Kommentar

Danske medier har svigtet i deres dækning af terrorangrebet i Wien

Når danske medier vælger kun at dække terrorangrebet i Wien én enkelt dag, risikerer man, at angsten for det ukendte og ’de andre’ vokser. Danmark burde i stedet oplyse om Østrigs ønske om en fælles europæisk kamp mod terrorisme, skriver Hanna Gramsbergen, der er bosat i Wien, i dette debatindlæg
Debat
18. november 2020

Natten til den 3. november blev Europa igen ramt af terror. Denne gang i Wien, i nærheden af området Schwedenplatz – et område, hvor jeg selv befandt mig samme dag, men gudskelov ikke klokken 20.

Schwedenplatz er et af Wiens hyggeligste og livligste steder. Her finder man byens bedste italienske is og god kaffe, og så ligger den kun et par meter fra Donaukanalen. Folk sad på gaden og hyggede sig, inden barer og restauranter lukkede ned. Pludselig blev hyggen afbrudt af blodige skud.

Ofrene var en 24-årig kunststuderende, en 21-årig fodboldspiller, en 39-årig, som ville købe sin aftensmad centralt på Schwedenplatz og en 44-årig, som arbejdede for kvinderettigheder.

Dette tragiske angreb er det tætteste, jeg personligt nogensinde er kommet på vanvid.

Et vanvid, som blot skete 1.000 km fra Danmark.

»Terror i Wien«

Jeg er mildt sagt forarget over, at terrorangrebet i Wien nærmest ikke er blevet dækket af de danske medier.

Forstå̊ mig ret, jeg siger ikke, at COVID-19 og det amerikanske valg ikke er vigtige.

Jeg forstår bare ikke, hvordan der kan være så lidt fokus på tragiske hændelser, som sker så forholdsvis tæt på. Når noget så uforudsigeligt går ’tabt’ i medierne efter blot to dage, er jeg bange for, at angsten for det ukendte og ’de andre’ vokser sig endnu større.

Når de danske seere blot får at vide, at der var terror i Wien, og motivet var islamistisk, er jeg simpelthen bange for, at det skiller befolkningen ad, og at alsidigheden forsvinder. Man bør ikke efterlade folk med overskriften »Terror i Wien«, snakke om det i én udsendelse og så lade tragedien ligge.

I Østrig blev der de efterfølgende dage lagt stor fokus på, at det ikke er en kamp mellem østrigerne og migranter, men en kamp mellem Europa og de ekstreme terrorister.

Et vigtigt budskab fra den østrigske regering, som ikke blev nævnt i de danske nyheder.

Dagene derpå havde jeg det utrolig dårligt. Rædsel og angst kom pludselig tæt på. Det skete i en by, jeg efterhånden forbinder med hjem, og jeg savnede Danmarks interesse.

Det er skuffende og tankevækkende, at de europæiske metropoler – som Wien – ikke længere er interessante nok, for hvis du spørger mig, er Wien meget mere end blot kaffekultur og høflighed.

Hanna Gramsbergen er studerende og bosat i Wien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jan henrik wegener

Det er jo rigtigt. Måske er mange, især indenfor medierne, kommet til en slags "træthed" når det gælder den slags angreb.
Hvor meget vægt man skal lægge det "fokus" der i Østrig åbenbart blev lagt på at det blot er en kamp mellem Europa og "de ekstreme terrorister" virker dog som noget at spørge til.