Minkskandalen viser behovet for et opgør med flertalsstyret i det danske demokrati

I forbindelse med regeringens beslutning under den aktuelle politiske coronaundtagelsestilstand om at aflive alle danske mink har det på det seneste været stærkt diskuteret, hvorvidt beslutningen var lovlig – om der var lovhjemmel til indgrebet. Fødevareminister Mogens Jensen er gået af efter en redegørelse om, at der ikke var lovgrundlag for beslutningen.

Yderligere fremhæver kritikerne, at det faktum, at der ikke var lovhjemmel til beslutningen, ikke blot burde føre til ministerens afgang, men til hele regeringens afgang, eftersom den har begået et stort lovbrud.

Modsat synes flertallet at være indforstået med, at det er svært at henvise til juridiske spidsfindigheder om lovhjemmel i en situation, hvor der skal handles hurtigt, og hvor risikoen for en ny epidemi er stor.

Regeringens handlekraft og beslutninger i forbindelse med minksagen skærer imidlertid en række retsfilosofiske pointer vedrørende det danske demokrati ud i pap. Selv om vi tror, at vi lever i en retsstat med retsbeskyttelse af borgeren over for staten, er virkeligheden snarere, at staten igennem den politiske styring nærmest har absolut magt og kontrol over borgerne.

Samfundet er ikke først og fremmest styret af objektive retsregler, men derimod af mere eller mindre effektive politiske styringstiltag. I den aktuelle situation er retssystemet grundlæggende set ikke i stand til at kontrollere det politiske system, og der er ikke rigtig uafhængige retsinstanser, som er stærke nok til at begrænse lovgivningen med fokus på beskyttelse af borgernes personlige frihed og rettigheder.

Flertalsmagt

Det danske retssystem kommer således på trods af internationalt fokus på menneske- og borgerrettigheder grundlæggende ikke uden om at være baseret på en retsrealistisk tradition, hvor man baserer lovgivning og retspraksis på Folketingets og ikke mindst regeringens suveræne magt.

Her er Folketingets suverænitet absolut, og minkskandalen vidner om De Radikales grundlægger Viggo Hørups gamle demokratiske idé om, at der er »ingen over og ingen ved siden af Folketinget.«

I praksis betyder dette også, at flertallets magt er ensbetydende med legitimitet, således at Folketingets flertal, som støtter regeringen, har den absolutte magt. Det indebærer derfor, at man i virkeligheden følger retsrealismens ideer om, at ideologi, ret og politik i sidste ende smelter sammen og ikke anerkender, at der er nogen myndighed eller kontrollerende magt, som ligger over regeringen og folketingsflertallet.

Retsrealismen ser jura som et rets- og magtinstrument til at forme samfundet. Man griber magtens tomme plads og forsøger at gennemføre sin politik uden grænser. Her betyder loven ikke noget i sig selv, men bestemmes af den øverste politiske magt.

Det giver således ikke mening at henvise til Grundloven, naturretten, etikken eller et uafhængigt retssystem, der skal bekræfte eller kontrollere regeringens og Folketingets beslutninger, eftersom retssystemet ikke har nogen uafhængig magt til at kontrollere den politiske suverænitet.

Danmark viser sig at være langt fra det tyske, franske eller amerikanske retssystem, hvor domstole og administrative bureaukratier har hjemmel og mulighed for at kontrollere politikerne og lovgivningsprocessen.

Regeringens socialteknologiske styring af samfundet i forbindelse med coronakrisen, hvor undtagelsestilstanden har tilsidesat en række personlige friheder og rettigheder med fokus på det fælles bedste, kan således ses i lyset af den europæiske tradition for suverænitetens enhed, der opstod i de absolutte monarkier og mere eller mindre bevidst er blevet videreført i de demokratiske samfund.

Retsfilosofi og juridisk metodelære fremhæver, at dansk ret bygger på objektive retsregler og lighed i retssystemet snarere end respekt for etiske retsprincipper og rettigheder. Nu er der behov for at genfinde retsstatens grundlæggende værdier.

Der er brug for en mere etisk, politisk-filosofisk og principorienteret bevidsthed i lovgivningsprocessen, retssystem og domstole, hvis samfundet skal yde en reel beskyttelse af borgernes grundlæggende rettigheder og friheder.

Dette kræver et dybdeborende opgør med den dominerende socialteknologiske, effektivitetsorienterede og magtstyrende tilgang til politik og lovgivning.

Jacob Dahl Rendtorff er professor mso i ledelsesfilosofi ved Roskilde Universitet.