Klumme

Mundbindet giver os en tiltrængt pause fra det daglige maskespil

Det havde en urovækkende effekt på mig, da maskebærende mennesker dukkede op i gadebilledet. Men nu er jeg begyndt at finde både lettelse og ro i at være maskeret i det offentlige rum, skriver litteraturanmelder Mathilde Moestrup i denne klumme
At se hinandens ansigtsudtryk i det offentlige rum er ikke længere en luksus, vi kan regne med. Alle kan nu frit gå omkring og skjule deres ansigter.

At se hinandens ansigtsudtryk i det offentlige rum er ikke længere en luksus, vi kan regne med. Alle kan nu frit gå omkring og skjule deres ansigter.

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Debat
19. november 2020

Da det første krav om mundbind blev indført i Danmark i august, var jeg i fornægtelse. Jeg kunne simpelthen ikke overskue, at tildækning skulle være en del af mit liv.

Jeg besluttede derfor i første omgang at stoppe med at tage offentlig transport for at undgå masken, og siden stoppede jeg med at gå på restaurant, café og bar. Den sidste beslutning viste sig dog at være svær at opretholde, og efter et par uger måtte jeg iføre mig en af de akvamarinblå engangsmundbind, der kan få selv en sund, gylden hud til at se gustengul og rødsprængt ud. Men det var det værd, for fadøl smager også godt under en pandemi.

For tiden skal man som bekendt have maske på bare for at gå ind i en forretning, og beklædningsgenstanden er dermed blevet en del af alle menneskers hverdag. Nye bevægelser og koreografier er indført i det offentlige rum. Masken, der trækkes ned om hagen, har et praktisk, men også lettere komisk udtryk. Den maske, som man lettet fjerner efter at være trådt ud af en butik, skaber en lille uvant pause rundt omkring i gaderne. Men det mest opsigtsvækkende er vel i virkeligheden, at ingen længere løfter et øjenbryn, når en maskeret person kommer gående på gaden.

Vi er kommet langt, siden maskeringsforbuddet (den såkaldte burkalov) blev indført for blot to år siden. Dengang vi blev enige om, at »man skal kunne se den pågældendes ansigtsudtryk«, som en politibetjent udtrykte det til TV 2, da han blev spurgt om, hvordan loven skulle håndhæves.

At se hinandens ansigtsudtryk er ikke længere en luksus, vi kan regne med. Alle kan nu frit gå omkring og skjule deres ansigter. Og hvor det i starten havde en angstfremkaldende effekt på mig at se de mange maskebærende mennesker i gadebilledet, så er jeg nu begyndt at holde af masken. Måske ikke synderligt af synet af den, men af at bære den.

Jeg har købt en bunke midnatsblå stofmasker, som passer bedre til min skandinaviske hudtone, og her nogle måneder efter maskens indtræden i mit liv må jeg indrømme, at jeg kan finde både lettelse og ro i at være maskeret i det offentlige rum.

Når jeg går i grønthandlen eller hen til stationen, tager jeg nu masken på allerede hjemmefra. Jeg er begyndt at indse det sårbare ved altid at vise sit ansigt frem, af altid at stå åben for andres afkodning af én: køn, alder, klasse, mental tilstand.

Inde bag stoffet er den maskebærende overladt til sig selv. Ingen aner, hvad der foregår bagved; blotter hun sine tænder, hænger hendes tunge ud af munden, er hun rasende, liderlig, ude af kontrol? Ingen ved det.

Ingen kan længere bede mig om at ’vise mit ansigtsudtryk’ eller for den sags skyld ’smile mere’, når jeg bærer coronamasken. Alle må bøje sig i accept af mit samfundssind.

Masken som symbol

»Ikke på dit ansigt, men på din maske skal jeg kende dig,« skriver Karen Blixen. Og i en af verdens bedste bøger, Rilkes surrealistiske dagbogsværk Malte Laurids Brigges optegnelser, er alle ansigter en slags masker, der kan rives af, trænges igennem, ses indefra og tabes.

Masken har bestemt en plads i litteraturhistorien, men som regel som metafor for identitet eller for det sociale liv: et maskespil, hvor individet skifter karakter eller udtryk afhængigt af konteksten, og hvor de falske masker kan ende med at gro fast og blive til en ny, urovækkende virkelighed.

I litteraturen er masken et billede på, at der ikke altid er overensstemmelse mellem det indre og det ydre, mellem tanke og handling, det autentiske og fremstillingen af det.

Coronamasken, pandemiens maske, annullerer disse modsætningspar. Den giver identitetens udmattende maskespil en tiltrængt pause.

For selv om vi alle sammen går rundt og ligner sløje afarter af bankrøvere og kirurger, har masken ét utvetydigt udsagn: Jeg tager ansvar for verdens sundhedskrise. Som en sådan pligtopfyldende og mindre smittefarlig organisme går jeg rundt og nyder en stund at have mit indre liv for mig selv.

mamo@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lad mig lige holde fast i dit overordnede billede. Du har vænnet dig til noget som var urovækkende til en grad af fornægtelse. Hvor vanvittigt og trist er det ikke. Og når man sammenholder det med det meget spinkle, næsten uvidenskabelige grundlag, beslutningen om påbud af mundbind er besluttet på. Beslutningstagere sørger yderst selektivt nogen som de ved giver dem ret. Her ligger en parallel til 30érnes Tyskland da lige for. Hvordan kunne de vænne sig til det. Goebbels mente det var nemt nok, man skulle bare skabe en udpræget og generel frygt i samfundet. nb.: Afskriv ikke mit indlæg som dumt rabiat højreorienteret. Jeg står helt klart med rød fløj, men jeg er umådelig trist over, at den ideologi ikke længere er synlig i folketinget. Som forsiden på Information skriver i dag: Centraladministrationen er kollapset. Der er åbnet en meget meget farlig vej for vanvittige beslutninger og udemokratiske lovindgreb.

Annette Knudsen

Så usynlig er din sindstilstand ikke bag masken, kære klummeskriver.
SMIL! Vi har alle brug for smil, især vi ældre, som på ½ år er blevet gamle, og så alle barne- og klapvognsbørnene, som skubbes frem blandt frustrerede fodgængere.
SMIL! - når du smiler bag masken, smiler dine øjne over masken som forbindtlige stjerner!

Maj-Britt Kent Hansen

Til den ægte maskepi af det sande ansigt, hvortil disse mundbind bidrager, kan jeg tilføje, at briller, ikke mindst nu, hvor forskellen mellem ude- og indetemperatur er mærkbar, fuldender oplevelsen.

Duggen er så aldeles effektiv, at øjnene heller ikke ses på os. Ligesom vi - de virkelig samfundssindede der bag glassene - ikke ser noget som helst.

Troels Ken Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Mads Aagaard, det er imponerende, hvordan du først sammenligner en sundhedsforanstaltning med Goebbels' propaganda, for derefter at springe til, at rød blok ikke er rød - på grund af masker?

Imponerende, men også noget forfærdeligt vrøvl.

Men ud over småting som sved og snot i masken, nyder jeg ikke at skulle vide ansigt. Solbriller føjer lidt til. Og, når/hvis coronaen aftager, vil jeg fortsætte med det uden at føle mig mere underlig end sædvanligt.