Kommentar

Hurra for ghettoplanen – den er et vigtigt skridt mod frihed for alle børn

Ghettoplanen er ofte blevet kritiseret i Information, men efter mange års svigt er den et vigtigt tiltag, der skal sikre, at ingen børn vokser op i lukkede betonjungler med dårligere kort på hånden end deres jævnaldrende, skriver beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), og udlændinge- og integrationsordfører for Venstre, Mads Fuglede (V), i dette debatindlæg
Debat
1. december 2020

I dag, den 1. december kan ghettoplanen fejre sin toårs fødselsdag. Og der er alt mulig grund til at råbe hurra.

For den tidligere regerings opgør med parallelsamfundene skal sikre børn og unge i udsatte boligområder en fremtid, hvor alle har lige muligheder. Og nu er en ny liste på vej, som sætter navn på de boligområder, som har brug for en overhaling og et skub imod en positiv udvikling.

Ghettolisten har fra flere sider været heftigt kritiseret i Information. Blandt andet har tre arkitekturprofessorer beklaget, at de hårde ghettoer på deres rejse imod bedre tider skal reducere andelen af almene boliger, så de ikke overstiger 40 procent af boligmassen.

Men det er i vores øjne helt nødvendigt. For en del af løsningen handler om at tiltrække flere beboere, som er i job og kan fungere som rollemodeller i området. Det betyder desværre, at der vil være beboere, som skal flytte. Men det er vigtigt at huske, at ghettoplanen handler om at skabe forandringer, som kommer hele området til gavn, og samfundet omkring det.

I årtier har myndighederne svigtet de udsatte boligområder og givet indgroede problemer med arbejdsløshed, mangel på uddannelse, sprogvanskeligheder og kriminalitet frit spil. Det stopper nu.

For ingen børn fortjener at vokse op i lukkede betonjungler, hvor de får dårligere kort på hånden end andre børn i vores samfund. Sammen skal vi gøre op med parallelsamfund, der lukker sig om sig selv og stjæler børn og unges fremtid. Det er det, som ghettoplanen handler om.

Og den vidner om en handlekraft, som har manglet i generationer. Hvis vi vil have en blandet by, hvor alle børn har frihed til at trives og udvikle sig på tværs af kultur, religion og pengepung, så skal vi bygge den sammen. Det kan vi gøre med ghettoplanen. For den handler ikke om at afvikle, men om at udvikle. Om at bygge en bedre fremtid for børn og unge og skabe sammenhængende byer til alles bedste.

Af Cecilia Lonning-Skovgaard (V), Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København og Mads Fuglede (V), udlændinge- og integrationsordfører

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Det er da dejligt at høre Venstre vil hjælpe børn fra lavindkomstfamilier.
Vil det så sige ,at Venstre vil forhøje disse familiers indkomst samt få opført billige lejeboliger i ALLE boligområder så "vi" kan få en forskellig beboersammensætning alle steder.

Desværre er det nok ikke det de 2 Venstre folk har i tankerne - vel bare en afledningsforklaring og en gang selvros - men det hjælper ikke beboersammensætningen , når der ikke er flere lejligheder lavindkomstfamilierne har råd til at bosætte sig i - Det er det egentlige problem , der bare bliver større af den tåbelige Ghetto-lov.

Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Ron Levy, Hans Ditlev Nissen, Herdis Weins, Hans Larsen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hvor skal de uønskede mennesker bo ?
F.eks forældrene til de børn, som ellers ville vokse op med lukkede kort og betonbegrænsede muligheder, men som nu ikke må bo der, hvor de har råd og ønske om at bo.
Hvor skal de flytte hen?

Eva Schwanenflügel, Troels Ken Pedersen, Ebbe Overbye, Ron Levy, Hans Ditlev Nissen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

Det eneste man ved med sikkerhed er, at almindelige mennesker, uden skyld, bliver smidt ud af deres bolig - samtidig med, at visse politikere står oven på hinanden og råber hurra.

Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Troels Ken Pedersen, Ebbe Overbye, Ron Levy, Lise Lotte Rahbek og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Mads og Cecilia har bedt mig om at oversætte dette udsagn til folkedansk, da meningen i den nuværende formulering kan være noget sløret:

“For en del af løsningen handler om at tiltrække flere beboere, som er i job og kan fungere som rollemodeller i området.”

Erstattes med:

..tiltrække “folk som kan vise hvordan oprigtigt lovlydige og civiliserede samfundsborgere køber deres EGEN bolig og tjener deres egne penge i stedet for den slendrian og nasseri man er vidne til i området”.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ghettopakken er helt enkelt en recept på diskrimination.

To nye områder er røget på ghettolisten :

"Det er synd, at de to nye områder optages på listen og dermed skal leve op til de krav, der stilles til hårde ghettoområder, mener Bent Madsen fra BL.

Solbakken i Odense er nemlig allerede i gang med en positiv udvikling, mens Nørager/Søstjernevejs ghettostatus især skyldes et højt antal førtidspensionister.

"Det var næppe områder, politikerne havde i tankerne, da parallelsamfundslovgivningen blev lavet," siger han i pressemeddelelsen."

https://www.altinget.dk/social/artikel/naesten-hver-anden-ghetto-ryger-a...