Kronik

En sand retsstat beskytter også befolkningen mod den økonomiske elites magt

Den liberale retsstat er et centralt middel til at sikre befolkningen mod statstyranni og fortjener hyldest, men den er ikke tilstrækkelig til at sikre befolkningen mod den økonomiske elites tyranni, skriver forskerne Christoph Ellersgaard, Andreas Mulvad og Anders Selvested i kronikserien ’Liberalismen vi elsker’
Den liberale retsstat er et centralt middel til at sikre befolkningen mod statstyranni og fortjener hyldest, men den er ikke tilstrækkelig til at sikre befolkningen mod den økonomiske elites tyranni, skriver forskerne Christoph Ellersgaard, Andreas Mulvad og Anders Selvested i kronikserien ’Liberalismen vi elsker’

Mia Mottelson

Debat
1. december 2020

Et samfunds demokratiske sundhedstilstand måles på, hvilke institutioner det har til at tæmme eliten, altså hvordan borgerne kan beskytte sig mod vilkårlig magtudøvelse fra et privilegeret mindretal.

Derfor var det et kvantespring fremad, da ideen om retsstaten fik fodfæste i 1700-tallet og siden blev overtaget af liberale tænkere. Retsstaten er nemlig lige præcis et redskab til at sikre, at de, der kontrollerer statens magtmidler, ikke bare kan behandle almindelige borgere, præcis som det passer dem.

Vi vil derfor godt hylde liberalisterne for at forsvare retsstaten. Men det bliver kun til en halv hyldest. For liberalisterne har ikke noget godt svar på, hvordan man tæmmer den økonomiske elites herredømme uden for statens domæne.

Retsstatens kendetegn

Enhver retsstat har tre kendetegn. Det første er lighed for loven: Lige meget hvem du er, har du krav på samme behandling som alle andre medborgere fra statens side. Før retsstaten var det selvfølgeligt, at statsmagten forskelsbehandlede folk fra forskellige samfundsklasser. Ofte kunne statens aktører, fra enevældige konger til lokale lensmænd, endda tillade sig at udøve deres magt ganske vilkårligt. Hvis de tilfældigvis besluttede sig for, at de ikke kunne lide dit fjæs, var du på spanden.

Det andet er individuelle rettigheder. Essensen i retsstaten er at sikre et samfund, hvor mennesker har en bred vifte af rettigheder til at leve, som de vil. Tænke, tale, tro – og tegne – som de vil.

Det tredje omhandler forholdet mellem borger og stat. I retsstaten eksisterer staten kun for borgernes skyld. Statens eneste berettigelse er som værktøj til at realisere borgernes fælles interesse i frihed og lykke. Modstykket er et samfund, hvor borgerne bliver redskab for statens eller nationens interesser som defineret af den herskende elite. Den tænkning har vi desværre ofte set realiseret – tænk for eksempel på Hitlers Tyskland eller Pol Pots Cambodia.

Vi er vant til at forstå retsstatslige principper som indbegrebet af liberalisme. På tværs af det politiske spektrum, fra Nye Borgerlige til Enhedslisten, hylder man de såkaldt liberale ideer. Men faktisk har retsstaten rødder, der går langt dybere end liberalismen.

Retsstatens historie

Juridisk kan man spore princippet om »uskyldig indtil det modsatte er bevist« tilbage til romerretten i 500-tallet, og politisk trækker retsstaten tråde tilbage til klassiske athenske idealer om selvstyre og frihed fra tyranni.

I 1700-tallet blev disse idealer så genoplivet af revolutionære republikanske oplysningstænkere i USA og Frankrig, der gjorde op med kolonialister og monarker. I USA erklærede man det for selvindlysende, at alle var skabt lige, og i Frankrig erklærede man, at mennesket besad en række umistelige rettigheder i kraft af at være menneske.

Liberalismen opstod først som særskilt ideologi i Europa i første halvdel af 1800-tallet som en moderat reaktion på den revolutionære oplysningsrepublikanisme. De liberale kæmpede ligesom de revolutionære republikanere for en retsstat, men vel at mærke i en markedsorienteret variant som især fremmede borgerskabets interesser.

For eksempel stadfæstede 1800-tallets liberale forfatninger ’friheden’ til at indgå kontrakter om at sælge en ganske bestemt type ejendom – nemlig arbejdskraft – på markedet. På den måde fik lønarbejdet – den centrale institution i kapitalismen – en statslig velsignelse, det aldrig før havde haft.

Her er skellet mellem liberalisme og republikanisme tydeligt. Oplysningstidens republikanere var stærkt kritiske over for lønarbejde, fordi det for dem indebar ufrihed – i form af underkastelse under arbejdsgiverens vilje arbejdsdagen lang. Amerikanske revolutionære som Thomas Jefferson og Thomas Paine drømte netop om at give alle borgere ret til egen jord og dermed uafhængighed. Og senere i 1800-tallet holdt en anden revolutionær republikaner, Karl Marx, fast i tanken med sin fordømmelse af »lønslaveri«.

Et særtræk ved den klassisk liberale udmøntning af retsstaten er en snæver opfattelse af, hvem der fortjener medlemskab i den kreds af borgere, som skal styre (rets-)staten. Kun et mindretal har ret til aktivt medborgerskab, nemlig mænd over en vis alder og med egen husholdning.

Danmarks historiske udvikling er et godt eksempel på den liberale retsstats styrker og svagheder. Liberalismen brød igennem her i 1830’erne med krav om en overgang til konstitutionelt monarki – altså et monarki underlagt retsstatslige principper. Men samtidig modarbejdede liberalisterne retssikkerheden for fattige, og adgang til social understøttelse blev i stigende grad givet på bekostning af civile rettigheder. Indtil fattighjælpen var betalt tilbage, kunne man blive nægtet at indgå ægteskab og blive frataget sin ejendom.

Med grundloven i 1849 fik de nationalliberale enevælden ned med nakken og indførte en række rettigheder såsom forenings- og forsamlingsfrihed, forbud mod vilkårlig fængsling og endda en ret til offentlig understøttelse – men frygten for folket holdt fortsat kvinder, tjenestefolk, fattige, forbrydere og mentalt handicappede uden for det politiske fællesskab. 

Retsstatens fremtid

I 2020 er retsstatens fremtid usikker. En global bølge af autoritære ledere udhuler, fordrejer eller foregiver retsstatslige principper med nationens bedste som påskud. Trump faldt, men forsøg på undertrykkelse af valg- og stemmeret for sorte, fattige og tidligere straffede i USA vil fortsætte. Og i resten af verden står ledere som Xi Jinping, Putin og Bolsonaro endnu. I sådanne magtmænds optik bør statseliten slet ikke tæmmes – i hvert fald ikke så længe de selv sidder på magten.

I kampen mod retsstatens fjender står liberalisterne naturligt sammen med venstrefløjen, som arvtager til oplysningstidens republikanisme. Men når det handler om, hvilken slags retsstat man foretrækker, er vandene delt.

Liberalister foretrækker typisk en minimalistisk retsstat, der nok sikrer alle individer lige rettigheder over for staten, men som ikke aktivt modvirker de markante uligheder, der findes uden for statens domæne. Liberalister har et skarpt blik for behovet for politiske og juridiske sikkerhedsværn mod tyranners hærgen i staten, men de er til gengæld blinde for oligarkiets økonomiske magt, både direkte som arbejdsgivere og indirekte gennem kontrol med massemedier, lobbyvirksomhed og bidrag til politiske partier.

Med coronapandemien er begrænsningerne ved den liberalistiske vision om retsstaten blevet tydelige. Når millioner af mennesker verden over bliver arbejdsløse, og mange bliver sat på gaden, er det simpelthen ikke tilstrækkeligt med stemmeret og fair retssager. Der skal mere til en civiliseret tilværelse end blot politiske og juridiske rettigheder. Som bandet Manic Street Preachers synger: »Freedom of speech won’t feed my children.«

Så måske er 2020 et glimrende tidspunkt at genoverveje den revolutionære oplysningsrepublikanismes pointe om, at økonomiske rettigheder – som i vor tid for eksempel kunne tage form som ret til borgerløn, sundhedssikring og uddannelse – bør indskrives i grundloven på lige fod med politiske og juridiske rettigheder, hvis man vil realisere retsstatens fulde potentiale.

Andreas Møller Mulvad, Anders Sevelsted og Christoph Ellersgaard er tilknyttet forskningsprojektet LONGLINKS på CBS, der undersøger elitenetværks historiske udvikling

Serie

Liberalismen vi elsker

Til daglig er det mest højrefløjen, som holder af at hylde liberalismen, men liberale principper er grundstene i vores demokrati. Nogle er dog mere universelt anerkendte end andre. I denne kronikserie har vi bedt en række idéhistoriske og politiske tænkere fremhæve et liberalt ideal, som de mener, bør hyldes.

Seneste artikler

  • Ejendomsretten er civilisation, ikke egoisme. Det er det, venstrefløjen ikke forstår

    18. december 2020
    Venstrefløjen kritiserer ofte ejendomsretten for at være udtryk for egoisme og grådighed. Men ejendomsretten udgør nogle fælles spilleregler, der skaber tryghed, velstand og tillid – også for de fattigste, skriver Christopher Arzrouni i denne kronik
  • En sand liberalist ville aldrig lave en ghettolov

    11. december 2020
    Vor tids liberale er i tiltagende grad i konflikt med liberalismens grundlæggende principper. Med eksempelvis ghettoloven er højrefløjen blevet mere optaget af at forsvare danskeres borgerrettigheder end liberalismens menneskerettigheder, skriver lektor i Anvendt Filosofi Henrik Jøker Bjerre i denne kronik
  • Kravet om lovhjemmel er vores værn mod udemokratisk magtudøvelse – derfor er det så vigtigt

    23. november 2020
    Minkskandalen har givet kravet om lovhjemmel velfortjent opmærksomhed. Det er nemlig et vigtigt princip i et liberalt demokrati, at alt, hvad staten foretager sig, skal kunne føres tilbage til lovgivning fra Folketinget. For også magthavere er bundet af loven, skriver forskningschef Pernille Boye Koch i kronikserien ’Liberalismen, vi elsker’
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er endnu et forhold der er afgørende for retsstaten. Det er en effektiv mindretalsbeskyttelse og et organ der kan kontrollere statsmagten. Det er en form for forvaltningsdomstol. Der uafhængigt af et folketingsflertal og regeringen kan tage sager op, efterforske dem og dømme.
I det danske system kan 90 folketingsmedlemmer foretage alle de ulovligheder de kan blive enige om, uden at nogen instans kan stoppe dem

Niels-Simon Larsen

Tak for en oplysende kronik.
Vi har lang vej endnu.
Man kan spørge, hvad kirke- og kongemagt har at gøre i en retsstat? Hvis ikke magthaverne inden for bestemte sektorer hyldede dem, havde vi dem ikke. De giver ro på bagsmækken. 70 procent betaler kirkeskat, og ser Danmark som et såkaldt kristent land, men måske er der ingen, der tror på Gud. Det kan ikke opklares, men det gør heller ikke noget, for kirken skal bare være en stabiliserende faktor. Det samme med monarkiet, som samler den økonomiske elite omkring sig og har et anstrøg af hellig familie over sig, og som får mange til at følge deres færden uge(blad) efter uge(blad).
Den politisk-psykologiske magt holder sammen på den borgerlige stat, og når militæret også er populært, får man denne mærkelige sammenblanding af krig og kristendom.
Går man en tur i Frederiksstaden i Kbh., kan man se de palæer, som blev bygget for penge tjent på slavehandel (med kirkens velsignelse). Kommer man forbi Danske bank, elitens bank, har man huset, der binder det hele sammen, og så har vi konglomeratet i den hule hånd: Kristendom, monarki, militær, pengemagt (Gud, konge og fædreland).
Vi kunne sagtens indrette os på en anden måde, men det vil vi åbenbart ikke.

Thorkel Hyllested

Vore politikere skal frigøres fra deres afhængighed af magteliterne og fra den individuelle kommersialisering.
Altså:
max 2 valgperioder eller 8 år.
karenstid f.eks 8 år efter i forhold til lederjobs og bestyrelsesposter i det private
fuld indsigt i partiers og folketingsmedlemmers økonomi.
Lønforhold, pension og frynsegoder som det øvrige arbejdsmarked.

En uafhængig forvaltningsdomstol er tydeligvis et must.

Claus Bødtcher-Hansen, Eva Schwanenflügel og Uffe Gammelby anbefalede denne kommentar