Georg Metz: Journalister kan ikke forholde sig værdifrit til Trumps løgne

I den journalistiske virkelighedsopfattelse forsøger udøveren at udrede sandheden. Ifølge kontrakten forventes journalisten at overholde reglerne for redelig kildekritik.

Gribes journalisten i sjusk eller falskhed, brydes tilliden, hvilket rammer det journalistiske miljø i konstateringen: journalister er fulde af løgn.

Det krænker majoriteten af flittige (som regel) hæderlige fagfolk, der har viet arbejdslivet til sandsigerens utaknemmelige gerning.

For at understrege funktionens saglighed og neutrale kompetence opfandt man i sin tid i organiseringen af statslig radiospredning, hvad der siden er kaldt public service. Et begreb til beskrivelse af den offentligt støttede nyhedsformidling, der understreger kravet om neutral fairness. Journalisten forventes herefter uforbeholdent at formidle stoffet uden skelen til egne sympatier. Så vidt så godt. Alt taget i betragtning gik det udmærket, idealet blev fælles for også private medier, de seriøse af dem. Målet var sandheden, metoden kildekritik. Folk, der havde noget i klemme, kunne derfor godt blive stødt på manchetterne.

Borgerlige røde lejesvende

Her i landet kaldte således en fornærmet politiker journalister ved TV-Avisen røde lejesvende, hvilket dengang hensatte kyndige iagttagere i munter målløshed, eftersom de udskældte journalister var erklæret borgerlige.

Men udfaldet mod TV-A var sådan set fint. DR havde monopol på radio og tv. Kravet til neutralitet burde være strengt, skønt indretningen ikke var et meningsmonopol, men et teknisk.

For god ordens skyld afholdt journalisterne i nyhedstjenesterne sig helt overvejende fra meningstilkendegivelser. Denne klummes signatur fungerede som TV-Avisens ansigt udadtil og langede i et tiår aften efter aften nyhederne over disken. Neutralt og uden personlige tilføjelser, hvad der nogle gange ville have været på sin plads.

Referaterne af tilkendegivelser tager jo metodisk udgangspunkt i den opfattelse, at aktørerne, eksempelvis politikere, ikke altid siger hele sandheden, men heller ikke lyver og ikke hele tiden. Det skete også sjældent med en højrøstet undtagelse i CD’s leder Erhard Jakobsen. Men selv Erhard Jakobsen, hvis angreb og eksempler på venstreorienterede lærere, præster, forfattere og medarbejdere ved DR som regel var løgn, lagde selv vægt på sandheden som princip. Grundlæggende var man altså enige om, at forudsætningen for samtalen/interviewet beroede på sandhedsbegrebet. Det gik trods forbehold. Sandheden som institution bestod.

22.000 løgne i alt

CNN’s medarbejdere beskyldes i disse år – og nu i forbindelse med valget – for deres stærke tendens mod Donald Trump og republikanerne. For en umiddelbar betragtning er disse beskyldninger ikke grundløse. For seeren står det hurtigt klart, hvor CNN lægger vægten. CNN’s markante journalistiske værter har længe ikke lagt skjul på mistroen til Trump.

De end ikke lader. som om der i Trumps udtalelser og tweets kan ligge et eller andet af sandhedsværdi. Af den simple grund at det gør der ikke. Derfor refereres det heller ikke som sandhed. Værten konstaterer, at Trump har holdt en tale ved et massemøde (når der er tale om masse). Rutinemæssigt har redaktionen undersøgt udtalelsernes indhold, det skal man i branchen, hvorefter værten konstaterer, at Trump har løjet groft og flere gange. 22.000 løgne i alt.

Trumps forudsætning er en anden, hans betingelser andre end institutionel respektabel politisk formidling med udgangspunkt i et politisk standpunkt, der ikke behøver være legitimt. Trumps standpunkt skabes på stedet som løgn; i modsat fald ville han afsløre sig selv som livsfarlig illusion. Trump lyver pr. definition uafbrudt; og det så lodret, at noget, der ville kunne minde om sandhed fra hans mund, er den nyhed, som journalisterne dagligt håber at kunne bringe, eftersom et sådant sandt udsagn fra dette amoralske institutionsnedbrydende fænomen ville være en sensation og breaking news. En god journalist bragte gerne en sådan historie, da dette ville være brud på sædvane, som er klart nyhedskriterium.

Journalistens funktion bliver hermed mere end budbringerens og mere sårbar for kritik. Journalisten med ovenstående viden i bagagen – at det, han formidler, er løgn – forpligtes til på forhånd at varsle publikum (som Twitter efterhånden også gør) om, at det, Trump nu siger, er usandt, det er den journalistiske betingelse for at bringe citatet. Derefter dokumenterer journalisten løgnens omfang.

Journalisten går fra den neutrale formidlers rolle til uvægerligt at spille moralistens, hvis opgave det er at advare mod de citater som redaktionen, takket være den refereredes position, naturligvis er henvist til at bringe.

Journalisten kan ikke forholde sig værdifrit til Trumps påstande om, at coronaens ofre er lægernes påfund, men må øjeblikkeligt tage afstand fra præmissen, eftersom den er falsk som konklusionen.

Løgnen er systemisk. Journalisten må derfor forholde sig systemisk til ophavet og udvise, hvad man for en overfladisk betragtning kan opfatte som tendens. Kritikken af CNN er vedholdende og har efterhånden fået karakter af den sært holdbare falske myte om røde lejesvende, hvis brøde var, at de formidlede kritisk trods alle holdninger og meninger.

Derfor disse betragtninger der for en dels vedkommende er en gentagelse, men alvorligt ment, eftersom Trump truer selve grundlaget for den demokratiske proces.

CNN’s folk lever i dybere forstand op til idealet i deres ansvar som forpligtende public service-formidlere.