Kommentar

Læge og forsker: Kønsopdelte toiletter fastholder et usundt, gammeldags syn på kroppen

Kønsopdelte toiletter er udtryk for misforstået hensyntagen og fordomme om sammenhængen mellem biologisk køn og renlighed. De fleste kunne med fordel vaske hænder grundigere, men toiletbesøg bør ikke være forbundet med skam, skriver læge og forsker i hygiejneadfærd Marco Bo Hansen i dette debatindlæg
En amerikansk undersøgelse baseret på knap 4.000 besøgende på offentlige toiletter viste, at 15 procent af mændene ikke vasker hænder, mens det gælder syv procent af kvinderne. Dog var det kun fem procent af alle toiletbesøgende, uanset køn, der vaskede hænder grundigt og lang tid nok til at fjerne de uønskede bakterier og virus, der kan forårsage sygdom

En amerikansk undersøgelse baseret på knap 4.000 besøgende på offentlige toiletter viste, at 15 procent af mændene ikke vasker hænder, mens det gælder syv procent af kvinderne. Dog var det kun fem procent af alle toiletbesøgende, uanset køn, der vaskede hænder grundigt og lang tid nok til at fjerne de uønskede bakterier og virus, der kan forårsage sygdom

Jens Christian Top

Debat
10. november 2020

Adfærd er en mærkelig størrelse, fordi det både handler om vores bevidste og ubevidste valg. Det blev jeg på forunderlig vis mindet om i lufthavnen for nylig. Ligesom de fleste andre har jeg ikke rejst meget den seneste tid, og måske var det derfor, jeg lagde mærke til en irrationel adfærd, der er forbundet med kønsopdelte toiletter.

Vi skal til at boarde og en klassisk situation opstår. En flok mennesker skynder sig hen til de nærliggende enpersoners toiletter, når stemmen i højttaleren annoncerer, at Business Class-passagerer og børnefamilier skal finde deres boardingpas frem. Jeg ser, at en mand når at gå ind på herretoilettet og komme ud igen uden at have stået i kø – og i øvrigt så hurtigt, at han formentlig ikke har vasket hænder. Der gik ikke andre mænd ind på toilettet, men flere kvinder i køen til dametoilettet måtte opgive deres forehavende og boarde med fyldt blære.

Flere luftlag tyndere slukkede lampen, der under take off indikerede, at sikkerhedssele var påbudt. Straks stod der en lang kø af både mænd og kvinder, som ventede på at komme til på det samme toilet. For i luften er det socialt acceptabelt for mænd og kvinder at dele toilet.

For kort tid ved håndvasken

Jeg fortalte om mine observationer til et middagsselskab forleden. En mente, at kønsopdelte toiletter er for det bedste, fordi »mænd bare er mere ulækre end kvinder«. Det er efter min mening diskriminerende at generalisere baseret på køn, og det skal vi undgå. Når sådan en påstand kommer på bordet, bliver min indre forsker nysgerrig og ivrig efter at tjekke fakta.

Er mænd så ’mere ulækre’ end kvinder?

Noget kunne tyde på, at mænd oftere har en dårligere håndhygiejne end kvinder. En amerikansk undersøgelse baseret på knap 4.000 besøgende på offentlige toiletter viste, at 15 procent af mændene ikke vasker hænder, mens det gælder syv procent af kvinderne. Dog var det kun fem procent af alle toiletbesøgende, uanset køn, der vaskede hænder grundigt og lang tid nok til at fjerne de uønskede bakterier og virus, der kan forårsage sygdom.

Jeg køber ikke, at en forskel på otte procentpoint mellem kønnene alene skulle være et argument for hårdnakket at holde på kønsopdelte toiletter. De fleste mennesker deler da også toilet med mindst én person af modsatte køn i det private, men når vi er på restaurant eller på arbejde, bliver det åbenbart strengt nødvendigt med kønsopdelte toiletter.

Bekæmp skam over toiletbesøg

Jeg tror, at man abonnerer på en fejlagtig analyse af sammenhængen mellem virkning og årsag, når man siger, at mænd er mere ulækre end kvinder. Det er, som om det er mere socialt acceptabelt, at der oftere er brune streger i toilettet og våde pletter på brættet, når en mand har været på toilettet. Men det, synes de fleste mænd, nu også er ulækkert.

Min pointe er, at renlighed ikke er betinget af biologisk køn, men af opdragelse. Opdragelse i, at du selv sørger for, at toilettet er rent og pænt til den næste person, der skal bruge det. Uanset køn. Lad os hellere starte samtalen der.

Et andet argument ved middagsbordet var, at kvinder skal have lov til at håndtere menstruation på et toilet, hvor der ikke kommer mænd. Jeg mener, at det er misforstået hensyntagen, som er med til at gøre en biologisk proces til noget skamfuldt. Menstruation, lugte og lyde skal og bør være en naturlig ting, der kan håndteres på et toilet uafhængigt af personen, der kommer efter dig. Det skal og må ikke være forbundet med skam eller utryghed.

Jeg hører om venner, der sætter vækkeuret til klokken fem om morgenen for at kunne gå på toilettet, mens den nye kæreste eller date fortsat sover. Frygten for at blive konfronteret med sine lugte er større end trangen til at sove.

Måske de små piktogrammer foran toiletterne ikke længere fungerer som uskyldige vejvisere, men i stedet er med til at opretholde et usundt syn på menneskekroppen?

I en tid, hvor især unge i høj grad fokuserer på udseende og fremtoning, bør vi som samfund være med til at nedbryde de barrierer, der opretholder et gammeldags, konservativt syn på kroppen. Lad os starte med at droppe de kønsopdelte toiletter i det offentlige rum.

Marco Bo Hansen er læge, ph.d. og medicinsk direktør i Sani Nudge. Forsker i hygiejneadfærd og infektioner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Marianne Jespersen

Ja tak - og så stille krav om afspritningsservietter til toiletbrædt, ordentlige sæbedispensere og vandhaner der løber længe nok - og papirservietter eller andre hygiejniske tørremuligheder i stedet for lufttørring som spreder aerosoler ( virus, bakterier). Og hyppig rengøring!.
I lufthavne endvidere instruksskiltning om, at wc- papir skal i toilettet og ikke i papirkurv el. affaldsspand, hvilket kan være instruksen el. vaner fordi afløb i visse lande ikke kan klare papir..

Maj-Britt Kent Hansen, Hans Houmøller og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Benny Nordstrøm

Jeg er enig i at opdelingen ofte er irrationel, og præget af vaneløsninger. Jeg plejer selv at sige, at der ikke findes dametoiletter, kun herretoiletter (med pissoir) og fællestoiletter, delvis som modspil til den tankegang om at det er kvinder der har mest brug for at kunne være for sig selv (ofte underforstået - fordi mænd er ulækre). I virkeligheden er det jo kun pissoiret der afgør om et toilet favoriserer det ene eller det andet køn (ja, til dette formål opererer jeg kun med to!).
Den bedste opdeling bør derfor efter min opfattelse alene være efter om man står eller sidder. På den måde udnyttes kapaciteten optimalt. Det er efterhånden også den løsning der anvendes på f. eks. festivaller med stor succes.

Enig med Benny - artiklen mangler facetten med, at der kan ekspederes langt flere mænd/besøg når der er urinal (pissoir) til rådighed. Jeg vil tro, at kapaciteten siger med mellem en faktor 5 til 8 - det er derfor, at der sjældent er køer til herre wc’et.
Det ville være en katastrofe, hvis offentlige toiletter kun var siddende for alle.

Hans Houmøller

Kan mænd ikke sidde ned, når de tisser?