At gøre Chile eller Indonesien til en gigantisk frihavn kan være fint nok, men at gentage kunststykket i Storbritannien vil være en mange gange større bedrift.

Det virkeliggjorte Brexit, der følger i kølvandet på pandemien, vil efter alt at dømme skade millioner af mennesker i Storbritannien. Men det her handler ikke om os. Vi er blot fanget i krydsilden i kapitalismens borgerkrig.

George Monbiot er britisk journalist.
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Usikkerheden er ulidelig for alle. Det primære er at briterne må ud. Skal der handles bagefter vil der være fint med tid efter corona til at lave aftaler og til at skotterne stemmer sig til selvstændighed.

Tak til George Monbiot og Information for denne meget fine artikel.

Claus Bødtcher-Hansen, Mads Greve Haaning og Anders Graae anbefalede denne kommentar