Islam er foranderlig og mangfoldig – men vestlige imamer blokerer for forandringer

Kan islam tilpasses det samfund og den kontekst, islam praktiseres i, eller er islams regler og principper uforanderlige og mejslet i granit? Det er et centralt spørgsmål, muslimer skal forholde sig til i Danmark, og som man med et fagligt begreb kalder spørgsmålet om kontekstualisering.

Kontekstualisering refererer til den proces, der sker i blandt andet kulturelle narrativer, myter og normer, når disse italesættes i en eller flere kontekster. Min interesse for muslimske autoriteters forhold til kontekstualisering handler især om følgende spørgsmål:

Hvem opnår, og hvordan opnås magtmonopol på religiøse narrativer? Hvornår kan religiøse diskurser og sædvaner kontekstualiseres, og hvem bestemmer, hvilke diskurser der er Guds ord? Og hvorfor bibeholdes kønsdiskriminerende diskurser, såsom at kvinder ikke kan arbejde som dommere, ’fordi de er emotionelle, når de menstruerer’, som nogle påstår?

Verden er i hastig forandring, og det har betydet, at der i muslimske lande de senere år har været en fremgang af retslærde, der bryder med status quo.

Da tørklædet blev forbudt i Tyrkiet i 1980’erne, vurderede ayatollah Naser Makarem Shirazi, at kvinders uddannelse var vigtigere end anvendelsen af tørklæde, hvilket betød, at tyrkiske kvinder kunne fortsætte deres universitetsuddannelse uden at bære hovedbeklædning.

Ayatollah Sadiq Shirazi tog hensyn til den kontekst, muslimer i Norden lever under, da han gjorde op med de traditionelle fastetider, der kunne betyde, at nordiske muslimer skulle faste op mod 21 timer i sommerhalvåret. Nordiske muslimer må ifølge ham nøjes med at faste 12-14 timer.

Ayatollah Yousef Saneei gjorde op med kvinders pubertetsalder og ændrede den fra de traditionelle ni år. Han gav også kvinder samme ret til arv, skilsmisse og mulighed for at blive dommere.

Det er dog langt fra alle muslimer, der er interesserede i denne udvikling. De nævnte ayatollaher har både mødt anerkendelse og kritik, men især en gruppe af vestlige imamer har forsøgt at skjule denne udvikling for muslimer i Vesten.

Muslimer, der adopterer holdninger fra ayatollaherne, som taler imod de lokale vestlige imamers opretholdelse af status quo, kan opleve at blive udskammet eller i værste fald blive udstødt, fordi de bryder med de vestlige imamers magtmonopol.

Islam er dynamisk

Islam er en dynamisk størrelse, der dækker over en lang række kulturelle og kontekstuelle fortolkninger af flere livanskuelser og praksisser. En interessant diskussion er forholdet mellem sharia, altså fortolkninger af den rette islamiske praksis, og en dansk kontekst.

Kontekstualisering er et grundvilkår for analyse og fortolkning af islamiske retskilder. De fire retskilder, der analyseres og fortolkes, er Koranen, haditterne (beretninger om profeten Muhammeds liv), tidligere retslærdes retspraksis og endelig refleksioner over og analogier til tidligere domme i nye spørgsmål, som man ikke kan finde svar på i de traditionelle tekster.

Tidligere anså jeg kontekstualisering som en ny retskilde, der skulle føjes til de eksisterende fire, men i dag vil jeg argumentere for, at kontekstualisering går forud for de andre.

Det betyder, at retslærde analyserer, fortolker og vurderer i henhold til de foreskrevne kilder, men bygger deres vurdering på en kontekstuel forforståelse. Islam eksisterer altså i kraft af menneskers refleksive forhold til troen, og derfor bliver religionen foranderlig og mangfoldig.

Vi ser allerede kontekstuelle forandringer i mødet med vestlige kulturer, styreformer og værdisæt.

For eksempel tilskriver nogle vestlige muslimer bæredygtighed islamisk værdi ved selektivt at udvælge profetfortællinger, der legitimerer denne fortolkning.

På den måde bliver islamisk lov et redskab, der gennem islamiske retsprincipper kan omskrives og praktiseres i enhver kontekst.

Kan lære af Luther og Kierkegaard

Kontekstualisering som praksis blev allerede introduceret i de første korantekster: »Vi har sendt den ned som en arabisk Koran så folket kan forstå den« (Koranen 12:2). Det er et eksempel på, hvordan sproget er en afgørende faktor for forståelsen af religion. Sprog er ikke kun fonetiske forhold, men også metaforer, narrativer og eksempler på forforståelse.

Helliggørelsen af det arabiske sprog og den sproglige afstand mellem danske muslimer, der ofte kun i begrænset omfang forstår arabisk, og de religiøse autoriteter i udlandet har betydet, at danske imamer har haft monopol på at reproducere religiøse diskurser efter egne idealer.

Martin Luther gjorde op med præsternes monopol på bibellæsning, da han oversatte den til menighedens modersmål, og Søren Kierkegaard introducerede det individuelle forhold til Gud. To skelsættende punkter i dansk-lutheransk historie, der teoretisk set kunne implementeres i muslimske miljøer baseret på islamiske traditioner, men som endnu ikke er alment accepteret blandt muslimske autoriteter i Vesten.

Til min skuffelse opretholder vestlige imamer stadig rigide magtmonopoler, der endnu ikke lader den enkelte muslim udvikle et individuelt forhold til religionsfortolkning og -dyrkelse. Et brud med denne status quo vil for mange muslimer betyde, at de også bryder med familie, venner og muslimske fællesskaber.

Den negative sociale kontrol i muslimske miljøer er med til at fastholde de eksisterende magtmonopoler og hæmmer derfor udviklingen af selvstændig tænkning.

Et forældet kvindesyn

Hvor vi ser en interesse for en muslimsk renæssance blandt nogle mellemøstlige retslærde, så synes muslimske autoriteter og minoritetsmiljøer i Vesten at være havnet i en romantisering af fortiden.

Selv om der eksempelvis er et behov for et kvindesyn, der stemmer overens med vestlige muslimers kontekstuelle fortolkninger af islam, holder nogle vestlige imamer fast i traditionelle narrativer, der beskriver kvinder som mangelfulde i intellekt samt mangelfulde i tro på grund af menstruation. I stedet for at gøre op med fortidens narrativer, vælger imamerne at reproducere en rigid status quo.

Det kan der være flere årsager til. En årsag er frygten for det fremmede, som sker i mødet mellem forskellige kulturer, praksisser og livssyn. Mødet fremtvinger identitetsspørgsmål og derved søgen efter ’det, vi var engang’.

En anden årsag kunne være udfordringen med muslimske autoriteter i Vesten. Bønnelederen skulle pludseligt varetage præstlignende funktioner og svare på eksistensspørgsmål. Titlen ’imam’ er i Danmark ikke en beskyttet titel og kræver ingen særlig uddannelse eller dannelse. Imamernes helliggørelse af det arabiske sprog og manglende danskkundskaber har været hindringer for at bygge broen mellem tekst og kontekst.

En tredje årsag er måske, at kvinder endnu ikke har vundet en dybdegåede respekt i muslimske minoritetsmiljøer i Vesten – til trods for en lang islamisk tradition for kvindelige teologer og retslærde. I moskeerne er der endnu ikke ligeløn, lige rettigheder eller fagforening og lønsikring.

En fjerde årsag kunne være den stadig dominerende sociale kontrol, der tvinger imamer til at reproducere de allerede eksisterende diskurser. Konsekvenserne ved at udfordre status quo varierer fra udelukkelse fra moskemiljøer og fællesskaber til kollektiv bagvaskelse og injuriesager. Det betyder, at retslærde og danske muslimer, der ønsker et brud med en rigid status quo, står over for skræmmende personlige og faglige konsekvenser.

Det betyder også, at spørgsmålene i kronikkens indledning forbliver ubesvarede.

Tessie Jørgensen er gymnasielærer i filosofi, kandidat i islamiske studier fra Københavns Universitet og kandidat i islamisk filosofi fra Al-Mustafa International University i Qom, Iran.