Kronik

Sygeplejersker: Vi venter stadig på de 1.000 nye kolleger, Mette Frederiksen har lovet

Inden valget lovede Mette Frederiksen at ansætte 1.000 nye sygeplejersker, og der er da også blevet afsat midler. Men ude på sygehusene er der stadig personaleflugt og få eller ingen ansøgere til ledige stillinger. Penge alene gør det ikke, skriver sygeplejerskerne Marie-Louise Jensen og Ann-Kirstine Hansen i dette debatindlæg
Mette Frederiksen lovede inden valget at ansætte 1.000 nye sygeplejersker. Hvor bliver de af, spørger to sygeplejersker i dette debatindlæg. Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen lovede inden valget at ansætte 1.000 nye sygeplejersker. Hvor bliver de af, spørger to sygeplejersker i dette debatindlæg. Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix

Debat
16. november 2020

Ansættelse af 1.000 ekstra sygeplejersker. Det var, hvad statsminister Mette Frederiksen lovede danskerne inden valget. Over et år efter den nye regering trak i arbejdstøjet, er det rimeligt at spørge: Hvor bliver de af?

De fleste danskere, der har været i kontakt med sundhedsvæsnet, kan nok bekræfte, at sygeplejersker har travlt. Mange har været i en situation, hvor de havde behov for omsorg og nærhed, men blev mødt af en sygeplejerske, som mentalt var et andet sted. Det er ikke uden grund, at patienternes karakteristik af sygeplejerskerne ofte er: »De er så søde, men de har så travlt«.

Men når vi lever i et samfund, der ikke har ubegrænsede ressourcer, er alt jo et spørgsmål om prioriteringer. Man kan derfor med rette spørge sig selv: Hvorfor lige netop flere sygeplejersker? Det er der mange gode grunde til. Forskning viser, at der er en klar sammenhæng mellem antallet af sygeplejersker, og hvordan patienter vurderer kvaliteten og sikkerheden på hospitalerne.

Dertil kommer, at sygeplejersker betyder kortere indlæggelsestider samt signifikant færre infektioner og hjertestop.

Et stort studie med 400.000 patienter og 25.000 sygeplejersker fordelt på 300 hospitaler i ni lande viser, at en stigning med én patient pr. sygeplejerske øger risikoen for at dø inden for en måned med syv procent.

Så statsministerens løfte fejler ikke noget. Men i denne kronik vil vi se regeringens strategi til rekruttering og fastholdelse af sygeplejersker efter i sømmene – med sygeplejerskeøjne. Vi vil også komme med nogle bud på, hvordan vi sammen når i mål. Med udgangspunkt i såvel forskning som personlige erfaringer fra et langt arbejdsliv som sygeplejersker.

23 opsigelser på syv måneder

Situationen på de to afdelinger, hvor vi hver især har arbejdet i ti år, henholdsvis et medicinsk sengeafsnit og en intensivafdeling, er på mange måder kendetegnende for sundhedssystemet anno 2020.

På et årti er det medicinske sengeafsnit gået fra en kapacitet på 24 patienter til 12 patienter – på den intensive afdeling er man gået fra ni til fem senge. Ikke fordi regionen har valgt at reducere i antallet af sengepladser. Men fordi vi simpelthen ikke er sygeplejersker nok til at passe flere patienter. I en årelang periode var der nemlig ikke nogen, der søgte de ledige stillinger på afdelingerne. Der var ikke tale om dårligt kvalificerede ansøgere, men slet ingen!

På intensivafdelingen har der desuden været, det der på det nærmeste kan beskrives som personaleflugt, blandt andet i kølvandet på coronakrisen. Hele 23 sygeplejersker har således valgt at sige deres stilling op i løbet af syv måneder. Det skyldes måske, at personalet i lang tid efter, at epidemien ikke længere var på sit højeste i foråret, stadig arbejdede under de vilkår, der kendetegner et nødberedskab. Det vil sige, at helt grundlæggende rettigheder, som det at kende sin vagtplan mere end et par uger i forvejen, var sat ud af spillet, og byrden af aften- og nattevagter blev øget markant.

Så det er tid til at se på, hvad der får folk til at søge ind i sundhedssystemet – og ikke mindst til at blive der. Det er nok ikke de forhold, der har været hen over sommeren. Som formand for Dansk Sygeplejeråd, Grethe Christensen, malerisk skrev i Altinget i september, så er det tid til at forebygge, at sivblødning af sygeplejersker »udvikler sig til en styrtblødning«.

Regeringens bud

Hvordan vil regeringen så forhindre sivblødningen?

I regeringens og støttepartiernes forståelsespapir står der om rekruttering og fastholdelse af sygeplejersker, at de vil prioritere »at der uddannes og ansættes mere sundhedsfagligt personale, og at arbejdsforholdene forbedres, så der bliver mere tid til omsorg i sundhedsvæsnet. Samtidig skal det sikres, at medarbejdernes kompetencer udnyttes bedst muligt.«

Det giver altså ikke mange konkrete tiltag at forholde sig til. I finansloven for 2020 fremgår det, at der afsættes 300 millioner kroner i 2020 og 600 millioner kroner årligt fra 2021 til ansættelse af flere sygeplejersker på sygehusene. Denne prioritering skulle muliggøre, at der fra 2021 kan ansættes 1.000 ekstra sygeplejersker. Men det er ikke realistisk, at en overførsel af midler til regionernes bloktilskud alene kan gøre forskellen.

Det, der virker

En ny rapport, hvori man har spurgt centrale aktører i sundhedsvæsnet, peger på, at der er særlige områder i sygeplejerskernes arbejdsliv, der bør være fokus på, hvis sygeplejersker skal fastholdes. Gennem observationer og interviews på afdelinger med lav gennemstrømning af sygeplejersker er det blevet undersøgt, hvad der får sygeplejersker til at blive på en afdeling.

Rapporten anbefaler, at der i den enkelte afdeling tages højde for sygeplejerskers individuelle behov, for eksempel ved at spørge til, hvad der skal til for at få dem til at blive eller etablere netværksgrupper ved ansættelse af nyt personale.

Den anbefaler, at kollektiv videndeling og kompetenceudvikling støttes lokalt, så den enkelte sygeplejerske har mulighed for at udnytte sit fulde potentiale.

At sygeplejefaglige ledere støttes i at skabe inkluderende kulturer præget af høj faglighed, relationer og udvikling.

Og endelig at lederne er særligt opmærksomme på arbejdsmiljø og prioritering af samvær med henblik på opbygning af et socialt fællesskab.

Når vi vælger at trække resultaterne fra dette studie frem, er det på grund af en særlig pointe: Vi synes, det er fornuftigt at bruge nogle af de økonomiske ressourcer på at finde ud af, hvad der rent faktisk virker.

Andre steder, ikke mindst i sundhedsvæsnet, kan man efterhånden ikke foretage sig meget, uden at der er evidens for effekten. Det samme bør vel gøre sig gældende i forhold til rekruttering og fastholdelse af sygeplejersker.

Selv om rapporten er mere konkret i forhold til fastholdelse af sygeplejersker end regeringens forståelsespapir, er der behov for yderligere forskning med henblik på at lave endnu mere konkrete og virkningsfulde tiltag.

Tal faget op

Afslutningsvist vil vi vende blikket indad. Antallet af ansøgere til sygeplejeskolerne var i sommer højere end normalt. Mon det skyldes regeringens 300 millioner kroner mere til bloktilskuddet? Næppe. Det er nok snarere et udtryk for den måde, vores fag er blevet promoveret på i foråret i relation til coronapandemien. Billeder af sygeplejersker med tryksår omkring næse og mund efter mange timers brug af mundbind. Sygeplejersker, der står eller sidder op og sover. Modige kvinder, som i frontlinjen ofrer sig i kampen mod samfundets fjende nr. et: corona. Langt fra fortidens billede af sygeplejersken som lægens underdanige assistent. Bedre reklame for et fag fås næppe.

For hvem gider egentlig være en del af en profession, som konstant selv tegner et billede af, hvor dårlig lønnen, arbejdstiderne og forholdene er?

På den måde har coronapandemien hjulpet sygeplejersker til at fortælle en anden og bedre historie om faget, til trods for den store arbejdsbyrde den også har medført. Disse erfaringer om, hvordan vi selv og andre italesætter vores fag, er måske noget af det positive, vi skal bære med videre. Og så bruge vores erfaring og viden til at bidrage konstruktivt til samfundsdebatten om vores eget fag.

Så kære Mette Frederiksen, vi ønsker os ikke bare penge, men konkrete forslag til, hvordan vi rekrutterer og fastholder sygeplejersker, baseret på forskning. Penge kan ikke gøre det alene.

Så skal vi til gengæld nok gøre vores.

Marie-Louise Jensen og Ann-Kirstine Hansen er begge sygeplejersker og læser en kandidat i sygepleje

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Arne Albatros Olsen

" Som patient idag skal man nærmest har ondt af sygeplejeskerne, udvise overbærenhed og tålmodighed, fordi de har så travlt" !

Lidt sært og faktisk svært at praktisere , når man selv ligger der.

Rolig nu. Det tager 42 måneder at uddanne en sygeplejeske.

- Som om I ikke ved det.

Dertil kommer, at kapaciteten på uddannelsesinstitutioner skal udvides. Og det gøres jo ikke med 1.000 ekstra pladser. Men over en årrække. Det tager ligeledes tid. Og endelig skal der være tilstrækkelig med elever som ønsker at uddanne sig til sygeplejeske.

- Som mand skal jeg nok holde mig væk.

Vor neoliberale herrer og elitepolitikere har skabt en offentlig sektor, som notorisk virker nedslidende, stressinducerende og meningsnedbrydende for de ansatte - og som om det ikke var/er nok, bevidner patienterne det nu åbenlyst, således at de nærmest skal undskylde for at være indlagte. Det er hovedet op i bagen, hånden ind i ilden, fjæset ind i kværnen - men på de bonede gulve 'skal det jo nok gå', for 'sådan er det jo'.

Egon Stich, Gert Romme og Nickolinne Liff Damgård anbefalede denne kommentar

"Så kære Mette Frederiksen, vi ønsker os ikke bare penge, men konkrete forslag til, hvordan vi rekrutterer og fastholder sygeplejersker, baseret på forskning. Penge kan ikke gøre det alene."

Hvis Mette skal dykke ærligt ned i forskningen, så vil hun opdage at et meningsfyldt indhold, godt arbejdsmiljø, et godt (sam)arbejdsklima, muligheder for at bruge sin faglighed og udvikle sig og en anstændig (ikke en høj!) løn betyder temmeligt meget for rekrutteringskraften - og alt for at kunne fastholde ansatte. Men hvis Mette skulle lægge dette frem og genuint forfølge det politisk, ville hun for det første opdage at der skal store strukturelle ændringer, betydelige økonomiske investeringer og en helt anden ledelsesform (nemlig en fælles orienteret samledelse) til, hvis blot denne almindelige viden skal omsættes til faktisk virkelighed for de ansatte. Og så kan hun bagefter gå videre til de øvrige offentlige sektorer, hvor problemerne til forveksling ligner, og udfordringer er stort set de samme. Det ville blive en dødsgang for hende, og aner hun jo nok en smule.

Ete Forchhammer , Flemming Berger, Nickolinne Liff Damgård, Rolf Andersen, Laurits Palo og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Hovs, og det aner hun jo nok en smule, skulle der stå.

Det tager 5 sekunder at nedlægge 500 stillinger. Det tager mange år at oprette nye stillinger. Der skal nye uddannelsesfaciliteter, nye undervisere og så endelig kan man begynde med at uddanne nye sygeplejersker.

Fra man starter forvent 5 - 10 år.

Der er også den faggruppe, der hedder social- og sundhedsassistenter på hospitalerne. En faggruppe mange sygeplejersker, især dem med stort S ikke bryder sig om, dog kan de da bruges til at "tørre op" efter de vigtige sygeplejersker. Selvfølgelig er assistenter ikke sygeplejersker, men oplært i en afdelings speciale er der et udmærket potentiale.

@ Nils Bøjden,

Formentlig er der uddannet tilstrækkeligt med læger, sygeplejersker og andre vigtige aktører i sundhedsindustrien. Og som jeg ser det - også ved at tale med de mange jeg har mødt, som har droppet Danmark, er det et ganske omfattende arbejdsmiljø-problem, der er grunden til manglen.

Vi borgere med borgerrettigheder gennem mange år i både Sverige og Hrvatska, da vi har huse og bor begge steder. Og bruger man det svenske sundhedssystem, jeg har en kronisk sygdom, så møder man igen og igen danske læger, sygeplejersker, øjenlæger, laboranter og andre sundhedsfaglige.

Og som en dansk hjertelæge og hjertekirurg sagde til mig for 12-14 år siden, så er der meget mere ro og planlægning omkring arbejdet her. På Rigshospitalet udførte han operationer på samlebånd. På et team fik alle en ballonudvidelse og på andet team fik alle by-pass, selv om nogle patienter burde have haft det modsatte.

Og selvfølgelig er der også spørgsmålet om aflønning. Men jeg tror, at man i Danmark først og fremmest skal kigge nøje på arbejdsvilkårene for de offentlige ansatte af enhver slags.

Vores sundhedssektor køres benhårdt og effektivt! Normeringerne på diverse sengeafsnit er skåret ind til benet. F.eks. ofte kun 1 sygeplejerske og 2 eller 3 SOSU-assistenter i nattevagt. Altså for få til for mange opgaver, specielt hvis enkelte patienter er meget syge og dårlige. Personalet er blevet stresset i mange år og nogle bukker under med depression til følge. Arbejdsmiljøet er da forsøgt bedret gennem årene. Bundlinjen er dog at sygeplejersker søger væk fra faget, derfor mangler der ansøgere når ledige stillinger slåes op.
Så er der lønnen. Alle ved at den ikke er høj. Kun via vagter, weekender og skæve arbejdstider kommer den op i nogenlunde akceptabelt niveau. Dette forudsætter så vagter i Julen, Nytår, Påsken og som regel kun 2 ugers ferie i sammenhæng! Da jeg startede som sygeplejerske i 1994 drømte jeg om på sigt at få 30.000 kr i grundløn, altså på sigt. Nu er jeg pensioneret og opnåede aldrig målet. Faget bliver simpelthen økonomisk udsultet. Ikke motiverende for nye studerende til denne gode korte videregående uddannelse. Nok også derfor kun 4% i faget er mænd.

"Formentlig er der uddannet tilstrækkeligt med læger, sygeplejersker og andre vigtige aktører i sundhedsindustrien. Og som jeg ser det - også ved at tale med de mange jeg har mødt, som har droppet Danmark, er det et ganske omfattende arbejdsmiljø-problem, der er grunden til manglen."

Jeg er helt enig. Man burde for 10 år siden have øget optaget på lægeuddannelsen. Massivt. Jeg har dog en anelse og at diverse læge fagforeninger vil være imod, idet en overflod af læge vil sænke lønniveauet for læger.

Læger er man i fuld gang med at uddanne.Fra 1990 til 2017 er antale af årligt udstedte lægeautorisationer steger med 2,5 gange. Men det beskriver noget af den tid det tager.

"Således blev der i 2017 autoriseret to en halv gange flere dansk uddannede læger, end i 1990. I perioden 2005- 2014 lå antallet af autoriserede pr. år nogenlunde stabilt, men siden 2014 er antallet steget med 56 %."

Side 13

https://sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Sundhedspersonale/2019/April/~/media/File...