Kronik

Socialrealisme er public service-mediernes bedste våben i kampen mod streaminggiganterne

Både TV 2 og DR har genoplivet socialrealismen i deres nyeste dramaserier med moderne versioner af den slags serier, der griber tilbage til tiden før dansk tv-drama blev verdenskendt. Dermed giver de os et reelt alternativ til streamingtjenesterne, skriver professor emerita Gunhild Agger i dette debatindlæg
Tv 2's serie Efterforskningen er et eksempel på en moderne fortolkning af den socialrealisme, der gjorde dansk tv-drama verdenskendt.

Tv 2's serie Efterforskningen er et eksempel på en moderne fortolkning af den socialrealisme, der gjorde dansk tv-drama verdenskendt.

Henrik Ohsten

Debat
6. november 2020

Hvem skulle have troet, at socialrealistisk tv-drama ville få en renæssance på public service-kanalerne omkring 2020?

Det begyndte allerede med DR’s Liberty i 2018. Med den serie blev de regler, der ellers havde indbragt DR hædrende omtaler og priser i ind- og udland, kørt over.

Liberty var ikke en original tv-dramaproduktion, men en adaption af en Jakob Ejersbo-roman. DR fornyede sig altså ved at gribe tilbage i tv-dramahistorien, hvor adaptioner var lige så almindelige, som de var populære – tænk bare på Fiskerne fra 1977 eller på svenske romanadaptioner som Beck og Wallander.

Udover genren ændrede man også formatet. Hvor normen for danske serier var blevet to eller tre sæsoner, genopstod med Liberty den korte føljeton, der nær havde været ved at uddø. TV 2 fulgte formatet op med Kriger i 2018 og DNA året efter, der hver bestod af seks episoder.

Og den socialrealistiske tendens i Liberty var ikke en enlig svale. Det bekræfter både TV 2’s Efterforskningen og DR’s søndagsdrama Ulven kommer fra dette efterår.

Helt i tråd med coronatidens opvurdering af sygehuspersonale, sosu- og butiksassistenter sætter både Efterforskningen og Ulven kommer fokus på almindelige mennesker – forældre, der mister deres børn, dykkere, hvis indsats først giver resultat efter halvanden måned, og en socialrådgiver, der skal afgøre, hvem der lyver i en sag om mulig vold i familien.

Socialrealismens genopstandelse rejser flere spørgsmål: Hvorfor fornemmes den aktuel igen netop nu? Hvilke traditioner trækker den på? Er der forskel på tidligere tiders udgave af socialrealismen og den, der aktuelt har momentum? 

Brud med genrerne

Sidst den sociale tendens i samtidsrealismen dominerede, var i 1970’erne og 1980’erne.

For eksempel blev temaet om ulandshjælp og dens nytte, begrænsninger og effekt formuleret i Tørk Haxthausens miniserie Udvikling, hvor Irene Larsen (spillet af Kirsten Olesen) siger: »Jeg synes ikke, jeg har bestilt andet, siden jeg kom hertil, end at vente!«

Med den replik formulerer hun et hovedproblem. Hvad enten det drejer sig om ægteskab eller ulandshjælp, er forholdet mellem modtagere og donorer præget af ventetid, voldelige sammenstød og manglende resultater.

Liberty er klart i slægt med Udvikling. De to tv-dramaer foregår omtrent i samme periode og stiller samme diagnose af, hvad der går galt, nemlig at donorerne ikke kender modtagerlandets sprog, kultur og traditioner. Forskellen består i, at Liberty er endnu mere illusionsløs i sin vurdering af muligheden for at mødes menneske til menneske, når uligheder er og bliver et grundvilkår.

Efterforskningen handler om opklaringen af det sensationelle ubådsmord på Kim Wall i 2017. Men den dæmpede realisme bruges til at afskære enhver sensationsfornemmelse, og de konstruktioner af efterforskning, der er normale i krimigenren, afmonteres effektivt. Som titlen siger, ligger fokus på efterforskningen. Her tæller vi dage – og inkluderer de dage, hvor der absolut ingenting sker, i en bevægelse, der stilfærdigt vender sig mod traditionel kriminaldramaturgi.

Stilen er nøgtern og frygter ikke gentagelse, som vi ser i de mange billeder af havet, dykkerne, politistationens uhyggeligt lange, dårligt belyste gange og drabschef Jens Møllers (Søren Malling) uforanderligt sammenbidte ansigt. Held indfinder sig kun stykvist. Resultaterne skyldes dykkernes og efterforskernes intensive, langstrakte arbejde. Spændingen ligger først og fremmest i spørgsmålet om, hvorvidt anklageren overhovedet kan rejse tiltale i lys af princippet om In dubio pro reo (et princip inden for strafferetsplejen, hvorefter tvivlen skal komme den tiltalte til gode, red.). Hvor opklaringen i den traditionelle krimi er det forløsende moment, er bevisets stilling her afgørende.

Mindre entydig sympatifordeling

Ulven kommer er af anmeldere i Information blevet prist som »socialrådgiverdrama« og »vejen frem for DR’s søndagsserier«. DR-dramachef Christian Rank har selv på tv-konferencen This karakteriseret det som »kerne-public service-drama«.

Serien udstiller den enkelte families sårbarhed og velfærdssamfundets dubiøse rolle i et drama, hvor rimelig tvivl ikke kommer de anklagede til gode. Nøglepersonen er teenageren Holly (Flora O.L. Hoffman), der anklager sin stedfar for voldelige overgreb. Men er hun troværdig? Ligegyldigt, hvem der lyver, er den lille familie, som titlen varsler, inde i en selvdestruktiv proces.

Alle elsker Debbie, en serie fra 1987, er et eksempel fra familieområdet, der sætter Ulven kommer i relief. Dens tema var ikke vold, men et seksuelt overgreb i familien. Stedfaderen var ude efter teenageren Debbie (Christine Skou), moren var passiv, og Debbie reagerede ved at søge hjælp i en alternativ familie.

Som mange andre samtidsrealistiske dramaer fra sin tid var den didaktisk entydig i sin sympatifordeling. Debbie var den sympatiske, mens stedfaren var klam. Konstellationen med en rådvild teenagepige og en stedfar går igen i Ulven kommer. Forskellen er, at seeren i Ulven kommer udsættes for pinagtig tvivl i sin vurdering af, hvem der lyver.

Både i udviklings-, krimi- og familieserierne er der således i de nyere serier tale om mere komplekse karakterer, utraditionel dramaturgi og dermed mere nuancerede synsvinkler end i deres forgængere.

Hvorfor nu?

DR har gennem de seneste 20 år været dygtig til at kombinere en solid forankring i nationalkulturen med en transnational orientering. Denne kombination har benyttet populære genrer som krimi, politisk drama, historisk drama, fortalt i historier med flere lag og gerne humor.

Alle kender de forbløffende resultater, der gjorde dansk tv-drama verdensberømt – Rejseholdet, Forbrydelsen, Arvingerne osv. Den præcise aktualitetsbevidsthed kombineret med fornyelser i stil og dramaturgi var afgørende for det momentum, der prægede dansk tv-dramas guldalder.

Også TV 2’s udbud var genreorienteret. Komiske genrer opnåede en særlig høj stjerne, og i komediens og satirens platte, forløsende lys kunne man diskutere, hvorfor noget var pinligt, og hvor grænserne gik, som det skete i Klovn. Publikum responderede ivrigt på de sociale medier, og Public Service Puljen hjalp fra 2008 TV 2 med at udvikle tv-drama, der udfordrede DR med nye, frække genreblandinger, for eksempel den historiske komedie Badehotellet og dramakomedien Rita.

Men nu har streaming som dominerende distributionsform sat punktum for flow-tv’s dominans og dermed for tv-drama som fælles samtalerum. Seernes forbrug er blevet mere individualiseret og orienteringen mere transnational.

Set fra en transnational, kommerciel synsvinkel er der flere muligheder end nogensinde. Set fra en national public service-synsvinkel forstummer samtalen, når fælles tv-oplevelser mangler.

Og hvad gør public service-orienterede tv-stationer så? Spiller de med på transnationaliseringen og går i alliance med Netflix, HBO med flere? Vender de tilbage til kerneværdierne? Eller begge dele?

For få år siden ville den sociale realismes tilbagekomst have forekommet lige så usandsynlig, som at Casper Christensen, der har stået for de største morsom- og platheder i dansk tv-dramas historie, skulle blive seriøs og religiøs.

Men i en tid, hvor konkurrencen med de transnationale, kommercielle streamingplatforme synes håbløs at vinde, er det logisk både at satse på populære genrer og at gå mod strømmen og afprøve klassisk socialrealistisk public service-drama – selv om man måske også skulle prøve at inddrage mere af den humor, der gjorde dansk tv-drama verdensberømt.

Gunhild Agger er professor emerita og forfatter til bogen Det grænseløse tv-drama (2020).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Socialrealisme er public service-mediernes bedste våben i kampen mod streaminggiganterne"

Diskursen om at public service-medierne, eller den statslige presse, skal konkurrere med private underholdningsmedier er i sig selv forfejlet. Public service-medierne skal løse en opgave, som består i at oplyse befolkningen på en mangfoldig, nuanceret og så neutral måde som muligt ... og heri kan naturligvis godt indgå fiktion og drama, som er lærerigt iht. kultur, historie o.a., men først og fremmest må det handle om journalistik, som er fagligt stærk, efterprøvet og kildemangfoldigt. Derfor er bearbejdet, troværdig nyhedsformidling, dybdetematisering og dokumentarproduktion dét, som public service-medier skal fokusere på ... og dén slags kan ingen privat underholdningskanal konkurrere med. End ikke i vor anløbne kultur, som fremviser en faretruende afhængighed af popcorn, cola, quickfixes og dåselatter.

Lise Lotte Rahbek, Ib Christensen, Flemming Berger, Torben Arendal og Mogens Holme anbefalede denne kommentar