Klumme

Mundbindet giver os en tiltrængt pause fra det daglige maskespil

Det havde en urovækkende effekt på mig, da maskebærende mennesker dukkede op i gadebilledet. Men nu er jeg begyndt at finde både lettelse og ro i at være maskeret i det offentlige rum, skriver litteraturanmelder Mathilde Moestrup i denne klumme
At se hinandens ansigtsudtryk i det offentlige rum er ikke længere en luksus, vi kan regne med. Alle kan nu frit gå omkring og skjule deres ansigter.

At se hinandens ansigtsudtryk i det offentlige rum er ikke længere en luksus, vi kan regne med. Alle kan nu frit gå omkring og skjule deres ansigter.

Emil Helms/Ritzau Scanpix

19. november 2020

Da det første krav om mundbind blev indført i Danmark i august, var jeg i fornægtelse. Jeg kunne simpelthen ikke overskue, at tildækning skulle være en del af mit liv.

Jeg besluttede derfor i første omgang at stoppe med at tage offentlig transport for at undgå masken, og siden stoppede jeg med at gå på restaurant, café og bar. Den sidste beslutning viste sig dog at være svær at opretholde, og efter et par uger måtte jeg iføre mig en af de akvamarinblå engangsmundbind, der kan få selv en sund, gylden hud til at se gustengul og rødsprængt ud. Men det var det værd, for fadøl smager også godt under en pandemi.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Troels Ken Pedersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Christian Mondrup
  • Mette Johansson
  • Anker Heegaard
  • Freddie Vindberg
Thomas Tanghus, Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel, Maj-Britt Kent Hansen, Christian Mondrup, Mette Johansson, Anker Heegaard og Freddie Vindberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lad mig lige holde fast i dit overordnede billede. Du har vænnet dig til noget som var urovækkende til en grad af fornægtelse. Hvor vanvittigt og trist er det ikke. Og når man sammenholder det med det meget spinkle, næsten uvidenskabelige grundlag, beslutningen om påbud af mundbind er besluttet på. Beslutningstagere sørger yderst selektivt nogen som de ved giver dem ret. Her ligger en parallel til 30érnes Tyskland da lige for. Hvordan kunne de vænne sig til det. Goebbels mente det var nemt nok, man skulle bare skabe en udpræget og generel frygt i samfundet. nb.: Afskriv ikke mit indlæg som dumt rabiat højreorienteret. Jeg står helt klart med rød fløj, men jeg er umådelig trist over, at den ideologi ikke længere er synlig i folketinget. Som forsiden på Information skriver i dag: Centraladministrationen er kollapset. Der er åbnet en meget meget farlig vej for vanvittige beslutninger og udemokratiske lovindgreb.

Annette Knudsen

Så usynlig er din sindstilstand ikke bag masken, kære klummeskriver.
SMIL! Vi har alle brug for smil, især vi ældre, som på ½ år er blevet gamle, og så alle barne- og klapvognsbørnene, som skubbes frem blandt frustrerede fodgængere.
SMIL! - når du smiler bag masken, smiler dine øjne over masken som forbindtlige stjerner!

Maj-Britt Kent Hansen

Til den ægte maskepi af det sande ansigt, hvortil disse mundbind bidrager, kan jeg tilføje, at briller, ikke mindst nu, hvor forskellen mellem ude- og indetemperatur er mærkbar, fuldender oplevelsen.

Duggen er så aldeles effektiv, at øjnene heller ikke ses på os. Ligesom vi - de virkelig samfundssindede der bag glassene - ikke ser noget som helst.

Troels Ken Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Mads Aagaard, det er imponerende, hvordan du først sammenligner en sundhedsforanstaltning med Goebbels' propaganda, for derefter at springe til, at rød blok ikke er rød - på grund af masker?

Imponerende, men også noget forfærdeligt vrøvl.

Men ud over småting som sved og snot i masken, nyder jeg ikke at skulle vide ansigt. Solbriller føjer lidt til. Og, når/hvis coronaen aftager, vil jeg fortsætte med det uden at føle mig mere underlig end sædvanligt.