Kommentar

Tidligere anbragte børn: Gang på gang mistede vi de voksne, vi stolede allermest på

I løbet af opvæksten udskiftes de voksne, som anbragte børn har knyttet sig til, gentagne gange. Og det er både hårdt og ensomt. Derfor skal anbragte børn sikres, at den samme voksne følger dem fra start til slut, skriver Emma-Luna Löwe Jensen og Alexander Sørensen i dette debatindlæg
Debat
25. november 2020

Vi er begge tidligere anbragte. Derfor ved vi, at man som anbragt barn skal forholde sig til mange voksne. Med tiden lærte vi de fleste godt at kende. Men vi oplevede også utallige ufrivillige skift af de voksne. Det har sat dybe spor i os, og derfor vil vi dele vores tanker.

For når man mister sin kontaktperson, føles det, som om ens verden falder sammen. Igen. Man græder og græder, for nu skal man endnu en gang forholde sig til det uvisse. Selv om det er ti år siden, at den ene af os mistede sin kontaktperson, er savnet ikke blevet mindre. For han var den første voksne, som i løbet af anbringelsen udviste kærlighed og omsorg.

I løbet af ens tid som anbragt forsvinder de voksne meget brat uden mulighed for at sige ordentligt farvel. Tiden efter var hver gang svær og kaotisk. Man er meget ked af det, og man føler sig ekstremt ensom. Gang på gang mister man dem, som man stoler allermest på, og som støtter og holder i hånden, når tingene er svære.

Og som anbragt kan man ikke lade være med at tænke:

»Hvorfor er de voksne blevet taget fra mig fra den ene dag til den anden?«

»Hvorfor mister jeg igen ham, jeg har lært så godt at kende?«

»Hvorfor kommer han ikke og besøger mig, når han har sagt, at han ville?«

Til sidst magter man ikke at skabe et forhold til flere voksne. Og i stedet begynder man at teste, om de voksne kan lide en, for at afkode, om de mon vil opretholde kontakten til en, når man selv eller de igen skulle flytte.

Som voksne sidder vi og har svært ved at dele minder fra vores barndom med nogen. Ingen at mindes vores første skiferie med; ingen at grine med, når vi kigger tilbage.

Inderst inde ved vi, at de voksne var på arbejde, og at vores kontaktperson fik løn for at kramme os. Men havde vi ikke også krav på betingelsesløs kærlighed fra det, der var vores primære omsorgspersoner?

Vi mener, at anbragte børn skal sikres, at den samme voksne følger dem fra start til slut. De skal have et team af kontaktpersoner, så de altid har en ’mor’ og en ’far’ på institutionen. Den biologiske familie skal desuden altid inddrages så meget som muligt.

Det er nok svært helt at undgå en følelse af sorg og afmagt for barnet i overgangen fra én primær voksen til en anden. Men blot et julekort fra vores første kontaktperson havde gjort en kæmpe forskel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her