Kronik

Man kan ikke kalde sig borgerlig, hvis man ikke kæmper mod undertrykkelse

Borgerlighed handler ikke om at varetage overklassens interesser, men om at alle borgere har pligt til at begrænse sig selv, for at andre kan få plads. Derfor er det borgerligt at være feminist, klimaaktivist og antiracist, skriver forfatter og klimaaktivist Esther Michelsen Kjeldahl i kronikserien ’Liberalismen, vi elsker’.
»Det er med andre ord borgerligt at klage over diskriminerende diskurser, især når man er en af de privilegerede,« skriver forfatter Esther Michelsen Kjeldahl i denne kronik.

»Det er med andre ord borgerligt at klage over diskriminerende diskurser, især når man er en af de privilegerede,« skriver forfatter Esther Michelsen Kjeldahl i denne kronik.

Mia Mottelson

Debat
18. november 2020

Indtil for nylig associerede jeg som så mange andre begrebet ’borgerlighed’ med ideer som minimalstat, racisme, høje straffe og klimaskepsis. Men efter at have gået det efter i sømmene er det gået op for mig, at det borgerlige ideal i virkeligheden rummer potentialet til at hjælpe samfundet videre i kampen mod diskrimination og undertrykkelse.

Måske skyldes misforståelsen, at Karl Marx’ begreb om overklassen – bourgeoisiet – på dansk er blevet kaldt borgerskabet. Borgerlighed er dermed blevet koblet til overklassen og dennes interesser i Danmark.

Men i Samfundskontrakten argumenterer filosoffen Jean-Jacques Rousseau for, at borgerlighed i bund og grund handler om at begrænse sig selv, for at andre kan få plads. Hvis man gør lige, hvad der passer én uden at tage hensyn til andre, kan man nemt komme til at begrænse andres ret til at gøre det samme.

Retten til at udfolde sig frit i samfundet indebærer med andre ord pligten til at opgive lidt af ens frihed, så den ikke bliver udøvet på bekostning af andre. Borgerlighed går altså i høj grad ud på at se sig selv som en del af et fællesskab og tage ansvar for, at andre i fællesskabet kan være til. Det er jo en smuk tanke.

Imidlertid bliver visse samfundsgrupper stadig ufrivilligt diskrimineret og undertrykt og dermed begrænset i deres frie udfoldelse – det på trods af, at Rousseaus værk har over 250 år på bagen.

Tag for eksempel de borgere, som bliver udsat for racisme og sexisme i hverdagen, som af denne grund ikke føler sig trygge ved at færdes alene visse steder, og som afholder sig fra at deltage i den offentlige debat, fordi de ikke orker at blive overfaldet af hadebeskeder efterfølgende. Eller tag de unge og endnu ufødte, der kommer til at mærke de mest alvorlige konsekvenser af klimakrisen, men bliver holdt udenfor, når der skal formuleres klimapolitik.

Skal vi følge Rousseaus ideal om borgerlighed, har de mest magtfulde og privilegerede borgere pligt til at opgive noget af deres frihed, så mindre magtfulde og privilegerede borgere kan få mere frihed. Men hvordan?

Kræver erkendelse

Først og fremmest skal den kendsgerning, at nogle borgere udøver frihed på bekostning af andre, erkendes af dem, som skal afgive noget af deres frihed. Det kræver, at de privilegerede borgere forstår, at diskrimination og undertrykkelse eksisterer og begrænser friheden for dem, det går ud over. Det kræver igen, at beretninger om diskrimination og undertrykkelse får plads, og at dem, der beretter om det, bliver taget seriøst.

Den britiske akademiker og killjoy-feminist Sara Ahmed har i projektet Why Complain? fra 2019 undersøgt de udfordringer, folk, der klager over diskriminerende praksisser, møder. Hun beskriver to typiske scenarier: enten ryger klagen direkte på ’klagekirkegården’, hvor den aldrig kommer videre, eller også bliver de enkeltpersoner, som klager over diskriminerende adfærd og praksisser, bremset af dem, som drager nytte af den praksis, de klager over.

Et godt eksempel er den måde, kvinder, der har sagt fra over for sexisme, gennem tiden er blevet affejet som hysteriske og opmærksomhedskrævende. Når den klagende bliver bremset, fortsætter den diskriminerende praksis med at have frit spil, understreger Ahmed.

Og for nu at vende tilbage til Rousseaus ideal om borgerlighed, så længe diskriminerende praksisser, som sexistiske, racistiske eller klimabelastende kulturer, bliver reproduceret, får nogle borgere begrænset deres frihed.

Derfor må det være en borgerlig pligt for dem, som ikke bliver ramt af diskriminerende og undertrykkende praksisser, at bakke op om, lytte og anerkende de klager, der kommer fra de borgere, der siger fra over for diskrimination.

Det betyder helt konkret, at privilegerede borgere bør træde til side, når snakken falder på diskrimination, og give taletiden til dem, der oplever det. Og så indebærer det selvfølgelig at bremse dem, som forsøger at bremse dem, der klager.

Pligt til at sige fra

Men det stopper ikke her. Privilegerede borgere har også pligt til at sige fra, når de oplever undertrykkende praksisser, også selv om det ikke er dem, det går ud over. Hvis du for eksempel er mand, og der blandt dine mandlige venner er opstået en seksualiserende diskurs om kvinder, har du pligt til at sige fra.

Det skyldes, at den nedladende diskurs legitimerer sexistisk adfærd og dermed begrænser friheden for dem, det går ud over. Det samme er tilfældet, hvis du er hvid og lytter på andre hvide, der udtrykker sig racistisk. Her har du pligt til at sige fra over for den racistiske sprogbrug, fordi den legitimerer racistisk adfærd, og dermed begrænser friheden for racialiserede borgere.

Eller hvis du hører nogen tale nedladende om klimaaktivister, for eksempel ved at kalde dem for ’dommedagsprofeter’ eller sige, at klimakampen minder dem om en nyreligiøs vækkelsesbevægelse, har du ligeledes pligt til at sige fra. For latterliggørelsen af klimakampen legitimerer manglende klimahandling, hvilket forværrer klimakrisen og begrænser frihed for unge og endnu ufødte borgere.

Det er med andre ord borgerligt at klage over diskriminerende diskurser, især når man er en af de privilegerede og ikke direkte bliver ramt af disse. Sådan er man med til at tage et personligt ansvar for, at alle i fællesskabet kan være til.

Borgerlig aktivisme

Når et højrefløjsparti som Nye Borgerlige latterliggør kampen mod sexisme, marginaliserer muslimer og krydrer det hele med en god sjat ’klimarealisme’ (læs: klimaskepsis), er afvigelsen fra Rousseaus ideal om borgerlighed total.

I debatindlægget »Borgerlighed er lig med menneskelighed«, der blev bragt i Altinget den 28. juni 2019, argumenterer Paula Larrain for, at borgerligheden er blevet misforstået af både socialister og liberalister.

Mange tror, at borgerlighed går ud på at forsvare rå markedskapitalisme, håne syge borgere og udøve grundlæggende mistillid til mennesker af anden etnicitet. Men, understreger Larrain, det er slet ikke det, borgerlighed går ud på. I stedet har det mest af alt at gøre med barmhjertighed og sympati med ens lidende medborgere, ja ren og skær menneskelighed. Hun mener, det er de borgerlige partiers egen skyld, at denne misforståelse er opstået.

Jeg tror, Larrain har ret i sin analyse. Partier som Nye Borgerlige har i hvert fald bidraget til min fortolkning af borgerlighed som noget, der var forbundet med at være hård over for dem, der har det svært.

Men, viser det sig, Nye Bogerlige er jo slet ikke borgerlige. I virkeligheden er det borgerligt at være klimaaktivist, det er borgerligt at være antiracist, og det er borgerligt at være feminist. For det er grundlæggende borgerligt at kæmpe imod diskrimination og undertrykkelse.

Hermed ikke sagt, at alle samfundsproblemer kan løses ved hjælp af borgernes barmhjertighed og sympati med deres lidende medborgere. Når det gælder omstillingen af samfundet, er det for eksempel strengt nødvendigt med politiske indgreb, som for eksempel stop for olieudvinding og en omsorgsfuld afvikling af animalsk produktion.

Men når det gælder diskriminerende sprogbrug som hverdagssexisme og hyggeracisme og latterliggørelse af klimaaktivister, må vi alle gå ind og tage et personligt ansvar for, at alle i fællesskabet kan være til.

Esther Michelsen Kjeldahl er kandidat i filosofi og statskundskab fra London School of Economics and Political Science, medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse og aktuel med bogen Vi er sammen om at mærke det – Sådan finder du styrke, selvtillid og fællesskab i klimakampen.

Serie

Liberalismen vi elsker

Til daglig er det mest højrefløjen, som holder af at hylde liberalismen, men liberale principper er grundstene i vores demokrati. Nogle er dog mere universelt anerkendte end andre. I denne kronikserie har vi bedt en række idéhistoriske og politiske tænkere fremhæve et liberalt ideal, som de mener, bør hyldes.

Seneste artikler

  • Ejendomsretten er civilisation, ikke egoisme. Det er det, venstrefløjen ikke forstår

    18. december 2020
    Venstrefløjen kritiserer ofte ejendomsretten for at være udtryk for egoisme og grådighed. Men ejendomsretten udgør nogle fælles spilleregler, der skaber tryghed, velstand og tillid – også for de fattigste, skriver Christopher Arzrouni i denne kronik
  • En sand liberalist ville aldrig lave en ghettolov

    11. december 2020
    Vor tids liberale er i tiltagende grad i konflikt med liberalismens grundlæggende principper. Med eksempelvis ghettoloven er højrefløjen blevet mere optaget af at forsvare danskeres borgerrettigheder end liberalismens menneskerettigheder, skriver lektor i Anvendt Filosofi Henrik Jøker Bjerre i denne kronik
  • En sand retsstat beskytter også befolkningen mod den økonomiske elites magt

    1. december 2020
    Den liberale retsstat er et centralt middel til at sikre befolkningen mod statstyranni og fortjener hyldest, men den er ikke tilstrækkelig til at sikre befolkningen mod den økonomiske elites tyranni, skriver forskerne Christoph Ellersgaard, Andreas Mulvad og Anders Selvested i kronikserien ’Liberalismen vi elsker’
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vi er alle borgerlige. I Folketinget er der kys til alle, Mette Frederiksen deler gratis vacciner ud, og fremover er alle borgere glade i et lykkeligt borgerligt samfund. Vi tilgiver alt og starter forfra. Alle nulstiller deres politiske ideologi. Væk er smerterne fra årtiers borgerlig neoliberalisme, vi fjerner fattigdommen som de skabte. Klimaforandringerne er aflyst, og fremover lever vi i harmoni med hinanden og verden, nu er vi ikke længere ulige. Smertebarometeret sættes på nul. I år bliver det atter hvid jul, og Jesusbarnet giver syndsforladelse til alle, til nytår er alle lige. Alt er glemt og alt er tilgivet. I år deler julemanden gaver ud til alle børn, ikke kun til de riges børn. Hvidvask er det nye sort.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Steen K Petersen, Thomas Jørgensen, Karsten Nielsen, Torben Skov, Niels-Simon Larsen og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar
Jens Voldby Crumlin

De borgerlige har hånet kommunister for at forsvare planøkonomiske samfundssystemer med politisk topstyring og tilsidesættelse af individuelle menneskerettigheder. Det store hykleri er at de selv har skabt et økonomisk system der reducere borgeren til forbruger og lønslave i et markedsdiktatur og med vold og rå pengemagt forhindrer folk i at skabe fælleder og meningsfulde sociale og økonomiske fællesskab. Det er vigtigt at huske at i kapitalismens første fase blev folk tvunget ind på fabrikkerne da deres tidligere livsgrundlag blev gjort ulovligt og de blev arresteret for løsgængeri . Hvis de borgerlige tog deres ideal alvorligt ville de bekæmpe kapitalismen for systemets reduktion af mennesket til en vare.

Eva Schwanenflügel, Nike Forsander Lorentsen, Martin Rønnow Klarlund, Alvin Jensen, Steen K Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Gert Romme, Steen Obel, Karsten Nielsen, Torben Skov, Freddie Vindberg og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Den borgerlighed som EMK taler om, og som man kunne kalde den sande borgerlighed, eksisterer desværre ikke, for så havde nær sagt alle problemer været løst.
Parallelt kunne man opstille en lignende socialisme, den sande.
Ingen af dem eksisterer i den politiske virkelighed, for her presser de hinanden ud i hjørnerne.
Den faktiske borgerlighed klynger sig til Gud, konge og fædreland, militæret, Den danske bank, Dansk industri, Dansk metal, Det konservative folkeparti, Socialdemokratiet og fagbevægelsen.
Imod dem står Klimabevægelsen.
Sagde jeg Klimabevægelsen? Ja altså, eh, øh. Jeg mener den sande Klimabevægelse, som består af nogle ganske få plus mig.
Den faktiske borgerlighed eller søde borgerlighed dækker de fleste danskere, men på valgdagen stemmer de på ‘magtborgerlige partier’, for de der grønne aktivistflippere, der vil væk fra det ødelæggende forbrugersamfund smager for usødt.
Vi befinder os i en kamp. Øko-katastrofer florerer over hele kloden, og det vil alle de borgerlige da gerne tage en lille, sød samtale om, men tage skeen i den anden hånd? Nej!

Kronikken får en til at tænke på et citat fra fysikeren Wolfgang Pauli: "This isn't rigth. This isn't even wrong." Når man blander Rousseaus samfundsborger (citoyen) sammen med Marx' borgerskab i betydningen besiddende klasse (nogenlunde med betydningen kapitalister) får man naturligvis vrøvl ud af det, også selv om man selv gør opmærksom på, at der faktisk er tale om to forskellige begreber.

Vist er man, så langt det rækker, en god samfundsborger, hvis man gør som kronikøren anbefaler. Det gør bare ikke Nye Borgerlige mindre borgerlige, for i forbindelse med dem og andre borgerlige partier bruges "borgerlig" i Marx' betydning, ikke Rousseaus. Og selv om man altid kan lege med ordet og begreberne, bliver borgerligheden i Marx' forstand ikke lig med antiracisme, feminisme og klimaaktivisme, og bourgeoisiet ikke gode samfundsborgere i Rousseaus forstand, af den grund. Og der er heller ingen, der bliver klogere.

Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Therese Hagen, kjeld hougaard, Steen Obel, Anders Reinholdt og Marianne Jespersen anbefalede denne kommentar
Jens Peder Nielsen

Rigtig god formulering:
"Alle borgere har pligt til at begrænse sig selv, for at andre kan få plads."

Claus Bødtcher-Hansen

18/nov/2020

Mmm ... jeg vil hellere sige/skrive:

"Alle borgere har pligt til at begrænse
sig selv, for at andre også kan få plads."

Venlig hilsen
Claus

Knud Evald Wernberg-Møller

EMK skriver i sin artikel:"I virkeligheden er det borgerligt at være klimaaktivist, det er borgerligt at være antiracist, og det er borgerligt at være feminist. For det er grundlæggende borgerligt at kæmpe imod diskrimination og undertrykkelse." Hun sætter lighedstegn mellem borgerlig og liberal. De to ting er i familie, men forskellige. Hvad angår liberalisme er hovedordet. Tolerance dvs. acceptere forskellighed, give mulighed og plads for/ til den enkelte - også dem, der kæmper - så længe de ikke øver vold og skade på andre.

William Mannicke

Forfatteren skelner ikke mellem borger, borgerskab og borgerlighed.

”Borgeren” er historisk knyttet til ”borgen”, byen, med mht. til handel, sporadisk skattefrihed, og andre særrettigheder mm.

I Jean-Jacques Rousseaus samtid var borgeren begrænset af adelens særrettigheder, bønder og andre på landet, 95 % af befolkningen, havde nul rettigheder, reelt stavns bundne slaver, som adelen havde hånd og halsret over.

Byernes handlende, storkøbmænd generede på Rousseaus tid stor kapital, imodsætning til den landbaserede (dovne) adel, og ønskede større rettigheder og indflydelse.

Og her kommer Adam Smith, som forfatteren ikke omtaler, med sine tesers om ubegrænset frihed for handel og borger, som gribes af byen storborgeskab, og udvikler sig til ”gründer” kapitalismen.

De moralske aspekter af Rousseau går helt tabt i denne udvikling, måske fordi meget få ”borgere” læste Rousseau.
Så når Marx senere omtaler ”storborgerskabet” er det Adam Smiths borgerskab, ikke Roseaus borgerlige dyder, som udtrykt i ”Samfundskontrakten”
.
Hvor mange mon der opfatter sig borgerlig i dag kender Roseaus ”Samfundskontrakten”?

Så det al ære værd at tage Rousseaus tanker frem i lyset efter mere end to hundrede år;
at gøre plads for andre, ikke at udnytte andre, ikke at berige sig på andre bekostning, er da en tiltalende tanke.

Men næppe noget, der fænger Pernille Vermunds eller Lars Seier Saxos, Liberal Alliance eller Nye Borgerliges proselytter.

Eva Schwanenflügel, Ib Gram-Jensen, Alvin Jensen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Ja, det er borgerligt at forhippe sig på en falsk og hyklerisk progressivisme, ved at vedkende sig rent diskursive og - samfundsøkonomisk 'gratis' - undertrykkelse, mens man fortsætter og intensiverer den økonomiske undertrykkelse. Her har I jo også mange alierede i både S, SF og selvfølgelig Radikale V, der med glæde har solgt klassepolitik og solidaritet for lidt udvortes feel good talk om minoriteter.