Magtfulde mænds overgreb handler også om en længsel efter omsorg og intimitet

Debatten om sexisme er båret frem af #MeToo-bevægelsen. Den er tiltrængt og vigtig. Der bliver talt om strukturel sexisme, om magthierarkier på arbejdspladserne, om frygt for at sige fra og miste fremtidige muligheder, om forskellen på tankeløs og egoistisk sexisme og overgreb. Det er godt, at alt dette kommer frem.

Denne kronik peger på sammenhængen mellem sexisme og ældgamle, underliggende og ubevidste kulturelle kønsnormer. Disse normer er afgørende for at forstå den psykologi, der er dominerende i en patriarkalsk kultur. De er afgørende for mænd og kvinders, drenge og pigers mulighed for overhovedet at mærke og tale om følelser og afgørende for overhovedet at have en stemme.

Den amerikanske psykolog Carol Gilligan og den amerikanske lektor i jura David A.J. Richards beskriver i deres bog fra 2009 The Deepening Darkness, hvordan vestlig kultur er gennemsyret af ’patriarkalske normer’. Det er normer, som går langt tilbage i vores historie og har større betydning for det enkelte menneskes liv, end de fleste af os er klar over.

Patriarkatets psykologi

I sin nyeste bog Why Patriarchy Still Persist forklarer Carol Gilligan, hvorfor en flere tusinde år gammel struktur fortsat kan eksistere i vores moderne samfund. I en kultur præget af patriarkalske normer bliver drenge nødt til at begynde en undertrykkelse af deres følsomhed allerede fra fire til seks årsalderen, hvis de vil være ’en rigtig dreng’.

Drenge må ofre deres evne til virkelig empati for at blive en del af det relationelle netværk af drenge, som hylder selvstændighed, fornuft og rationalitet. De må undertrykke følsomheden og længslen efter omsorg, som er en del af alle menneskers behov for kærlighed, hvis de vil være en del af drengegruppens fællesskab.

Drenge defineres ud fra, hvad de ikke må være. De må ikke være tøsedrenge, altså de må frem for alt ikke være kvindelige, påpeger Gilligan. Derfor oplever mange drenge en form for følsomhedstab for at kunne opnå en anden form for intimitet, nemlig fællesskabet med andre drenge.

Dette tab er sårbart, og længslen efter den omsorgsfulde og kærlige intimitet er der fortsat, men den er undertrykt, ubevidst og sprogløs. Sorgen over følsomhedstabet fortrænges og er ikke til at bære. Derfor bliver der heller ikke talt om den – for raske drenge græder ikke.

Pigernes kønssocialisering sker først og fremmest i tiårsalderen, hvor piger begynder at blive gjort tavse, ifølge Gilligan. De mister en del af deres stemme og dermed en del af deres handlekraft.

For at blive en del af pigegruppen kræves det af pigerne i denne alder, at de nedtoner at forholde sig krævende, påståelige, selvhævdende og handlekraftige.

I stedet skal de tage højde for andres oplevelser og samtidig justere deres egne handlinger og udtalelser, så de ikke fremtræder dominerende. Skolen, populærkulturen, forældrene og de ældre piger ’hjælper’ pigerne med dette.

Hvor drenge ofrer deres følsomhed og sensitivitet for at være ’en rigtig mand’, så ofrer piger deres handlekraft og selvstændige stemme for at blive ’en rigtig kvinde’.

Begge køn taber

Konklusionen på denne kønssocialisering og gentagelse af ældgamle magthierarkier er en tabsoplevelse for begge køn.

Socialiseringen, som ligger så dybt i vores socialitet, psyke og kultur, er usynlig, men den fortæller manden, at han mister mandighed og dermed relationen, hvis han viser, hvor sårbar og kærlighedssøgende han egentlig er. Og den fortæller kvinden, at hun mister kvindelighed og relationer, hvis hun insisterer på sin stemmes betydning og indflydelse og på at sige, hvad hun egentlig mener.

Gilligan skriver: »Vi undgår den selv samme ting, som vi ønsker – kærlighed – for ikke igen at blive sårbare i forhold til et tab, der føles uundgåeligt og ubærligt.« Det leder hende til denne konklusion: »Patriarkatet eksisterer fortsat, til dels fordi det indebærer et kærlighedstab, som det dernæst præsenterer som uopretteligt.«

Men hvordan kan alt dette kaste et nyt lys på debatten om sexisme?

Sexisme er muligt, fordi den, der har mere magt, har mulighed for at tvinge den, som har mindre magt, som mange har påpeget allerede. Den særlige form for magtudøvelse, som ligger i sexisme, er mulig på grund af det ældgamle magthierarki, der udgøres af de patriarkalske normer.

For at forstå sexismens psykologi må man forstå mere end magtens logik – man må også forstå afmagtens logik. Det vil sige den afmagt og smerte, der for drenge er forbundet med at miste troen på andres empatiske forståelse for deres følsomhed, og for piger er forbundet med at miste deres stemmes værdi og handlekraft.

Det tab kan have store konsekvenser. Information citerede for nylig et nyt studie fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der viser, at hvis man har været udsat for seksuel chikane, så er der øget risiko for depressive symptomer. Man kan blandt andet forstå depression som indadvendt aggression, som en indestængt vrede over det, der er sket. Man har ikke haft en stemme i forhold til hændelsen. Den har patriarkatets normer bremset.

Fordi man ikke sagde fra, ender man med selv at påtage sig skylden for det, der er sket, og dette kan netop føre til en efterfølgende depression. Depression er skyldens sygdom, hvor angst kan forstås som skammens sygdom.

En fri samtale

Når en magtfuld politiker, medieperson, virksomhedsleder eller andre højt placeret i hierarkiet begår fysiske eller verbale overgreb, handler dette altså ikke kun om magtens ’jeg gør det, fordi jeg kan’-logik. Det handler også om en længsel efter omsorg, forståelse og reel intimitet. En længsel, der ikke kan udtrykkes, dels af frygt for en gentagelse af barndommens smertelige tab af selv samme omsorg og dels af frygt for ikke at blive set som ’en rigtig mand’.

Det er måske en overvejelse værd, om den sexisme, der især trives blandt ensomme chefer og i konkurrenceprægede miljøer, i dette lys kan forstås som en form for ubevidst længsel efter omsorg, der ikke kan italesættes direkte.

Kunne Morten Østergaards, Frank Jensens og de mange andre krænkelser være undgået, hvis det var mere almindeligt, at den magtfulde mand i ædru tilstand kunne vise sårbarhed uden at miste sin position? Hvis det uden frygt for afvisning og latterliggørelse var muligt at føle og dernæst sige: »Jeg føler mig ensom, gider du snakke lidt med mig?«

Og hvis kvinderne, der blev spurgt, helt uden frygt, kunne svare: »Jeg forstår godt, det er en ensom tjans, du har – men måske er det ikke mig, du skal tale med det om.« Kvinder længes ofte efter at kunne sige, hvad de virkelig mener, skriver Gilligan, men frygter at gøre det, fordi de er bange for at miste relationen.

Overgreb skaber skam og ensomhed – både for den, som overgrebet går ud over, og for den, der udøver den. Medicinen er fællesskab. At vi ikke står alene. Hvis man ikke bliver lyttet til, forstået, taget alvorligt og respekteret, dør man mentalt.

Vi må som kultur generobre sårbarhedens og kærlighedens stemme og gøre op med de patriarkalske normer, der hæmmer os alle.

Anette Holmgren er psykolog.