Kronik

Det er bullshit, når store virksomheder påstår, at de tager hensyn til andet end profit

Mens store virksomhedsgiganter sender overskud i skattely og ødelægger klimaet i jagten på profit, pakker de deres svigt ind i en falsk win-win-fortælling om, at bæredygtighed, samfundsansvar og profit går hånd i hånd, skriver Claus Strue Frederiksen og Martin Marchman Andersen i dette debatindlæg
»Det er nødvendigt at få gjort op med den udbredte og populære win-win-tankegang, hvor ansvarlig adfærd og bæredygtig virksomhedsdrift hævdes at gå hånd i hånd med profitmaksimering,« skriver Claus Strue Frederiksen og Nartin Marchman Andersen i denne kronik.

»Det er nødvendigt at få gjort op med den udbredte og populære win-win-tankegang, hvor ansvarlig adfærd og bæredygtig virksomhedsdrift hævdes at gå hånd i hånd med profitmaksimering,« skriver Claus Strue Frederiksen og Nartin Marchman Andersen i denne kronik.

Wu Hong

Debat
17. november 2020

Det skabte stort ståhej, da The Business Roundtable – en af USA’s tungeste erhvervsforeninger – sidste år præsenterede et nyt formål for virksomheder. I en erklæring underskrevet af 181 topledere fra blandt andet Amazon, Goldman Sachs og Walmart gjorde foreningen op med mantraet om, at virksomheders eneste opgave er at tjene aktionærernes interesser.

Ikke mere enøjet profitmaksimering, nu handler det om skabe værdi for alle interessenter – herunder kunder, medarbejdere og lokalsamfund – ved blandt andet at passe godt på miljøet og omfavne bæredygtige forretningsmodeller.

Det umiddelbare holdningsskift fra erhvervslivets absolutte top gik verden rundt. The New York Times kaldte det »et brud med årtiers erhvervsortodoksi«. Ifølge erhvervsmediet Financial Times var der tale om »et markant skift væk fra den grundlæggende filosofi om, at virksomheder bør tjene deres ejeres interesser«.

Historien fik også opmærksomhed herhjemme, blandt andet i Børsen. Under overskriften »Børsen mener: Glædeligt budskab fra USA’s tungeste topchefer« indleder Niels Lunde sin kommentar med ordene: »Topchefer for USA’s største virksomheder har forpligtet sig til at lede deres virksomheder efter et nyt livssyn.«

Senere på året fulgte World Economic Forum trop og præsenterede et manifest for en ny og bedre form for kapitalisme. Af manifestet fremgår det, at virksomheder bør tilgodese alle interessenters interesser – ikke blot aktionærernes. Lignende toner hørtes fra fremtrædende erhvervsfolk, herunder Larry Fink, topchef hos verdens største kapitalforvalter, BlackRock.

I begyndelsen af 2020 udsendte Fink et åbent brev til verdens store selskaber, hvori han tilkendegav, at virksomheder bør tjene alle interessenters interesser, og at Blackrock fremadrettet vil sætte bæredygtighed i centrum for sine investeringsbeslutninger.

Og hvad kan vi så bruge det til? Spørger man Harvard-økonomerne Lucian Bebchuk og Roberto Tallarita er svaret: ikke særlig meget.

I en nylig offentliggjort forskningsartikel konkluderer de, at selv om erklæringen fra Business Roundtable umiddelbart udtrykker et opgør med den traditionelle aktionærmodel, skal vi ikke forvente radikale ændringer af virksomhedernes forretningsgange – mest af alt handler det stadig om at maksimere profit.

En gammel traver

Ifølge de to Harvard-økonomer er der flere tegn på, at der ikke for alvor blæser nye vinde i erhvervslivet.

For det første, hvis Roundtable-erklæringen vitterlig udtrykte markante ændringer af virksomhedernes strategi og formål, så burde topcheferne have sikret sig bestyrelsens godkendelse, inden de skrev under på erklæringen. Men ifølge Bebchuk og Tallaritas undersøgelse, var det kun to procent af topcheferne, der have fået en sådan godkendelse.

For det andet viser undersøgelsen, at Roundtable-erklæringen ikke har fået virksomhederne til at ændre deres officielle retningslinjer – hvilket man ellers godt kunne forvente, hvis der rent faktisk var tale om banebrydende ændringer af virksomhedernes missioner og handlemønstre.

For det tredje påpeger Bebchuk og Tallarita, at ledelsesbonusser i langt overvejende grad stadig afhænger af virksomhedernes økonomiske præstationer og ikke af sociale eller miljømæssige resultater. Hvis virksomhederne for alvor var interesserede i ikke blot at skabe profit, men derimod at tjene alle deres interessenters interesser, ville dette formentlig også afspejle sig i virksomhedernes incitamentsprogrammer.

Så alt er ved det gamle? Stort set, ja.

Snakken om bæredygtighed og samfundsansvar er en gammel traver. World Economic Forum præsenterede allerede i 1973 et manifest, der opfordrede virksomheder til at tage hensyn til alle sine interessenter, ikke blot aktionærerne. Erhvervslivet har i årtier talt om Corporate Social Responsibility (CSR). I Danmark blev den første CSR-pris uddelt i 1995, og siden er et vælg af priser og fejringer kommet til.

Overskud i skattely

Problemet er, at når virksomheder og erhvervsorganisationer taler om samfundsansvar og bæredygtighed, handler det stort set aldrig om deres del af regningen – hvad virksomhederne skal betale, hvad deres bidrag er.

I stedet henviser de til fortællingen om win-win, hvor ansvarlig adfærd og profitmaksimering går hånd i hånd. Ifølge denne historie findes der ingen konflikter mellem den økonomiske bundlinje og grønne eller sociale hensyn. Men som Bebchuk og Tallarita påpeger i forbindelse med deres analyse af Roundtable-erklæringen, er den populære win-win-fortælling udtryk for »en fejlagtig karakterisering af den økonomiske virkelighed«.

Der findes masser af situationer, hvor aktionærers interesser ikke flugter med samfundets ønske om en bæredygtig udvikling. Ser man eksempelvis på skattebetaling, klima og arbejdsforhold, er det helt tydeligt, at indtjeningsmuligheder og ansvarlig adfærd ikke altid går hånd i hånd.

Ny forskning viser, at 40 procent af multinationale virksomheders overskud ender i skattely. En adfærd, der på globalt plan koster 200 milliarder dollar om året i tabte skatteindtægter. Det er mere end den samlede globale udviklingsbistand, der ifølge Verdensbanken i 2018 lå på 166 milliarder dollar.

Det er i dag over 40 år siden, at en rapport udgivet af det amerikanske forskningsakademi The National Research Council konkluderede, at der findes uigendriveligt bevis for, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og at en fortsat udledning af kuldioxid vil have markant negativ indvirkning på klimaet. Og hvad er der sket siden da? Udledningen er fordoblet. Og selv om arbejdsforholdene mange steder er blevet forbedret over de seneste årtier, findes der stadig 40 millioner tvangsarbejdere og 152 millioner børnearbejdere i verden.

Alligevel fortsætter forretningsverdenen med at tale om win-win. Et grotesk eksempel er den saudiske oliegigant, Saudi Aramco, der udlægger credoet om win-win således på sin hjemmeside:

»Bæredygtighed giver ganske enkelt god forretningsmæssig mening. Fra løbende forbedringer af driftseffektivitet og miljøpræstationer på vores faciliteter til at forfølge løsninger med lavt kulstofindhold og strategiske investeringer for vækst ser vi bæredygtig praksis som den bedste måde at sikre, at vores forretning forbliver bæredygtig på lang sigt.«

Drop win-win-fortællingen

I en forskningsartikel fra 2016 omtaler økonomiprofessor Thomas Dyllick og bæredygtighedskonsulent Karin Muff forholdet mellem virksomheders tilsyneladende enorme CSR-engagement og klodens bekymrende udvikling som »den store afkobling«. De opfordrer verdens erhvervsledere til at vågne op og erkende, at den nuværende indsats på CSR-området ikke er tilstrækkelig til at løse verdens store udfordringer.

Hvis forretningsverdenen for alvor skal melde sig ind i kampen og være med til at løse verdens store udfordringer, så er det nødvendigt at få gjort op med den udbredte og populære win-win-tankegang, hvor ansvarlig adfærd og bæredygtig virksomhedsdrift hævdes at gå hånd i hånd med profitmaksimering.

Den form for CSR-gratisme, hvor ansvaret stopper, så snart omkostningerne melder sig, er med til at underminere og udhule CSR-begrebet i en sådan grad, at det ikke blot mister sin betydning, men ligefrem kommer til at stå i vejen for en grøn og samfundsansvarlig udvikling.

Hvis ikke virksomhederne snart ændrer adfærd, kommer vi til at være den første generation, der overdrager en klode til vores børn og børnebørn, der er i langt værre forfatning end den, vi selv overtog fra vores forfædre.

Claus Strue Frederiksen er bæredygtighedskonsulent og Martin Marchman Andersen er lektor på Institut for Folkesundhed, SDU. De er aktuelle med bogen ’Vinduespynt og Samfundssind – når virksomheder (ikke) tager ansvar’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lad mig anbefale skribenterne et leksikalt opslag på 'kapitalistisk markedsøkonomi' - så kunne de have sparet sig selv og os læsere for denne lirum-larum af en bogreklame. Win-win, CSR mv. er jo blot lir og røgslør.
Preben Vilhjelm formulerede på et tidspunkt, at: man kan ikke kritisere en haj for at være en haj. Måske skulle skribenterne studere 'hajens anatomi'.

rettelse: Wilhjelm med dobbelt-v - pinligt, undskyld!

Ulighedens Topmøde: Hvordan håndterer vi corona, klima og velfærd på samme tid, og hvordan gør vi det socialt retfærdigt? Samfundet skal omstilles til grøn energi og produktion. Velfærden skal løftes. Og så skal coronaen og dens sundheds- og økonomiske krise bekæmpes.

FOA's forbundsformand Mona Striib: – Vi skal som fagbevægelse tage ansvar for klimakrisen. Vi har råd til både at rette op på klimaet og velfærden, hvis alle betaler den skat, de skal, i stedet for at snyde og sende pengene i skatteskjul, så ville vi have 35 milliarder kroner ekstra om året. Det kan vi få meget velfærd for. Cirka hver tiende virksomhed bevidst snyder i skat og moms.

Mogens Lykketoft: Vi skal ud af den masochistiske budgetlov. Den giver ikke god mening i den situation, vi skal håndtere i dette årti. Lige nu går regeringen til kanten af budgetloven. Men hvis vi mener det alvorligt med klimaet, bliver vi nødt til at afkaste den lænke.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Der kan sikres penge til bedre velfærd. Ved at gennemføre skattestigninger, sikre en bedre skattekontrol, investere i mennesker og løsne op for budgetlovens snærende greb kan der sikres milliarder til bedre velfærd.

Det er en plusforretning for staten at ansætte flere folk til skattekontrol. Der er desperat brug for en mere langsigtet aftale, der sikrer tilstrækkeligt med midler de kommende år. Multinationale fortsætter med nul kroner i skat, derfor skal vi ændre reglerne omkring selskabsskat på EU-plan. Vi skal øge skatten på aktiegevinster, hæve bundskatten med et procentpoint, og derved hente 12 milliarder kroner, løsne grebet om kommunerne, så de kunne beslutte at hæve skatten, afskaffe loftet over erhvervslivets grundskyld, hæve boligskatten, der var på én procent i år 2000, men i dag er faldet til en halv procent.

Asbjørn Sonne Nørgaard: – Det er en mærkelig forestilling, der dominerer den offentlige debat. Hvis Københavns Universitet var privat, så var det et skaffedyr og super godt for økonomien. Nu er det offentligt, og så er det en klods om benet på trods af sin høje standard. Det giver ikke mening. Han rettede en skarp kritik af, at mens Finansministeriets regnemodeller tager højde for alle de såkaldte dynamiske effekter af skattelettelser, regner man ikke med en eneste dynamisk effekt af at investere i uddannelser, ældrepleje, daginstitutioner eller anden velfærd.

Vi har fået fortalt at lønningerne er stagnerede og at den sociale sikkerhed er mindsket pga. globaliseringen, lavere lønninger i andre lande og teknologiske forandringer. Samtidigt siger politikerne at hvis vi ønsker bedre jobs, skal vi uddanne os. Denne forklaring, om hvorfor der er skabt større ulighed herhjemme, kolliderer bare med det faktum, at de største virksomheder har brugt deres formuer og derved magt til at gøre deres egen del af den samlede samfundskage større og arbejdernes mindre.

Arbejdsgiverne har brugt alle midler til at forhindre at arbejdstagernes lønninger stiger, hvorfor virksomhedernes andel af udbyttet er støt stigende og arbejdernes faldende. Dette har naturligvis bevirket at topledernes lønninger er fløjet i vejret, det samme er udbyttet til investorerne og aktionærerne. Monopolerne har taget over. Modsat er arbejdsløshedsforsikringsperioden halveret og pensionsalderen udskudt, kort sagt er den sociale sikkerhed kraftigt reduceret. Dette har igen bevirket at overførelsesindkomsterne er faldet i årtier. Kort fortalt øges fattigdommen og uligheden stiger hvert år.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Det har store konsekvenser – i årevis frem – for dem, der bliver arbejdsløse. Dem, der mistede jobbet under finanskrisen i 2008, har stadig et lønefterslæb mere end ti år efter.

Hvor er pengene blevet af? Hovedsageligt til skattelettelser til toppen af samfundet og udbytter til aktionærerne. Siden 2015 har skattelettelser betydet at statskassen har mistet 12 milliarder kroner hvert år. Endvidere går staten hvert år glip af 14,1 milliard kroner, fordi danske små og mellemstore virksomheder betaler mindre i skat, end de burde ifølge loven.