Kronik

Opkøb minkfarmene med en statsfond og brug jorden til regenerativt landbrug

Nedlukningen af minkbedrifter kan, hvis vi handler målrettet, blive begyndelsen på udviklingen af et helt nyt landbrugssystem, der beskytter naturen bedre og ikke er lige så sårbar over for sygdomme, skriver landbrugsstuderende Arendse Marie Gulløv i dette debatindlæg
»I lyset af de aktuelle sygdomsudbrud og tidens miljø- og klimakriser, er det ikke et spørgsmål, om der skal ske en omstilling af landbruget, men hvornår den skal ske. Vi har allerede metoderne, men strukturer og regler blokerer for, at den regenerative tilgang til landbrug kan vinde frem,« skriver Arendse Marie Gulløv i denne kronik.

»I lyset af de aktuelle sygdomsudbrud og tidens miljø- og klimakriser, er det ikke et spørgsmål, om der skal ske en omstilling af landbruget, men hvornår den skal ske. Vi har allerede metoderne, men strukturer og regler blokerer for, at den regenerative tilgang til landbrug kan vinde frem,« skriver Arendse Marie Gulløv i denne kronik.

Mads Claus Rasmussen

24. november 2020

I 2019 blev der i Danmark eksporteret 24,5 millioner minkskind fra næsten 800 danske bedrifter. Den seneste tids dramatiske udvikling har på ingen tid tvunget branchen i knæ. Den har i løbet af kort tid ændret livsvilkårene for de mange danske minkavlere markant og resulteret i, at Kopenhagen Fur, et af verdens største pelsauktionshuse, har annonceret, at det lukker ned inden for et par år. Meget tyder på, at minkindustrien aldrig bliver den samme igen.

Men minkaflivningerne og nedlukningen af pelsbranchen i Danmark er trods den dystre baggrund en enestående mulighed for at sætte gang i et nyt regenerativt landbrugssystem, der kan komme både minkavlerne, samfundet og naturen til gode. 

Ifølge Danmarks Radio er næsten 4.000 mennesker i Danmark beskæftiget på minkfarme. Mange flere er ansat inden for eksport, foder, pelssalg med mere. Både for den enkelte minkopdrætter og for minkbranchen som helhed giver nedslagtningen anledning til stor usikkerhed for fremtiden. For er der nogen chance for, at avlerne kan få mink igen, eller må de starte forfra på noget nyt? Og besidder de det økonomiske overskud eller de rette kvalifikationer til at gøre det?

Mange minkavlere har ikke en reel mulighed for at omlægge deres produktioner. For dem kan det være et helt livsværk, der falder til jorden. Det får nogle opdrættere til at ønske, at staten eksproprierer deres ejendom, så de står frit og kan søge muligheder andre steder eller kan lade sig pensionere. Men hvad sker der så med de mange minkbedrifter?

Hvis minkbedrifterne bliver sat til salg på det frie marked, vil de med stor sandsynlighed blive opkøbt af storbønder og kapitalfonde. Over de seneste 50 år er antallet af landbrugsbedrifter i Danmark blevet stadig færre, mens de enkelte bedrifter er blevet større og mere intensive. I denne proces er landbrugene blevet så dyre og forgældede, at de færreste landmænd har råd til at opkøbe dem uden at optage store lån. Det er efterhånden mest store kapitalejere, der kan komme ind på markedet.

Tendensen mod intensivering har alvorlige konsekvenser for landdistrikterne. De drænes for arbejdspladser, da de større bedrifter har brug for færre ansatte, og samtidig øger monokulturelle produktionsformer risikoen for sygdomsudvikling og -spredning, som vi har set det i tilfældet med mink. Derudover medfører de intensive bedrifter et stort forureningspres på lokale økosystemer i form af blandt andet næringsstoftab, pesticider, tungmetaller og antibiotika, der spredes til nærmiljøet.

Sygdomsudbruddet blandt mink, der på kort tid har lagt hele branchen ned, illustrerer tydeligt sårbarheden ved det eksisterende landbrugssystem. Allerede nu truer flere sygdomme med at gøre alvorlig skade på husdyrproduktioner. En ny bølge af fugleinfluenza er kommet til Danmark og truer de danske fjerkræbesætninger, mens svineindustrien slider med sygdomme som antibiotikaresistent MRSA og frygter for den berygtede afrikanske svinepest.

Det er derfor vigtigt, at nedlukningen af minkbedrifter ikke fører til yderligere intensivering. I stedet skal den tragiske situation bidrage til at skabe et reelt alternativ til landbrugssektorens mange udfordringer. Nedlukningen af minkbedrifter kan, hvis vi handler aktivt og målrettet, blive begyndelsen på udviklingen af et helt nyt landbrugssystem. Et system, som giver landmanden større sikkerhed, skaber nyt liv i lokalområderne, reducerer sygdomsrisikoen og gavner klima og miljø.

Et regenerativt landbrug

I disse år retter landbrugssektoren blikket mod udviklingen af bæredygtige eller såkaldte regenerative landbrugsmetoder. Metoder, der ikke blot reducerer landbrugets udledninger, men aktivt binder CO2 fra atmosfæren, øger biodiversiteten og opbygger jordens humuslag. Metoderne bygger på et stadig bedre kendskab til biologiske processer, der i naturen er med til at holde sygdomme i skak og regulere næringsstofbalancer.

I stedet for at bekæmpe skadedyr og ukrudt eller tilføre kunstgødning, arbejder man for at give mikrolivet og insekterne de bedste forudsætninger for at arbejde. Diversiteten i det regenerative landbrugssystem er dets styrke. Ved at udnytte kvaliteterne ved forskellige arter kan man ikke blot nedsætte sygdomspresset og gavne miljøet, men også gøre den enkelte landmand mindre sårbar over for prisfluktueringer og sygdomme.

I lyset af de aktuelle sygdomsudbrud og tidens miljø- og klimakriser, er det ikke et spørgsmål, om der skal ske en omstilling af landbruget, men hvornår den skal ske. Vi har allerede metoderne, men strukturer og regler blokerer for, at den regenerative tilgang til landbrug kan vinde frem.

Landbrugsstrukturen, som den er i dag, fordrer produktion af store kvantiteter af et enkelt produkt. Den er ikke indrettet til at kunne håndtere leverancer af mange alsidige produktioner. De høje jordpriser gør det vanskeligt for nye landmænd, der ønsker at drive regenerativt landbrug, at få fat i jord. Og samtidig er der stor mangel på viden om regenerative metoder blandt både landmænd, landbrugsrådgivere og politiske beslutningstagere. Skal vi omstille systemet, kræver det derfor en aktiv og målrettet politisk regulering.

En statslig jordbrugsfond

Et centralt redskab i omstillingen er oprettelsen af en statslig jordbrugsfond. Gennem den kan staten købe de minkavlere ud, der ønsker det. Fonden skal kunne videresælge eller -bortforpagte jordene billigt til nye initiativrige landmænd, der ønsker at drive landbrug på måder, der kommer miljøet og samfundet til gode.

For de minkavlere, der ønsker at fortsætte på deres bedrifter, kan staten tilbyde en opstartsstøtte målrettet etableringen af nye regenerative produktionsformer. Det vil hjælpe minkavlerne, gøre det muligt for nye landmænd at komme ind i branchen og samtidig reducere landbrugets negative miljø- og sundhedspåvirkning.

Oprettelsen af en statslig jordbrugsfond med det formål at skabe nye produktionsformer er helt essentiel for at ændre den negative strukturudvikling i landbruget. Gennem omfordelingen af jord og nytænkende støtteordninger kan vi skabe et landbrug, hvor landmændenes kompetencer vægtes over kapital, når det besluttes, hvem der bedst kan forvalte vores fælles arealer.

Gennem fonden kan vi aktivt sætte nye målsætninger for produktionen, der handler om at sikre fælles goder i stedet for profit. Vi kan sørge for, at der bliver taget hensyn til landmandens arbejdsvilkår og lokalsamfundets udvikling og alt fra klima og miljø til fødevarekvalitet og folkesundhed.

Arendse Marie Gulløv er cand.techn.soc. og landbrugsstuderende ved Sogn, Jord og Hagebruksskule i Norge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frank Østergaard
  • Estermarie Mandelquist
  • Steen K Petersen
  • Troels Brøgger
  • Jens Christensen
  • Hanne Utoft
  • Søren Veje
  • susanne christensen
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Christian Mondrup
  • Alvin Jensen
  • Steffen Gliese
  • Carsten Munk
  • Mette Johansson
  • Palle Yndal-Olsen
  • Hannibal Knudsen
  • Marianne Stockmarr
  • Uffe Madsen
  • Anker Heegaard
  • Mikael Aktor
  • Karsten Nielsen
  • Werner Gass
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Troels Ken Pedersen
Frank Østergaard, Estermarie Mandelquist, Steen K Petersen, Troels Brøgger, Jens Christensen, Hanne Utoft, Søren Veje, susanne christensen, Anne-Marie Krogsbøll, Christian Mondrup, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Carsten Munk, Mette Johansson, Palle Yndal-Olsen, Hannibal Knudsen, Marianne Stockmarr, Uffe Madsen, Anker Heegaard, Mikael Aktor, Karsten Nielsen, Werner Gass, Peter Beck-Lauritzen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Uden at have den store indsigt, lyder det interessant og bonden i Vendsyssel har vist, at det er muligt at producere, på naturens præmisser.

Grete Bjorholm-petersen

Jeg har hørt, at der er mange kinesiske penge investeret minkavlen i DK. Er der nogen, som kan bekræfte det?

Kendetegnet ved minkbranchen at der ikke er tilknyttet noget jord af betydning til gårdene, da mink hverken går på græs eller spiser avlede planter. Derimod er der en masse stalde og tilknyttede bygninger og andet inventar som ikke kan bruges til noget som helst nu.
Det er nok også derfor at dette indlæg ikke er bragt i Landbrugsavisen ;-)

Estermarie Mandelquist, Peter Koch Larsen, Steen K Petersen, Klaus Schwab, Hanne Utoft, Claus Nielsen, Steffen Gliese, Gert Romme, Anders Skot-Hansen og Henning Kjær anbefalede denne kommentar

@ Grete Bjorholm-Petersen

Jeg ved selvfølgelig kun, hvad der har stået i medierne. Men det tyder i hvert fald meget stærkt på, at kinesiske banker, enten selv eller via kontrollerede stråmænd, har investeret massivt i dansk minkfarme. Men der er selvfølgelig også fortsat danskejede farme.

Flere af disse investeringer kommer fra kinesiske selskaber, der befinder sig i skattely, og derfor ikke skal betale skat af hverken driftoverskud eller den kommende kompensation fra skatteborgerne.

En af de største investorer er China Development Bank, en gigantisk "privatejet" men statsdrevet investeringsbank, der investerer i alt omkring landbrug og skovbrug overalt i verden - også ulovlig skovhugst. I øvrigt lavede Bjarne Fog Corydon-regeringen med Helle Thorning-Schmidt som forkarl en kontraktlig aftale med denne bank, men både indhold og hensigt er forsat hemmelige.

https://nordjyske.dk/nyheder/kineserne-koeber-nu-de-danske-minkfarme/900...

https://nordjyske.dk/nyheder/kineserne-koeber-nu-de-danske-minkfarme/900...

Estermarie Mandelquist, Werner Gass, Troels Brøgger, Jens Christensen, Hanne Utoft, Anne-Marie Krogsbøll, Claus Nielsen, Alvin Jensen, Steffen Gliese og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Jeg kunne også forestille mig at det vil koste noget at få ombygget eller revet minkfarmene ned så et regenerativt landbrug kan opstå. Derudover har jeg ikke samme tillid til at regeringen tager imod dette forslag og omsætter det til handling, selvom det ville give mening, hvis de gjorde. I stedet vil jeg foreslå at stifte en fond til formålet. Der findes flere eksempler på sådanne fonde i Tyskland og Schweiz. Blandt andet Trias Stiftung.

Arendse Marie Gulløv

@Frederik Krups
Det er en god pointe. Men der findes allerede flere sådanne fonde, der er blevet oprettet inden for den sidste årrække. Et eksempel her er Danmarks Økologiske Jordbrugsfond, der blev stiftet i år 2017 af Økologisk Landsforening og Danmarks Naturfredningsforening. De gør et godt stykke arbejde, men er endnu for små til for alvor at gøre en forskel.

Og @Erik Pedersen
Det er en fuldstændig valid pointe, vi får et stort problem med at bruge bygningsmassen, hvor der må en selvstændig plan til. Mit forslag drejer sig mest om jordene. Ifølge Danmarks Statistik er der i alt 20.000 ha knyttet til pelsdyrbedrifter i Danmark. Mange bedrifter har ingen eller kun lidt jord, men nogle få har meget. Og fonden skulle heller ikke kun rette sig mod minkbedrifter. På sigt ville den kunne opkøbe andre konkursramte bedrifter, og sørge for at de kom i drift igen på en fornuftig måde.