Kommentar

Den kønsmæssigt snæversynede danskkanon bør ses efter i sømmene

Ja, litteraturkanonen med de 13 mænd og én kvinde har en uheldig symbolværdi. Den enkelte lærer har dog frihed i læreplanen til at introducere eleverne for både Suzanne Brøgger og Mathilde Fibiger. Men der er grund til at tage kanonen op til revision, skriver Birgitte Darger og Nikolaj Elf, der begge sad i læreplansudvalget, i dette debatindlæg
Det er i danskfaget muligt for eksempel at lade taler af Suzanne Brøgger, debatindlæg af Thit Jensen og krigsreportager af Karin Michaelis udgøre ens egen uformelle kanon, men når det er sagt, fremstår den nuværende kanon ikke desto mindre kønsmæssigt snæversynet, mener Birgitte Darger og Nikolaj Elf, der begge sad i læreplansudvalget

Det er i danskfaget muligt for eksempel at lade taler af Suzanne Brøgger, debatindlæg af Thit Jensen og krigsreportager af Karin Michaelis udgøre ens egen uformelle kanon, men når det er sagt, fremstår den nuværende kanon ikke desto mindre kønsmæssigt snæversynet, mener Birgitte Darger og Nikolaj Elf, der begge sad i læreplansudvalget

Sofie Amalie Klougart

Debat
7. november 2020

Vi sad med i det ministerielt udpegede udvalg, da danskfagets læreplan i 2017 blev justeret. Dengang blev det meldt ud fra start, at kanon ikke stod til diskussion, heller ikke sammensætningen med 13 mandlige og én kvindelig forfatter. Vi mente dengang og mener fortsat, at tiden er løbet fra flere af de anbefalinger, som kanonudvalget bag kanonlisten kom med, og som stadig er gældende.

Derfor er det også spændende at læse student Ditte Marie Stokholm Kærs indlæg »Gymnasiets pensum reproducerer en mandsdomineret kultur« i Information 26. oktober. Her argumenterer hun for, at den litterære kanon er udtryk for en systematisk diskrimination af kvinder i uddannelsessystemet, og hun foreslår læreplanen og især kanon ændret. Vi er helt enige. Den aktuelle kanon er udtryk for en skævhed i forhold til at repræsentere kvinders stemmer. Kanonens symbolværdi risikerer at føre til, at kvinders stemmer ikke bliver særligt tydelige i lærernes og lærebøgernes tekstvalg eller tematikker.

Det kan i Kærs kommentar næsten lyde, som om kanon udgør al litteraturundervisning. Det er ikke tilfældet. Læreplanen giver mulighed for at udvælge stof, tema og tekster, der afspejler en bred mangfoldighed. Nogle lærere lader kanonen fylde en stor del af undervisningen, mens andre har et ret pragmatisk forhold til den. De overstår kanonundervisningen på kort tid. Begge dele er muligt efter den nuværende læreplan.

Det er også vores opfattelse, at de frihedsgrader, som der blev forsøgt sikret rundt om kanon i danskfagets læreplan, gør det muligt, at kvinder høres, lyttes til og læses i alle genrer. Man kan for eksempel lade taler af Suzanne Brøgger, indlæg i debatter af Thit Jensen og krigsreportager af Karin Michaelis udgøre ens egen uformelle kanon. Når det er sagt, fremstår den nuværende kanon ikke desto mindre kønsmæssigt snæversynet.

Balance på en knivsæg

Det største problem med en kanon er, at den er ufleksibel for lærere og kan virke kontraproduktiv for elevers udvikling og dannelse. Eleverne skal jo eksempelvis også tages med på råd, og de skal opleve en progression. Det kan en kanon forhindre. Tag eksempelvis den situation, at eleverne i grundskolen har læst den fantastiske forfatter H.C. Andersen indtil flere gange. Skal læreren så ikke have mulighed for at fravælge hans forfatterskab i gymnasiet? Og vælge Mathilde Fibiger i stedet som en samtidig forfatterinde, som man kan sætte H.C. Andersen i forhold til og i samtale med?

Danskfaget balancerer på en knivsæg mellem fornyelse og tradition, mellem bundethed og frihed, mellem faglige og politiske begrundelser for valg af stof. Som involveret i danskfaget støder man hele tiden på overvejelser om, hvem det her fag er til for. Vi argumenterer først og fremmest for, at der skal være frihed til valg, der kan være meningsfulde for elevers dannelse. For eksempel valg, der afslører, at kanonen er et tidstypisk billede fra en tid, hvor kvinder ikke blev synlige som forfattere – eller at kanonen er udtryk for en kønstænkning, vi måske er ved at forlade.

Grundlæggende har vi tillid til fagkulturens egen dømmekraft. Vi er ret optimistiske, når det gælder kanonens brug i praksis. Vi mener, at lærerne og fagkulturen generelt er godt klædt på gennem uddannelse, udgivelser af et hav af lærebøger og andre udgivelsesprojekter (for eksempel Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgivelser) og løbende diskussioner på lærerværelset og i faglige fora til at tage kritisk stilling til, hvad de vil inddrage i undervisningen. Og hvis nogen skulle være bekymrede for, om eleverne ikke skulle komme til at læse litteratur, så er det reguleret i læreplanen. Det er samtidig sikret, at der læses litteratur med historisk udblik og i forskellige genrer. Det kunne være et argument for simpelthen at afskaffe og undvære kanon, som man ser det i andre lande.

Omvendt kunne man tænke sig en revideret kanon, der ikke udpegede en række mænd/kvinder, men i højere grad pegede på nogle principper for det fælles, som skal læses. Uanset om man har en kanon eller ej, vil der være bestemte mønstre i den litteratur, der undervises i – en uformel kanon om man vil. Det er måske især den, der er interessant at synliggøre og diskutere. Det kan en revideret kanon – med dens styrker og svagheder – bidrage til. Det var faktisk også et af det oprindelige kanonudvalgs ambitioner at synliggøre og skabe debat om den uformelle kanon, der i forvejen eksisterede.

Så der er altså både argumenter for og imod en revideret kanon for danskundervisningen. Men en revision må der til.

Birgitte Darger, underviser i dansk på Christianshavns Gymnasium

Nikolaj Elf, professor i uddannelsesvidenskab på SDU med særligt fokus på danskfagets didaktik

Begge er tidligere medlemmer af læreplansudvalget for dansk i stx og hf

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian De Thurah

Ja, eller en afskaffelse.

En litterær kanon skal være en inspiration - ikke en pligt.
Og den enkelte lærer må naturligvis have 'frit valg på alle hylder'.

afskaf den kanon, uanset hvor meget, den kan fylde i udervisningen, er det da en skør ide, at der overordnet er udstedt et sådant opdrag.. Udstedt af en minister - mand (Brian Mikkelsen), der måske har haft et udvalg til at hjælpe sig, så alligevel er endt med en mandeliste med en enkelt undtagelse. En undtagelse, der også brugte en mandenavn (Isac Dinesen) for at komme mere i betragtning. Så send den kanon til skrot, om det så er metalskrot eller papircontaineren er for så vidt ligegyldigt, bare den bliver afskaffte

Estermarie Mandelquist, Rikke Nielsen, Ulla Søgaard, Hanne Ribens og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Kanonen hedder retteligt Kulturkanon. Litteraturdelen starter på side 132, lige efter Festen og Idioterne. Den har først bud på udenlandske Nietzsche, Nabokov, Twain, men så kommer Leonora Christine, Blicher, H.C., Kierkegaard, J.P., Bang. Pontoppidan, V. Jensen, Blixen, RIF, Inger Christensen. Hvem af dem, kan undværes?
Da den kom frem af Brian M. blev jeg interviewet på Hellerup Skole med Nadia B. Jeg argumenterede, at der var brug for rettesnore i en tid med megen visuel og hurtig kommunikation. Substans. Jeg mente, en kanon skulle stå i lang tid, ikke fornyes løbende. Den skulle repræsentere en inspiration, som man som lærer kunne forholde sig til i egen metodik og ud fra et ønske om at have noget at øve sig på som elev og dermed borger. En 96 værkers bred måde at diskutere ud fra, argumentere for og imod. Lad den stå, een gang for alle. Slut.

jan sørensen, Finn Egelund og Jens Christensen anbefalede denne kommentar

Lars Madsen
Ingen af dem på listen kan undværes, men det kan alle dem, der ikke er på listen heller ikke. Listen er ganske enkelt overflødig - patriakalsk symbolpolitik - og enhver lærer med respekt for sig selv, ved godt, hvilke bøger, der skal hives ned fra hylderne. Så i skraldespanden med den.

Troels Ken Pedersen, Lone Hansen, Rolf Andersen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Niki Dan Berthelsen

Jeg har svært ved at forstå hvad effekten er af den ulige fordeling?
Er det symbolværdien i at vise 50-50 af kvinder og mænd?
Eller er det datidens kvindesyn?

Hvad er det som påvirker de studerende ind i en "undertrykkende patriarkalsk kultur"?
Vil i ikke godt beskrive den mekanisme?

For at støtte det her er jeg nødt til at forstå.
Fordi lige nu sidder jeg med en følelse af "hvad har vi mænd nu gjort?"
Læring af gode menneskelige værdier kan man vel lære uanset køn af forfatter og læser?
Datidens kvindesyn ændrer sig ikke af at vi ændrer på kanon.
Og fortolkningen af datidens kvindesyn afhænger vel heller ikke af at ændre den kanon?
Så det må være dannelsen af nutidens kvindesyn, som man er bekymret om?

Er der også et behov kvinder at opdage andre kvinders plads i historien?

Jeg har selv grønlandske forfædre. Hvor man også kan læse om et ret specielt menneskesyn i litteraturen gennem tiderne. Og der er også en kulturkamp igang, hvor det er rart at se at Grønland er ved at tage sin kultur tilbage og finde en stolthed.

Så på den måde kan jeg godt se hvis målet er at "tage sin historie tilbage".
Dog kan jeg ikke nødvendigvis se at det ville komme af en skarp 50-50 fordeling.

Anders Sørensen

Tog overhovedet nogen den kanon alvorligt, da den blev lavet? Den var da skidesjov, som alle lister over de 100 bedste guitarister, forfattere, kunstnere, kokke, seværdigheder, lande, hovedstæder er det. Blev den overhovedet betragtet som andet end en ned- eller udkogt udgave af Kraks Blå Bog?

Altså af andre end dem, der lavede den, som jo selvfølgelig tog opgaven alvorligt, vil jeg tro. Jeg husker ikke umiddelbart andre end Bertel Haarder og konsorter faktisk tage den alvorligt. Selv den gang.

Så det virker ærligt talt en smule overflødigt at skulle diskutere dens vigtighed. Den var vigtig for ganske få for en menneskealder (stort set) siden, og den er vigtig for endnu færre nu. Til gengæld er den stadig sjov. Som det er sjovt at se tilbage på, hvem der vandt en Grammy, en Oscar, en pris et givent år og så grine lidt af, hvor gammelt det hele var i gamle dage, og hvor nyt det heller ikke er nu.

Lærere samler vidt og bredt og anvender i undervisningen, og er jo samtidig forpligtet på en lang række indholdsmæssige og fagligt didaktiske mål. Så der er ikke meget talentshow over det, faktisk en profession hvor, der er mange regler og hensyn. Derfor er det nærmest et reservoir af viden, man trækker på, en tradition og en ny viden også. Så det er et stort videreformidlings og overdragelsesprojekt ,jo, til næste generation. Hvem har overblik over Alt? Alt på biblioteket, alt på portalerne, alt på medierne. Det kommer med erfaringen, men er metodisk enormt Så gerne en opsamling af væsentligt, anytime. Langt at foretrække for både Ingenting og festfyld. Selvom CV også er med, Savage Rose ,Gasolin live Pisse patriakalsk.....study.

Niki Dan Bertelsen. Man skal ikke følge med i moderne feminisme i særlig lang tid før man skal kæmpe imod at blive bekræftet i fordomme om hjælpeløshed og uselvstændighed om den moderne stærke og selvstændige kvinde. Tælle kan de dog og ja, hvis der tælles færre tissekoner end tissemænd, indenfor et felt der tildeles betydning, så er konklusionen åbenbart selvevident og noget skal der gøres!