Kronik

Identitetspolitik er udtryk for en ny følsomhed – en hypersensitivitet over for ubehag

Personligt er jeg forundret over den hypersensitivitet, som de identitetspolitiske yderfløje lægger for dagen, men som psykolog er jeg fagligt fascineret. Der er tale om en flertydighedsintolerance, som måske skyldes vores moderne børneopdragelse, skriver Henrik Høgh-Olesen i denne kronik
Personligt er jeg forundret over den hypersensitivitet, som de identitetspolitiske yderfløje lægger for dagen, men som psykolog er jeg fagligt fascineret. Der er tale om en flertydighedsintolerance, som måske skyldes vores moderne børneopdragelse, skriver Henrik Høgh-Olesen i denne kronik

Dalva Skov

27. november 2020

I begyndelsen af marts 2020 er jeg i Oxford på forskningsophold og har sat mig i cafeen i Blackwells boghandel på Broad Street for at nyde morgenkaffen, da mit blik falder på en overskrift i studenteravisen Cherwell: »Oxford professor disinvited from conference«.

Selina Todd, professor i moderne historie, skulle have holdt et foredrag om kvindebevægelsens historie ved Exeter College, men aflyses aftenen forinden telefonisk af arrangørerne efter pres fra transaktivister, som ønsker hende »no-platformed«, da hun i deres øjne som anden bølge-feminist er transfob. Arrangørerne tør ikke lade Todd komme på talerstolen af frygt for, at hele konferencen så blokeres.

Mens flertallet af os føler os naturligt hjemme i det køn, vi er født som, så oplever mellem 0,4 og 0,6 procent af den vestlige voksne befolkning, at de er transkønnede, og en del af dem igen, at de er nonbinære og derfor hverken føler sig som mand eller kvinde. I Danmark er tallene 0,1 procent for transkønnede og 0,44 for nonbinære. De transkønnede er således en meget lille gruppe, men identitetspolitisk fylder de meget på den feministiske venstrefløj.

Der er intet mærkeligt ved, at et mindretal vil have anerkendelse og indflydelse. Men det er mærkeligt, når et mindretal kræver taleforbud for andre grupper og tilmed får held med det. Og så i Oxford! Højsædet for britisk flegma og akademisk excentricitet.

Men noget er i skred. Verden over mobiliseres folkemængder på tværs af det politiske spektrum omkring bestemte identitetsmarkører som race, køn, kultur eller seksuel orientering ud fra den idé, at deres værdighed er blevet krænket.

Det politiske venstre er nu mindre optaget af økonomisk ulighed og mere engageret i at promovere marginaliserede mindretals interesser. Det politiske højre er samtidig dybt optaget af den patriotiske beskyttelse af stammefællesskabet og vil lukke grænser, bygge mure, påtvinge håndtryk og forbyde bestemte beklædningsstykker, førend de vil sænke skattetrykket og give handlen fri.

Identitetspolitik er anerkendelsespolitik, men hvor vi tidligere hyldede ideen om, at vi var farve- og kønsblinde, og at det var individet og dets handlinger, der talte, så er disse identitetsmarkører nu blevet positive essenser i sig selv.

Kønnenes glidebane

Mennesket har mange medfødte essenser, men ’race’ er ikke en af dem. Racer er kun kulturelt virkelige, som de socialt konstruerede sæt af forventninger og fordomme, som vi på godt og ondt møder hinanden med. De er ikke genetisk virkelige. Der findes kun én menneskeart, og derfor er den binære fejring af racen, som de identitetspolitiske fløje dyrker, både forkert og farlig.

Mens raceidentiteten cementeres i disse år, så opløser man til gengæld kønsidentiteten og gør den mere flydende og mindre binær. Det er det identitetspolitiske venstre, der er bannerfører for denne tendens. Glem, at du biologisk er XX eller XY, og find din egen identitet.

Og hvorfor ikke? Selv om de fleste af os føler os hjemme i vores biologiske køn, så kan vi da godt løsne slipset. Gøre kønsrollerne mindre stereotype. Sætte kroppene fri og holde en fest.

Det tænker jeg over, mens jeg bevæger mig hen mod Oxfords Ashmolean Museum, hvor jeg har min daglige gang i de forhistoriske samlinger. Det er også her, jeg kommer i tvivl, om jeg overhovedet ville være velkommen til den fest, jeg lige har forestillet mig.

For tiden er der på øverste etage en udstilling af den unge Rembrandts tegninger og malerier, og den har jeg for vane at lægge vejen forbi på vej til frokost. Det er særligt en tegning af en plump nøgen kvinde, der inviterende ser direkte på én, som optager mig. Hun er i mine øjne ikke særligt tiltrækkende, men jeg er ikke i tvivl om, at den unge Rembrandt har fundet hende forførende, så hun gør mig glad, for hun er set og tegnet med en ung mands begær. Og her har vi problemet: det maskuline blik.

Da Politikens kunstanmelder Mathias Kryger anmeldte en ny udstilling på Statens Museum for Kunst, faldt hans blik på et andet værk af Rembrandt: Jupiter og Antiope. Og han kunne ikke lide, hvad han så. Jupiter ser på en sovende, nøgen Antiope med blottet skød.

Beskæmmet slår Kryger blikket ned.

»Jeg er personligt færdig med at være en lummer belurer af kunsthistoriens kroppe. Og jeg vil ikke være en del af et generelt blik som det, der beskrives her,« skriver han.

Så der stopper festen, og hvis jeg skal med ud på kønnenes glidebane, så skal blikket blive hjemme. Men i en tid med stærkt faldende fødselstal i hele den vestlige verden skal man nok ikke begrænse kønnenes lystne blikke på hinanden, for så er artens dage talte.

Dette blik er ikke »lummert«, det er naturligt. Selv makakabehanner betaler gerne et glas juice for at få lov til at lade deres blik hvile på et billede af en brunstig hunabes bagdel. Så lad os opgive den identitetspolitiske illusion, at vi kan eller skal styre andres blik på os. Det er vi overgivet til på godt og ondt.

Flertydighedsintolerance

Politologer som Francis Fukuyama er bekymrede. Den identitetspolitiske følsomhed truer samfundenes sammenhængskraft. Demokratier splittes op i segmenter baseret på stadig smallere identiteter, og denne fragmentering gør det sværere for dem at fungere som stater.

Personligt er jeg forundret over den hypersensitivitet, som visse grupper lægger for dagen, og over den magt, som de tilsyneladende er ved at få. Jeg forstår ikke, hvorfor en stor koncern som Audi undskyldende trækker en reklame med en bananspisende lille pige tilbage, blot fordi nogen har brugt denne reklame for bremsecensorer som en Rorschachtest og projiceret et seksuelt indhold ind i en uskyldig scene.

Som forsker og underviser bliver jeg urolig for den indskrænkning af forsknings- og talefriheden, som begynder at melde sig, når begreber som safe spaces (krænkelsesfrie rum), trigger warnings (advarsler om traumatiserende eller politisk ukorrekt indhold) og deplatforming (blokering af talere, hvis holdninger man ikke deler) vinder udbredelse.

Men som psykolog er jeg fascineret over denne radikale nye følsomhed og grunder over dens ophav. Hvornår blev det en udbredt norm, at ingen måtte føle sig fornærmede? Hvornår blev vi så følsomme, at vi begyndte at reagere på såkaldte mikroaggressioner?

At ingen skal tolerere overgreb, siger sig selv. Men man skal kunne udholde sit eget ubehag og håndtere, at andre har meninger, man ikke deler. Det har mange i dag svært ved. Psykologisk kalder man den tendens, hvor et individ kognitivt lukker sig for synspunkter, som det ikke selv deler, for flertydighedsintolerance.

Det er en personlighedsvariabel, der korrelerer stærkt med angst – og hvor angstniveauet stiger i en population, der er flertydighedsintolerancen også i vækst. Det, man er uenig i, vækker ikke bare irritation, det vækker angst og ubehag, og med disse følelser også trangen til at lukke munden på den anden og oplevelsen af at blive angrebet og krænket.

I den oprindelige udforskning af flertydighedsintolerancen var det et begreb, som først og fremmest blev brugt til at forstå den højreorienterede autoritarisme, man havde set under nazismen. I dag ved vi, at det er en personlighedsvariabel, der krydser det politiske spektrum og slår stærkest igennem ved yderpolerne. Det er samtidig, som om vi p.t. oplever en version 2.0 af dette fænomen inden for identitetspolitikkens to lejre.

Filosofferne Silas Marker og Vincent Hendricks foreslår i deres bog Os og dem, at vi skal smide krænkelsesnarrativet på porten, da det reducerer modstanderens politiske standpunkt til tyndhudet skrøbelighed frem for at forholde sig til substansen i dette. Det er et synspunkt, som jeg godt kan føle forståelse for.

Men hvad nu hvis vi rent faktisk har med en forøget psykologisk følsomhed at gøre på dette tidspunkt i historien i de unge generationer Y og Z?

Og hvad nu hvis vi under det grandiose ’projekt børn’ – i den betingelsesløse kærligheds navn og den uendelige selvoptimerings skygge – har fået bygget os nogle pressede og skrøbelige glasmennesker, der har vænnet sig til det bekræftende ekkokammers bløde lyde og derfor lettere krakelerer, når de møder modstand end tidligere generationers unge?

For dette spørgsmål kan vi vel ikke helt undlade at stille?

Lige nu er der lav sol over Oxford.

Henrik Høgh-Olesen, professor i social- og personlighedspsykologi, Aarhus Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Benno Hansen
  • Jane Jensen
  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Anders Olesen
  • Mette Eskelund
  • Finn Jakobsen
  • Bo Klindt Poulsen
  • Andreas Lykke Jensen
  • Karen Schultz
  • Armin Vauk
  • Gert Hansen
  • Torben K L Jensen
  • Flemming Berger
  • Rasmus Knus
  • Esben Lykke
  • Niels Jakobs
  • Viggo Okholm
  • Christian Mondrup
  • Torsten Jacobsen
  • Niels Johannesen
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Arne Lund
  • ulrik mortensen
  • Mads Greve Haaning
  • Ejvind Larsen
  • Bjørn Pedersen
  • David Zennaro
  • Brian W. Andersen
  • Andreas Thomsen
  • Mikael Aktor
Kurt Nielsen, Benno Hansen, Jane Jensen, Søren Peter Langkjær Bojsen, Anders Olesen, Mette Eskelund, Finn Jakobsen, Bo Klindt Poulsen , Andreas Lykke Jensen, Karen Schultz, Armin Vauk, Gert Hansen, Torben K L Jensen, Flemming Berger, Rasmus Knus, Esben Lykke, Niels Jakobs, Viggo Okholm, Christian Mondrup, Torsten Jacobsen, Niels Johannesen, Klaus Lundahl Engelholt, Arne Lund, ulrik mortensen, Mads Greve Haaning, Ejvind Larsen, Bjørn Pedersen, David Zennaro, Brian W. Andersen, Andreas Thomsen og Mikael Aktor anbefalede denne artikel

Kommentarer

God kronik der rammer lige hvor den skal. Men vent nu lige, for må en europæisk mand overhovedet have en mening nu til dags? Kender han ikke sin plads som grundlæggeren af al dårligdom i verden?

Hvis ens ideologi forbyder en at nyde ét eneste af Rembrandts værker er den ideologi end ikke skraldespanden værdig.

Tak til Henrik Høgh-Olesen.

hannah bro, Hans Houmøller, Anders Olesen, Jesper Bak, Mikael Fotopoulos, Mette Eskelund, Finn Jakobsen, Bo Klindt Poulsen , René Arestrup, arne tørsleff, Therese Hagen, Torben S, Bent Nørgaard, Niels Jakobs, Klaus Ipsen, Lars N. Jensen, Viggo Okholm, Ole jakob Dueholm Bech, Susanne Kaspersen, Rolf Andersen, Morten Simonsen, Klaus Lundahl Engelholt, jan sørensen, Erik Winberg, Arne Lund, ulrik mortensen, Kenneth Graakjær, Elise Berg, Jan Jensen, Ejvind Larsen, Christian De Thurah og Mikael Aktor anbefalede denne kommentar
Bjarne Jørgensen

Enig i at flertydighedsintolerancen vinder terræn. Men i virkeligheden har medlemmer af flertallet jo altid været flertydelighedsintolerante og har taget deres egen normalitet for givet. Ve den stakkel fra et mindretal, der forsøgte at blive set. Den person kunne hurtigt blive udskammet af en normalitetshævdende flertalsperson.
I dag ser vi så, at mindretal begynder at insistere på samme flertydighedsintolerance, som flertallet har benyttet sig af siden tidernes morgen. Mindretal, som er trætte af at få smidt flertallets normalitet i hovedet, hver gang de forsøger at ytre sig.
Så målet kan altså ikke være at få mindretal til at acceptere flertydighed, som i sidste ende er normalitet. Men nærmere at få flertallet til at glemme deres normalitet og acceptere udtrykkenes mangfoldighed.

hannah bro, Tine Bernth, Ruth Sørensen, Søs Jensen, Karsten Aaen, Marianne Vestergaard Nielsen, lars helde, Susanne Kaspersen, Klaus Lundahl Engelholt, Steffen Gliese, Jakob Trägårdh, Erik Winberg, Margit Lund Christensen, Hanne Utoft, Christine Michelsen, kjeld hougaard, Ejvind Larsen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Nu synes jeg igen man undres.

For anden gang på en lille uge får vi i Information at vide at identitetspolitikken kommer fra den yderste venstrefløj og fra den nationale højrefløj. Der er sikkert også et par stykker.

Men er det midterorienterede Det Radikale Venstre ikke vor lands førstehåndhæver af identitetspolitik. Og er det ikke den midterorienterede Politikenjournalist som nævnes i kronikken.

Er Google, Facebook og e andre Tech-virksomheder ikke der hvor vi ser mest indentitetspolitik i praksis, sammne med streaming og massemedieindustrier som Disney, New York Times og Politiken. Kunne man ikke også være så fræk at placere Københavns Universitet her- ihvertfald et sted med profikhensyn og globalt udsyn.

Så identitetspolitik udspringer af den(ekstreme) politiske midte, og er vel da også bare en del af den neoliberale søgning mod det globale og profitorienterede.

teis frandsen, Søren Peter Langkjær Bojsen, Mette Eskelund, Finn Jakobsen, Therese Hagen, Lillian Larsen, Ole jakob Dueholm Bech, Martin Rønnow Klarlund, Lene Krathmann Pedersen, Mogens Holme, Niels Johannesen, Carsten Munk, Arne Lund og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Wolfgang Mostert

Safe-space personer, der gennemfører "no-platforming" a la den, som Selina Todd udsattes for i Oxford, adskiller sig i deres mentalitet og handlinger ikke kvalitativt fra personer der er parate til at halshugge en lærer, der i undervisningssammenhæng viser et par kontroversielle tegninger af Muhammed. De adskiller sig blot kvantitativt i graden af voldsparathed.

Mette Eskelund, Therese Hagen, Egon Stich, Bjarne Hosbo Poulsen, Troels Brøgger, Flemming Berger, Niels Jakobs, Klaus Ipsen, Ole jakob Dueholm Bech, Rolf Andersen, Niels Johannesen og Klaus Lundahl Engelholt anbefalede denne kommentar

"Så identitetspolitik udspringer af den(ekstreme) politiske midte, og er vel da også bare en del af den neoliberale søgning mod det globale og profitorienterede."

Den såkaldt identitetspolitiske venstrefløj udgør socialliberalisme i neoliberal kontekst og er en kulturlig følge af et klassesamarbejde, som notorisk fordrer underklassens accept og forståelse af sig selv som sådan (dvs. som underkastede). Identitetspolitikken afleder kritisk opmærksomhed på strukturelle problemer (bl.a. klassesamfundets klassedynamikker) ved at fokuserer på disses symptomer, som den tilmed ofte privatiserer. Identitetspolitikken er på mange måder systempræserverende og skabt til såvel underholdning som tilsyneladende demokratisk dyd.

Palle Yndal-Olsen, Finn Jakobsen, Bjørn Pedersen, Troels Brøgger, Torben K L Jensen, Flemming Berger, Jan Jensen, Torbjørn Methmann, Mogens Holme, Erik Winberg og Arne Lund anbefalede denne kommentar

En psykolog som påstår at ” Mennesket har mange medfødte essenser, men ’race’ er ikke en af dem. Racer er kun kulturelt virkelige, som de socialt konstruerede sæt af forventninger og fordomme, som vi på godt og ondt møder hinanden med. De er ikke genetisk virkelige. Der findes kun én menneskeart”. Han blander æbler og pærer. At Homo Sapiens er en dyreart er rigtigt, og genetisk defineret. At ”race” som der angives og nævntes skulle være er en social konstruktion er ikke rigtigt. ”Du kan ikke tale om kultur, uden at tale om psykologi, og du kan ikke tale om psykologi uden at tale om biologi”. – Vi, forskellige etniske stammefolk, er neurobiologisk forskellige. ”The Bank Slate” er beviseligt en misforståelse. ”Etniske” forskelligheder udvikles også hos andre dyrearter. At påstå andet kan være forfatterens personligt tro [sådan fungerer hans hjerne] – og dermed i multi-identiteternes hellige navn, fuldt acceptabelt.

Ole jakob Dueholm Bech, Malene Nielsen og Ulla Nygaard anbefalede denne kommentar
Christine Michelsen

Har kronikøren nogensinde talt med nogle af disse unge ‘hypersensitive’ aktivister? Mig bekendt er de så langt fra ‘skrøbelige glasmennesker’, som man kan komme - tværtimod taler vi om mennesker, som hver dag skal leve i et samfund, hvor mange end ikke anerkender deres eksistens eller deres ret til lige behandling, og hvor de mødes med diskrimination og chikane. Og ikke nok med det, så går de på barrikaderne og stiller sig forrest i en frihedskamp for alle, som undertrykkes (også økonomisk!) af de dominerende strukturer, vel vidende at de her vil møde endnu mere modstand. Det kræver enorm styrke, og det er for mig helt ufatteligt, hvordan kronikøren og hans ligesindede igen og igen kan finde på at afskrive unge ‘identitetspolitiske’ aktivister som skrøbelige curlingbørn, der knækker ved den mindste modstand. Det kunne ikke være længere væk fra virkeligheden.

hannah bro, Steffen Gliese, Tine Bernth, Ruth Sørensen, Frederik Sukstorf, David Adam, Troels Ken Pedersen, Malene Nielsen og Ole Frank anbefalede denne kommentar

Jan Jensen - Nu ved jeg ikke hvor på venstrefløjen jeg skal placere Pelle Dragsted. Næppe den yderste, måske i nørheden af SF + 20 pct. I hvert fald tog han den universitære del af identitets-politikken under sine vinger for et par år siden, og promoverede dens synspunktet både her og hisset. Forhåbentlig er han blevet klogere, men det er der ikke alle venstrefløj'sere der er. Der er fortsat nogle, der tager Black Lives Matters alvorligt, og også mener, at der skal tages udstrakt hensyn til de, der ikke kan tåle at høre "den danske sang" osv..
Selv fik jeg for et par år siden, da jeg arbejdede i en meget rød organisation, på puklen fordi jeg i en pressemeddelelse havde skrevet hvor ringe handicappedes tilgængelighed i den kollektive trafik er.
Det måtte jeg ikke ifølge en ansat i organisationen, der følte sig truffet. Hun var mere end sit handicap, hvilket jeg jo godt er klar over. Bad hende se på hele teksten, og det øvrige sprog - ikke kun hæfte sig ved et enkelt ord. I stedet skulle jeg skriver "mennesker med handicap".
Det bliver jo lidt svært - rent sprogligt - hvis vi ikke længere må tale eller skrive om rådhårede, men i stedet skal skrive/sige mennesker med rødt hår, og heller ikke anorektikere, men nu skal skrive/sige "mennesker med anoreksi" Og så fremdeles.
Kampen mod racisme, antisemitisme, mod kvindehad og homofobi er væsentlig, og kommer ikke i anden række. Men det bekæmpes ikke ved en sekterisk opdeling om hvem der må tale på hvis vegne, sådan som en Black Lives Matter-demonstration udviklede sig til, og hvor hvide demonstranter fik besked på, at forføje ned bagerst i demonstrationen, for politibrutaliteten mod sorte i USA, er ikke hvide danskeres sag.
Krænkelsestyranniet og de identitetspolitiskes tanke- og sprogpoliti tager ilten fra den politiske kamp, underminerer og splitter. De bidrager ikke med noget, de oplyser ikke.
Overfor identitetspolitikken står den universalisme, der kæmper for lighed, for at stoppe klima-ændringerne, modsætte sig undertrykkelse og de autoritære styreformer, der breder sig overalt.
Anbefales: Caroline Fourest: Generation krænket. - eller læs min omtale af bogen på
https://socinf.dk/er-det-kun-italienere-der-maa-lave-pizza/

Hans Houmøller, Palle Yndal-Olsen, Finn Jakobsen, Troels Brøgger, Bent Nørgaard, Niels Jakobs, Lillian Larsen, Rolf Andersen, Jan Jensen, Erik Winberg og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Krænkelseskulturen har meget med magt at gøre og næsten intet med psykologi at gøre. Se bare på det helt nye sprog og begreber der er opfundet i den forbindelse. Det er en kamp om narrativer og dermed også en kamp om magt.
At lægge op til at sygeliggøre mennesker der mener noget andet en en selv - som forfatteren gør her - er gammelkendt trick blant faggruppen der kalde sig psykologer. Det er hvad der svarer til en slags produktudvikling inden for andre fag. Opdyrke nye markeder, opfinde nye sygdomme.

Tine Bernth, Ole jakob Dueholm Bech og David Adam anbefalede denne kommentar

Han skriver:
"Mennesket har mange medfødte essenser, men ’race’ er ikke en af dem. Racer er kun kulturelt virkelige, som de socialt konstruerede sæt af forventninger og fordomme, som vi på godt og ondt møder hinanden med. De er ikke genetisk virkelige. "
Altså det er gener der koder for om du er sort eller hvid helt konkret, det er jo derfor hvides babyer bliver hvide og sortes sorte - de har arvet det fra mor og far - så hvordan er race ikke genetisk virkeligt? Han blander et naturfaglige termer (genetik) sammen med termer fra religion og filosofi (essenser) og det kommer der kun vrøvl ud af.

Bent Nørgaard og Ole jakob Dueholm Bech anbefalede denne kommentar

Erkendelsen ligger i, at alle forstår, at de tilhører mange minoritets- og majoritetsgrupper, og at demokratisk sindelag går ud på ikke at have for mange meninger om, hvad andre kan og skal, men at se på sig selv som allerede en del af det store, forestillede fællesskab.
Concordia ordinum talte Cicero om: klassernes samdrægtighed.

Ole jakob Dueholm Bech, Karsten Aaen, lars helde og Claus Bødtcher-Hansen anbefalede denne kommentar

Det er bemærkelsesværdigt at flertydighedsintolerance kun rammer de andre og ikke en selv.

Det virker som flertydighedsintolerance er et ord man kan bruge mod dem man er uenig i og det kan så bruges til at reducere dem fra værdig modstander til en slags lidt syg person, muligvis med angstproblemer, som han siger "personlighedsvariabel, der korrelerer stærkt med angst". Det synes jeg faktisk er en lidt sygt, og vil jeg erkende bekræfter mine værste fordomme om den faggruppe.

Det er mere reelt at se sin modstander som det hun er, en modstander, som man er uenig i og stå ved at de man reelt vil er at forhindre vedkommende i at få indflydelse og magt fordi man synes hendes meninger helt forkerte.

Tine Bernth, Ruth Sørensen, Ole jakob Dueholm Bech og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar

Spændende kronik, men jeg kan ikke lade være med at tænke på at årsagen til "hyper-sensitive" unge er det modsatte af forfatterens forklaring.

Jeg tolker hans pointe med "projekt børn" som det ofte brugte begreb "curlinge-børn", altså børn og unge som er overbeskyttede af forældrene. Sandheden er nærmere at de sidste mange generationer af børn er underbeskyttede, da de er overladt til underbemandende offentlige institutioner, hvor børnene ikke møder den lydhørhed som er nødvendig for at udvikle den (indre) tryghed, som er altafgørende for børns affekt-regulering (altså at kunne berolige sig selv når deres frygt-system aktiveres). Det er vist en rimelig anerkendt og underbygget tese at børn beroliger sig selv med forestillingen om at voksne (forældre og pædagoger) vil beskytte dem når nødvendigt. Det er ganske enkelt billeder som frembringer positive emotioner i hjernen, når deres frygtsystem er aktiveret og skal dæmpes. Hvis de oplever anerledes; at forældrene er for optagede af deres egen karriere, at der er for få pædagoger og lærere til at beskytte dem, at mennesker generelt er distraherede af deres egne problemer eller bare optaget af mobiler, så bliver børnene nemmere angste. De bliver mere ængstelige overfor modstand, da de har erfaret at de ikke kan berolige sig selv med forestillingen om at omsorgspersonerne altid vil beskytte dem når nødvendigt.

En (ambivalent utryg tilknyttet) baby ville råbe og skrige når mor skal ud og hente kaffe i køkkenet for at markere at morens opførsel er uacceptabel. En moderne ung vil råbe og skrige når man laver en smålummer joke for at markere at den form for adfærd er uacceptabel. Ikke fordi at joken i sig selv er sårende, men fordi at den type adfærd (racisme, sexisme, homofobi) kendetegner den største trussel mod individet man kan opleve, nemlig udelukkelsen af fællesskabet. Og det er noget der aktiverer det frygt-system, som nutidens ungdom tilsyneladende har svært ved at regulerer.

Hvis curlingbørn er mere utrygge pga manglende tryghed i opvæksten, så er en potentiel udelukkelse af samfundet proportionelt mere angst-provokerende end hvis de var bedre til at regulere deres egne følelser. Så ja, måske er nutidens ungdom mere sårbare, men det skyldes større utryghed i opvæksten, ikke at far og mor pylre om dem. Og måske er den større utryghed en god ting. Tænk hvis denne (ret klodsede og lettere hysteriske) revolution rent faktisk forvandler verdenen til et mindre fordomsfyldt sted. Det er sgu da ret sejt.

hannah bro, Tine Bernth, Esben Lykke, Hanne Utoft, Lillian Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

ps… Det er da egentlig ret tankevækkende, at den forrige revolution kom efter årtier med voksende vold i amerika, overhængende trusler om atomkrig og psykisk ødelagte forældre-skikkelser (pga 2. verdenskrig). Gad vide om hippierne også var hyper-sensitive, eller om deres "utryghed" manifisterede sig som reaktioner på et samfund, de følte ville udstøde dem pga deres anerledeshed.

Steffen Gliese, Tine Bernth og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

Citat:"At ingen skal tolerere overgreb, siger sig selv. Men man skal kunne udholde sit eget ubehag og håndtere, at andre har meninger, man ikke deler".

Interessant, jeg møder konstant eksremt intollerante mennesker i trafikken, de dytter konstant, de fleste gange har jeg ikke kunnet finde en grund. Andre gange kan du have begået en lille fejl, fordi der konstant er vejarbejde over alt hvor de laver om. Men hoved budskabet er, hvis de ikke er ansat hos politiet, så er det jo ikke deres opgave at håndhæve loven derude, og hvis man ikke er deres umyndige børn, så er det jo heller ikke deres opgave at opdrage på andre voksne mennesker. De dytter af det mindste også hvis de ikke mener de kommer hurtigt nok frem. Men det er altså ikke grund nok til at dytte og det er faktisk ulovligt, at gøre det hvis der ikke er tale om en katastrofe situation, og hvis man vil gøre opmærksom på noget, anbefaler politiet, at man blinker med lygterne. Men gør man opmærksom på det eller dytter tilbage, for at sige: "se her sådan er det når nogen dytter af dig uden grund". Hvis du gør det, går disse mennesker helt amok. Det vidner for mig om ekstrem intollerans, mangel på selvbeherskelse og frem for alt hykleri. For hvis du ikke kan forholde dig til, at folk gør det samme ved dig som du gør ved dem, så er du jo hykler. Men jeg oplever gang på gang, at folk går helt amok derude. Det er lidt fouroligende, for i 30' erne var der jo også en eksrem intollerans og en eksrem lynsche stenning, det er ret foruroliende.

Malene Nielsen, det er en falsk opfattelse, der netop går ud på den forestillede ret til at have uforgribelige meninger om andre.
Man kan så argumentere for, at det smitter af på minoritetsgrupperne, som f.eks. med de transkønnede og de non-binære; men deres reaktion er jo i hovedsagen imod vilkår, der gør det vanskeligt til umuligt at opretholde den for dem naturlige identitet.
På mange måder vil det jo være lettere at skabe en ligestilling - som f.eks. Københavns kommunes betjente unisex-toiletter, en idé, der blev ødelagt af den gode vilje med de nye metro-toiletter på Rådhuspladser, hvor man er vendt tilbage til kønsopdelingen inkl. en afdeling for trans og non-binær.

David Adam -"Hvis curlingbørn er mere utrygge pga manglende tryghed i opvæksten"
Nej, modsat. Curlingbørnene har fået den forkerte form for opmærksomhed under opvæksten. De er blevet pakket ind i hoved og røv, de er blevet overbeskyttet mod tilværelsens lunefuldhed - og dermed også mod dens glæder. De har fået cykelhjelm på fra dag ét når de skulle ud på løbehjul og tricykel.
Jeg har en bekendt der pylrer om sit barn så det er en gru. En dag gik han tur med barnet i klapvognen. Hun tabte bamsen på fortovet. Hvad gør den omsorgsfulde farmand? Tager bamsen, går ind på en cafe og spørger om de vil vaske bamsen inden barnet rører den igen.
Eller: de små leger i sandkassen hjemme i karregården. Et par af dem komme op at strides, slår hinanden med legeredskaber. I stedet for at mødrene får børnene til at enes, så ringer den til politiet og anmelder at hendes barn er blevet overfaldet.
Med sådanne forældre, er det ret logisk, at når curligbørnene bliver "voksne2 - eller i hvert fald kommer op i årene og skal gebærde sig på egen hånd i samfundet - ja, så er resultater skrøbelige, hudløse, ofte livsuduelige mennesker, der falder sammen ved den mindste modstand.
Jost er det nemt at skyde de hudløse unge, men jeg savner i høj grad nogle forældre (det er sq mine egne unger!) der viser en lille smule ansvar for hvad de har med at gøre. Og som har røv i bukserne.
Og så fremdeles.

Kenneth Graakjær, Troels Brøgger, Bent Nørgaard og Finn Thøgersen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Filosofferne Silas Marker og Vincent Hendricks foreslår i deres bog Os og dem, at vi skal smide krænkelsesnarrativet på porten, da det reducerer modstanderens politiske standpunkt til tyndhudet skrøbelighed frem for at forholde sig til substansen i dette. Det er et synspunkt, som jeg godt kan føle forståelse for.

Men hvad nu hvis vi rent faktisk har med en forøget psykologisk følsomhed at gøre på dette tidspunkt i historien i de unge generationer Y og Z?"

Med lidt intellektuel flexibilitet behøver det ene synspunkt jo ikke at udelukke det andet, og måske mangler der også et kombineret medie - og økonomi perspektiv som supplement til de to opfattelser.

Da fagkritikken og samfundskritikken i studenteroprøret i 1970erne af historiske årsager (bl.a. en økonomisk krise) ikke længere kunne se fremskridt, opstod tilsvarende dybt intolerante og moralistiske bevægelser på venstrefløjen, der var centreret om personangreb på personer med magtpositioner, for deres måder at være menneske på.

Det var særlig udpræget på bestemte humanistiske institutter.

Denne forkerte "menneskelighed" diskvalificerede i princippet alt, hvad de pågældende magtpersoner stod for, og det drejede sig typisk om fastansat akademisk personale i en vis hierarkisk position. I "fodboldsprog" gik man nu ikke længere "efter bolden", men efter "manden".

Nu var det ikke længere kun vedkommendes undervisning eller forskning, der var noget forkert ved, men vedkommende person og hans måder at tale og føre sig frem på, som f.eks. var udtryk for macho - attitude og kønsfascisme.

Alt, hvad disse personer sagde og gjorde, var det efterfølgende "tabubelagt" at beskæftige sig med ifølge den nye selvbestaltede elite blandt især studerende, men med opbakning fra enkelte yngre undervisere. Ønsket var en autoritær "genopdragelseskultur" af "afvigere" blandt forskere og studerende.

Heldigvis døde disse tendenser ud i løbet af nogle få år, selv om der i mange sammenhænge, med en vis proportionssans, også kunne være noget rigtigt i den kritik, der blev fremført. Det var især midlerne, der var noget galt med.

I dag giver mediebilledet (især sociale medier) og de økonomiske forhold (en gennemført markedsgørelse) nogle helt andre "vækstbetingelser" og måder at udøve magt på for sådanne bevægelser.

Gennem nye former for "mediemagt" er det muligt at "straffe" institutioner og afdelinger på institutioner på en måde, der ikke var mulig tidligere, og som i sidste ende vil få økonomiske konsekvenser for institutionerne.

Det giver små "moralistiske" eliter mulighed for, på forskellige måder, at ekskludere personer, de er uenige med, f.eks. på uddannelses - og forskningsinstitutioner.

"De er blevet pakket ind i hoved og røv, de er blevet overbeskyttet mod tilværelsens lunefuldhed - og dermed også mod dens glæder. De har fået cykelhjelm på fra dag ét når de skulle ud på løbehjul og tricykel."

Det er også psykologisk utrygt for børn at blive overbeskyttet, mens de oplever manglende eksistentielt, voksent nærvær i deres sociale livsverdener.

Troels Brøgger, David Adam og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Arne Lund

De 2 eksempler du nævner gør netop børnene utrygge. En bamse bliver i barnets øjne "farlig" fordi at den har været på jorden. En banal konflikt mellem to børn bliver gjort til et stort drama. Forældrene demonstrerer med deres adfærd at tilværelsen er farlig. Det fremgår af din beskrivelse at du opfatter børnene i de to eksempler som forkælede. Jeg opfatter det modsat; børnene bliver ikke tryggere af deres forældres adfærd, de bliver utrygge. Og i begge eksempler tager forældrene udgangspunkt i deres egen følelser, deres egen holdninger, deres egen virkelighedsopfattelse; det er det modsatte af at gøre børn trygge og at give dem selvtilliden til at møde livet med oprejst pande. Børn, hvis følelser afvises, undermineres eller bare ignoreres, oplever at de ikke er gode nok. Det er en form for skam; en afvisning af individets følelser er også en afvisning af individet. Og netop frygten for at blive afvist, altså skam, er en rød tråd i de fleste psykiske lidelser fra depression til stress til angst. Hvis dine forældre afviser dig, vil alle potentielt afvise dig. Overbeskyttende forældre, som du beskriver dem, udsætter også deres børn for omsorgssvigt ved at afvise deres følelser.

Men overbeskyttende forældre er ikke det samme som engagerede forældre.

Forskningen viser altså også at børn ikke bliver skrøbelige af at blive forkælede. Tvært i mod. En klassiker indenfor "gammeldags" børneopdragelse er at lade barnet græde, så det ikke bliver pylret eller "mor-syg", som man kaldte det dengang. Tvært i mod viser forskningen at et barn græder mindre, jo mere man trøster det, simpelthen fordi at det bliver mere trygt, når det ved at voksne vil beskytte det imod ubehagelige følelser. Børn bliver ganske enkelt mere robuste af at blive trøstet og føle sig beskyttet.

At forkælede børn bliver til skrøbelige børn, som ikke kan håndtere livet, er simpelthen en myte, som er blevet modbevist igen og igen. (og for at være helt tydelig; dine eksempler viser ikke at børn bliver forkælede, men at forældrene demonstrerer at verdenen er farlig og dramatisk, det modsatte af at forkæle et barn, imo. )

Vi kan godt blive enige om at nutidens unge sikkert er mere hypersensitive end tidligere unge, men det er lidt af en stråmænd at kæde skrøbelighed sammen med hyper-sensitivitet, som jeg føler både du og artiklens forfatter gør.

De hypersensitive er måske mere tilbøjelige til at sige fra, simpelthen fordi at de pga deres sensitivitet er mere opmærksomme på krænkelser. Men det kræver styrke at sige fra.

Skrøbelige unge ville skjule deres anerledeshed og forsøge at være en del af flokken, ikke tage kampen op mod normen.

Men det er bestemt værd at diskuterer, for som artiklen også belyser, kan kampen mod krænkelser gå ud over uskyldige, og eksemplet med at forbyde en forlæser pga bekymringer for de studerendes følelser er absurd. At visse unge skærer alle ældre over en kam og beskylder dem for at være krænkere, racister, sexister osv er også smådumt, og fremprovokerer den type reaktioner, som man kan læse i artiklen; at alle unge kæmper mod fordomme og racisme fordi at de ikke kan håndtere tilværelsen pga overbeskyttende curlingforældre. Jamen wtf altså. lol.

Kenneth Graakjær, hannah bro, Tine Bernth, Ruth Sørensen, Steffen Gliese og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@ Jan Jensen, Hanne Utoft, Arne Lund

Umiddelbart forbinder jeg ”identitetspolitik”, i bred forstand, med personer, der har sympati for venstrefløjen i det demokratiske parti (Demokraterne) i USA.

Som sådan er der tale om økonomisk neo – liberalt orienterede bevægelser med særlig opmærksomhed på ulighed og krænkelser på områder som race (etnicitet), køn og seksualitet.

Umiddelbart burde det på den baggrund vel især være personer herhjemme med sympati for et parti som Radikale Venstre (den ”kreative” veluddannede middelklasse), der tog identitetspolitikken til sig.

Herhjemme er det dog især personer, der identificerer sig med bevægelser på den yderste venstrefløj, der er aktive identitets – politikere (f.eks. personer med sympati for eller medlemskab af Enhedslisten).

Pelle Dragsted har dog taget afstand for disse tendenser i partiet:
”Det kan godt være, at du er transkønnet, men du er givetvis også lønmodtager eller folkepensionist. Ergo har du nogle klasseinteresser, der går på tværs af din kønsidentitet. Og dem skal vi fokusere på, hvis vi vil ændre samfundet. Jeg tror, at en af hovedårsagerne til Donald Trumps sejr i USA er, at venstrefløjen var optaget af at tale om transseksuelles adgang til toiletter i stedet for at tale om fordelingspolitik”
https://www.altinget.dk/christiansborg/artikel/pelle-dragsted-goer-boet-...

For mig at se er det nemt på identitetspolitisk vis at kombinere populære videreudviklinger af socialkonstruktivistisk og poststrukturalistisk tænkning med økonomisk (men ikke politisk) neo – liberal tænkning, så derfor opstår der heller ikke noget problem (eller eftertanke) ved at anvende brug af økonomiske markedsmekanismer i forsøget på at tvinge institutioner (f.eks. universiteter) til at udelukke synspunkter fra at komme til udtryk, som man ikke bryder sig om.

Noget andet er det med en marxistisk orienteret tænkning, der har fokus på klasseforskelle af ikke mindst økonomisk karakter, og samtidig med en sympati for en demokratisk socialisme. Et spørgsmål må derfor være, hvor den marxistisk orienterede tænkning er blevet af på venstrefløjen?

Bjørn Pedersen

@Malene Nielsen, 27. november 2020, kl. 13:51
"Altså det er gener der koder for om du er sort eller hvid helt konkret, det er jo derfor hvides babyer bliver hvide og sortes sorte - de har arvet det fra mor og far - så hvordan er race ikke genetisk virkeligt?"

Det er faktisk ikke korrekt at der er et seperat "sort hudfarve-gen" eller "hvid hudfarve-gen" (se linket til videnskab.dk, nedenfor). Hudfarve og hvordan et menneske ser ud er ikke det samme som at tilhøre en anden race af menneske. Ellers ville mennesker der er rødhårede og arver deres mors eller fars fregner jo også være en anden"race", eller folk der arver deres mors laktoseallergi en anden "race", eller i yderste konsekvens ville vi være over seks milliarder forskellige racer, da hvert menneske jo ikke er identisk.

En brun ko eller hund, der tilhører nøjagtig samme race som en sort ko eller hund, er jo heller ikke en anden race pga. den skindfarve den har arvet. Når man biologisk set taler om race, så eksisterer der ganske enkelt ikke betydelig nok genetisk forskel mellem alle mennesker på jorden. Det kan ligne at der gør, pga. forskellig arvet hudfarve, ansigtsform, og måske lidt laktoseallergi og sårbarhed/modstandskraft mod særlige sygdomme, men dette er bare ikke nok til at klassificere mennesker i forskellige "race"-kasser.

Det at man i sin tid fandt på også at inddele mennesker i racer, var ikke videnskab i nogen egentlig forstand. Det var "videnskab" fra dengang man troede at bulerne på ens kranieform, sagde noget om ens personlighed og intellektuelle evner, og at kvinder der talte deres ægtemænd imod blev sendt på sindssygehospital for at blive "kureret".

https://denstoredanske.lex.dk/menneskeracer

https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-afliver-udbredt-myte-det-gi...

hannah bro, Steffen Gliese, Lillian Larsen, Finn Jakobsen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Social validering skal ikke forveksles med social retfærdighed. At en person som Donald Trump skriger, skråler og tuder over alle er så uretfærdigge når de ikke vil anerkende at han er den smarteste, bedste præsident USA nogensinde har haft og at han ti-hvertifæller har vundet, så er det en "retfærdigheds"-følelse, der bunder i et krav til omverdenen om at blive valideret på alle de måder man SELV kræver at blive valideret på (inkl. personlige fakta, såvel som følelser).

Og det er denne hyper-individualisering, der lægger til grund for det man kalder identitetspolitik, eller krænkelseskultur. Det er individualisme i så høj potens, at man nærmer sig solipisme - at ens navle bliver ens hele univers. Det er derfor også et glimrende værktøj til en "del og hersk" strategi fra de globale økonomiske eliter, der sidder på det meste af verdens flæsk. "Her! Kig væk fra hvor meget min profit er steget, og din løn er faldet og dine rettigheder eroderet og fokusér i stedet på din egen navle og at din nabo ikke synes den er ligeså smuk, som du selv - naturligvis - må synes den er!".

Dog en bemærkning til:
"Og hvad nu hvis vi under det grandiose ’projekt børn’ – i den betingelsesløse kærligheds navn og den uendelige selvoptimerings skygge – har fået bygget os nogle pressede og skrøbelige glasmennesker, der har vænnet sig til det bekræftende ekkokammers bløde lyde og derfor lettere krakelerer, når de møder modstand end tidligere generationers unge?"

Jeg tror at det netop ikke ekkokamrets "bløde" lyde, der går (især) unge mere psykisk sårbare. For de sociale mediers ekkokamre er netop ikke bløde. Det svarer til at møde ind på skole eller arbejde hver dag og blive tvunget til at indordne sig ekstremt snævre rammer, jvf. iøvrigt artiklens tidligere perspektivering til Nazityskland, og jeg tror at den angst de fleste unge (tildels også yngre millenials) føler ikke kommer fra deres curlingforældre, men fra angsten over at de ikke kan passe ind, og at den sociale konsekvens ved ikke at gøre det er LANGT, langt, langt mere alvorlig end den nogensinde har været for os der ikke voksede op med at alt hvad vi siger, gør, til hver en tid kan granskes og udsættes for en grad af digital social kontrol som Folketinget ville lave lovindgreb imod hvis det kom fra en muslim.

Og netop når vi er del af en "globaliseret" verden, eller rettere en amerikansk-domineret verden, så er det også den hyper-individualiserede optik man som ung mest vil stifte bekendtskab med, på de amerikansk-ejede og dominerede sociale medier. Hvis blot en brøkdel, lad os sige 2 millioner, amerikanere, finder en dansk ung dreng eller piges opslag på twitter, anklager det for at være racistisk uden at det er det, og det går viralt - vil den unges ry være plettet i hele den vestlige verden. Også selvom, eller rettere netop fordi, at man går ud fra at der er visse ting der "universelt" har samme betydning, "universelt" samme association (såsom at male sit ansigt sort som ikke-afrikansk person, eller at lave en reklame i Europa hvor en afrikansk dreng spiser en vandmelon)... uanset at disse associationer ikke er universelle, men amerikanske.

Frygten for at "træde udenfor" er med andre ord, blev størrere, når man skal leve i en social virkelighed hvor det ikke kun er hvordan folk i dit eget land, der tolker på hvad du laver, siger og tager billeder af - men også flere hundrede millioner af engelsksprogede mennesker i verden. Som ung vokser man op og spejler sig i samfundet, og bliver dernæst selv del af samfundet. Men hvad hvis det samfund man vokser op i, er et imaginært samfund - hvor man spejler sig primært i hvad der er populært - politisk, kulturelt - i USA og generelt de angelsaksiske lande? Hvor det samfund man spejler sig i, er den næsten halve milliard engelsksprogede mennesker i verden der sætter trenden for danske unge (og knap så unge, for den sags skyld). Men hvor spejlingen kun går én vej, og hvor der er vores unge der "integrerer" sig til amerikanske værdier.

Mathias Overgaard

Hvis, som kronikøren rigtigt formulerer det, der kun er én race: menneskeheden, hvorfor er det så vigtigt, at befolkningsraten "i hele den vestlige verden er stærkt faldende"?

Det lugter stærkt af - tør jeg sige det? - identitetspolitik.

Bjørn Pedersen

@Mathias Overgaard
Det kunne jo tænkes at kronikøren mente der var væsentlig vigtigere ting, der forbandt den vestlige verden, ud over en hypotetisk fælles "race". At der kun findes én race, er ikke det samme som at sige eller tro, at vi alle skal have samme interesse, at kulturforskelle ikke betyder noget, eller at vi alle er samme "folk".

BP. @ Ellers ville mennesker der er rødhårede og arver deres mors eller fars fregner jo også være en anden"race", eller folk der arver deres mors laktoseallergi en anden "race", eller i yderste konsekvens ville vi være over seks milliarder forskellige racer, da hvert menneske jo ikke er identisk.@

Det er der nogen der argumenterer for. At hver generation faktisk er en ny menneskeart fordi nye genetiske ændringer bliver nedarvet.

De forskellige menneske-“racer” har jo altid udviklet sig i forskellige retninger i mange fysiske udtryk så man kan vel sagtens argumenterer for at de på et tidspunkt, efter nok generationer, vil blive forskellige arter af mennesker. Forudset at de er isolerede selvfølgelig.

https://en.wikipedia.org/wiki/Neanderthal_genetics

Bjørn Pedersen

@Ulla Nygaard
At der er "nogen", der kan argumenterer for at alle er en forskellig "race", betyder jo ikke rigtig noget hvis de ikke har forstand på hvad de siger. Der er også nogle der "argumenterer for", at mennesket aldrig har været på månen, at jorden er flad, og at man kurere kræft ved bare at drikke nok vand.

Neanderthalere giver det god mening at kalde for en underart, eller race, af menneskearten, altså "Homo". Erectus, ergaster, og en masse andre jeg ikke kan i hovedet, tilhørte ligesom os selv sapiens homo-familien. Neanderthalere tilhørte sandsynligvis den samme art som os selv, men en anden underart end sapiens. Men idag findes kun homo sapiens, så der er ingen andre underarter - eller racer - tilbage. Kun én. Der findes ikke noget der hedder homo sapiens europanus, eller homo sapiens africanus, eller lignende.

Bjørn Pedersen

Som sagt, at der findes genetisk forskel på folk, gør ikke til forskellige folk til forskellge biologiske racer. Du har også en helt anden genetik end mig, men det gør dig jo ikke til en anden race end mig. Du skal være velkommen til at tro på at genetiske forskelle er lig at der findes forskellige racer af mennesker, men indtil at det også er det de fleste forskere - især ikke-amerikanske forskere - der medgiver at biologiske racer findes, så er det stadigvæk den samme pseudovidenskab det altid har været.

Og det er netop "sarte moderne følelser" der skabte race-tænkningen. Stærke europæere har ikke noget tilovers for svage sjæle, der har brug for fordums pseudovidenskabelig myter om biologisk at høre til en "særlig race" (af yndige, unikke snefnug...). Det er bare højreorienteret identitetspolitik.

Men der er stadig genetisk forskel på grupper af mennesker. Det kan da sagtens være forskningsmæssigt relevant forhold til sundhed og medicin.

Ja du og jeg har forskellige gener men der er en god chance for at vi stadig høre til en bestemt definerbar gruppe. Om du kalder det race, art eller gruppe af for så vidt ligegyldigt. Det ændrer ikke på at der er forskel på en række punkter inden for klart afgrænsede grupper.

Thomas T. Jensen

Det er sjovt at se, hvordan begreberne "race" og "art" blandes sammen i én pærevælling.
Katalogiseringen af arter og racer er ca. 200 år gammel og stammer fra en menneskelig trang til at fortolke virkeligheden i faste afgrænsede katalogiserede rammer baseret på de videnskabelige observationer, man havde til rådighed på daværende tidspunkt.
Sidenhen er vi blevet klogere. Simpelthen pga. at vore videnskabelige redskaber er blevet bedre.
Som f.eks. de genetiske sporingsredskaber. Homo Sapiens var til at begynde med en videreudvikling af Neanderthaleren. Derefter blev Homo Sapiens en sideløbende art ved siden af den uddøde Neanderthaler. Og nu siger videnskaben, at de fleste af os har Neanderthaler-dna i os.
Skellet mellem art og race er opbrudt pga. videnskaben, og vores selvbillede bliver mudret.
Ligesom racistiske mennesker føler usikkerhed over for blandinger af racer. Det krænker racerenheden, og disse "blandingsmennesker" bliver i racisters øjne urene.
Vores opfattelse af begrebet "race og racerenhed" blev forstærket gennem den manipulative "forædling" af diverse afgrøder og dyrearter. Mennesket legede "Gud" og udviklede landbrugs og kæledyr til at udvikle særligt ønskelige kendetegn, og når det lykkedes at kreere sådanne skabninger samt objektivt beskrive særkendetegn, betragtede man disse skabninger som "racerene". Og på samme måde betragtede man menneskeheden som opdelt i Guds bestemte og opdrættede (skabte) racer. Raceblanding var nærmest at betragte som en hån mod Gud.
Og hvis en racehunhund blev bedækket af en blanding af schäfer- og grønthandlerhund, så var tæven ødelagt og kunne ikke bruges til avl mere.
I dag kan vi grine af fortidens dumhed. Det er nutidens privilegium.
Men tilbage til den oprindelige artikel. Børn skal hverken have problemer eller vatomsvøb. De skal have udfordringer. Og menings- og holdningsudfordringer. Og de skal lære, at et sår heles, og at verden ikke går i stykker. "Græd ikke over spildt mælk!" "Har du slået dig? Op at stå, og se at komme videre!" "Har man tabt et slag, er der tid til at vinde et nyt." "Opfør dig over for andre, som du selv ønsker at blive behandlet!" "Se bjælken i dit eget øje, før du bebrejder splinten i din broders øje." "Det er rivaliserende brødre, der kriges. Ligesom Kain og Abel."
Den slags livsfilosofi og sikkert mere til skal erkendes af børn og unge mennesker, før de kan samarbejde på fredelig vis. Men lærer alle det?

@ Homo Sapiens var til at begynde med en videreudvikling af Neanderthaleren.@

Inkorrekt. De er begge efterkommere af Heidelbergensis og levede ved siden af hinanden indtil homosapiens udkonkurrerede neanderthalerne. Inden havde de blandet sig, lidt, med hinanden. Heidelbergensis levede muligvis også i en periode med to to ovennævnte efter de to havde udviklede sig videre derfra.

Jeg kan ikke se hvad husdyr har med emnet at gøre? Etnicitet og forskellighed inden for mennesker er veletableret og det er forskellene i DNA også. Så jo vi er blevet klogere på at vores genom har mange forgreninger. Det kan den moderne politiske korrekthed jo ikke ændre på, selvom den godt nok har fat i nutidens venstrefløj skal jeg love for.

Er vi ikke alle flertydighedsintolerante? bliver der spurgt ovenfor. Er det ikke bare fordi majoriteten hidtil har været dominerende men nu vil forskellige minoriteterne også have lov til at definere diskursen.
Nej.
Testen er:
Anderkender du dialogen; eksistensen af mere end et synspunkt; interessekonflikten?
Slår du på grydelåg mens modparten taler? Tweeter du #RIP (som det skete med J K Rowling) eller har du et argument? Råber du "Brænd Heksen" fordi du er overbevist om, at der kun findes én sandhed (din egen), eller stiller du op i Debatten med Clement og gør som han siger: Jo mere uenig du er, jo pænere skal du tale.

Thomas T. Jensen

@Ulla Nygaard: Bare til oplysning: Det jeg refererede til var, at den fortalte historie om vore videnskabelige opdagelse udvikler sig, efterhånden som vore teknikker forbedres. Da jeg gik i skole i 60'erne lærte vi, at Homo Sapiens var en videreudvikling af Neanderthaleren. Det var den konklusion, videnskaben var kommet til dengang. Sidenhen konkluderede videnskaben, at Neanderthaleren var en sideløbende art af mennesker ved siden af Homo Sapiens. Og senere inden for de sidste 20 år har den genetiske videnskab fundet ud af, at mange af os (Homo Sapiens) render rundt med Neanderthaler-dna i os. Altså er den kategoriserede skelnen mellem "art" og "race" nedbrudt, idet man tidligere skelnede de to ved, at 2 forskellige arter ikke kunne få afkom. De var nødt til at være nærmede beslægtede, og dermed kaldte man dem for racer. Men sådan er det med firkantede kategoriseringer. De bliver tit udfordret, og man bliver nødt til at indse virkelighedens og erkendelsens uoverskuelige væsen.
Det var det, jeg forsøgte at fremstille ovenfor. ;-)