Den mandsdominerede kanon i dansk skal ikke afskaffes, men tilføjes flere kvinder

I Information den 7. november bakker Birgitte Darger og Nikolaj Elf, der har været med til at skrive den nye læreplan for dansk i gymnasiet, op om Ditte Kær, som i samme avis angriber den kønsmæssige skævhed i fagets kanon. Tak for det.

Men Darger og Elf lufter også den idé »simpelthen at afskaffe og undvære kanon«. Det vil jeg advare imod.

Deres ene begrundelse er, at kanonen kan modarbejde »elevers dannelse«. Det lyder mærkværdigt, men de giver det – meget partikulære – eksempel, at nogle elever i folkeskolen har læst H.C. Andersen flere gange, hvorfor det er bedre at læse noget andet i gymnasiet.

Men der er plads til både kanon og andre forfattere – og vigtigst: Er det dannelse at gå ud af gymnasiet uden et ordentligt kendskab til de åndshistoriske koordinater, vi som fællesskab regner for nogle af de vigtigste, heriblandt: Holberg, Oehlenschläger, Grundtvig, Blicher, Pontoppidan, Blixen, Tom Kristensen?

Nej. For dannelse er også dannelse til duelighed i et fællesskab; Darger og Elf medtænker ikke baggrunden for kanonens opkomst i 00’erne: mangel på fælles kultur og pejlemærker i en mere fragmenteret virkelighed.

Litteraten Dan Ringgaard sagde det præcist i 2016: »Vi må have en kanon. Uden kanon, ingen genlæsning af kulturen. Og uden genlæsning af kulturen, ingen kultur.« Vi må give unge mennesker det vigtige fra fortiden, så vi kan have stærke borgere og fællesskaber i fremtiden.

Darger og Elfs anden begrundelse er, at litteraturen er »sikret« af læreplanen. Men er det sandt? I dag skal litteraturen fylde 50 procent af dansk i gymnasiet, og der er kun krav om fordybelse i én litterær periode før år 2000. I den nye læreplan fra 2017 er kravene igen sænket: Kravet om sagalæsning – Nordens første og største bidrag til verdenslitteraturen – er væk. Antallet af litterære værker, man skal læse, er sænket til fire, og et værk kan nu også være en film eller et uddrag af en blog. Litteraturen skrumper.

Men ville man eksempelvis ikke læse Blixen, hvis vi skrottede kanonen? Det er ikke givet i dag. Det er af flere årsager, blandt andet læreplanen, blevet lige så normalt med et forløb om for eksempel litterære virkemidler på sociale medier som et solidt forløb om Blixens forfatterskab.

Men er det ikke fint? Det afhænger af værdier: Er dybe kulturrødder, eksistentiel tyngde og videreførelse af åndshistorien vigtigere end mere spredte erkendelser af aktuelle fænomener?

I stedet for at droppe kanonen bør vi tilføje flere kvinder.

Jan Maintz er gymnasielærer.