Kommentar

På Christiansborg hersker en fejlkultur, der gør det okay at mobbe hinanden

På mange arbejdspladser prøver man at få fejl frem i lyset, så de kan rettes. Men på Christiansborg hersker en gammeldags fejlkultur, hvor journalister og folketingsmedlemmer overfalder de politikere, som begår fejl, og gør dem til syndebukke, skriver Lars L. Østergaard i dette debatindlæg
Mogens Jensen reagerede hurtigt og kontant på truslen fra vores minkfarme. Her var et lovgivningsmæssigt problem, der enten kunne pustes op og starte en masse larm og ballade - eller lynhurtigt bringes i orden med nødvendig lovgivning ved fælles hjælp.

Mogens Jensen reagerede hurtigt og kontant på truslen fra vores minkfarme. Her var et lovgivningsmæssigt problem, der enten kunne pustes op og starte en masse larm og ballade - eller lynhurtigt bringes i orden med nødvendig lovgivning ved fælles hjælp.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Debat
28. november 2020

De fleste moderne virksomheder arbejder med en kultur, hvor det er vigtigt at rette fejl. For fejl, der ikke kommer frem i lyset, kan for eksempel medføre ulykker, sygemeldt personale eller tekniske produktionsstop og fejl i produkter. Til gengæld vil fejl, der opdages og rettes, øge effektiviteten.

I politik har man bevaret den gammeldags fejlkultur, der betyder, at fejl giver anledning til at pege fingre og udnævne syndebukke.

Man er håbløst gammeldags i politik. Her kommer tre eksempler:

Liberal Alliance sad længe i regering uden at få nævneværdige punkter igennem af deres politik. De blev altså ikke primært siddende af hensyn til den magt, de ønskede. Til gengæld kan man af lønnings- og pensionslisterne se, hvor meget det betyder at blive siddende i en regering; jo længere, jo bedre.

Dette blev dog ikke understreget af de ’kritiske’ journalister, der nøjedes med at drille specielt Anders Samuelsen – til stor underholdning for os andre.

Politisk var perioden en katastrofe for partiet, men for ministrene selv var den økonomiske gevinst stor. Partiet blev det mindste parti i Folketinget, men afgående ministre kunne efterfølgende gnide sig i hænderne og takke statsministeren for deres udnævnelse.

Et vigtigt aspekt for mig af en statsministers magt er således uddelingen af de lottogevinster, der følger med ministerjobbet. Når en nyudnævnt minister står og smiler efter besøget hos dronningen, smiler jeg med. Ligesom jeg smiler, når Danske Spil ringer en vinder op i fjernsynets reklamer.

Liberal Alliance-sagen viser, hvordan fokus er på at pege fingre frem for at rette op på de fejl, der bliver begået. Men de sidste to eksempler afslører endnu tydeligere den meget uheldige fejlkultur, der hersker i det danske folketing. Eksemplerne omhandler Inger Støjbergs (V) sag om barnebrude og Mogens Jensens (S) sag om aflivningen af mink.

Her har vi at gøre med to helte, der som ministre har gjort det rigtige. Inger Støjberg reagerede kontant på risikoen for, at Danmark ukritisk accepterede at modtage par, hvor unge kvinder var blevet tvunget til at indgå ægteskab. Mogens Jensen reagerede hurtigt og kontant på truslen fra vores minkfarme. Her var et lovgivningsmæssigt problem, der enten kunne pustes op og starte en masse larm og ballade – eller lynhurtigt bringes i orden med nødvendig lovgivning ved fælles hjælp. Ja, okay, der blev måske begået fejl – men de kunne være rettet på et øjeblik, hvis Folketinget og administrationen havde den rette fejlkultur.

Hvis store danske virksomheder overfaldt enhver, der i organisationen uden ond hensigt begik en fejl, ville vi være ilde stedte.

Heldigvis er det for det meste sådan, at fejlene her naturligvis først rettes så hurtigt, man kan, og at man også sørger for, at organisationen lærer af fejlene og bliver bedre rustet til fremtiden.

Tænk, hvis en virksomhed skulle gennem det samme, som man har praksis for at gøre i Folketinget med udskældning og undersøgelse efter undersøgelse. Alene udgiften til de mange kommissioner ville lukke mange virksomheder. Men i Folketingets uheldige kultur har man ikke problemer med at bruge skattekronerne på ævl og kævl.

Mobning frem for løsninger

I Folketinget er det kulturen, der giver oppositionen ret til at mobbe en regering, når fejl opstår. Det er det stik modsatte af den læring omkring mobning, man forsøger at indføre andre steder.

Men hvorfor er det så vigtigt for en opposition – uanset partifarve – at mobbe i stedet for lynhurtigt at løse problemet?

Hvis svaret skulle være et ønske om at få magten for at gøre noget andet end det foreliggende, kan man igen se på de to eksempler om Inger Støjberg og Mogens Jensen.

Det er begge sager, hvor der ikke er uenighed om hensigten.

Her er tale om fejl, der kunne være rettet lynhurtigt. Det er altså ikke sagen eller politik, det handler om, men at der higes efter ministertaburetternes prestige, den gode løn og pension.

For mig er Inger Støjberg og Mogens Jensen helte, mens de, der mobber dem, må betegnes som skurke.

I sidste ende betyder det desværre, at alle folketingsmedlemmer er skurke. I dette uheldige spil leger journalisterne med. De er selv med til at mobbe, og de er faktisk slet ikke interesseret i politik – hvordan det ene eller det andet parti vil løse landets problemer.

Især er det uheldigt at ’politiske’ journalister på Christiansborg slet ikke ser dette spil – denne uheldige kultur – men leger med – især på mobbernes side.

Journalisterne udfylder ikke rollen som personer med politisk indsigt, der hjælper os med at forstå politik. I stedet bidrager de til den underholdning, der vitterligt er ved mobbekulturen.

Og vores børn kan her tydeligt se, at samtalen om, at man ikke skal mobbe hinanden, er tom snak. Som Folketinget fungerer, må det anses for en værdifuld evne at kunne mobbe andre i stedet for at hjælpe med at løse problemer.

Jeg ser for mig et billede af en plakat, som et politisk parti sætter op nær alle vores folkeskoler for at kapre fremtidens folketingskandidater. Her står: »Er du god til mobning, så meld dig ind i (indsæt selv partiets navn) …«

Lars L. Østergaard er pensioneret lektor fra ingeniøruddannelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Inger Støjbjerg er ingen helt. Det er hendes (åbenlyst ubegrundede) påstand at ville hjælpe "barnebrudene". Men spørgsmålet var ikke, som i aldrig, hvorvidt de skulle hjælpes, men hvorvidt der skulle tages individuelle hensyn. Hvorvidt nogen skulle kigge på de konkrete kød-og-blod "barnebrudes" sager for at sikre at "hjælpen" rent faktisk overhovedet ville hjælpe. Og det var netop dette, Inger Støjbjerg på det strengeste modsatte sig. Hun har ikke hjulpet en kat, kun gennemtvunget vilkårlig magtudøvelse. Der var intet akut over det (udover hendes politiske behov).

Jeg er for så vidt enig i at det var folkesundhedsmæssigt nødvendigt at lukke ned for mink-industrien i stor hast. Men selv om det brænder mig at sige det (for jeg synes mink-industrien har været nogle ret store tåber på ret mange måder, og det på alle måder fylder mig med raseri hvordan de har købt Venstre-politikere) så er det simpelt hen ikke i orden at afskaffe folks levebrød så vilkårligt uden at have bedre styr på processen. Når vi er ude i magtanvendelse som har hårde og umiddelbare konsekvenser for andre mennesker, så er autoritetspersoner simpelthen nødt til at have bedre styr på grundlaget for deres autoritet.

Ellers er vi sgu ude i at det er OK at politiet skyder folk til døde hvis bare VI er enige om at VI ikke kan lide dem, og så må vi udrede trådene bagefter. Det håber jeg ikke vi er OK med.

Dorte Schmidt-Nielsen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Anne-Marie Krogsbøll, Karsten Aaen, Martin Mortensen, Emil Davidsen, Poul Erik Pedersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Folketinget afspejler blot bare samfundet de repræsenterer.
Vi skal ikke forvente forandringer komme der fra.
Forandringer plejer vokse ud af subkulturen. Derfor skal vi også værne om de få da de i sidste ende kan blive til mange

Anne-Marie Krogsbøll

"Her har vi at gøre med to helte, der som ministre har gjort det rigtige. Inger Støjberg reagerede kontant på risikoen for, at Danmark ukritisk accepterede at modtage par, hvor unge kvinder var blevet tvunget til at indgå ægteskab. Mogens Jensen reagerede hurtigt og kontant på truslen fra vores minkfarme. "

Jeg er lidt målløs .... det var da godt nok en noget alternativ synsvinkel.

Som jeg har forstået det, blev Støjberg gentagne gange advaret om lovbrud, men valgte at overhøre advarslerne. Og for mig at se var der ikke nogen akut nødsituation der - man kunne sagtens have givet sig tid til at overholde loven. Så jeg har lidt svært ved at se heltinde-skæret over hende. For mig at se er hun en skurk.

Og Mogens Jensen blev ligeledes gentagne gange - i hvert fald i medierne - advaret om, at minkerhvervet var ved at udvikle sig til en gigantisk smittehotspot... At han/MF til sidst, da det VAR løbet løbsk, endeligt handlede over hals og hoved, berettiger ham ikke i min optik til ligefrem at blive udnævnt til en helt. Tvært imod - han skulle have handlet langt tidligere. Jeg vil ikke bebrejde regeringen/MF, at den endeligt handlede. Men i mine øjne er Mogens Jensen - indtil noget andet er bevist - en skurk i forhold til, at det overhovedet nåede så langt ud, at mange hundreder nordjyllændinge nåede at blive smittet med minksmitte. Jeg glæder mig til, at det bliver afdækket, hvordan det kunne ske - på trods af mange, mange advarsler, som man IKKE reagerede på.

Hovsa-lovbrud i en akut situation kan jeg bære over med. Det er menneskeligt at fejle. Men dumstædig slendrian/magtmisbrug gennem måneder, hvor man ER blevet advaret, der er det helt berettiget at kritisere og kræve konsekvenser. Hvornår skulle man ellers gøre det?

Jonas Lundberg Andersen, Dorte Schmidt-Nielsen, Lillian Larsen, Steen Obel og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Især er det uheldigt at ’politiske’ journalister på Christiansborg slet ikke ser dette spil – denne uheldige kultur – men leger med – især på mobbernes side.

Journalisterne udfylder ikke rollen som personer med politisk indsigt, der hjælper os med at forstå politik. I stedet bidrager de til den underholdning, der vitterligt er ved mobbekulturen.

Og vores børn kan her tydeligt se, at samtalen om, at man ikke skal mobbe hinanden, er tom snak. Som Folketinget fungerer, må det anses for en værdifuld evne at kunne mobbe andre i stedet for at hjælpe med at løse problemer.

Jeg ser for mig et billede af en plakat, som et politisk parti sætter op nær alle vores folkeskoler for at kapre fremtidens folketingskandidater. Her står: »Er du god til mobning, så meld dig ind i (indsæt selv partiets navn) …«

Lars L. Østergaard er pensioneret lektor fra ingeniøruddannelsen.

TUSIND TAK til Lars L Østergaard som i denne artikel kalder " en spade for en spade". Og må man spørge, hvor svært det kan være for såkaldte modne mennesker at ændre den barnlige mobbekultur i Folketinget, så vi ikke behøver at slukke for TV - specielt når der er børn tilstede !!!

Og præcis !!!! - på stort set alle skoler, arbejdspladser og i det hele taget i alle medmenneskelige relationer forsøger de fleste at øve sig i en ordentlig tone overfor hinanden !!
De fleste voksne mennesker lærer deres børn at respektere andre og at hjælpe, hvor der er behov.
Men eksemlets påvirkning er ekstrem stor, så ikke sært at børn, unge og letpåvirkelige svage såkaldte voksne kommer med deres "verbale afføring" på de sociale medier.

Voksne bør vel fremstå som eksemplet på imødekommenhed, venlighed og hjælpsomhed - villige til samarbejde for at samfundet kan fungere til glæde for alle. Men når nogle folkevalgte og nogle journalister puster sig op og åbenbart føler at tiden er til mobning af alt og alle, de kan komme i nærheden af smitter den slags som en ubehagelig virus ( lig Corona) og breder sig til næsten hele samfundet.

Ord kan også "slå ihjel" - fysisk og psykisk!!!

OG ... journalister har travlt med at finde det værst tænkelige og kører rundt i et emne i timevis, når de har fået fat på det arme menneske som har begået en fejl i livet. Og det "underholder" de med i dagevis - i den bedste sendetid.

Egon Stich, Estermarie Mandelquist, Lillian Larsen, Peter Krogh og Anita Grün anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

Hørt!

jens christian jacobsen

Hvorfor er der ingen folketingspolitikere, der (endu?) har søgt at få ophævet statsministerens immunitet mhp at rejse en strafferetssag mod hende? For brud på grundloven? Og hvorfor har ingen krævet at få ophævet Støybergs immunitet? Det kan Folketingets flertal afgøre. Jeg er siker på at der er flertal for begge dele i befolkningen.
Hvorfor har statsministeren ikke nedlagt påstand om statslig nødret som iflg flere jurister har været en reel mulighed - for bl.a. at undgå at bryde grundloven?
Er det bare et skuespil, hvor rød og blå deler sol og vind? Så er vælgerne underholdt.

@ Jens Christian Jacobsen.

Jeg skal svare dig på hvorfor (næsten) ingen politiker vil have ophævet immunitet for Støjberg.
Inger fik sorteret ud i noget de fleste politikere kan tilslutte sig dog uden skulle lægge navn til. Det kan jo koste stemmer.
Og viceversa. Ingen borgerlige politikere har overhoved nogen plan for agering under coronakrisen. De er paralyseret, men har nok en fornemmelse af noget må gøres.
Og lige for regeringen ikke skal score vælgere på det forholdsmæssige lave smittetal i Danmark er de borgerlige konstant i modkamp (oppossition er alt for mildt et ord her).

Kunne være spændende se hvad oppossitionen har udrettet for lønnen siden Marts.