De seneste ugers vidnesbyrd om horribel sexchikane og magtmisbrug i vores klassiske musikmiljø har været rystende, og i Dansk Komponistforening tager vi selvfølgelig klar afstand fra den kultur, der ligger til grund for de urimelige situationer, kunstnere har været udsat for.
Det er nemt at være rystet, men der må også handles, og som flere har været inde på, er der for mig ingen tvivl om, at der i vores miljø mangler en uvildig instans, som alle kan henvende sig til, hvis de oplever grænseoverskridende adfærd, sexchikane og magtmisbrug. En instans, hvor alle trygt kan henvende sig og få både juridisk og psykologisk hjælp.
Om den instans skal ligge i de enkelte institutioner, foreninger eller i større eller mindre grupperinger, er for mig ligegyldigt. Det vigtigste er trygheden, og at alle i vores musikliv – også de, der er helt uden for institutioner og foreninger – har en hotline til en sådan instans.
Den mulighed skal selvfølgelig primært skabes for de mennesker, der bliver udsat for de urimelige hændelser og situationer, men den vil også give en stor tryghed for lederne. Jeg er selv en af dem som formand for Dansk Komponistforening, og både når jeg ser i bakspejlet og ud af mit nuværende vindue, må jeg sige, at med de sager, der på det seneste er blevet rullet op, ville jeg være meget mere tryg, hvis jeg vidste, at mine medlemmer havde mulighed for at henvende sig til sådan en instans. Den skal formes, så vores miljø ikke drukner i trækken på skuldrene, rygter og angiveri.
Ingen leders arbejde er noget værd uden deres ansattes og medlemmers tryghed, og i Dansk Komponistforening vil vi helt sikkert oprette en sådan instans og det gerne i samarbejde og dialog med andre foreninger og institutioner i det klassiske musikliv.
Mandeklub
Det klassiske musikmiljø er i høj grad oppebåret af freelancere – kunstnere uden fast ansættelse, der konstant er til eksamen og audition, og hvis kunstneriske formåen hele tiden skal vejes. Det er måske den dybestliggende grund til, at det magtmisbrug fra dem, der vejer og vurderer, har kunnet finde sted.
Men årsagerne vikler sig også omkring et andet spor: kønsdiversitet. Magtforholdet mellem kvinder og mænd i det klassiske musikliv er simpelthen for skævt, og jeg er ret sikker på, at den ubalance er med til at fastholde gammeldags, stereotype kønsrollemønstre og mere eller mindre ubevidste fordomme om begge køn, der i sidste ende også har været med til at skabe sexisme.
Jeg ser til stadighed for eksempel udvalg og bestyrelser i vores miljø, hvor kvinder er groft underrepræsenteret, og jeg vil opfordre alle de institutioner, orkestre, ensembler etc., der nu går ind i et samlet opråb for en ny kultur, når det gælder magtforhold, om også at se på deres egen diversitetspolitik.
I Dansk Komponistforening føler vi, at vi har gjort meget for at skabe en bedre kønsbalance ved altid at have det som et vigtigt parameter, men når vi ser på vores egne resultater, er det klart, at vi endnu ikke er kommet nær mål. Vi må selv stramme endnu mere op og kræve endnu mere af os selv og andre, når det gælder diversitet.
Dette skrevet af en formand for noget, der nærmer sig en mandeklub, for i vores forening er 86 procent af vores medlemmer mænd. Det er en procentsats, vi vil gøre alt for at ændre ved at arbejde for, at flere kvinder bliver komponister, og samtidig gøre alt for, at de 14 procent kvinder, vi har i vores forening, får bedre muligheder for at stå frem både som komponister og rollemodeller.
Mandeklubben er af gammel dato – musikhistorien er slugt af mænd. Men både når det gælder musikhistorien og sexchikanehistorierne, må vi bearbejde, smide fra os og gribe til handling i vores nutid for fremtidens skyld.
I den store offentlige debat om sexisme og sexchikane er det blevet fremført, at restriktioner og lovgivning inden for området vil ødelægge muligheder for flirt og forførelse. Det er selvfølgelig noget vrøvl, og de eksempler, der har været på groft magtmisbrug gennem sexisme i vores musikmiljø, har intet med forførelse at gøre. Det er tværtimod eksempler på, at man har ignoreret alt det skønne – både alvoren og det forførende i kunsten – for gennem egen fornemmelse af almægtighed at nærme sig psykiske såvel som fysiske overgreb.
Bent Sørensen er komponist og formand for Dansk Komponistforening.
Jeg savner svar på hvorfor kvinderne er underrepræsenteret. Er svaret at der bare er flere mænd der har lyst til at komponere musik ? Eller er svaret at kvinderne bliver fravalgt af visse årsager ?
Jeg går i den grad ind for ligestilling. Men det er ligestilling i muligheder og ikke ligestilling i resultat der må være målet.
Hvis sandheden viser sig at mænd bare har mere lyst til at komponere musik end kvinder, hvordan kan man så retfærdiggøre at de skal forfordeles i ligestillingens hellige navn ?
Når Bent Sørensen skriver at det er en mandeklub, i en mere eller mindre nedladende tone, er det han mener vel at kvinder traditionelt ikke har haft interesse for området. Det må han så tilskynde nogle kvinder at få... siden han har en præference for en bestemt kønsfordeling i den musik han lytter til.
Der er faktisk en del kvindelige komponister. For bare at nævne en af de mest prominente i nyere tid: Else Marie Pade (1924-2016). En nylig kvindelig debuttant er Lil Lacy. I Dansk Komponistforenings http://www.komponistbasen.dk/ er der biografier over de fleste komponister siden 1840.
BS antyder, at dem der "vejer og vurderer" træffer afgørelser baseret på deres eget køn frem for kvaliteten af det de ser, hører. Og åbenbart ikke til fordel for kvindelige aspiranter. Jeg betvivler på ingen måde rigtigheden i det. Mit forslag må derfor være, at auditions, forelæggelser af partiturer foregår uden kendskab til køn. Let the best person win.
Lad mig først sige at jeg tøvede længe med at skrive.
Fordi: Jeg er en mand og det jeg vil skrive kunne nok siges med større indsigt af en kvinde.
Dette burde være en helt unødvendig diskussion i dag.
Men det er det ikke.
Det er endvidere givetvis årsag til at en stor del af vestens potentielle kulturarv er gået tabt: Alt det kvinder har haft potentiale for at bidrage med, men som er blevet de-motiveret bort i opvæksten under et patriarkalsk familiemønster, og det der er blevet forbigået i publikationsfasen, fordi mænd blev prioriteret.
Der er historien med Karen Blixen og hendes første udgivelse under pseudonym, som mand. Hendes historie er vel formentlig kun toppen af isbjerget? Verdens gulv er givetvis dækket til med bunker af manuskripter afvist, eller ikke bevarede, grundet forfatterens køn.
Hvorfor?
I kommentarerne her, og i den artikel Bent linker til, 'Nu kommer opgøret med sexchikane og magtmisbrug i den klassiske musikverden. 184 siger fra' hæfter jeg mig især ved to helt fundamentale fordomme:
1. At påklædning, eller subtil mangel på samme, er et særlig mande-publikums anliggende. Her især at mænd mener en kvinde ikke må være udfordrende, at er hun det opfordrer hun til sex - er vulgær.
2. At mænds repræsentation på 80% eller mere i typiske kunstneriske fag (her komposition, men man kunne også nævne arkitektur, skulptur eller generelt blot lederstillinger) kunne skyldes en slags interesseforskel baseret på biologisk køn. At kvinder m.a.o. generelt er mindre interesserede i den slags end mænd.
Lad os tage 2. først.
Er der en konkret grund til denne statistiske afvigelse fra befolkningsgennemsnittet i kønsfordelingen? Er der noget kvinder ikke kan, eller ikke 'har lyst til', vedrørende at lave kunst, skrive musik, for eksempel? Mangler de ører, er de blinde, vil de hellere være mandens boksebold, med videre, eller hvad?
Nej, naturligvis ikke.
Derfor må vi se os om efter en anden årsag og at vi ikke med det samme kan se det er faktisk ret flovt:
Europa, og en meget stor del af resten af verden, har i mindst 2000 år udviklet samfund med etisk fundament i to dominerende ekspansive religiøse sekter: Kristendom og Islam. Familiemønstret, her især kvindernes rolle i samfund og familie, piger og drenges opdragelse, har over al den tid, og måske længere, arbitrært været mere eller mindre konstant underlagt et patriarkat bygget oven på dette fundament.
Der er absolut intet biologisk, naturligt eller normalt i at 81% af komponistforeningens medlemmer er mænd, og mere generelt, at man næsten kun finder mandelige komponister blandt historiske 'mestre'.
Det er en kulturhistorisk konsekvens af systemisk undertrykkelse af kvinderne.
Det må være den krystalklare konklusion.
Til trods for dette er der en ualmindeligt indgroet stædig konservatisme vedrørende rollemønstre indenfor især klassisk musik, moderne eller ej. Nogle nægter simpelthen at gøre op med dette fordi de beundrer de gamle dyder, mytologierne, anekdoterne og de gamle mestre der i reglen er mænd. Og dette jo FORDI kvinderne IKKE blev produceret og udgivet, og DERFOR ikke kunne konkurrere med mændene. Ikke for nogetsomhelst andet!
Det er svært nok, kunsten, som det er, uden den slags modstand. Lad os da forestille os hvordan det er, hvis man oven i det almene besvær skal lægge en systematisk modstand mod overhovedet at prøve, overhovedet at være her?
Dette er årsagen til at der er en underrepræsentation af kvinder.
Så til punkt nr. 1 ovenfor, kvinders påklædning:
Tillad mig at være direkte: Hvad fanden rager snerpede mænds bornerthed egentlig os andre? Det er mændenes personlige problem. Hvis de har et problem med pianistens kjole kunne de måske prøve kjolen selv - måske var det lige det der manglede? Jeg mener, jeg er en mand, og jeg fatter simpelthen ikke den tankegang at brokke sig over en kvindes tøjsmag med begrundelsen at den er for 'sexy' (What ??!); miniskørt, kropsnære kjoler, body paint eller for den sags skyld at smide det hele, og spille en cello koncert in natura. Det er sgu da helt totalt FANTASTISK! Absolut i orden! Overhovedet ikke spor distraherende! Hvorfor skulle hun ikke kunne gøre det, gøre som det nu passer hende; hun styrer? Hvad er det der for noget pis med skam og skyld og uha? Og: Den gælder også den anden vej: At dresse down i grimme bukser og champagnefarvet fleece trøje? Hvis hun foretrækker det? Hvad er problemet her, drenge? De der joggingbukser med demonstrativ nosse-føring vi styrer i på vej fra griller'en med fritter og kød er sgu da flere størrelsesordner mere klamme; dem er der ingen der kommenterer? Kan vi ikke styre tissemanden, er det det; er vi virkelig så sølle?
Hvis nu, for eksempel, jeg går ned af gaden, som blegfimset midaldrene hvid mand, kun iført et smukt dekoreret afrikansk penis-rør og slip, betyder det da at jeg er en pinlig sex galning, bør man ringe til strisserne, den blå vogn?
Nej da - det betyder lige præcist ikke en skid andet end at jeg går ned af gaden med mit 'mode tøj' på ligesom alle mulige andre sport'er deres.
Resten, din reaktion, er noget der foregår inden i dit hoved; det er din neurose, dit shit, og det hører hjemme i terapien, dit liv, ikke som begrundelse for forsøg på at tvinge mig til at klæde mig anderledes, skære mit hoved af, voldtage mig eller bare give mig bank fordi jeg er grim i dit synsfelt.
Det var et eksempel opfundet til lejligheden. Men dette er højaktuel virkelighed: En almindelig sen eftermiddag i et normalt ret fredeligt kvarter i Paris. Unge mænd svinger uden varsel en lussing til en ung kvinde de går forbi, siger, 'kan det blive kort nok, din ludder?' Hun har et smukt kort skørt på, kender dem ikke, ser dem ikke. Det bliver til til trusler om overgreb og knytnæve slag i hovedet ... dette eksempel endte hos politiet fordi kvinden var modig nok til at anmelde det. En anden kvinde samme periode; hun overlevede ikke at komme for sent til sin bus.
Det er ikke sjov, ikke en lille ting. Vi må ikke acceptere det.