Kronik

Jeg blev hentet af politiet og tvangsindlagt uden grund – hvor er mine rettigheder?

Jeg har mareridt og flashbacks til de dage i februar, hvor jeg var spærret inde på en psykiatrisk afdeling uden at kunne få svar på hvorfor. Jeg har fået medhold i, at frihedsberøvelsen var en fejl, men er skræmt over, hvordan man må behandle psykisk sårbare, skriver Anna Holm Sørensen i dette debatindlæg
»Det burde ikke fjerne ens ret til frihed, at man har en sygdom, der med ordentlig terapi og korrekt medicinering ikke behøver stå i vejen for et godt liv,« skriver Anna Holm Sørensen i denne kronik.

»Det burde ikke fjerne ens ret til frihed, at man har en sygdom, der med ordentlig terapi og korrekt medicinering ikke behøver stå i vejen for et godt liv,« skriver Anna Holm Sørensen i denne kronik.

Emilie Lærke Henriksen

Debat
13. november 2020

Politiet hamrede på min dør fredag den 14. februar 2020 omkring frokosttid. Jeg var ved at lave kaffe, mens jeg holdt pause fra en illustratoropgave. Jeg åbnede døren på klem og tittede ud på to unge fyre på min egen alder.

»Hej, vi skal tale med dig. Vi har fået en bekymringshenvendelse fra en af dine nærmeste. Hvis du ikke åbner døren og lukker os ind, bliver vi nødt til at sparke den ind. Vi vil helst ikke tvinge dig.«

Angsten byggede sig op, mens jeg med rystende hænder trådte tilbage. De var i fuld uniform med pistoler og skudsikre veste. Jeg tænkte straks på, at det var sådan, en af mine bekendte døde sidste år – 23 år gammel, af hjertestop i politiets varetægt.

Jeg lagde to og to sammen og regnede ud, at næste stop måtte være Fjorden, den lukkede psykiatriske afdeling i Roskilde. Det lykkedes mig at gribe min telefon og ringe min far op, men betjenten tog den ud af min hånd, så min stakkels far kunne få nyheden overbragt af myndighederne. Den venlige betjent, der sad ved siden af mig i bilen, sagde, at han ikke vidste, hvorfor de var blevet sendt ud efter mig – han havde bare fået at vide, at jeg nok var farlig.

Øverst i vores lov om brug af tvang i psykiatrien står der, at man skal være til fare for enten sig selv, andre eller udøve hærværk. Men loven åbner også mulighed for tvang, hvis man blot er »sindssyg eller i en tilstand, der ganske kan sidestilles hermed«. I det tilfælde skal pårørende dog kontaktes først, og alle muligheder for frivillig behandling skal være afprøvet.

Så da jeg ud af det blå stod omringet af bevæbnet politi foran hospitalets pigtrådshegn, var det en total omvæltning af mit syn på mine rettigheder.

Da jeg så, at mit navn allerede var blevet sat op uden for det lille hvide rum, de førte mig ind i, gik jeg for alvor i panik. Loftet var skjoldet af fugt, og væggene bare. Der var tremmer, en betrækløs dyne med blodpletter og hvidt lys. Jeg rystede, græd og var snotforvirret, mens læge på læge nægtede at fortælle min far eller mig, hvad der var galt med mig, og hvorfor jeg var blevet spærret inde.

Lægerne og plejerne snakkede om mig foran mig, og det gjorde mig kun mere bange og forvirret. Jeg fik bare at vide, at hvis jeg ikke snart »holdt op med det der«, ville de bæltefiksere mig.

Misforstået hos psykiateren

Jeg har aldrig bedt om at blive psykiatrisk patient. Det var lidt mærkeligt at starte hos en psykiater, da kommunens læger konstaterede, at jeg nok havde ADHD, mens jeg var i et dagpengeforløb, efter mit studie var blevet nedlagt. Jeg fik en henvisning og ventede et halvt år, mens den angst, der havde sendt mig på sygedagpenge, tog til. Det til trods for, at jeg kom på først ét og så endnu et antidepressivt præparat.

Min første psykiater var god for mig i begyndelsen. Hun gav mig redskaber til at håndtere mit tankemylder. Men hun reagerede negativt, da jeg spurgte, om jeg kunne trappe ud af antidepressiverne. Jeg svedte konstant, følte mig afstumpet og omtåget og havde fået vilde mareridt.

Jeg nåede kun at gå til udredning hos hende en måned, før angsten tog til – værre end nogensinde før. Pludselig ville hun ikke længere udrede mig og snakkede i stedet til mig, som om jeg var et barn. »Vil du ikke tage en tur ud på hospitalet og snakke med mine venner,« spurgte hun.

Jeg spurgte, om hun ville have mig undersøgt, eller hvad der foregik, men fik intet svar. Den periode husker jeg mest som et morads af stress og angst. Men jeg gik ud fra, at hvis det var alvorligt nok, ville jeg vel modtage en indkaldelse til en undersøgelse i e-Boks.

Fire angstprovokerende dage

På Fjorden var der skrækindjagende Poul Pava-agtig kunst med tomme øjne på væggene. Den eneste roman på boghylden, der havde et bare nogenlunde lixtal, var Stephen Kings Den Grønne Mil. Der var ingen aktiviteter, kun tid, der skulle slås ihjel ved at stirre ind i vægge og ryge cigaretter, på trods af at jeg egentlig var stoppet med at ryge.

Mens jeg var tvangsindlagt, skaffede mine forældre mig Sofi Oksanens Renselse på finsk, men da jeg sad og læste i den, spurgte plejerne i ramme alvor, om jeg ikke bare lod som om. Jeg forsøgte at forklare om min finskuddannelse, men det mundede bare ud i en note om, at jeg havde vrangforestillinger.

Jeg er multiallergiker, men mine antihistaminer blev taget fra mig ved ankomsten. Køkkendamen følte et behov for at nævne, at mine allergier sikkert var indbildte, og det lykkedes mig ikke at få oplyst ingredienserne i maden.

Jeg var tvangsindlagt i fire dage, inden min mors vedholdende insisteren gav pote. Lægerne informerede mig på intet tidspunkt om, at de faktisk kun havde ret til at tilbageholde mig i 48 timer uden at revurdere frihedsberøvelsen. Derimod blev det italesat, som om de havde ret til fortsat at tilbageholde mig, og der blev ikke sat en tidsramme, hvilket var ekstremt angstprovokerende.

Klagen

Jeg klagede over frihedsberøvelsen, og der blev opsat et coronavenligt telefonmøde, hvor jeg fremlagde min sag for et panel. Jeg beskrev min angst i den voldsomme tvangsindlæggelsessituation – psykiateren fra hospitalet havde sagt, at jeg ud fra det uden tvivl var akut psykotisk.

Først blev min klage afvist, men to dage senere modtog jeg besked om, at jeg havde fået medhold. Der blev lagt vægt på, at lægerne ikke havde beskrevet nogle konkrete psykotiske symptomer, og at de helt havde ignoreret mine forældres oplysninger.

Det var et utroligt vigtigt papirskjold at få, men det er også alt, jeg har fået. En uberettiget tvangsindlæggelse udløser nemlig ikke et krav på erstatning for behandlingsskade. Ikke at penge kunne gøre mig rask, men det havde været rart i den hårde tid efter frihedsberøvelsen. Og det virker urimeligt, når nu man kan få erstatning for uretmæssig behandling i alle andre sammenhænge.

Derudover er det forfærdeligt at tænke på, at jeg ikke havde fået medhold, hvis jeg faktisk havde haft skizofrene symptomer såsom stemmehøring. Det burde ikke fjerne ens ret til frihed, at man har en sygdom, der med ordentlig terapi og korrekt medicinering ikke behøver stå i vejen for et godt liv.

Mig selv igen

Min nye psykiater har samlet stykkerne op for mig. Jeg kom endelig igennem min udredning, ti lange måneder efter at jeg var blevet indstillet til den. Vi fik reddet mit kørekort, som var ved automatisk at blive frakendt mig på grund af tvangsindlæggelsen, og han startede mig op på ADHD-medicinen Ritalin og intet andet. Ud over den ro, medicinen giver mig, har den også elimineret mine voldsomme angstanfald, da jeg nu bedre kan strukturere min hverdag og regulere mine følelser. Og det bedste er, at jeg er blevet mig selv igen.

Men jeg kommer nok aldrig til helt at slippe frygten for, at en fremtidig behandler, der skal føre kontrol med min Ritalin, graver i min journal og beslutter sig for, at jeg nok i virkeligheden er »sindssyg« og kræver indlæggelse.

Det har været meget hårdt at skrive min historie ned, men trods frygten for at stå frem og den retraumatisering, man oplever, hver gang forfærdelige hændelser afspilles i hukommelsen eller gentages med ord, følte jeg, det var nødvendigt – for andre psykisk sårbares skyld.

Det hjælper lidt på mine mareridt og flashbacks at lave kunst, gå ture og tage min medicin. Og selvfølgelig at jeg er kommet tilbage til universitetet og nu læser noget Foucault og Bourdieu for at finde mening i det meningsløse strukturelle overgreb, jeg blev udsat for.

Anna Holm Sørensen, bachelor i finsk og illustrator

Information har haft adgang til relevante dokumenter fra politiet, psykiatrien og Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

12/nov/2020

Hej Anna Holm Sørensen,
tak for dit modige indlæg,
og tak til Dagbladet Information
for at bringe det !!!

Venlig hilsen
Claus

Søren Ferling, Anders Olesen, Klaus Lundahl Engelholt, Estermarie Mandelquist, Lisbeth Larsen, Liselotte Paulsen, Dorte Sørensen, Dennis Tomsen, Ruth Sørensen, Rolf Andersen, Gert Romme, Steffen Gliese, Steen K Petersen, Viggo Okholm, Jens Ole Mortensen, Carsten Munk, Arne Albatros Olsen, Lone Hansen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov, David Zennaro, Thomas Tanghus, Ole B. Lindqvist, Carsten Nagel og Didde Bernberg anbefalede denne kommentar

Kære Anna Holm Sørensen
Også en tak fra mig! Det er rystende læsning!
At dette kan foregå i Danmark i dag er ubærligt!
Tak for dit mod!
bedste hilsner Ib Jensen

Klaus Lundahl Engelholt, Estermarie Mandelquist, Lisbeth Larsen, Liselotte Paulsen, Dennis Tomsen, Ruth Sørensen, Rolf Andersen, Steffen Gliese, Steen K Petersen, Viggo Okholm, Jens Ole Mortensen, Arne Albatros Olsen, Lone Hansen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Kære Anna Holm Sørensen

Tusind tak for din historie, jeg anede ikke, det stod så slemt til i psykiatrien, at man kunne tvangsindlægge folk uden hverken begrundelse eller erstatning.

Det er et sygt samfund, vi lever i.

Klaus Lundahl Engelholt, Estermarie Mandelquist, Lisbeth Larsen, Liselotte Paulsen, Ruth Sørensen, Carsten Wienholtz, Rolf Andersen, Gert Romme, Steffen Gliese, Torben Skov, Steen K Petersen, Viggo Okholm, Jens Ole Mortensen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

Det er så godt at læse, at du er kommet godt på den anden side, og har fået den behandling, der var nødvendig, for det er en rystende oplevelse i 2020, altså ikke for 50 eller 100 år siden.
Heldigvis ifungere psykiatrien ikke alle steder så rystende, men bare det, at det kan ske et sted er mere end nok.
Nogle psykiatere er ikke kommet ret langt, når de kan udsætte mennesker, de skulle være de ypperste til at tage sig af, for den beskrevne oplevelse.

Søren Ferling, Estermarie Mandelquist, Lisbeth Larsen, Liselotte Paulsen, Rolf Andersen, Steffen Gliese, Torben Skov, Viggo Okholm, Stella Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben Pedersen

Hej Anna Holm Sørensen,
Bortset fra at resten af din historie var ubehagelig læsning, sidder jeg tilbage med et enkelt uafklaret punkt.
"Vi har fået en bekymringshenvendelse fra en af dine nærmeste," skriver du. Får man at vide, men der har rettet en bekymringshenvendelse? Ens "nærmeste" er jo relativt få ...

Søren Ferling, Anders Olesen, Steffen Gliese, Henning Kjær, Henriette Bøhne og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Når man tænker på at der siden 70'erne har været meget kontrovers om, hvorvidt ADHD vitterlig er en "sygdom", så er Anna's historie skræmmende.

I og med at der er meget lidt enighed om en fysiologisk forklaring på ADHD, så er adfærd stort set det eneste man kan stille diagnosen ud fra. Adfærd som impulsivitet, dårlige planlægningsevner, rastløshed og koncentrationsproblemer, såfremt denne adfærd falder udenfor det vi andre kalder normalt. Derfor kunne en nærliggende tanke ift. ADHD være at sygdommen måske i virkeligheden ligger hos os mere eller mindre normale. Mennesker er ikke ens, og nogen er længere væk fra normaliteten end andre. Gør det nødvendigvis disse mennesker syge?

Vi kender i dag via videnskaben til mange sygdomme. Når vi først lærer at forstå en sygdom og kan behandle den, så gælder for kroppen minus hjernen, at vi som oftest har en nogenlunde god fysiologisk eller biologisk forklaring på at en given sygdom er skadelig for liv og velvære. Det gælder kun for få procent af de diagnoser bla. DSM manualen sætter op.

Rent videnskabsfilosofik, så er psykiatri i hvert fald semi-pseudo videnskab, i og med at psykiatri oftest er ren symptombehandling, uden ret meget naturvidenskabeligt grundlag. Enhver videnskab som ikke er funderet i en eller anden form for forbindelse til naturvidenskaben, ender hurtigt i samme form for pseudovidenkab som f.eks. homøopati eller astrologi. At psykologien, lige har været igennem en længere krise med at reproducere publicerede resultater, burde skabe mere opmærksomhed omkring psykiatrien, og her er det vigtigt at erindre at en psykolog ikke kan skrive recepter.

Ser man på ADHD som et mere sociologisk fænomen, så vil den flok mennesker vi er, acceptere en vis variation fra det normale. F.eks. er vi ret enige om at man ikke må slå andre mennesker ihjel. Imidlertid forventer vi også alle en vis frihed til at være, gøre og tænke som den person vi er. Begge disse parametre, social adfærd og frihed, har ikke nogen klar grænse mellem hvad vi opfatter som normalt, og vores individuelle normalitetsbegreber varierer også. Et eksempel herpå er at vi ikke er enige om, hvordan vi skal udforme lovene for det samfund vi alle er en del af, og derfor ikke stemmer ens.

I virkeligheden kan ADHD være et udtryk for at der opstår en kamp langs grænserne for normaliteten, udkæmpet for den globale floks normalitetsbegreb, som ikke er uvæsentlig for flokkens sociale sammenhæng, men også at de virkelige ofre for denne form for krig er dem som diagnostiseres med ADHD mm. Skal vi medicinere dem med et stof som, værende et amfetamin, er nært beslægtet med ecstasy og speed? Den væsentligste neurobilogiske forskel på Ritalin og speed eller ecstasy er navnet, samt at det første stof er receptpligtigt og de to andre ulovlige.

Vi må unægteligt erkende at grænsen for normalitet er diffus, så spørgsmålet kunne også være hvor tolerante vi vil være langs grænserne for normaliteten. Impulsivitet kan man tvinge ethvert menneske til på en overordentlig deterministisk måde via reklame. Alle mennesker er mere eller mindre modtagelige for reklame, og jo det er du også. Gør det dem så syge at vi bør behandle dem med et amfetamin? Dårlige planlægningsevner er noget de fleste mennesker lider under i deres arbejdsliv. Alle mennesker oplever af og til at føle sig rastløse, og tilstrækkelig meget støj giver alle mennesker koncentrationsbesvær.

Bør vi alle søge ind mod normalitetens midte, få Ritalin på recept, udskrevet på et semi-pseudo videnskabeligt grundlag, eller burde vi se os selv i øjnene og indrømme at vi er forskellige, og at der næsten altid vil være nogen som er endnu mere normale en os selv? Ville vi bryde os om at grænsen for det normale blev rykket så vi befandt os udenfor det normale?

Jeg ved ikke om mangel på empati kan være en sygdom, og jeg har aldrig i filosofien fundet noget som mindede om en fyldestgørrende definition af rigtig eller forkert handling, men empati og accept er ligesom normalitet det som får os fungere som en flok, hvor det er acceptabelt for alle at være. Er koncentrationsbesvær der, hvor vi vil sætte grænsen for det normale og medicinere det lægeordineret amfetamin?

Freddie Vindberg

Mahtava viikonloppu, Anna Holm Sørensen.

Poul Anders Thomsen

Er det utænkeligt at halvdelen af historien mangler. Det virker som en ensidig fremstilling i mine øjne.

Henriette Bøhne, Henning Kjær og Anne Nielsen anbefalede denne kommentar

Er man først blevet en "sag" i myndighedernes øjne og man er forsvarsløs slipper du aldrig ud af deres greb. Så er du stemplet og sat i bås. Og gør du modstand findes der jo altid en diagnose, der passer i det efterhånden enorme diagnose katalog som til stadighed udvides.

Og fagkundskaben skal jo have noget at lave for alle de penge de koster. Aldrig har vi haft så travlt med - Ingenting. Desuden. Alle de piller der produceres og udvikles skal jo bruges og omsættes til aktie kurser og aktionærenes tilfredsstillelse.

Det er lidt som de private fængsler i USA som jo skal fyldes for at give det kalkulerede økonomiske overskud. Her holder man også gerne unødvendig på kunderne. Som i øvrigt skal arbejde nærmest gratis under deres ophold. Smart. Ik.

Det hele kører bare hurtigere og hurtigere. Ingen tid til at sætte spørgsmålstegn. Ingen tid til at overveje konsekvenser. Bare hurtigt videre som død og helvede.

Søren Ferling og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Morten Balling
Jeg er enig i, at der er et problem i, at man kan blive tvangsindlagt pga ADHD. Men jeg er usikker på, om beretningen kan fortolkes sådan. Det er også på sin plads at diskutere, om vi skal medicinere alting, som ligger uden for normalen. Men jeg synes, vi skal hylde muligheden for, at folk som Anna Holm Sørensen kan få behandling og medicin, som gør hun har det godt og kan fungere i sin og vores allesammens hverdagsliv.

Mig bekendt er det stadig en risiko eller et gode afhængigt af, hvordan man ser på det, at man kan blive tvangsindlagt til elektro-chock på hjernen. Jeg er ikke fagperson og kan ikke sige, om det er godt eller skidt. Men i den aktuelle debat om den nye epidemilov, hvor jeg tidligere støttede ideen om, at man skulle kunne tvangsvaccinere folk, så folkesundheden beskyttes, hvis enkelte individer ikke ville "lege med", så er jeg blevet alvorligt bekymret for, at det skulle ske for mig.

Jeg bekymrer mig også for folkesundheden, men tanken om, at systemet skal kunne bestemme, at jeg SKAL have en eller anden indsprøjtning, er meget skræmmende. Jeg tror på et demokrati, som er funderet på information. Det er vi langt hen ad vejen lykkes med i Danmark. Skræmmebilledet er pt USA, hvor fakta og sandheder ikke kan danne grundlag for debat. Hold fast i spredningen af sobre fakta (Tak til Information) og nej tak til tvangskanyler.

Set fra systemets (skatteydernes) side er det tragisk. Og frygtelig synd for offeret.

Ud fra historien virker det indlysende, at offeret fremstår som angst og forvirret og grådlabil. At det så altsammen bliver endnu værre af at bruge mere tvang, gør at en hypotetisk "perfekt behandlingsenhed" er malet op i et hjørne, hvor de enten kan lade stå til (risikabelt), eller bruge tvang og magt og behandle offeret som et umodent barn (arrogant).

Vi har alle sammen vores forskellige mentale skader og defekter og mangler. Det virkelige spørgsmål er, om skaderne påvirker vores livskvalitet, og i så fald om den kan forbedres med træning og medicinering, eller om det bedste er at smile og acceptere vores forskellige særheder.

Jeg smilede lidt (meget) over plejerens profilering: Hvis du har brækket benet, eller du sidder i kørestol, eller du græder forvirret, eller har brun hud, så er du givetvist akademisk svag. Plejeren har jo ret, statistisk set, men derfor er den slags profilering alligevel både uhøflig og uproduktiv. Jeg kan sagtens se for mig, et truet og sårbart offer, der forsøger at læse en avanceret bog, imens hele den påtvungne omverden er både forstyrrende og utryg.

Al mulig held og lykke til offeret med at få opbygget nogle mere trygge rammer, med bedre forståelse fra sine omgivelser.

Og held og lykke til behandlingsenheden, med at få nogle nemmere patienter, der ikke reagerer på magt og tvang ved at få det endnu værre.

@Torben Pedersen Enig for at dette skal kune vaere en debatartikkel mangler der noget.
Det fratager ikke berettelsen værdi = hvordan situation opleves af en patient. Men – artiklen kan give indtryk af at ”nærtstående” kan bestemme om tvangsindlæggelse, og kommanderer politiet til at effektuerer den. En redaktionel fakta rude havde været oplysende.

Jeg ved ikke, Kjeld Hougaard og Torben Pedersen, nogle gange er der bare kun et relevant perspektiv på en historie, og sådan lader det til at være her.
Der er et opgør i gang med psykiatrien, og det er vist på høje tid, at behandlingen af folk med psykiske problemer igen vristes ud af positivisternes hænder og lægges over i samtalen og styrkelsen af åndsevnerne.
Mht. elektrochok har jeg imidlertid set, hvordan det synes at være det eneste effektive middel imod depression, ikke mindst alderdomsdepression. Der gjorde medicin ingen virkning.

Steffen Gliese.
Elektrochock kan noget. Det er givet. Ellers ville det jo ikke være et værktøj/behandlingsmulighed. Spørgsmålet er, om vi mener, at det fortsat skal kunne gives ved tvang? Og på samme måde: Skal vi acceptere den nye epidemilov med mulighed for tvangsvaccinering?