Kommentar

Bustesagen er blot seneste eksempel på, at humanisterne stikker hovedet i busken

De seneste ugers debat om busten af Frederik V afslører, hvor hårdt vi har brug for de humanistiske eksperter, hvis ikke debatter om kultur og historie skal ende i de rene banaliteter. Men humanisternes tavshed larmer – de tør ikke blande sig, skriver Anders Theis Bollmann i dette debatindlæg
»Mange humanister er bange for at få beklikket deres faglighed og motiver, hvis de blander sig,« skriver kandidat i filosofi og historie Anders Theis Bollmann i denne kronik.

»Mange humanister er bange for at få beklikket deres faglighed og motiver, hvis de blander sig,« skriver kandidat i filosofi og historie Anders Theis Bollmann i denne kronik.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Debat
30. november 2020

De seneste ugers debat om den såkaldte happening, hvor en buste af Frederik V blev smidt i Københavns havn af en gruppe kunstnere, gør det tydeligt, at vi har brug for humaniora – mere end nogensinde. Uagtet hvad man synes om happeningen og den efterfølgende debat, så afslører den, at vi mangler et sprog for at diskutere kultur og historie på en måde, der ikke ender i de rene banaliteter.

Den hjemsendte institutleder på kunstakademiet Katrine Dirckinck-Holmfelds forsvar for happeningen i DR2 Deadline, men også de mange angreb på happeningen, der er kom efterfølgende, viser desværre, at dette er tilfældet.

Det, der dog i hele denne sag har været mest iøjnefaldende, er, at der ud over nogle få tirader på sociale medier har været larmende tavshed fra alle de mange dygtige humanistiske eksperter i form af historikere, kunsthistorikere, antropologer, etnologer og filosoffer, der ved en masse om kultur og historie. Det er for dumt, at netop der, hvor de kan bidrage, magter humanisterne ikke at gøre sig selv relevante.

Bustedebatten og mange debatter, der minder om, skriger på eksperter, der kan klargøre og kontekstualisere historiske perioder, ideer og begreber – lige fra rematerialisering til postkolonialisme. Indlæggene fra begge sider i bustedebatten har skreget på kyndig, kærlig og kritisk behandling, der kunne skille skidt fra kanel. Humanister er netop uddannede til at forstå og kvalificere forskellig viden og fortolkning af samfund, kultur, historie og så videre. Desværre er der bare utroligt få, der tør berige offentligheden med deres indsigt.

I debatten om coronahjælpepakker, genåbning og så videre har kulturen stort set været forbigået. Hvorfor? Fordi dem, der forvalter kulturen, generelt har været for tilbageholdende i forhold til at argumentere for nødvendigheden af den, selv om krisen var en oplagt mulighed for at diskutere, hvor vigtig kulturen er i krisetider. Alt fra fællessang med Phillip Faber til Museet for Søfarts fuldstændig vilde besøgstal viser, at corona har øget behovet for kulturen og alle de andre ting, som humanister er eksperter i.

Da kulturminister Joy Mogensen (S) i foråret gik ud og sagde, at tiden ikke var til at fare frem og kæmpe for hendes ressortområde, burde humanisterne have været de første til at råbe vagt i gevær. Desværre var der, med få undtagelser, larmende tavshed fra den kant.

Humaniorabashing

At humanister opfører sig som skræmte strudse i den offentlige debat, er der flere grunde til. Den første er humaniorabashingen i de seneste ti års offentlige debat. Delvist er dette selvforskyldt, da vi humanister ofte er for optagede af ting, der ikke er relevante for den bredere befolkning. Selvfølgelig er der brug for forskning, der udvikler feltet, men den må ikke blive selvomsluttende. Vi må blive bedre til den samfundsrelevante og anvendte forskning og bedre til at formidle den.

Ondets rod er ikke universiteterne, men indstillingen hos os humanister. I min studietid var der en klar tendens til, at jo mere esoterisk og selvomsluttende et fagligt emne var, jo federe var det. Det er uholdbart.

Humaniorabashingen kommer dog også af en bevidst politisk positionering fra både venstrefløjen ført an af folk som Kaare Dybvad (S) og Mattias Tesfaye (S) og fra højrefløjen med stemmer som Henrik Dahl (LA) og Alex Vanopslagh (LA). De og mange andre har brugt kritik af humanister til at iscenesætte sig selv som ’mænd af folket’ – optaget af virkeligheden og ikke af elfenbenstårnsdiskussioner.

En anden kedelig tendens er, at humanistisk forskning, man ikke kan lide, affejes som dårlig og politiseret og bevidst bedømmes ud fra naturvidenskabelige kriterier. Det er naturligvis ikke meningsfuldt for humanistisk videnskab. Jeg benægter ikke, at der produceres dårlig forskning, men forestillingen om, at alle humaniorastudier er politiserede aktivistfabrikker, er forfejlet.

Alligevel bruges sådanne argumenter til at skære i midlerne til de uddannelser, der giver folk indsigt i dansk kultur – noget, som førnævnte personager ofte begræder manglen på.

Endelig gør debatklimaet, at mange humanister er bange for at få beklikket deres faglighed og motiver, hvis de blander sig – ved for eksempel at blive taget til indtægt for at forsvare kolonihistorien.

Humaniorabashing er dog ikke en undskyldning for at afstå fra at blande sig. Gør vi det, får humaniorabasherne ret – så bliver humaniora ligegyldigt.

Coronakrisen og debatter om alt fra postkolonialisme til #MeToo viser, at historie og kultur er centralt for vores samfund. Hvis man kan sige noget begavet herom, er det en pligt ikke at gemme sig i elfenbenstårnet og bag universiteternes tykke mure. Vi humanister har alle fået vores lange uddannelse betalt af vores medborgere. Vi er forpligtet til at bidrage – ellers er det forståeligt, at folk i fremtiden ikke vil bruge skattekroner på at finansiere os.

Anders Theis Bollmann er kandidat i filosofi og historie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er godt nok trist, hvis Kaare Dybvad og Mattias Tesfaye opfattes som venstrefløjen. De er begge socialdemokrater og vi andre herude på venstrefløjen betragter dem ikke som hørende til den.

Egon Stich, Estermarie Mandelquist, Ole Frank, Erik Winberg, Christian Mondrup, Jens Flø, Jan Damskier, Erik Nielsen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar

Den mest grundlæggende årsag til humanioras miskreditering er dog, at folk ikke kan se skoven for bare træer: alt i vores samfund hviler på humanistiske kompetencer og ideer, selv naturvidenskabens narrativer.
Åndsvidenskaben udvikler begrebslighed, så vi kan artikulere og reflektere over vores opfattelse af virkeligheden.

Ole Frank, Lars Bo Henriksen, William Mannicke og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Humaniora er ikke en eksakt videnskab, så uanset hvad man måtte fremkomme med af argumenter som repræsentant for humaniora, og uagtet hvilken teoretisk ballast man måtte have, kan det altid trumfes med et "to plus to er præcis fire, hvad har du at komme med, humanist?"

Det kan koges ned til, at kunstnere, digtere, whatever, i en evighed - i det mindste så længe som min er - er blevet opfordret til at "blande sig noget mere". Og når de så har gjort det, er de blevet skudt i skoene, at de burde blande sig lidt mindre pga manglende forstand på praktiske forhold og alt for sværmerisk natur.

Nej, Anders Sørensen, den såkaldte og på overfladen 'eksakte' videnskab er et narrativ til forklaring igennem modeller af en stadigt uforståelig natur, der måske, måske ikke hviler på lovmæssigheder. Men det er stadig alene igennem sprog og begreber, som humaniora opfinder, at naturvidenskaben er givet for den menneskelige bevidsthed.

Anders Reinholdt, Ole Frank, Lars Bo Henriksen og William Mannicke anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese naturvidenskab handler f.eks. hvordan hvordan et enzym ser ud på det molekylære niveau og hvordan man kan bruge det i praksis, hvordan en vaccine virker og hvorfor - og hvordan man mon kan finde ud at lave andre slags vacciner der kunne virke endnu bedre. Det er svært - for ikke at sige - umuligt for humaniora at skulle konkurrere med naturvidenskab i vigtighed og relevans. Hele vores moderne verden er bygget på naturvidenskabelig viden. Så det er nok ikke så sært at man som humaniorauddanet får voldsom præstationsangtst, når man skal argumentere for sin relevans - så det er nok i det lys man skal læse din kommentar :-)
Naturvidenskab er netop IKKE et "narrativ til forklaring igennem modeller" - det er helt konkret og det virker heldigvis.
Det er heller IKKE humaniora der opfinder sprog og begreber der gør naturvidenskaben begribelig for den menneskelige bevidsthed. Det er en totalt megaloman tanke, men lur mig om ikke du ovenikøbet ville kunne argumentere for det...?
Men os naturvidenskabsfolk er meget glade for eksistensen af alle disse andre fag, og vi plejer ikke at nedgøre dem andet end når I forsøger at bruge naturvidenskabelige mål for jeres "forskning" for at gøre den mere salgbar. Da bliver det det rene vrøvl.

Kenneth Graakjær, Anders Sybrandt Hansen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Ahha Steffen Gliese kan se du argumenterer længere oppe

"Åndsvidenskaben udvikler begrebslighed, så vi kan artikulere og reflektere over vores opfattelse af virkeligheden."
Det er jo nærmest at gøre humaniora til gud.

"I begyndelsen var ordet og ordet var hos gud og orden var gud ..Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er."

I begyndelsen var humaniora og humaniora var hele vores begrebslighed ..Alt blev til ved humaniora, og uden humaniora blev intet til af det, som er. :-)

William Mannicke

Til de herrer og damer, der går i positivisternes fodspor. 2+2=4.

Prøv at læse Holger Beck Nielsens bog: Teorien om alt.
”Naturvidenskaben” er faktisk ikke langt fra 2+2=4

;-)

William Mannicke

Ups:
Prøv at læse Holger Beck Nielsens bog: Teorien om alt.
”Naturvidenskaben” "e"r faktisk langt fra: 2+2=4

;-)
;-)

William Mannicke

I følge Holger er ”naturvidenskaben” deskriptiv, beskrivende.
Disse beskrivelser kan operationaliseres til mange gode (og ikke så gode) formål.
"Forklare" noget kan ”naturvidenskaben ikke.

Der må naturvidenskaben ty til filosoffer eller teologer.
Så meget for 2+2=4
;-)

Operationaliseret videnskab er ligesom ikke helt lige så fint forstås...

Men dybest set tror jeg humaniora er dybt misundelig over at de ikke rigtig kan operationalisere noget som helst - åhhhh - hvad kan vi dog bruges til - hvordan får vi dog forklaret omverden hvor vigtige vi er - de forstår det ikke:-)
Jo vi forstår det godt. I er vigtige, ligesom alle den der lever af at være operationelle, men måske bare ikke helt lige så vigtige som I tror I er, jeg tror det er det der er problemet.

William Mannicke

Det er helt fint at operationalisere f.eks. ”naturvidenskab” som ¸f.eks. det værktøj og medie vi kommunikere på lige nu. (pc og www)
Og brødristeren er herlig om morgenen. :-)

Men det ændre ikke opfattelsen af adskillige naturvidenskabsforskere mener: ”, det der humaniora, er da bare for luftigt.”
Uden at de selv erkender, at de bare beskriver, ikke forklarer.

Deres opfindelser er nyttige og brugbare, men de mangler lige at forklare meningen med ”livet”.
Og når de så søger efter en ”forklaring” ender de ved Gud.

Mange humanister gør det også; ender med Gud.

Nogle humanister tager, ”i overført betydning”, hænderne op af lommen og forsøger at påvirke menneskers liv og erkendelse, med ord, begreber, som er hentet/skabt ved tankens kraft, og ikke er beskrivelser af ”naturvidenskabelige” fænomener og forveksles med forklaringer.

En enkel ”naturlov”: ;-)
”Enhver er sig selv nærmest.”

Eller er man?
(Jo, jo; det kan man jo se!)

Prøv lige at mål det.

William Mannicke

Og lige for at vende tilbage til skribentens budskab:

Havde han søgt på:
”ødelæggelse af historiske monumenter”
Dukker 61.000 opslag op;

ikke alle skrevet af” humanister”,
men forfin selv søgningen, så er der indlæg/meninger nok at tage af..

Svend Jespersen

Anders Theis Bollmann skriver: ”Uagtet hvad man synes om happeningen og den efterfølgende debat, så afslører den, at vi mangler et sprog for at diskutere kultur og historie på en måde, der ikke ender i de rene banaliteter.”

Ærligt talt, så vidt jeg har kunnet se, er de sager blevet kommenteret af både høj og lav, adel og borger og humanister og dårer. Husker nogen ordene fra en af vores fortids store digtere: ”Den ene kunne udenad hele det latinske leksikon og byens avis for tre år, og det både forfra og bagfra; den anden havde gjort sig bekendt med alle lavsartiklerne og hvad hver oldermand måtte vide, så kunne han tale med om staten, mente han, dernæst forstod han også at brodere seler, for han var fin og fingernem”?

Måske er hele sagen simpelthen så banal, at selv de mest vidende humanister ikke kan finde fornuftige ord, ”...der kan klargøre og kontekstualisere historiske perioder, ideer og begreber” i denne forbindelse.

Søren Kristensen

Akademirådets begrundelse for at taksere happeningen som ren og skær hærværk sidder lige i skabet. Det nytter ikke noget at ødelægge andres kunst, bare fordi man ikke selv er i stand til at skabe noget. Alt i alt bare en trist historie. Man må håbe der var tale om en afstøbning.

Den bedste beskrivelse af denne kamp om narrativet har jeg læst i en kommentar af en Thomas Bonde på www.eftertrykket.dk til anden del af Kristian Thorups forbilledlige dekonstruktion af Jordan Peterson, den lyder: "Det er formodentlig håbløst at skille det sociale fra det empiriske. Vi foretager målinger med udvidelser af vores nervesystemer, i menneskeligt vedtagne måleenheder, som til syvende og sidst, nødvendigvis må udlægges indenfor dette nervesystems lingvistisk baserede fatteevne, i et fælles vedtaget sprog, som udfolder sig indenfor en græsk og latinsk grammatisk arkitektur og indenfor et specialiseret vokabularium, som typisk henter sin inspiration i engelsk, oldgræsk og latin (og undertiden i bizarre hybrider, som hverken er fugl eller fisk jf. “biodiversitet”). Endvidere udlægges forskningens resultater typisk narrativt, hvilket vil sige, med en begyndelse, en midte og en slutning. En ejendommelighed som måske knytter sig til mennesket og dets sproglighed, snarere end til naturens verden som sådan." Herefter bringer han et glimrende citat fra Misia Landaus 'Human Evolution as Narrative'
“Scientists are generally aware of the influence of theory on observation. Seldom do they recognize, however, that many scientific theories are essentially narratives. The growth of a plant, the progress of a disease, the formation of a beach, the evolution of an organism – any set of events that can be arranged in a sequence and related can also be narrated. This is true even of a scientific experiment. Indeed, many laboratory reports, with their sections labeled “methods,” “results,” and “conclusions,” bear at least a superficial resemblance to a typical narrative, that is, an organized sequence of events with a beginning, a middle, and an end. Whether or not scientists follow such a narrative structure in their work, they do not often recognize the extent to which they use narrative in their thinking and in communicating their ideas. Consequently, they may be unaware of the narrative presuppositions which inform their science.”
For os, der begyndte at studere i 80erne, er det sørgeligt at betragte den deroute, som tænkningen har oplevet - og den miskreditering på baggrund af en postuleret objektivitet. Heldigvis er de troværdige videnskabsfolk betydeligt mere ydmyge i deres hypotetiske fremstillinger af fænomener i verden.

William Mannicke

>"Forklare" noget kan ”naturvidenskaben ikke.

Virkelig? Det var dog en sær fortolkning. Jeg ville da mene at netop naturvirdenskaben, forklare en hel masse. Eller du mener ikke at at tyngdeloven forklare hvorfor et æble falder til jorden? Eller at ionbindinger forklare hvordan kemiske forbindelser skabes? Eller at evolutionen forklare arters udvikling?

Så er der godt nok noget jeg har misforstået, men så er det jo godt vi har jer humanister til at fortælle mig det.

Tyngdekraften er en ikke-bevist hypotese om jordens tiltrækningskraft. Evolutionen er et eventyr om komplekse forhold, der er sært metafysisk, når det gås nærmere efter.
Jeg går ud fra, at ionforbindelserne er iagttagelige, eller at i hvert fald deres virkning på grundstofferne er.

Jørgen Mathiasen

Allerede i den artikel, som diskuteres her, er tonen lagt an, især den anklagende, og så følger der ellers en håndfuld indlæg, som fortsætter ud af det spor. Det er ikke noget, der bringer mere lys over sagen, snarere omvendt.

Humanvidenskaberne har nogle temmelig lange traditioner, som først i nyere tid er blevet forbundet med betegnelser som humaniora og humanisme. Videnskabsteoretikeren Søren Kjørup vil ikke acceptere en ubrudt linje, men det er dog en kendsgerning, at europæisk filosofi - videnskabsteori for humanvidenskaberne - er grundlagt i det antikke Grækenland, og at de første byggesten til fx. musik- og litteraturvidenskab og historiografi er lagt samme sted.

Der er et ord, man ofte ikke må nævne her i den danske kontekst, og det er dannelse. (Selv Kjørup holder sig på afstand.) Måske er det fordi, Danmark, som Bjørn Bredal sagde i P2, at Danmark er en brugsforening, hvor man leder efter fællesnævner ved at søge nedad. Må jeg lige gøre opmærksom på, at der er en verden udenfor det ret lille kongerige Danmark?

I resten af verden må man godt sige det, og der er faktisk også en vis forventning om, at man har noget af det. Det er i reglen ensbetydende med en vis tilegnelse af viden og færdigheder fra humanvidenskaberne - filosofi, sprog, litteratur, kunst i bred forstand, skriveevner (retorik), og har været det fra Platons tid, men siden nytiden - die Neuzeit, hvor det klassiske dannelsesprogram er blevet afløst af et nyt, er naturvidenskaberne blevet en del af dannelsesprogrammet. Dannelse indgår i ordet uddannelse. Det sidste skaber det første, og derved har man identificeret humanvidenskabernes vigtigste arbejdsfelt i breddedimensionen.

Steffen Gliese lige siden stenalderen har menneskene fortalt hinanden historier med begyndelse, midte og slutning. Det er vel en grundlæggende måde vi mennesker kommunikerer på? Derfor kan humaniora vel heller ikke påråbe sig at have opfundet narrativ fortællerkunst. At naturvidenskab også benytter sig af narrativ fortællinger når man publicerer og diskuterer resultater er vel ikke overraskende, men det er ikke selve måden man kommunikerer på der er essensen. Det svarer til at sige en kage består af en bageform. Og at man ikke skulle være bevist indenfor naturvidenskaben om at selve forsøget påvirker resultatet det er en påstand der er for langt ude, tænk bare på relativitetsteorien der efterhånden har et par år på bagen.

Der hvor kæden hopper af for mig er især når man bruger de naturvidenskabelige måder at fremstille sine resultater inden for især sociologi og samfundsvidenskab - og man så taler om sine resultater og kalder det viden. Man sminker sig med lånte fjer og prøver at påråbe sig en objektivitet der hører hjemme i naturvidenskab. Der er bare en verden til forskel på viden fra et videnskabeligt forsøg der kan gentages og efterprøves og så en sociologisk undersøgelse. Der er forskel på sandhedsværdien af viden og det skaber et skred hvis det ene bare fremstilles som lige så sandt som det andet. Det skaber Trumpske tilstande hvor det ender med at ingen stoler på noget længere.

Jørgen Mathiasen

@Malene Nielsen
Hvis du griber en bog - en egnet bog - om humanvidenskabernes videnskabsteori, som kan du informere dig om metoder i humanvidenskaberne som hverken foregiver at være objektive naturstudier eller har det som ideal. Lad mig blot som et enkelt eksempel nævne hermeneutikken.
Humanvidenskaberne er idiografiske, mens naturvidenskaberne er nomotetiske.

Jørgen Mathiasen

Lad mig i øvrigt lige nævne et eksempel på overførsel fra humanvidenskab til naturvidenskab fra den nyeste tid: Thomas S. Kuhn hentede sit begreb om paradigmer i humanvidenskaber. Dels findes der paradigmatiske bøjningsmønster og dels afløser paradigmerne i den bildende kunst hinanden, i nyere tid ret hurtigt. Som bekendt appplicerede Kuhn paradigme-begrebet i sin tekst om videnskabelige revolutioners struktur.
Hvis man vil begribe forskellen mellem natur- og humanvidenskab skal man også forstå paradigmernes uensartede funktion i begge.

Tyngde kraften findes kun i dit hoved? En teori behøver ikke være bevist for at være etableret. Det er endnu ikke lykkedes nogen at modbevise tyngdekraften hvilket taler for at den er reel.

Jesper Pedersen

Thomas Kuhn var ikke videnskabsmand og han har ikke overført noget til naturvidenskaben.

Han prøvede at beskrive udviklingen i naturvidenskaben med sine paradigmeideer.

For det første har naturvidenskaben slet ikke brug for at humanister forsøger at forklare den naturvidenskabelige metode. Den har fungeret godt i århundreder inden Kuhn.

For det andet er Kuhns paradigmebegreber ikke ret overbevisende. De er mest baseret på hans manglende forståelse af naturvidenskaben.

Jørgen Mathiasen

@Jesper Pedersen
Måske skulle du kaste et blik på nogle af de cirka 51 millioner referencer Google har til Thomas S. Kuhn eller de godt 40.000, der er til hans bog om videnskabelige revolutioner:
»Thomas Samuel Kuhn war ein US-amerikanischer Physiker, Wissenschaftsphilosoph und Wissenschaftshistoriker. Er gehört zu den bedeutendsten Wissenschaftstheoretikern des 20. Jahrhunderts.«

Jesper Pedersen

Du har ret I at han var uddannet fysiker inden han skiftede til historie og filosofi.

Af google har mange referencer til hans bog betyder jo ikke at den er af betydning for naturvidenskaben.

Denne interessante debat er blevet afsporet af finurligheder omkring, hvor vigtig Thomas Kuhn er. Det, der er virkelig vigtig og rystende for en ældgammel humanist som mig, er, at en række navngivne danske politikere profilerer sig via en så kaldt humanisme-bashing.
Hvorfor gør de det? Hvad er deres begrundelser? Kunne vi læsere få nogle link til det, de skriver om emnet?
Professsor Jakob Skovgaard-Petersen har lige udgivet en særdeles velskrevet og veldokumenteret bog om de århundredlange forbindelser mellem islam og vesten. Det er vedkommende humanistisk forskning i særklasse.Den kan dansk forskning roligt være stolt af. Og den er aldeles relevant. Ved vi ikke nok om islam og islamisme, er det vores egen sikkerhed, der står på spil.
Skovgaaard-Petersens bog hedder: Muslimernes Muhammad - og alle andres. På side 417 skriver forfatteren: "Bogen her (...)er et forsvar for humaniora -eller rettere: Den er en demonstration af, hvordan humaniora håndterer historien som et menneskeskabt fænomen - skabt og omskabt af mennesker fra generation til generation."
Se, det er netop her skoen trykker. En rystende ligegyldighed over vor egen historie. Det er af denne ligegyldighed og den uvidenhed, den afføder, at letkøbt humanisme-kritik opstår.

Anders Reinholdt, Jørgen Mathiasen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Naturvidenskab uden et fundament af humaniora ville være sjælen fanget i et mentalt fængsel af førsproglige neuroser.

Jørgen Mathiasen

@Pietro Cini
Den forkerte tone i denne tråd blev anslået allerede af Anders Theis Bollmann. Dit eksempel med Jacob Skovgaard-Petersen er derimod godt, og igen i går havde Deadline to humanister (den ene fra Information), der talte om, hvordan kunsten i dette århundrede tematiserer de kriser, vi har haft.

Der er rigeligt med eksempler, og det gælder også professor Søren Kjørup og hans fremstilling af paradigmer i humanvidenskaberne i bogen om hum's traditioner og problemer (400 sider). For samfundet som helhed producerer humanvidenskaber bunker af viden & indsigt, hvad enten der bliver lavet et leksikon, nogen forklarer, hvad situationen i Italien er eller skriver en bog om kildekritik.

Att. Steffen Gliese og Jørgen Mathiasen
Tak til jer begge to, jeg håber denne debat fortsætter. Tak også til Malene Nielsen for en række spændende og inspirerende kommentarer. Det, du skriver om visse sociologers "lånte fjer", sidder lige i øjet.

Svend Jespersen

Ja, humanister skal selvfølgelig bidrage efter bedste evne, men vi skal hele tiden have i baghovedet, at selv en lille dreng, som udbryder: "Men han har jo ikke noget på", kan have ret. Selv meget belæste, meget vidende og humanistiske mennesker kan tage fejl.

Hvis vi ser tilbage på det 20. århundrede, kan vi f.eks kigge på to fænomener, som mange humanister fandt fortræffelige, eugenik og kommunisme. Det er egentlig ganske pudsigt, set med nutidens øjne, at én af datidens største modstandere mod eugrnikken var den katolske kirke. Og den katolske kirke havde heller ikke ret megt til overs for kommunismen.

I dag findes der mange humanister, som synes, det er forkasteligt at gøre grin med eller kritisere nogle religiøse fundamentalisters menneske- og samfundssyn. Hvordan vil humanister om 100 år bedømme dem?

Jørgen Mathiasen

@Svend Jespersen
Hvordan man skal forholde sig til dine betragtninger, kan man spekulere længe over:

Anders Theis Bollmann, artiklens forfatter, taler ligesom du om humanister, men man kan udmærket være humanist eller have en humanistisk indstilling til noget uden at have en humanvidenskabelig uddannelse. Man kan i princippet også have en humanvidenskabelig uddannelse uden at have en humanistisk indstilling - og det er vi da også fået at vide et utal af gange i de seneste 70 år.

Hvis udøvere af humanvidenskab ikke har nogen kompetence som etikere, er det ikke godt, men selv Søren Kjørup sætter spørgsmålstegn ved, i hvilket omfang humaniora overhovedet kan bidrage til etisk dannelse. Jeg er lidt mere optimistisk over for muligheden heraf: Det er ikke helt rimeligt, at erklære en tradition og en videnskabelig indsigt i mennesket for mislykket, bare fordi enkeltindivider, der kan spille klaver, viser sig også at medvirke til civilisatoriske sammenbrud.

Tak, Jørgen Mathiasen. Emnet er stort og komplekst. Ikke alene videnskabsteoretisk, men også - f.eks.!!- uddannelsespolitisk set. Angående det sidste kan jeg varmt anbefale. at man (gen)læser, hvad Center for Vild Analyse skrev for et år siden vedrørende humaniora-bashing. Artiklen (dateret 23/11-19) hedder:Henrik Dahl har fat i noget. Han ved bare ikke selv, hvad det er.