Kronik

Det er mænd, der skriver litteraturhistorie og bestemmer, hvad god litteratur er

Selv om man er et ’genuint forskertalent’, er det tilsyneladende umuligt som kvinde at skrive en litteraturvidenskabelig ph.d.-afhandling på Københavns Universitets Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab. For her er adgangskriteriet de facto, at man skal være mand, skriver forfatter Eva Gro Andersen i denne kronik
Selv om man er et ’genuint forskertalent’, er det tilsyneladende umuligt som kvinde at skrive en litteraturvidenskabelig ph.d.-afhandling på Københavns Universitets Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab. For her er adgangskriteriet de facto, at man skal være mand, skriver forfatter Eva Gro Andersen i denne kronik

Dalva Skov

21. november 2020

For ikke så længe siden blev jeg ringet op af en kendt mandlig litterat, efter at han et par dage forinden havde opført sig underligt over for mig ved et arrangement i Videnskabernes Selskab.

Det var især mærkeligt, fordi jeg for mere end ti år siden havde ham som underviser på danskstudiet på Københavns Universitet.

Jeg husker ham blandt andet for at sige, at han var feminist, og at mænd godt kunne være feminister.

»Du var en af de dygtigste studerende, jeg nogensinde har haft,« sagde han og fortalte, at han havde været så glad for at undervise netop det hold af studerende, fordi jeg sad dernede på stolerækkerne og kiggede op på ham. »Det var bare det, jeg ville sige til dig,« sagde han, og så lagde han røret på.

Efter telefonsamtalen følte jeg mig underligt til mode.

Især det med at han havde nydt, at jeg havde siddet og set op på ham, det gav mig en ubehagelig følelse. Men også det at han havde omtalt mine evner i datid. Som om min dygtighed ikke længere eksisterede.

Derefter tænkte jeg på, at hvis jeg virkelig var en af hans bedste studerende nogensinde, så var det påfaldende, at jeg ikke var kommet gennem nåleøjet til den ph.d., jeg flere gange havde søgt om.

Manden havde jo trods alt været ansat på universitetet i årtier og havde undervist tusindvis af studerende. Og hvis jeg var en af de bedste, måtte jeg virkelig være talentfuld.

Alligevel var mine ansøgninger om ph.d.-ansættelse hver gang blevet afvist. Jeg havde været så naiv at tro, at hvis jeg studerede og arbejdede hårdt, ville jeg blive belønnet for det.

Ingen ph.d.er skrevet af kvinder

Jeg bedrev forskning allerede i studietiden, fik artikler trykt i anerkendte peer-reviewed litteraturtidsskrifter. Jeg arbejdede røven ud af bukserne ved siden af studierne som tidsskriftredaktør, ordbogsansat, forlagsmedarbejder, anmelder og så videre.

Jeg skrev et speciale, som fik topkarakter, og som min mandlige vejleder anbefalede mig at få udgivet i bogform. Han rådede mig desuden til at søge om en ph.d., eftersom jeg ifølge ham var et »genuint forskertalent«.

Derefter kom jeg ud til en virkelighed, hvor de ph.d.-muligheder, som jeg hele vejen gennem min uddannelse af mine mandlige undervisere var blevet stillet i udsigt, viste sig ikke at være reelt tilgængelige for mig.

Ingen kunne forklare mig, hvorfor disse muligheder alligevel ikke gjaldt for mig på trods af mine åbenlyst store faglige kvalifikationer.

Spørgsmålet er, om det var gået mig anderledes, hvis jeg havde været af hankøn?

Meget kunne tyde på det, for da jeg i 2012 første gang gav mig til at undersøge, hvor mange kvinder der forsker i litteratur på Københavns Universitets Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, hvor faget dansk hører til, fandt jeg ud af noget meget uhyggeligt.

Inden jeg fortæller, hvad det er, skal jeg lige sige til de uindviede, at danskfaget på Københavns Universitet består af to ’retninger’. Den ene er sprogvidenskabelig, og den anden er litteraturvidenskabelig.

Det, jeg fandt ud af, da jeg med mine genuine forskertalenter gav mig til at undersøge kønsfordelingen blandt danskfagets ph.d.’er, var, at der på det tidspunkt ingen kvinder fandtes blandt de litterære ph.d.’er.

Kun inden for det sprogvidenskabelige område var der kvinder blandt instituttets ph.d.-studerende.

Alle ph.d.-projekter med litteraturvidenskabeligt indhold var, uden undtagelse, af hankøn, altså med en mandlig ph.d.-studerende ved roret. Og da jeg gav mig til at undersøge disse mandlige ph.d.-studerendes faglige kvalifikationer, fandt jeg ud af, at de ikke var imponerende.

Min konklusion er derfor, at det at være af hankøn i sig selv er adgangsgivende, hvis man vil skrive en litteraturvidenskabelig ph.d.-afhandling på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, mens det at være af hunkøn er en hindring.

’Menstruationslyrik’

Dette billede passer med den virkelighed, jeg oplevede som studerende: Jeg blev undervist af mandlige litteraturforskere. For litteraturforskere var primært af hankøn. Og kvinder, der havde evner for at blive litteraturforskere, kunne ikke blive det, fordi de var kvinder.

Nu har det nok heller ikke forbedret mine chancer, at det, jeg foreslog at forske i, var utroligt kvindagtigt, nemlig 1970’ernes danske litteratur, der blandt andet lod sig påvirke af politiske strømninger i samtiden, især Rødstrømpebevægelsen, Studenteroprøret og Hippiebevægelsen.

Hvis jeg var blevet ansat som ph.d.-studerende, ville jeg have undersøgt, hvordan store dele af 70’er-litteraturen ingenlunde var den ’menstruationslyrik’, som mandlige forfattere og litterater har kaldt den, men tværtimod en avantgardistisk fuckfinger til patriarkatet.

Af min mandlige vejleder blev jeg da også advaret, allerede mens jeg skrev ph.d.-ansøgningen. Jeg ville nok få svært ved at finde opbakning til projektet, sagde han. Den manglende litterære kvalitet i store dele af 70’er-litteraturen ville volde mig problemer, mente han.

Den dag i dag får de studerende stadigvæk af deres mandlige undervisere at vide, at ’kvindelitteraturen’ fra 1970’erne ikke er værd at beskæftige sig med.

Men måske er det ikke kvinders litteratur, der mangler kvalitet? Måske er det den mandlige professionelle læser, som for eksempel lektoren på universitetet, der ikke kan se kvaliteten, fordi han ikke deler kvindernes erfaringer med marginalisering?

Skæv kønsfordeling

I dag er virkeligheden på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet uforandret: De studerende er primært kvinder, og det er mænd, der underviser disse kvinder i, hvad der er god litteratur.

Hvis kvinderne har forskerevner, ender de i forskerprojekter, der tangerer omsorgsfagene.

De kvindelige forskere skriver for eksempel ph.d.-projekt om læsning, børns sprog eller om sociolingvistik.

Kun mændene har adgang til at forske i litteratur. Hvorfor mon det er sådan? Fordi det er yderst magtfuldt at være med til at bestemme, hvad der er god litteratur!

Ser man på kønsfordelingen blandt instituttets litterater, forstår man, hvorfor litteraturhistorien fortrinsvis skrives af mænd. Blandt de af lektorerne, der har specialiseret sig i litteratur, er der kun én kvinde. Instituttets øvrige litteraturlektorer er mænd, og der er hele ni af slagsen.

Dertil kommer fire professorer med litteratur som speciale. Ingen af dem er kvinder. Blandt de af de eksterne lektorer, der underviser i litteratur, er der fire mænd og én kvinde.

Ud af i alt 19 litterater på instituttet er der altså kun to kvinder.

Opgivet at forske

Mændene fortæller kvinderne, hvad der er god litteratur. Kvinderne er modtagere af mændenes litteraturforskning og forhindres i at forske i litteratur på egen hånd.

Hvordan kan dette finde sted på et institut, hvor 82 procent af de studerende er kvinder? Og hvad siger det om universitetet, at man ikke belønner sine dygtigste studerende?

I dag har jeg opgivet at forske. Det er umuligt at finde penge til, når jeg ikke er ansat på et universitet. At min seneste forskning er udkommet i bogform på selveste Gyldendal og støttet af Statens Kunstfond, burde bane vejen for stipendier og fondsbevillinger. Men det gør det ikke, blandt andet fordi jeg aldrig blev ph.d.

Og hvorfor blev jeg ikke det? Var det på grund af manglende intellektuelle evner og akademiske kvalifikationer?

Eller fordi min krop er en kvindes?

Det er, som det altid har været: Mændene – altså lektorerne og professorerne – baner vejen for studerende, der ligner dem selv.

På den måde kan nye generationer af mænd fortsat fortælle kvinder, hvad de skal læse og tænke.

Eva Gro Andersen er forfatter og er kandidat i dansk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Estermarie Mandelquist
  • Eva Schwanenflügel
  • Steffen Gliese
  • Karen Schultz
  • David Zennaro
  • Troels Ken Pedersen
Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Karen Schultz, David Zennaro og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

@ Kun mændene har adgang til at forske i litteratur. Hvorfor mon det er sådan? Fordi det er yderst magtfuldt at være med til at bestemme, hvad der er god litteratur!@

Aah ja det fordækte patriarkat hvor blege mænd sidder i mørke kældre og bestemmer hvem der må noget og hvem der ikke må udelukkende på baggrund af deres køn.

@ Men måske er det ikke kvinders litteratur, der mangler kvalitet? Måske er det den mandlige professionelle læser, som for eksempel lektoren på universitetet, der ikke kan se kvaliteten, fordi han ikke deler kvindernes erfaringer med marginalisering?@

Og her er vi ekstremt privilegie-rige, får at vide at vi har talent men er stadig blot marginaliserede ofre der ikke får det vi føler vi fortjener serveret på et sølvfad.

Moderne feminisme handler om højtuddannede kvinder og alle de ting de vil have, intet andet. Det bekræfter Eva Gro Andersen så smukt her hvor hun reducere samtlige mandlige undervisere og lektorer til kønsfikserede facister der fungerer udelukkende for at hæmme hendes talent.

@ Dette billede passer med den virkelighed, jeg oplevede som studerende: Jeg blev undervist af mandlige litteraturforskere. For litteraturforskere var primært af hankøn. Og kvinder, der havde evner for at blive litteraturforskere, kunne ikke blive det, fordi de var kvinder.@

Noget belæg for at fremsætte den påstand at nogen ikke kan blive noget pga. deres køn. Et postulat der kræver en konkret beskyldning føler jeg. Er det virkelige problem ikke at 82% af de studerende på instituttet er kvinder?

iflg artiklen link, er 2 ud af 7 afhandlinger fra 2012 er skrevet af mænd. I perioden 2003 til 2020 er 65 af 116 afhandlinger skrevet af kvinder. Hvad sker der lige her ? Har information undersøgt sandfærdigheden er artiklens, ret vilde, påstand ?

Søren Kristensen

Heldigvis er den virkelige bedømmer af litterær kvalitet: læserne. (Med kvalitet i denne sammenhæng skal ikke forstås de akademiske kriterier man(d) opererer med på universitetet, men udelukkende de kvaliteter læserne finder relevante.) Har du publikum, har du alt.

Eva Gro Andersen

@Nicolaj Ottsen
Kronikken handler om den del af danskstudiet, der beskæftiger sig med litteraturvidenskab, ikke om den del af studiet, hvor der laves sprogforskning. Som jeg skriver i kronikken, er der netop tale om en skæv kønsfordeling, hvor det primært er kvinder, der forsker i sprog og mænd, der forsker i litteratur. Kronikkens fokus er kvinders muligheder for at forske i litteratur, og derfor er der i kronikken fokus på de litteraturvidenskabelige ph.d.-projekter, ikke de sprogvidenskabelige. Ifølge dette link https://nors.ku.dk/publikationer/phd-afhandlinger/, som også er delt i kronikken, var der i tidsrummet fra 2003-2019 tolv mænd, der skrev litteraturvidenskabelige ph.d.-afhandlinger, mens der i samme tidsrum kun var fire kvinder, der skrev ph.d. om litteratur. Efterfølgende er tre af de tolv mænd blevet fastansat på instituttet (NorS) som lektorer, mens kun én af kvinderne blev ansat. Det er tankevækkende, at der på et studium med så mange kvinder (82 % af de studerende er kvinder, 18 % af de studerende er mænd) ikke i højere grad findes kvinder på forskerniveau inden for den del af faget, der beskæftiger sig med litteraturforskning.

Birgit Kraft, Estermarie Mandelquist, Katrine Marie Christiani, Steen Obel, Eva Schwanenflügel og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

12 mænd skriver om litteratur. 4 kvinder skriver om litteratur. 3 mænd bliver fastansat. 1 kvinde bliver fastansat.
Jamen 25% af mændene blev ansat og 25% af kvinderne blev ansat og.... ?

Jens Christian Jensen, Poul Erik Pedersen, ulrik mortensen, Jens Christensen og Thomas Jensen anbefalede denne kommentar

@Eva Gro Andersen »... var der i tidsrummet fra 2003-2019 tolv mænd, der skrev litteraturvidenskabelige ph.d.-afhandlinger, mens der i samme tidsrum kun var fire kvinder, der skrev ph.d. om litteratur.« Hvis jeg forstår dine kategorier korrekt, de fremgår ikke at linket, så skrives der ca én afhandling om året inden for kategorien litteraturvidenskab.

Er konklusionen ... »Det, jeg fandt ud af, da jeg med mine genuine forskertalenter gav mig til at undersøge kønsfordelingen blandt danskfagets ph.d.’er, var, at der på det tidspunkt ingen kvinder fandtes blandt de litterære ph.d.’er.« og »Min konklusion er derfor, at det at være af hankøn i sig selv er adgangsgivende, hvis man vil skrive en litteraturvidenskabelig ph.d.-afhandling på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, mens det at være af hunkøn er en hindring. « ... ikke lidt hypet, hvis der kun skrives én afhandling pr år og velsagtens noget der burde have været nævnt i artiklen.

Marianne Ljungberg

Måske skulle man nedlægge navnet phd i litteraturvidenskab og kalde kompetencen noget andet?
Man kunne fx kalde den phd i filologi, litteratur og retorik.. Så var man dækket ind. Og så var den mandlige dominans afskaffet? Der burde være kvinder nok til at melde ind. I øvrigt er der ikke noget
der hedder halvfjerdser- litteratur længere. Det er en kulturradikal betegnelse - en kategorisering som længe ikke har været holdbar.

Henrik Ljungberg (73 år)

Jens Christian Jensen

Vi tager den lige én gang til.
Det må være resultatet i muligheder og ikke resultatet i antal der skal være målet. Alt andet er diskrimination.

@Eva. Jeg er ked af at høre du ikke kunne få lov at få din PhD. Jeg er på vejs ende med min egen (inden for ingeniør-området) og det har været fantastik, hårdt og alt i mellem. Dog må jeg lige spørge, har du nogle tal på hvor mange, der reelt søger de samme PhD stillinger som dig? Der står intet om hvorvidt det er 82% kvinder i ansøgnignsfeltet også, eller om det kun er for studerende generelt. Med de ansættelsestal du nævner (12->3 og 4->1) så er den procentvise ansættelses bagefter jo helt på ligefod).

Derudover, vil jeg også gerne høre om det ikke lige så meget kune have noget at gøre med fundingen, der gjorde at du ikke fik et stipendiat. Jeg søgte i flere omgange efter en PhD-stilling inden for stål, men var afsat til selv at måtte finde penge, hvis jeg ville have det igennem. Selvom det bliver brugt mere og mere i dag, så er der stadig få midler inden for forskning. Først da jeg drejede mit område mod en anden retning, var jeg heldig at få penge med en professor.

Jeg tror på der er en skævvridning op igennem systemet, men jeg vil også gerne at vi får de rigtige tal på bordet, før vi kan endegyldigt sige at det skulle være pga professorerne.