Kommentar

Tag fritidspædagogik alvorligt, så der også er fokus på det udviklende børneliv efter skole

Når pædagoguddannelsen om lidt skal evalueres, bør der sættes ekstra fokus på den ellers forsømte fritidspædagogik. Så vi får fritidsinstitutioner med høj faglighed, og så børnenes fritid ikke ender med at være pædagogers fritid, skriver pædagog og tillidsrepræsentant Emilie Lindegaard i dette debatindlæg
Debat
11. november 2020

Pædagoguddannelsen står foran en større evaluering. En oplagt anledning til at sætte fokus på et ikke bare overset, men decideret forsømt område af uddannelsen: fritidspædagogikken.

»Vi har jo ikke haft noget om fritidspædagogik på seminariet. Det var kun om vores rolle som skolepædagog. Og det der fritidspædagogik, det var sådan lidt ’nåh ja …’. Også selv om vores specialisering jo hedder ’skole- og fritidspædagogik’«.

De ord stammer fra en uformel snak, jeg havde med en af mine nyuddannede kolleger forleden eftermiddag.

Hendes ord bekræfter en fornemmelse, jeg længe har haft: At fritidspædagogikken er blevet sekundær i forhold til skolepædagogikken.

Jeg mærker det i den offentlige debat, og jeg mærker det på de studerende. Langt størstedelen af deres energi lægger de i skolearbejdet, i det tværprofessionelle samarbejde med lærerstaben, i undervisningsaktiviteter. 

SFO-arbejdet er, som min i øvrigt smadderdygtige kollega udtrykker det: »sådan lidt, ’nåh ja …’«. Som om børnenes fritid også er pædagogernes fritid, for det er jo primært i skolen, at vi er rigtigt på arbejde.

Pædagoguddannelsen skal her være sit ansvar bevidst.

Det er i uddannelsesårene, at kimen til vores pædagogiske selvforståelse, vores professionsidentitet, grundlægges. Det er den, vi skal bruge til at tale vores fag op. Med den skæve prioritering af undervisningen og materialevalget er de uddannelsesansvarlige med til at devaluere fritidsområdet.

Det sender et meget kraftigt signal om, at fritidspædagogik ikke er vigtigt, og det dermed ikke er nødvendigt at bruge ressourcer på SFO’er, klubber og andre fritidsinstitutioner.

Så er det virkelig op ad bakke for os ’i felten’ at få stablet fritidsinstitutioner med høj faglighed og kvalitetspædagogik på benene, så børnene også efter skole er sikret gode og udviklende rammer.

Jeg er på ingen måde modstander af, at vi pædagoger er blevet en del af undervisningen på skolerne. Tværtimod. Med vores pædagogfaglige baggrund bidrager vi dels til at nuancere synet på det enkelte barn og klassen i sin helhed, dels med alternative måder at styrke børnene i både faglige og sociale sammenhænge.

Mit lille opråb her skal altså ikke tolkes som et forsøg på at trække pædagogerne ud af skolerne igen. Jeg agiterer alene for, at der kommer en ligeværdighed mellem skolepædagogik og fritidspædagogik.

Og det starter på pædagoguddannelsen.

Grib bolden her ved den kommende evaluering af uddannelsen, og få fokus på det gode børneliv efter skoletid. Fritidspædagogikken skal tilbage på skemaet.

Emilie Lindegaard er pædagog og tillidsrepræsentant på Giersings Realskole i Odense.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her