Kommentar

Kære virksomheder, tag i det mindste og send et afslag, når vi har søgt job hos jer

Som nyuddannede jobsøgende er vi nederst i erhvervshierarkiet. Virksomhederne behandler os efter forgodtbefindende og føler ganske enkelt ikke, de har noget moralsk ansvar for at give os klar besked, når vi har brugt tid på at søge job hos dem, skriver Daniel Emami Riis og Maja Skovgård Nielsen i dette debatindlæg
Et simpelt »har du ikke hørt fra os inden …« eller et standardiseret afslag på mail burde være et absolut minimum. Men lad for guds skyld være med at ignorere vores mails og opkald, når I skriver jeres kontaktinformationer i opslaget, skriver Daniel Emami Riis og Maja Skovgård Nielsen.

Et simpelt »har du ikke hørt fra os inden …« eller et standardiseret afslag på mail burde være et absolut minimum. Men lad for guds skyld være med at ignorere vores mails og opkald, når I skriver jeres kontaktinformationer i opslaget, skriver Daniel Emami Riis og Maja Skovgård Nielsen.

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Debat
26. november 2020

Hvis du har været single inden for de seneste fem år, har du måske prøvet at blive ghostet. I 2015 indlemmede den danske retskrivningsordbog begrebet med forklaringen: »[at] afslutte et (romantisk) forhold uden forklaring ved at afbryde al kommunikation«. En våd klud i ansigtet, når man har investeret tid og personlighed i at lære modparten at kende i sin kur til ham eller hende.

Det er kynisk og uanstændigt. Alligevel er det en relativt accepteret og uundgåelig del af datingkulturen i dag. Nuvel, dette indlæg skal ikke handle om dating – og dog.

Flere nyuddannede har i en række indlæg over de seneste par måneder i Information konstateret, at dagpengesystemet får en til at hade sit liv.

»Ikke én har fundet mening eller motivation ved det. De fleste er blevet triste og modløse,« skriver litteraturanmelder Mathilde Moestrup.

Noget, vi selv nikker genkendende til, for når vi ses med vores venner på dagpenge, er det heller ikke længere med et: »Har du fået et job?« Nu er det: »Hvordan har du det?«

Litteraturhistorikeren Alen Causevic, der i sin kronik desværre sammenligner sig selv og sin humanistiske uddannelse med en ubrugelig blindtarm, søger en forklaring på problemet og sætter derfor et relevant spørgsmålstegn ved universiteternes evne til at gøre os arbejdsmarkedsparate.

Universitetet og dagpengesystemet har i debatten stået på mål for meget af kritikken, der har været bragt, men, fristes vi til at spørge, er det rimeligt, at arbejdspladserne har holdt sig helt fri af kritikken?

Får en til at tvivle på sig selv

’Skriv dig ind i virksomhedens værdier’ er et af de hyppigste råd, vi får. Derfor går vi altid i bedste detektivstil på jagt efter arbejdspladsernes værdier, så vi kan bruge dem til at målrette ansøgningen.

Når ansøgningen sendes afsted, indtræffer den nervepirrende spænding. Lidt ligesom når man har overstået en mundtlig eksamen og pænt venter på, at døren ind til eksaminationslokalet åbner sig på ny, og bedømmelsen afgives. Men forestil dig så, at døren aldrig går op. At du blot sidder tilbage med en følelse af antiklimaks.

Det er en uomtvistelig konsekvens, når vi en måned – en måned – efter en jobsamtale stadig ikke engang har fået et standardiseret afslag på mail fra ansøgningsstedet. For slet ikke at nævne en jobsamtale, hvor arbejdsgiver siger, at du som nyuddannet ikke kan noget.

Sådanne episoder med enten dårlig eller decideret fravær af kommunikation fra arbejdspladserne manifesterer sig som en tvivl på en selv. Er jeg ukvalificeret, uattraktiv eller måske bare ny-u-dannet?

Nej, heldigvis. Alligevel er ovenstående blot to ud af mange eksempler, vi gentagne gange oplever og lægger øre til fra andre jobsøgende. Det får vitterlig en til at hade sit liv. Men hvor Moestrup og Causevic klandrer henholdsvis dagpengesystemet og universiteterne, mener vi, at blikket også skal rettes mod virksomhedernes umanerligt utilstrækkelige kommunikation.

Manglende svar gavner ingen

Efter et år, der har stået i jobsøgningens tegn, har vi måttet sande, at vi som nyuddannede dagpengemodtagere er nederst i erhvervshierarkiet. Et kapitalistisk hierarki, som primært har øje for arbejdskraft, der skaber merværdi for virksomheden. Glemt er humanisme og pli. Virksomhederne behandler os efter forgodtbefindende, og det har nogle triste konsekvenser.

Den rådne hierarkiske kultur har skabt en stiltiende accept af, at virksomheder ganske enkelt ikke har noget moralsk ansvar over for os jobansøgere, der bruger tid og ressourcer på at lære virksomheden at kende.

Vi kan ikke lade være med at undre os over, at guides til ansøgninger, CV’er og uopfordret kontakt er hverdagskost for en jobsøgende. Burde der ikke også guides lidt den anden vej? Kommunikation er trods alt gensidig. Hvad med en guide designet til at hjælpe arbejdspladserne med at tage ansvar i deres kommunikation i forbindelse med ansættelsesprocedurer? Den kunne passende hedde: Ti måder, din virksomhed udformer et godt jobafslag på.

Men er virksomhederne overhovedet klar over, hvilke bivirkninger deres ageren afføder? Sikkert ikke. Selv om det er i enhver virksomheds interesse at have et omdømme, der tiltrækker kvalificerede ansøgere, gør de skræmmende lidt for at pleje det. Og det er på trods af, at det faktisk er overraskende let for virksomheder at være imødekommende i deres kommunikation og tilbyde gennemsigtighed i deres ansættelsesproces.

Et simpelt »har du ikke hørt fra os inden …« eller et standardiseret afslag på mail burde være et absolut minimum. Men lad for guds skyld være med at ignorere vores mails og opkald, når I skriver jeres kontaktinformationer i opslaget.

Så kære virksomheder, for vores og jeres egen skyld, afslut nu vores bejlerier med forklaring, og stop med at ghoste.

Daniel Emami Riis er kandidat i kunsthistorie. Maja Skovgård Nielsen er kandidat i designledelse. Begge er jobsøgende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Ethelfeld

Jeg syntes ikke det er helt retfærdig, kun at skyde på virksomhederne i den her sag. De er jo blevet sat i åndssvag situation, med kravet om to ugentlige ansøgninger fra hver eneste arbejdsløse.
Det gør jo mange kommer til at sidde med ansøgninger fra folk, der reelt ikke er interesserede i det arbejde de søger.

Da jeg selv sidst var arbejdsløs og irriterede mig over det tåbelige krav, kom jeg frem til at løsningen var at tæppebombe diverse ministerier med ansøgninger.

Du blive jo som arbejdsløs opfordret til at "søge uden for normalen - tænke anderledes". Og lige nu, som der fremgår andetsteds i dagens avis, søger statsministeren en ny tale skriver, hvilket jeg varmt må anbefale artiklens forfattere at søge. Sammen med resten af landets arbejdsløse.

Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Anders Reinholdt

Hele dette jobsøgningscirkus kunne blive kraftigt forenklet, hvis blot man valgte at genindføre en egentlig arbejdsformidling. Et system med høj grad af transparens, hvor arbejdsudbyderne i en eller anden grad var forpligtede til at slå ledige stillinger op, og hvor det ville være muligt at se, hvor mange der søger en given stilling. I den udstrækning der overhovedet skulle findes jobkonsulenter, skulle disse facilitere kontakten mellem arbejdsudbydere og de jobsøgende.
Men det kommer aldrig til at ske - for det ville afsløre illusionen om, at der er arbejde nok til alle der gider at lave noget. Og det ville være en katastrofe for alle de kræfter, der vil presse de offentlige ydelser i bund og give indtryk af, at arbejdsløshed ikke er et strukturelt samfundsproblem men beror på individuel utilstrækkelighed.

Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Ebbe Overbye og Daniel Emami Riis anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Som om det ikke var nok at være tvunget til ydmygende ansøgninger man ikke har den ringeste forhåbning om at få besvaret, er man som nævnt af Torben Ethelfeld også tvunget til at søge stillinger, der ikke er den ringeste chance for at kvalificere sig til rent fagligt eller aldersmæssigt.
(Det berømte eksempel er kassemedarbejderen i supermarkedet, hvor der som bekendt primært ansættes unge ufaglærte, eller bruges folk i virksomhedspraktik)

Det har ikke stoppet højrefløjen i at kræve en sænkelse af dimmitendsatsen, selvom dagpenge (et forholdsvist højere beløb) er så udhulede, at folk på denne pauvre forsikringsordning må låne penge af venner og familie for ikke at blive hjemløse.

Det kan man læse om i dagens Politiken, såfremt man da har (råd til) et abonnement.