Klumme

Min datter burde have haft en stemme i det amerikanske valg

Efter det amerikanske valg står jeg tilbage med en følelse af dyb uretfærdighed. Valget har afgørende betydning for kampen mod de globale klimaforandringer. Men som global befolkning har vi ikke haft en stemme om vores egen fremtid, skriver sociolog Pil Christensen i dette debatindlæg
Jeg føler afmagt og forbitrelse over for alle de amerikanere, som der stemte på Donald Trump, fordi har alle så urimelig stor indflydelse på klodens fremtid.

Jeg føler afmagt og forbitrelse over for alle de amerikanere, som der stemte på Donald Trump, fordi har alle så urimelig stor indflydelse på klodens fremtid.

Samuel Corum

Debat
10. november 2020

I dagene op til valget havde en lille knude vokset sig større og hårdere i min mave. Knuden var ikke kun opstået ud af sympati med amerikanere, som risikerede at skulle gennemleve fire år til med Trump. Nej, den voksede for alvor, når jeg så på min lille pige, der tumlede rundt, uvidende om det historiske øjeblik hun gennemlevede. For et valg i USA har i disse tider afgørende betydning for hende.

USA har som verdens næststørste udleder af CO2 en kæmpe rolle at spille, hvis vi skal forhindre katastrofale klimaforandringer på globalt plan.

Knuden i maven løsnede sig ikke synderligt i dagene efter valget, for selv med en sejr til Biden kan vi ikke regne med tilstrækkelig klimahandling. Som en af mine venner skrev sent onsdag aften dagen efter valget.

»Michigan. Så er der matchbold. Fire år med jammerlig status quo og utilstrækkelig klimahandling ser ud til at være sikret.«

For Biden vandt ikke nogen jordskredssejr, og da republikanerne ser ud til at beholde deres flertal i Senatet, frygter jeg, at demokraterne ikke vil have den nødvendige politiske magt til at skrue tempoet tilstrækkeligt op i den grønne omstilling.

National politik er ikke det eneste, der betyder noget. Den fossile industri er uigenkaldeligt på vej mod sit endeligt. Det ordner markedet helt af sig selv, når vedvarende energi bliver billigere. Det går altså i den rigtige retning. Det samme kan siges om mange amerikanske delstater, der standhaftigt forsøger at holde den grønne kurs.

Men som den amerikanske miljøforkæmper Bill McKibben påpegede her i avisen den 4. november, så kan fossilindustrien nå at smadre planeten, hvis det lykkes dem at bevare deres dødsdømte forretningsmodel bare et par årtier endnu. Problemet er, at det ikke længere er nok, at retningen i den grønne omstilling er den rigtige. Det store spørgsmål lige nu – både herhjemme og globalt set – handler om, hvorvidt hastigheden er høj nok. Skal vi nå Parisaftalens mål, skal der skrues gevaldigt op for tempoet. Det kan den amerikanske præsident, derfor er han så afgørende.

Og Biden har faktisk – målt med amerikanske standarder – en utrolig ambitiøs klimaplan. Men den bliver særdeles svær at få igennem, hvis han mangler mandatet.

Utilstrækkeligt demokrati

Her en uge efter valget står jeg tilbage med en følelse af dyb uretfærdighed, og så er jeg vred. I fire år har jeg forholdt mig nuanceret og talt om, at eskalerende ulighed, negativ globalisering og klasseskel var vigtige faktorer i valget af Trump. Hillary var Wallstreets kandidat, et perfekt eksempel på den politiske elites magt i USA. Nu gider jeg ikke være analyserende og forstående mere. Heller ikke over for den svage demokratiske sejr.

Jeg er rasende over ingen stemme at have haft i et valg af så stor betydning – også for mig. Afmagt og forbitrelse er, hvad jeg føler over for alle de amerikanere, som stemte på Trump eller som ikke gik ud og stemte, selv om de havde muligheden. De har alle så urimelig stor indflydelse på min datters og millioner af andre små børns fremtid. Det er muligt, det er deres land, men de holder vores skæbne i hånden, og det føles på ingen måde retfærdigt.

Det nationalstatslige demokrati, som vi kender, giver os ikke den demokratiske indflydelse, vi har brug for til at tackle klimaforandringerne. Vi har reelt ikke en demokratisk stemme, hvad dette altafgørende spørgsmål angår. Den demokratiske forskydning er endnu kraftigere mellem generationer, fordi nutidige handlinger pålægger fremtidige generationer uigenkaldelige ofre.

Det er ikke første gang i historien, at mennesker ikke har indflydelse på deres eget liv – fortidens kolonier eller nutidens diktaturer kan man pege på, for bare at nævne nogle. Men i de situationer har hver generation påny kunnet tage kampen op. Det gælder ikke denne gang, ikke i denne sag, for nutiden har, med alt hvad vi ved i dag, den totale magt over fremtiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nej din datter burde ikke have magt i andre landes interne politik uanset din holdning til klima og andre ting. Fokusér på dit eget lands regering. Nu er det ikke som om at regeringen Mette Frederiksen har specielt grønne fingre og hvad er det lige vores helt egen shipping gigant bidrager med i regnestykket.