Dansksindede
I det netop fremsatte lovforslag L 73 om tildeling af dansk statsborgerskab er der blandt de 2.944 ansøgere også knap 100, der højst usædvanligt bor i Tyskland. Men de er dansksindede sydslesvigere og har derfor en nemmere adgang til at blive danske statsborgere end andre.
Grænserykkere
Det kan dansksindede sydslesvigere især takke Dansk Folkeparti for. Utrætteligt har DF givet udtryk for, at landegrænsen i virkeligheden burde gå længere mod syd – ved Ejderen forstås. Når det nu ikke kan lade sig gøre, har DF i 2018 lettet adgangen for dem til at blive danskere.
Blodbeslægtede
Et af fire krav, som sydslesvigere kan opfylde, er dokumentation for dansk afstamning fire generationer tilbage. Mindst én i slægten skal for så længe siden have haft dansk indfødsret fra fødslen. Uha uha, historisk set giver den slags dårlige minder for mange i Tyskland.
Tysksindede
Det er naturligvis de nazistiske racelove fra Nürnberg vedtaget i 1935, der her tænkes på. I hvert fald har Tyskland aldrig tilbudt en nem adgang til tysk statsborgerskab for de omkring 15.000 tysksindede danske statsborgere, der bor i Nordschleswig, undskyld, Sønderjylland.