Kommentar

EU skal sikre, at et homoseksuelt ægteskab er et ægteskab alle steder i Europa

Vi skal i EU kræve respekt for LGBTI-personers rettigheder og sikre, at den frie bevægelighed også gælder for LGBTI-personer, så begge forældre i regnbuefamilier har lige rettigheder, uanset, hvor i EU man flytter hen, skriver medlem af Europa-Parlamentet Marianne Vind (S) i dette debatindlæg
Debat
19. november 2020

EU-Kommissionen har fremlagt en længe ventet LGBTI-strategi. Den skal blandt andet gøre op med udviklingen i lande, hvor LGBTI-personers rettigheder er under pres. Det mest kendte eksempel er Polen, hvor flere byer har erklæret sig som LGBTI-fri zoner.

Tendensen har også spredt sig til Ungarn, hvor parlamentet vil forbyde juridisk kønsskifte, mens regeringen vil forhindre homoseksuelle i at adoptere.

Men retten til at leve og elske frit er en menneskerettighed, og den skal EU-lande overholde. Derfor skal vi kræve respekt for LGBTI-personers rettigheder til gengæld for udbetaling af EU-midler.

Vi skal presse på for at forbedre LGBTI-personers rettigheder i hele Europa. Vi skal sikre bedre beskyttelse mod diskrimination, styrke indsatsen mod hadforbrydelser og fremme reel ligebehandling.

Ligebehandling halter imidlertid på mange områder. Et eksempel er den frie bevægelighed. Som europæer kan du bosætte dig i andre lande uden de store problemer. I hvert fald hvis du er heteroseksuel.

Hvis et homoseksuelt ægtepar flytter fra Danmark til Polen, fordi den ene er blevet udstationeret, så må de give afkald på de rettigheder, som fulgte med deres ægteskab.

De polske myndigheder anerkender nemlig ikke ægteskaber mellem par af samme køn. Hvis parret ovenikøbet har et barn sammen, så vil den ikkebiologiske forælder miste sine rettigheder til barnet.

EU skal ikke blande sig i medlemslandenes ægteskabs- og familielovgivning. Men hvis ikke den frie bevægelighed skal være forbeholdt heteroseksuelle, så må EU-Kommissionen sætte foden ned og kræve anerkendelse af juridiske forhold på tværs af grænser.

Et ægteskab er et ægteskab, og en familie er en familie, så homoseksuelle ægtepar og regnbuefamilier skal ikke frygte at miste deres rettigheder, når de krydser grænser.

Marianne Vind (S) er medlem af LGBTI-intergruppen i Europa-Parlamentet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her